En godsinspektør på Rosenholm fra Skanderup Sogn
I lokalhistorien er det ofte tilfældigheder, der kommer til at tegne overleveringen. Tilfældighederne optræder især i forbindelse med, at der træffes beslutning om at skrive eller undlade at skrive erindringer - som herefter lige så tilfældigt bliver offentliggjort, fundet, skønnet relevante og repræsentative eller illustrative i den skildrede sammenhæng.
Erindringen om Niels Nielsen, der blev ansat som godsforvalter / godsinspektør på godset, hovedgården til Rosenholm Slot i perioden 1911-1938, er skrevet af sønnen Holger Nielsen, udgivet 1999 i det lokale tidsskrift Østjysk Hjemstavn s. 89-93.
Her karakteriseres Niels Nielsen som en dygtig landmand, der fik forbedret godsets økonomi væsentligt. Han var desuden en god og respekteret arbejdsleder og - sammen med hustruen Marie - som arbejdsgiver, -leder i den tids landbrug karakteriseret som en husbond, hvor det var et godt sted at være på kost.
Øge- eller kælenavnet "Spækken" kan muligvis henføres til den gode kost til folkeholdet i inspektørboligen.
Desuden havde Niels Nielsen et gensidigt respektfuld og godt forhold til lensbaronen, nationalbankdirektør H. C. O. Rosenkrantz, der på sin side karakteriserede Niels Nielsen som en "klog mand".
Det er op til en skønsmæssig vurdering, om Holger Nielsens beretning om faderen (og moderen) er troværdig. I så fald fik Niels Nielsen kælenavnet, Marie Nielsen var kvinden bag.
Beretningen er under alle omstændigheder så punktvis detaljeret, at væsentlige elementer må tillægges betydelig sandhedsværdi. Hermed være ikke sagt, at der kan være elementer, som den berettende søn har fravalgt, og som brugerne af beretningen kunne have ønsket sig medtaget.
Men den slags spekulationer er ikke andet og mere end spekulationer.
Af den originale folketælling på Rigsarkivet fremgår det, at folkeholdet, registreret under Rosenholm i 1916 kan optælles til 50 personer:
1 kontrolassistent,
husfader, godsforvalter Niels Nielsen med husmor og børn, 7 personer
samt forvaltere, karle, landbrugselever, piger m.v., som udgjorde de resterende 42 personer.
En ganske stor husholdning, hvor den berettende søn, Holger Nielsen åbenbart endnu ikke er født på folketællingstidspunktet 1916.
Det fremgår af andre informationer, herunder også den lokale kirkebog for Skanderup Sogn, at Niels Nielsen var den næstældste søn i ægteskab mellem Rasmus og Abeline Nielsen, Højdegaard, Gjelballe, Skanderup Sogn. Her angives fødselsdatoen at være 18. maj 1877, som må antages at være korrekt i forhold til 1916 folketællingens datomæssige oplysninger.
Niels Nielsen kan overordnet karakteriseres som en dygtig repræsentant for den velstående gårdmandsstand - begge hans brødre blev ejere af store, mellemstore gårdmandsbrug, den ældste slægtsgården Højdegaard, som ved giftemål blev solgt for at kunne overtage en anden større gård i sognet, som blev erhvervet i forbindelse med indgået ægteskab i 1910.
Niels Nielsen har været en god og fremtrædende repræsentant for den bondestand, der sammen med andels- og højskolebevægelsen tegnede fremdriften i det danske landbrugssamfund siden andel halvdel af 1800-talle.
Rosenholm på den anden side har været et gods med en ejer, der hovedsageligt boede og arbejdede i København som nationalbankdirektør. Med et heraf afledt behov for kyndig bistand til at drive det på den tid store gods, oprindelig 10.000 tdr. land, overvejende fæstegods, med frasalg til husmandsbrug m.v. med lensafløsningen fra 1919-21, til avlsgårdens o. 2.000 tdr. land frem til den endelige opløsning ved lensbaron H. C. O. Rosenkrantz' død i 1936, hvor godsets skov blev købt af Niels Nielsen, godsinspektøren, Rosenholm Avlsgård blev 1943 købt af familien Helles, der stadig driver godset.
Udviklingen var klart ikke i herre-, sædegårdenes favør.
Der er udarbejdet oversigter, der viser, at herre-, hovedgårdene fra kun at have tilhørt adelsfamilier fra 1730 fordelte sig med:
1/3 borgerlige, 1/3 danske adelsfamilier fra før enevældens indførelse, medens 1/6 var nye, ophøjede adelsfamilier og 1/6 udgjordes af ikke-danske eller fremmede ejere.
De borgerlige besiddelser gik frem andelsmæssigt, de adelige gik tilbage.
Adelsbesiddelserne gik frem på Sjælland og Fyn, var nogenlunde uændrede på Lolland-Falster, medens tilbagegangen i Nørrejylland var betydelig.
Det var ikke mindst den fremmede adels besiddelser, der bistod ved landboreformernes love, som banede vejen for landsbyernes udskiftning, gårdenes udflytning, selvejets indførelse, folkeskolens indførelse med videre.
Den gamle adel, herunder den på Rosenholm stod lidt tilbage på perronen, medens udviklingen løb fra den. Det var den også på Rosenholm gods, hvor slægten Rosenkrantz residerede, men det kunne se ud til, at et heldigt valg af godsinspektør gjorde den gamle, fine adelsgårds drift mere tidssvarende og driftsøkonomisk rentabelt.
De borgerlige besiddelser gik frem andelsmæssigt, de adelige gik tilbage.
Adelsbesiddelserne gik frem på Sjælland og Fyn, var nogenlunde uændrede på Lolland-Falster, medens tilbagegangen i Nørrejylland var betydelig.
Det var ikke mindst den fremmede adels besiddelser, der bistod ved landboreformernes love, som banede vejen for landsbyernes udskiftning, gårdenes udflytning, selvejets indførelse, folkeskolens indførelse med videre.
Den gamle adel, herunder den på Rosenholm stod lidt tilbage på perronen, medens udviklingen løb fra den. Det var den også på Rosenholm gods, hvor slægten Rosenkrantz residerede, men det kunne se ud til, at et heldigt valg af godsinspektør gjorde den gamle, fine adelsgårds drift mere tidssvarende og driftsøkonomisk rentabelt.
Rosenholm og Rosenkrantz, en adelig sædegård
Rosenholm er oprindeligt benævnt Holm, Holme eller Holmgård.
Med reformationen 1536 tilfaldt gården som stort set al kirkegods kronen, der 1559 mageskiftede den til Jørgen Ottesen Rosenkrantz.
Han gav gården dens nuværende navn, opførte hovedbygningen., samlede betydeligt gods til den og skaffede godset birkeret 1574. Han efterfulgtes af sin søn, den lærde Holger Rosenkrantz († 1642), som gjorde Rosenholm til samlingssted og opdragelsesanstalt for unge adelige og borgerlige.
Ligeledes dennes søn, gehejmeråd Erik Rosenkrantz († 1681), under hvem det lærde liv på R. fortsattes. 1666 skødede Erik Rosenkrantz Rosenholm (78 tdr. hartk.) med gods til Bjørn Ulfeldts enke Margrethe Krabbe, som han samme år giftede sig med. Efter hendes død 1716 udkøbtes arvingerne 1717 af hendes steddatter Elisabeth Rosenkrantz († 1721), enke efter generalmajor Joachim Schack.
Dennes datter af 1. ægteskab Hilleborg Gyldenstierne solgte Rosenholm (67 tdr. hartk., hvoraf 15 skov og mølleskyld) m. tiender og gods (54 og 451 tdr. hartk.) til sin morbror gehejmeråd Iver Rosenkrantz († 1745).
Denne fik 1743 af Rosenholm (67, 78 og 521 tdr. hartk.) oprettet et stamhus, der tilfaldt sønnen gehejmeråd Frederik Christian Rosenkrantz († barnløs 1802) og derefter en fjernere slægtning baron Iver Rosenkrantz til Villestrup († 1815), dennes sønner baronerne Christian († 1817), Verner († 1823) og Holger Rosenkrantz († 1839).
Holger Rosenkrantz afstod 1825 Rosenholm til sin søn, kammerherre., hofjægermester., baron Hans Henrik Rosenkrantz († 1879), hvis sønnesøn, kammerherre., hofjægermester., baron Hans Carl Oluf Rosenkrantz beholdt godset til sin død 1936.
14/10 1921 overgik stamhuset til fri ejendom.
1936 overtoges slottet af sønnen baron Holger Rosenkrantz.
1938 solgtes skovene til skovfoged Niels Nielsen, der 1961 solgte dem for 1.519.200 kr. til fabrikant Mads Eg Damgaard, Herning, mens avlsgården overtoges af et konsortium, der 1941 solgte den til A/S DFT for 560.000 kr.; 1943 solgtes den for 627.500 kr. til forpagter Peter Helles og broderen Harald Helles, der blev eneejer 1952.
![]() |

En lensbaron og hans godsinspektør
Af Holger Nielsen
Forfatterens far, Niels Nielsen, kom i
1911 til Rosenholm som godsinspektør,
og han blev der til 1938. Han blev aldrig
kaldt andet end »Spækken«.
»Højvelbaarne Kammerherre, Hofjægermester, Nationalbankdirektør, H. C. O. Rosenkrantz, Kd, Rd, m.m. Søholm, Hellerup!« Således skrev den sidste godsinspektør på kuverten til den sidste Rosenkrantz, der var godsejer på Rosenholm til 1936. Godsinspektøren sendte en rapport hver uge; thi som nationalbankdirektør boede baronen kun 2 måneder om året på Rosenholm, som var hans sommerhus.
Hvis nogen spurgte, hvad m.m. betød, lød godsinspektørens svar: »Det udtrykker, at der er ikke plads!« for der var nemlig adskilligt flere titler og hæderstegn.
Men titler og hæderstegn hjalp ikke det af forskellige forpagtere og inspektører dårligt drevne gods. Det gav underskud allerede før 1911 trods sine 3200 tdr. land, og det måtte være taknemmeligt for lensbaronens andre indtægter. I 1909 ansatte lensbaronen en inspektør på Livø, der dengang ejedes af Rosenkrantz, og som hørte ind under Rosenholm. Og da De Kellerske Aandssvageanstalter i 1911 købte øen til brug for kriminelle åndssvage, havde lensbaronen opdaget, at han havde fået en særdeles dygtig inspektør og tilbød ham da at blive inspektør på Rosenholm. Inspektøren havde hørt om Rosenholms dårlige afkast og rådførte sig med sin tidligere principal, grev Holstein på Sjælland for at høre, om det kunne gå an at tage til Rosenholm. Svaret var: »Det kan gå for min tidligere inspektør, når De af Hans (Rosenkrantz) forlanger 760 kr. fast om året og 50% af driftens overskud. Det går Hans gladelig med til, og De vil i løbet af få år blive en rig mand.«
![]() ![]() |
Udateret foto.
|
Inspektøren flyttede til Rosenholm og var nu godsinspektør. Han tilberedte jorden korrekt, såede det rigtige, dyngede markerne til med mergel og kunstgødning, sørgede for rene værelser og god kost til de ansatte og prikkede dem bagi, der arbejdede for langsomt. Omegnens landmænd mente, at han var tosset og at det aldrig ville gå godt. Men se, i 1911 spurgte lensbaronen ifølge sædvane før den ugentlige lønudbetaling: »Hvor mange penge skal De bruge i dag?«
I 1912 spurgtes: »Skal De bruge nogle penge?« I 1913: «Hvor mange penge har De til mig?« I 1922
vedføjede lensbaronen på godsinspektørens ansættelseskontrakt: »Da mit gods, Rosenholm nu giver et meget stort overskud, mener jeg, det vil være rimeligt, at offentlige udgifter fratrækkes, før min godsinspektørs provision beregnes.« Og nedenunder godsinspektørens bemærkning: »Indtil videre går jeg med til dette.« Og igen lensbaronen: »Min kloge godsinspektør har talt.« Det blev ved at gå fremad. En stor amerikansk traktor blev anskaffet, landets første med tilbehør.
De 180 malkekøer blev erklæret tuberkulinfri, og der leveredes børnemælk til Århus. Godsinspektøren forlangte røde kapsler og at der skulle stå »tuberkulinfri « på dem og ikke det sædvanlige »fra tuberkulinprøvet besætning«. Der blev anskaffet så mange elektriske hjælpemidler,at godsets private elværk måtte udvides med et dieselaggregat mere.
Hvorfor gik det så godt?
Først og fremmest på grund af et gnidningsløst samarbejde mellem lensbaronen og godsinspektøren. Som direktør i Nationalbankens landbrugssektor kunne lensbaronen forud oplyse om stigende og faldende priser, og herefter lod chefen sin undersåt bestemme, hvad der var formålstjenligt med hensyn til køb og salg. Og så stod godsinspektøren op kl. 5.30, spiste morgenmad med sin over- og underforvalter og spurgte, om de havde ændringer til den arbejdsplan, der var blevet fremlagt ved middagen foregående aften.
Herefter gik godsinspektøren ned til hestestalden kl. 6.30, og når tårnuret slog halv syv, brølede
overforvalteren: »Ryk ud!« og så kom 12 spand ud til vandtruget med hver en rytter på den nærmer hest. Hver rytter sagde: »God morgen«, hvilket blev besvaret med to fingre til hatteskyggen.
Hestene og seletøjet blev analyseret, og det blev kontrolleret, om rytteren stod af og fjernede bidslet, før hestene drak af vandtruget. Alle bemærkede, om »Spækken«s hatteskygge sad ned i panden eller var anbragt højere på hovedet, hvilket kunne være tegn på dagens forløb.
Så gik Spækken gennem hestestalden for at betragte ridehestene og gik så videre igennem tyrestalden, hvor der stod 4 store og i øvrigt berømte bulderbasser i hver sin kraftige boks. Så om forbi vognporten for at se, om vogne og forspand var i orden; videre forbi tømrerværksted, snedkerværksted, savskæreri, elværk og spandevask.
Herfra over i kostalden, hvor Spækken optalte alle dyr, jo, for når man talte dyrene, så man samtidigt hver enkelt og kunne bemærke, om der var sløjheder og så berette videre til fodermesteren.
Det samme gentog sig i svinestaldene. Så var klokken blevet 8.30, og godsinspektøren drak morgenkaffe med sin familie, hvorefter han gik ind på kontoret, så posten, førte regnskaber, skrev rapporter, førte telefonsamtaler og læste aviser.
Var der mere tid før frokost, tog han cyklen ud i markerne. Frokostpause i halvanden time, og når tårnuret slog halv to, brølede overforvalteren, med Spækken ved sin side, igen: »Ryk ud!« Derefter vidste man ikke med sikkerhed, hvor man havde Spækken henne. Han kunne sadle op og ride til andre gårde under Rosenholm eller ride rundt på hovedgårdens marker, enge og moser, eller han kunne starte bilen og handle grise i Randers, køer eller reservedele til maskiner i Århus, eller han kunne sidde og afslutte årsregnskab. Når så godsinspektørens hustru havde samme motto: Orden, påpasselighed, renlighed og at sætte tæring efter næring, lykkedes det at styre et gods korrekt. Hustruen regerede over hus, elevværelser, haver og høns, samt over en husjomfru, 4 piger og
2 polske piger. Om sommeren var der op til 50 personer på kost hver dag, og alle var tilfredse. Der var konstant 31 fastboende, der skulle betjenes med værelser, senge, kost og pasning under sygdom.
Der skulle føres husholdningsregnskab, incl. linned og meget andet tilbehør. Thi uden mad og drikke duer helten ikke, og det styrede fruen helt korrekt og så godt, at folk søgte til Rosenholm, også af den årsag. 14 elever spiste i elevstuen, 11 daglejere i daglejerstuen - ofte plus et par
sprittere, 7 piger spiste i køkkenet, 2 forvaltere og 8 familiemedlemmer samt ofte en kontrolassistent spiste i spisestuen, og alle fik samme veltillavede kost. Desuden var der mange små og store gæstebud.
Fruen holdt søndagsskole for gårdens mange børn, og alle kom til juletræ 3. juledag og fik gaver. På vinteraftener blev eleverne undervist af landbrugskonsulenter og -lærere. Hovedgården havde 147
indbyggere i 1934, nemlig: godsinspektør, skovrider, skovfoged, skytte, gartner, fodermester, svinemester, staldmester, maskinmester, grovsmed, tømrer, snedker og slotsforvalter, samt 9 fastboende daglejere, 14 elever, 2 forvaltere og 7 piger.
Der var mange børn blandt de 147, rekorden var 17 børn i en familie. Mange interessante typer var der. F.eks. kan nævnes »staben«, en ældre fuldblods herregårdsdaglejer med 12 børn. Ligesom de andre daglejerkoner overkom hans kone at malke hver dag fra kl. 4-6 og fra kl. 16-18, søndag inklusive.
![]() ![]() |
Niels Nielsen, godsinspektør, ”Spækken” forrest nr. 2 fra venstre.
|
![]() |
Stabens værk
Staben havde været stabssergent i hæren i sine unge dage, derfor kælenavnet. Han var intelligent og menneskelig og kunne gå i døden for sit herskab. En lørdag sagde han til Spækkens yngste søn: »Jeg hører, at din pige kommer i morgen; jeg så hende første gang, hun var her og talte endda med hende. Hun er dæleme sød og ikke dum, noget helt andet end de andre. Hende må du holde fast ved.« Og Staben fortsatte: »I morgen går du en tur med hende ned forbi hestestalden. Jeg er staldmester, fordi den anden har fri. Jeg bukker dybt, og så siger du til pigen: »Hør, har du ikke lyst til at køre en tur i skoven? « Hun vil selvfølgelig som bypige sige ja tak. Så vender du dig om og siger. »Staldmester, vil De klargøre giggen med køreheste og komme med den.« Jeg svarer: javel hr., og så kan du lige prøve på at sige du til mig, mens hun hører på det.«
Staben kom i et flot sving med giggen op til hovedtrappen, hvor pigen og sønnen sad og ventede. Han steg ned, sønnen steg op, han rakte sønnen tømmer og pisk, bukkede for pigen, hjalp hende nænsomt op i giggen, gik to skridt tilbage, stod ret og bukkede, da pigen og sønnen kørte. Ceremonien gentog sig i omvendt orden, da de unge mennesker vendte hjem fra turen. Ca. 3 år efter indgik de to et lykkeligt ægteskab, og Staben var lykkelig; thi det var hans værk. Den var pigen
dog for intelligent til at hoppe på, men duperet var hun. Sådan var herregårdslivet også. Sammenholdjovialitet, en stor familie med nogle få outsidere, der blev mobbet ud.
Slægten på det røde slot
I 1935 var det tydeligt, at lensbaronens sygdom var uhelbredelig, og i 1936 døde han på Rigshospitalet. Godsinspektøren besøgte lensbaronen flere gange i København under sygdommen og aflagde rapport.
Ved det sidste besøg meddelte lensbaronen, at han frarådede sin slægt at overtage Rosenholm: »Thi De, min godsinspektør, kan heller ikke leve evigt, og hvad så?« Adelsmanden havde besluttet
sig, og så var der intet at ændre. Men godsinspektøren med familie mente ikke, beslutningen var ædel, når Rosenholm siden oprettelsen i 1540 altid havde været Rosenkrantz’ernes ejendom. Så af de oprindelige 10.000 tdr. land er der nu kun 53 tdr. land, der hører under det røde slot.
Godsinspektøren købte storskoven med en tilhørende gård, og han og hustruen flyttede ind i en udvidet skovfogedbolig, hvor hustruen døde i 1954 - 74 år gammel, og hvor godsinspektøren døde i 1967 - 90 år gammel.
Vi ægte Rosenholmere, der endnu lever, kan glæde os over, at lensbaronens første hustru, Christiane Wedell fra Wedellsborg, satte så mange penge i slot og park, at hendes og lensbaronens
yngste søn, lensbaron Holger Julius Frederik Rosenkrantz, i mange år repræsenterede slægten på det røde slot, og at hans hustru, lensbaronesse Carin Rosenkrantz, så omhyggeligt vedligeholdt
slot og park, så længe som hendes helbred tillod det.
Ligeledes er det godt at se, at godsejer Peter Helles vedligeholder avlsgården med tilliggende jorder og skov, således at det hele sammenfattet stadig ligner herregården Rosenholm.
Men det 400-årige gods’ skæbne fremover er usikker, og det bliver antageligt aldrig mere samlet under en Rosenkrantz.
Trap 5
Hornslet sogn
(H.kom.) omgives af Mørke so., Kalø vig (Løgten bugt), Skødstrup, Hjortshøj og Todbjerg so. samt Sønderhald hrd. (Søby, Krogsbæk og Hvilsager so.). Den sydvestl. del er et smukt bakkeland m. udprægede parallelbakker (Flinthøj 77 m, Bihøj 75 m, Assenbakke 67 m), der skyldes isfremstødet gennem Kalø vig. Smeltevandet herfra er strømmet n.på og har dannet den plane hedeslette ø.f. Hornslet og Rosenholm (Hornslet mose, Mørke kær), der sen. er blevet til mose. Mod sv. ligger et mere storformet bakkeland m. so.s højeste punkt (Tyvhøj 94 m), men i øvrigt har terrænet ret jævne former, og jorderne er mange steder ganske gode. Der er en hel del skov som Sophie-Amaliegård skov, dele af Rosenholm skov, Hestehave og Rodskov. I so. ligger det bymæssige Hornslet. Der bades ved Løgten bugt. Gennem so. går jernbanen Århus-Ryomgård-Grenå (Hornslet stat.) og hovedvej A 15.
Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

Areal i alt 1961: 3183 ha. Befolkning 26/9 1960: 2758 indb. fordelt på 840 husstande (1801: 780, 1850: 1012, 1901: 1699, 1930: 2281, 1955: 2639). – Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1950 i flg. grupper: 940 levede af landbrug m.v., 777 af håndværk og industri, 237 af handel og omsætning i øvrigt, 132 af transportvirksomhed, 159 af administration og liberale erhverv og 272 af aldersrente, pension, formue olgn.; 13 havde ikke givet oplysning om erhverv.
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
I so. byerne: Hornslet (*1310 Hornslet; u. 1782) – bymæssig bebyggelse m. 1960: 1637 indb. fordelt på 528 husstande (1930: 1076, 1955: 1544); fordelingen efter erhverv var 1950 flg.: 149 levede af landbrug m.v., 620 af håndværk og industri, 183 af handel og omsætning, 116 af transportvirksomhed, 136 af administration og s. 1039 liberale erhverv og 184 af aldersrente, pension, formue olgn.; 8 havde ikke givet oplysning om erhverv – m. kirke, præstebol., skole (opf. 1931, arkt. I. Madsen, Hornslet, udv. 1957–59, arkt. I. Madsen, Hornslet, og Strange Nielsen, Skanderborg, skolen købstadsordnet fra 1951), bibl. (i skolen; opret. 1917; 7580 bd.), handelsskole, kommunal administrationsbygn. (opf. 1931, udv. og omb. 1960, arkt. Strange Nielsen, Skanderborg), tinghus (opf. 1910) og dommerbol., politistat., Falcks Redningskorps, efterbehandlingssygehus (for centralsygehuset i Randers, opf. 1891), apotek (opret. 1857), alderdomshjem (opf. 1950, arkt. Ingvar Madsen, Hornslet), mindesmærke for 4 frihedskæmpere (der blev henrettet under besættelsen, mindesmærket rejst 1946), stadion (anl. 1953), dyrskuepl. m. udstillingshal, biograf (opf. 1954), Gæstgivergården, Den gamle Kro, Hornslet Bank (filial af Købmands- og Håndværkerbanken, Århus), filial af Andelsbanken, Hornslet og Omegns Spare- og Laanekasse (opret. 1872; 31/3 1962 var indskuddene 1,2 mill. kr., reserverne 55.000 kr.), andelsmejeri (Elkærslund, opret. 1887, udv. og omb. 1949–51, 1953 og 1956), Hornslet Møbelfabr. (60–100 arb.), møbelfabr. Hema, Koefoeds Møbelfabr. (25–35 arb.), møbelfabr. S. L., Ingvar Olsens Maskinfabr. (40 arb.), Hornslet Betonvarefabr., Hornslet Mineralvandsfabr., savværk, postkontor, jernbanestat., telf.central og handelsgartneri; Tendrup (*1492 Tærndrop; u. 1782) m. motorml., grusgrav og cementstøberi; Rodskov (*1429 Ruæschouff, 1475 Rodskow; u. 1783) m. forskole, bibl., forsamlingshus (rest. 1961) og handelsgartneri; Eskerod (*1446 Escherudt; u. 1783); Krajbjerg (*1442 Kragbierig; u. 1791) m. forsamlingshus og skotøjsfabr. (i gl. skole). – Saml. af gde og hse: Rosenholm Mark; Damsgård; Havhse (1664 Strand Huuszer; u. 1781); Frankrig; Krajbjerg Hede. – Gårde: hovedgd. Rosenholm (1559 Rosenholm; 38,8 tdr. hartk., 283 ha, hvoraf 40 skov; ejdv. 835, grv. 391) (Rosenholm Mosebrug ejes af Pindstrup Mosebrug); Rosenholm Skov m. gd. Teglvang (9,6 tdr. hartk., 326 ha, hvoraf 295 skov; ejdv. 524, grv. 218), hvoraf dog en stor del ligger i Krogsbæk so.; Elkærgd. (*1455 Ellekier); Rævholt; Rodskovgd.; Rodskov Strandgd.; Sophienlund; Sønderholm; Skrald; Solgd. (*1503 Solegaardt). Ved Rodskov strand Gammel Løgten Strandkro.
O. Biilmann seminarieadjunkt, cand. mag.
H. so., der udgør én sognekom. og ét pastorat under Øster Lisbjerg og Mols hrdr.s provsti, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Mørke so., dog under Randers amtstuedistr. m. amtstue i Randers. So. udgør 4. udskrivningskr., 298. lægd og har sessionssted i Hornslet.
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
Kirken benævntes 1355 »Vor Frue og alle helgeners kirke i Hornslet«, hvorimod den 1516 omtalte »Skt. Nicolai sognekirke i Hornslet« mul. dækker over det ndf. omtalte kapel. Kirken er et langhus m. gravkapel og våbenhus i s. samt tårn i v. Langhusets midterste og ældste del er skibet af en romansk kampestensbygn., støbt af meget uensartede sten, m. hjørner af store granitkvadre og vinduesstik af rå kamp. Bev. er to n.vinduer, hvoraf det østre m. opr. trækarm, der har haft én lodret og én vandret sprosse. Den tilmurede og delvis ødelagte n.dør har uregelmæssig overligger. Formentlig i 1400t.s sen. del blev skibet forlænget mod v., udstyret m. nyt egetagværk og fire krydshvælv på falsede vægpiller m. rundstavkragbånd af egnens vanlige type. Våbenhuset foran skibets ommurede s.dør er lidt ældre el. fra sa. tid; det var opr. af højde som skibet, men er efter ø.forlængelsens opførelse og sikkert i forb. m. indretning af bibl. (sml. ndf.) forhøjet betydeligt. Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm († 1596), som 1560 fik jus patronatus, gennemførte store byggearbejder, der ligesom de senmiddelald. er af munkesten, men i moderne skiftegang (krydsskifte). Først veg det romanske kor pladsen for en m. skibet jævnbred, hvælvet ø.forlængelse på to fag m. tresidet korafslutn. Afsnittets profilgesims fortsattes rundt om langhusets ældre dele; hvælvribberne har pærestavprofil, og vinduerne er fladrundbuede s. 1040 (de to i korpolygonen tilmurede). Lidt sen. opførtes Rosenkrantzernes gravkapel på forlængelsens s.side og det slanke tårn (svajet pyramidetag) i v., m. helt ensartede ribbeprofiler og vinduer. I kapellet, der har stor, rundbuet arkade til kirken, er der forneden genanv. mange skråkantede og attisk profilerede granitsokkelkvadre, som må være af romansk opr.; det store antal hjørnekvadre udelukker antagelig den mulighed, at materialet kan stamme fra kirkens opr. kor, og det er vel næppe heller sandsynligt, at det stammer fra de nedenn. kapeller. – Kirken, der senest er rest. 1960–62 (arkt. Axel Skov), står i blank mur m. hvidtede gesimser, fladrundbuede jernvinduer, blytage og nye gulve af gule fliser. – En dekorativ kirkegårdsportal stammer fra renæssancetiden. – Kalkmalerier: På n.væggen i det romanske skibs midterste fag afdækkedes fine malerier fra o. 1250–75, bl.a. en velforsvaret borg, der angribes af ryttere under anførelse af en konge. På langhusets 2. hvælvfag fra v., i den nordøstl. svikkel findes en kalkmalet indskr. 15 PP 1?, refererende til en udsmykning (alt rest. af Gregers Lind 1962).
Inventar: Ved en hovedrest. 1960–62 under Nationalmus. (konservator N.J. Termansen, maler N. Kristiansen, billedhugger C. J. Baumbach og Vitus Nielsen) istandsattes altertavle, epitafier og gravsten; fjernet blev den af Margr. Krabbe opsatte alterskranke m. snoede søjler, alle faste stole, træværk og paneler samt varmeværket fra 1888. Et par gravsten flyttedes, gravkrypterne istandsattes (ved K. Holm), 31 kister (18 voksne og 13 børn) nedsattes i Rosenkrantzernes gravsted på kgd. I ndr. krypt står nu Margr. Krabbe, † 1716, Birgitte Gersdorff, † 1719, Charl. Amalie Rosenkrantz, f. Scheel, † 1763, Juliane Sophie Wedell (Wedellsborg), † 1782, Iver Rosenkrantz Levetzau, † 1787, Dorthea Reedtz, † 1801, og Fr. Chr. Rosenkrantz, † 1802; i sdr. krypt: Jørgen Rosenkrantz, † 1596, Dorthe Lange, † 1613, Otto Rosenkrantz, † 1639, Sophie Brahe, † 1646, Holger Rosenkrantz den lærde, † 1642, Jørgen Eriksen Rosenkrantz, † 1683, samt fire barnekister; i gangen Erik Rosenkrantz, † 1681.– Alterbord af barokt fyldingspanel. Altertavlen er sengotisk, femleddet, fra o. 1525, m. midtskab, hvori et stort, træskåret Golgatharelief fra Claus Bergs værksted i Odense samt dele af en eng. alabasttavle fra sidste halvdel af 1400t., 1574 forøget m. andre dele af alabast. Fra den gotiske alabasttavle stammer reliefferne af bebudelsen, fødselen, opstandelsen samt to helgenfigurer, yngre er himmelfarten, på hvis bagside er ridset: Albret Gluxmester 1574, den store Kristusfigur på korset samt Petrus og Paulus. De fire fløje, af hvilke kun de to inderste er bevægelige, har nu passions-, evangelist-, apokalyptiske og våbenmalerier fra 1672 (af »Chr. Phil.G…, Maler i Randers«). Predellaens Gethsemanemalerier er fra 1576 (en overmaling af det opr. motiv) m. våben og initialer for Jørgen Rosenkrantz og Dorte Lange. Rest. 1961 (N.J. Termansen), ved hvilken lejligh. topstk. m. malerier fra beg. af 1800t. fjernedes. Alterstager: 1) 1592 m. våben for ovenn., 2) dødsgave for Jensmine Nielsen (1866–1940). Moderne, halvrund alterskranke m. spinkle jernstænger. Døbefont, romansk, af granit m. dobbelt bølgeranke og på foden hjørneknopper (Mackeprang.D. 299, Djurslandstypen). 1699 lod fru Margr. Krabbe (Erik Rosenkrantz’ 3. hustru) udføre et smukt træhylster til fonten og staffere af H. C. Trane (nu i Rosenkrantzernes kapel, jf. ndf.). Dåbshimlen på våbenhusloftet. Sydty. dåbsfad m. bebudelsesrelief og grav., firdelt våben, vistnok 1609, og initialerne IRS EGS og ERS. Prædikestol i ungrenæssance, 1567, m. samtidig himmel; her og i stolens felt er barokke figurer; if. C. A. Jensen fra Peder Jensen Koldings værksted. Stoleværket består af moderne, løse stole. Fornem degnestol (if. C.A.J. fra Mikkel van Grønningens værksted; jf. Kristrup kirke s. 844, afb. i Tegn. af æ. nord. Ark. 2. ser. 1. rk. pl. 14) m. søjlebaldakin og våben som altertavlens predella. Orgel 1893 (Daniel Köhne, Kbh.), 12 stemmer, på samtidigt pulpitur, hvortil adgang ad moderne, spinkel, særpræget trappe. Kirkeskib, stor, tremastet fuldrigger, »Kalø-Vig«, ophængt 1880. Nyere lysekroner, den største skænket 1884 af lærer Christiansen. – I Rosenkrantzernes kapel står et lille, smalt alterbord af fyr m. arkader ml. riflede pilastre; herpå en nederl. fløjaltertavle (epitafietavle) m. malerier: opstandelsen i midtfeltet, i fløjene Jørgen Rosenkrantz og to sønner samt Dorte Lange og en datter, knælende og bedende. Kapellet har forneden renæssancepanel m. skriftsteder i arkaderne; på s.væggen ml. vinduerne en stentavle for Otto Rosenkrantz Georgii fil., † 1582 (jf. Gravsten nr. 8). På v.væggen en stor tavle, hvor Jørgen Rosenkrantz på da. og lat. vers meddeler, at han vil have sit sidste hvilested her. – Klokker: 1) Omstøbt 1742 ved »Hienrich Tessin« af klokke støbt 1676 ved Rudolph Melchior. 2) 1888 (Bochum). 3) Skænket af H. H. Rosenkrantz (slagklokke for sejerværket).
Gravminder: Hornslet kirke er Rosenkrantzernes gravkirke, rig på epitafier og gravsten, af hvilke sidste nogle er hidflyttet fra andre kirker. Epitafier: 1) 1584, meget anseligt, af sandsten og marmor, m. opstandelsesrelief, over Jørgen Rosenkrantz’ tipoldefader og oldefader, Otto Nielsen og Erik Ottesen (jf. ndf.), på korets n.væg. 2) Holger Rosenkrantz den lærde, † 1642, og s. 1041 hustru Sophie Brahe, † 1646, prægtig, af marmor, m. helfigursmalerier, i ø.forlængelsens vestl. fag. 3) Deres søn Erik Rosenkrantz, † 1681, og hans tre hustruer Margr. Skeel, Mette Rosenkrantz og Margr. Krabbe, sandsten og marmor m. figurmalerier af Abraham Wuchters, flyttet fra skibets fjerdevestl. fag (hvor romanske kalkmalerier nylig er fremdraget) til tredievestl. Til epitafiet er lænket en bog m. messingbind indeholdende hans ligprædiken, da. og lat., lovprisende vers samt slægtsregister. 4) 1607, over provsten mag. Hans Zeuthens hustru Cæcilia Erasmi, af træ, vistnok fra Mikkel van Grønningens værksted, på baggrund af til skjoldbuen afpasset bagklædning m. skeletmalerier; i epitafierammen symbolske malerier og knælende familiemedl.; ved siden af nr. 3. Desuden findes i ø.forlængelsens v.fag 5) en lille sten fra 1532 m. lensmand på Gotland Henrik Rosenkrantz’ navn og våben (stafferet), vistnok opr. en bygningstavle på Rosenkrantzernes gravkapel i Mariager (CAJensen. Gr. 200), samt, i koret, fra slutn. af 1500t. 6) en mindesten over Jørgen Rosenkrantz’ fader Otte Holgersen, † 1525, og hans farfader Holger Eriksen, † 1496 (først begr. i Mariager kloster), egl. en broget malet figursten (CAJensen. Gr. 652). Under nr. 5 er anbragt 7), hvor Jørgen Rosenkrantz meddeler, at han sætter stenen (nr. 6) til amindelse af sin fader og oldefader, og 8), hvor Holger Rosenkrantz beretter, at han 1642 flyttede sine forfædre hertil. – Gravsten. 1) 1470. Otte Nielsen Rosenkrantz, † 1477, og hustru Else Holgersdatter Krognos, † 1470, samt datter; anselig trefigurs-sten udf. af Johs. Priggel, hidført fra Gråbrødrekirken i Randers; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 74). 2) Erik Ottesen Rosenkrantz, † 1503, og hustru Sofie Henriksdatter Gyldenstierne, † 1487; figursten, flyttet fra Mariager kloster; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 95). 3) Otte Holgersen Rosenkrantz og hustru Margr. (Gans) van Potlist, begge døde i Lybæk 1525, hvor stenen er forfærdiget; figursten, flyttet til Ut og derfra til Hornslet; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 178). 4) Fru Anne Meinstorf, Holger Eriksen Rosenkrantz’ hustru, dræbt af bønderne på Ringsted landsting 1534; figursten flyttet fra Ut; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 262). 5) Holger Holgersen Rosenkrantz til Boller, »slagenn for Aalborrhus« 1534 (i Skipper Clement-fejden), lagt af hustruen »Kirstenne Gabriell Gyllenstiernis«; figursten i våbenhuset (CAJensen. Gr. 242). 6) Sophie Holgersdatter Rosenkrantz, † 1558, begr. i Ringstedkloster, 1564 overført til Ut, s. 1042 derfra til Hornslet; figursten (enke m. bind for munden) i tårnrum (CAJensen. Gr. 559). 7) Gunde Lange til Bregninge, † 1564, og hustru Karen Breide, † 1550 (begr. i Fjelstrup); figursten udf. henimod 1600, i våbenhuset (CAJensen. Gr. 651). 8) Før 1613. Jørgen Rosenkrantz, † 1596, og hustru Dorothea Lange; skeletsten, meget fint bevaret; i gulvet i Rosenkrantz-kapellet (CAJensen. Gr. 685). Endv. ligger i våbenhusets gulv en skeletsten m. udslidt skrift. I gravkrypterne fandtes foruden ovenn. begr. bl.a. amtmand Holger Rosenkrantz til Rosenholm, † 1690, fru Charl. Am. Rosenkrantz, f. Scheel, † 1763, Fr. Chr. Rosenkrantz, † 1802, og hustru Dorothea Reedtz, † 1801. 1886 blev syv kister i det i tårnrummet indr. gravkapel nedgravet på kgd. i en m. jerngitter hegnet familiebegravelse. – I våbenhusets øvre stokv. har der været opbev. et bibl. (nu på Rosenholm), opret. af Holger Rosenkrantz den lærde, udv. af Iver Rosenkrantz og forøget m. lat. og gr. klassikere af pastor M. Riise til Nimtofte. – På kgd. står et 1898 afsl. mindesmærke over sgpr. F. Falkenstjerne, † 1896.
Elna Møller arkitekt
Erik Moltke redaktør, dr. phil.

![]() |

![]() |
Rosenholm.
Litt.: E. Nørgaard. Hornslet kirke. 1951. S. Sloth Carlsen. Hornslet kirke. 1955.
På kgd. er begr. i Rosenkrantzernes gravsted hofmester Otte Nielsen Rosenkrantz, † 1477, hofmester Erik Ottesen Rosenkrantz, † 1503, rigsråd Otte Holgersen Rosenkrantz, † 1525, og statsmanden Iver Rosenkrantz, † 1745.
Gudrun Ebbesen frue, cand. mag.
På Drorup mark ved Krajbjerg findes ruinen af Skt. Nicolai kapel (mul. omtalt 1516, se ovf. under kirken). Det har haft et langhus m. tresidet ø.afslutn. (knap 19 m langt og 10 bredt); de 1,3 m tykke mure af kamp og munkesten stod endnu ved 1800t.s slutn. i en højde af ca. 1 m, men nu spores kun grundplanens omrids m. dens n.- og s.dør. Tæt ved ruinen, mod n., har der været en hellig kilde (Skt. Nicolai kilde), som endnu besøgtes ved midten af 1800t. – På præstegårdens mark i Hornslet har der ligget et Skt. Karens kapel m. en hellig kilde (Skt. Karens kilde) og ved Rodskov fandtes en Skt. Karls kilde (Schmidt.DH. 145).
Elna Møller arkitekt
Erik Moltke redaktør, dr. phil.
Rosenholm hed opr. Holm (*1349, 1363 Holm), Holme el. Holmgård. 1363 nævnes N. Erikson til H.; 1416 tilhørte den Anders Petz, 1431 hans enke Mette, 1445–50 sønnen Anders Petz, 1468–76 dennes bror Laurids Petz, hvis svigersøn Peder Krabbe (af ukendt slægt) skrives s. 1043 til H. 1503–11. Før 1516 kom gden til Århusbispen Niels Clausen Skade; ved reformationen tilfaldt den kronen, der 1559 mageskiftede den til Jørgen Ottesen Rosenkrantz († 1596), som gav den dens nuv. navn, opførte hovedbygn., samlede betydeligt gods til den og skaffede godset birkeret 1574. Han efterfulgtes af sin søn den lærde Holger Rosenkrantz († 1642), som gjorde R. til samlingssted og opdragelsesanstalt for unge adelige og borgerlige, og dennes søn gehejmeråd Erik Rosenkrantz († 1681), under hvem det lærde liv på R. fortsattes. 1666 skødede han R. (78 tdr. hartk.) m. gods til Bjørn Ulfeldts enke Margrethe Krabbe, som han s.å. ægtede. Efter hendes død 1716 udkøbtes arvingerne 1717 af hendes steddatter Elisabeth Rosenkrantz († 1721), enke efter generalmajor Joachim Schack, hvis datter af 1. ægteskab Hilleborg Gyldenstierne, enke efter oberst Christian Trolle, 1727 solgte R. (67 tdr. hartk., hvoraf 15 skovog mølleskyld) m. tiender og gods (54 og 451 tdr. hartk.) til sin morbror gehejmeråd Iver Rosenkrantz († 1745), som 1743 af R. (67, 78 og 521 tdr. hartk.) fik opret, et stamhus, der tilfaldt sønnen gehejmeråd Frederik Christian Rosenkrantz († barnløs 1802) og derefter en fjernere slægtning baron Iver Rosenkrantz til Villestrup († 1815), dennes sønner baronerne Christian († 1817), Verner († 1823) og Holger Rosenkrantz († 1839), men sidstn. afstod det 1825 til sin søn, kmh., hofjægerm., baron Hans Henrik Rosenkrantz († 1879), hvis sønnesøn, kmh., hofjægerm., baron Hans Carl Oluf Rosenkrantz beholdt godset til sin død 1936. 14/10 1921 overgik stamhuset til fri ejd. 1936 overtoges slottet af sønnen baron Holger Rosenkrantz; 1938 solgtes skovene til skovfoged Niels Nielsen, der 1961 solgte dem for 1.519.200 kr. til fabrikant Mads Eg Damgaard, Herning, mens avlsgden overtoges af et konsortium, der 1941 solgte den til A/S DFT for 560.000 kr.; 1943 solgtes den for 627.500 kr. til forp. Peter Helles og broderen Harald Helles, der blev eneejer 1952. – Godsarkiv i NLA.
Carl Jørgensen adjunkt, cand mag.

![]() |
Riddersalen på Rosenholm.
Litt.: DSørreGde. I. 412–16. C.E. Secher. Danm. i ældre og nyere Tid. III. 1876. 95–120. S. Hansen. R.s Forhistorie og Oprindelse, AarbRanders. 1909. 5–78. Ole Karup Pedersen. Livet på R. o. 1830, i AarbAarh. 1955. 140–61. Ejler Haugsted i DSlHerreg. IV. 1945. 365–80. Holger Rosenkrantz, i Herregaardsliv, red. af Ernst Fr. Hansen. 1954.
Hovedbygn., fredet i kl. A, er et firefløjet anlæg, bygget i fire tempi, men dog af en sjælden harmoni. Man fristes til at kalde Rosenholm landets skønneste og ejendommeligste renæssanceherregd. Ældst er ø.fløjen, påbegyndt 1559 af Jørgen Rosenkrantz, som også har ladet portfløjen s. 1044 og n.fløjen opføre. Over portgennemkørslen minder en sandstenstavle om bygherren og hans hustru: den bærer deres våben og navnene Jørgen Rosenkrantz Otteson – Dorethea Lange Gundesdater. Øverst årst. 1567 og nederst perfectum. Det er dog sandsynligt, at stenpladen er flyttet hertil fra ø.fløjen, som snarere har stået færdig det nævnte år. Med s.fløjen er borggården blevet lukket og har fået sin særprægede trapezform – v.fløjen er en del længere end ø.fløjen – men dette er først sket i sønnen »lærde Holgers« tid efter 1596.
Hele bygningskomplekset har sin rod i ital. og især i fr. renæssance. Ø.fløjen hæver sig stejlt over vandspejlet i den lille sø, som leverer vand til voldgraven, de høje gavle giver den yderligere rejsning. Her er ikke anv. syldsten, de store, røde renæssancesten er lagt lige på sandgrunden. Huset består af kælder og to stokv., flankeret af to runde tårne, som foroven afsluttes af lave, kuppelformede hætter. Meget karakteristiske er de høje gavle, som dobbelte murbånd deler i to stokv., foroven afsluttede af en lav trekantfronton. Mod v. ind mod gården løber i begge stokv. en korridor, som forbinder fløjens gavlsale. Udefra røber tilmurede buer, at der mul. har været arkader, adskilt af pilastre, ind til en åben, hvælvingsdækket loggia, som var et hidtil ganske ukendt begreb i Norden og heller ikke særlig påkrævet i et barsk klima. Andet stokv. bærer spor af kridtstensornamenter, man aner buer og pilastre, men om hele denne plan har været bragt til udførelse og hvornår den i så fald er ændret, tør ingen m. sikkerhed sige. Derimod står det berømte, lille lysthus, i haven m. kridtstensbeklædningen af underste stokv. i behold ligesom de yndefulde buer og pilastre på det øverste. Dette »Pirkentavl« er utvivlsomt opf. af ø.fløjens bygm.
Portfløjen overholder nøje renæssancens krav om symmetri, den ligger midt for ø.fløjen. som portgennemkørslen åbner udsigt til. Porttårnet springer frem foran fløjen og bærer et usædvanlig højt, kobberklædt spir, en rekonstruktion efter Pont.Atlas, som 1893 afløste en uanselig kuppelhat. Men især domineres det leddelte hus af de stærkt fremspringende endepavilloner, hvis høje tværgavle mod ø. og v. svarer til ø.fløjens. Sdr. pavillon er endda forsynet m. et lavere gavlparti mod s., vel af hensyn til skorstenen fra vinterstuens kamin. Netop ud for denne stues s.mur har eksisteret en ret bred karnap, mod nø., ind i gården, har stået et tårn, som har givet adgang til dette stokv. V.fløjen er forsynet m. granitsokkel ligesom n.fløjen, og materialerne er øjensynlig for en del hentet fra en nedbrudt, romansk kirke. Med n.fløjen afsluttede Jørgen Rosenkrantz sit byggeri, den forbandt de to hovedfløje og er ganske enkel i to stokv. uden kælder under. Som eneste prydelse er ml. de to stokv. muret et bredt bælte af mønstermurværk, sa. dek., som findes på det nærliggende Skaføgård, ligeledes opf. af Jørgen Rosenkrantz. Sønnen, lærde Holger Rosenkrantz, havde en stor husstand, ikke mindst fordi han tog sig af unge adelsmænds opdragelse, så det er naturligt at tænke sig, at s.fløjen er tilføjet i hans ejerperiode. Den er n.fløjen meget lig, men uden pynt af nogen art. Ved dens opførelse måtte det lille tårn ved portfløjen delvis nedbrydes, dog er det overhvælvede brevkammer bev. Formentlig på sa. tid er ø.fløjens sydligste kælderrum blevet forsynet m. hvælvinger, og her har siden været et huskapel.
Rosenholms indre har i tidernes løb været underkastet store ændringer, men nogle gl. kaminer, flyttet fra ø.fløjen, fortæller om de første ejere, især den pompøse i riddersalen, som bærer årst. 1575, og hvorover hænger Tobias Gemperlins karakterfulde portrætter af Jørgen Rosenkrantz og hans hustru. Også fru Dorthe Langes skænk og skabet fra lærde Holgers tid, begge i vinterstuen, er værdifuldt indbo fra den allerførste tid, ligesom det nederl. husalter og anetavlerne i brevkammeret. På Iver Rosenkrantz’ tid skete de mest gennemgribende ændringer i husets indre, riddersalen kom til at optage det meste af s.fløjen, store barokdøre førte ind til den og indsattes ml. ø.fløjens stuer, af hvilke flere prydedes m. gobeliner af fr. og flamsk oprindelse. Også en stor del af portrætsamlingen stammer fra statsministerens ejertid.
Endelig var det ham, der lod haven omlægge i barok stil og lod de endnu så prægtige alleer plante. Denne have kom rigtigt til sin ret, da den næstsidste besidder sidst i forrige årh. nedrev staldgården på holmen v.f. slottet og lod haven brede sig helt op til broen (V. Lorenzen. Danske Herregaardshaver. 3. 1931). Avlsgården ligger nu samlet s.f. borggården, hvor ladegården havde ligget på sin egen holm siden gårdens opførelse for 400 år siden.
Anders Bjerre museumsforvalter, Gl. Estrup
Ved tømning af voldgravene er der på initiativ af slottets ejer, baron Holger Rosenkrantz, og med hjælp fra Nationalmuseet i de sidste år fundet et stort antal – 9-10.000 – genstande fra renæssancen og sen., navnlig en enestående samling af renæssancekeramik. Et udvalg af disse sager er 1962 udstillet i et rum i slottet og er, ligesom største delen af slottets rum m. deres prægtige inventar, tilgængelig for offentligheden; for de besøgende er der indr. et cafeteria.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
s. 1045

![]() |
Lysthuset »Pirkentavl« på Rosenholm.
Rosenholm birk er opret. 4/12 1574, da Jørgen Rosenkrantz fik fri birkeret til Rosenholm m. Skovlkær, Hornslet, Tendrup, Rodskov, Krajbjerg, gårdene Kirkholt og Segalt i Neder Segalt, Lindå og Balle i Todbjerg so., Krannestrup i Mejlby so. samt Karlby og Skørring m. ml. i Sønderhald hrd. Han skulle straks lægge et birketing ved Rosenholm og tilskikke en birkefoged. 28/4 1668 blev birkets område betydeligt udv., især m. gods i Mørke, Bale og Balskov. Fra 1820 var herredsfogden i Øster Lisbjerg m. fl. hrdr. også birkefoged i Rosenholm birk, og 28/7 1820 bifaldt kongen, at Rosenholms birkeret måtte holdes på sa. sted, hvor retten for Rougsø m. fl. hrdr. blev holdt, altså i Randers. Birket blev nedlagt ved reskr. af 6/1 1852 og lagt under Rougsø, Sønderhald og Øster Lisbjerg hrdr.
Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.
Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 207, 301. AarbRanders. 1909. 56.
En hovedgd. i Eskerod skødede Jens Simonsen (Udsen) 1514 til Øm kloster. 1560 gav kongen den ufri Jens Prang livsbrev på E.; 1654 fik Erik Rosenkrantz ved mageskifte m. kronen bl.a. E. hovedgd. m. skov til 60 svins olden.
I en Lysning i Amaliegaards Skov ligger i et lavt Terræn et betydeligt Voldsted, kaldet Elkjærtoft. Borgpladsen er nærmest oval og omgives af en Voldgrav og en lav Vold. Paa Pladsen ligger spredt store Sten. En stensat Vejdæmning fører over Engen fra N.-V. ud til Voldstedet. I 1950 og 1956 er der foretaget mindre Prøvegravninger paa Voldstedet. Der er herved fundet Stenbro paa Borgpladsen og nedrammede Pæleværk i Voldgraven. Paa Renæssancetiden skal s. 1046 der have været et Stutteri paa Stedet, men Voldstedet som saadant synes at være betydelig ældre.
Hans Stiesdal museumsinspektør, cand. mag.
Skivegård (*1429 Skiuegaardt, *1445 Westerskøbingh, *1455 Skibinghgaardt) m. ml. lå, »hvor Rodskov nu (1606) er bygt«, og var Palne Lille af Attrups rette arvegods; 1445 vidnes, at Vesterskibinggd. var fru Else i Attrups rette arvegods. Per Hind solgte 1458 en halvgd. i Rodskov til Erik Lunov, som 1455 havde fået S. tildømt; 1503 gjorde hans søn Iver Lunov lovhævd på S., men afhændede den 1509 til Øm kloster mod at få livsbrev på den. 1516 trættedes klosteret om den m. Niels Lunov. 1560 blev Rodskovgd. og ml. af Jens Thomesen til Hjermeslevgd. mageskiftet til kronen, der 1567 gav Christoffer Lauridsen (Udsen) forleningsbrev på den.
Carl Jørgensen adjunkt, cand mag.
I so. har der været 3 hellige kilder, se ovf.
En genforeningssten er 1920 rejst på Kirkebakken i H.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
Ved Krajbjerg lå en bebyggelse Drorup (1563 Drorup Mark). En gd. Skovlkær (*1540 Skofffuelkier mark) nedlagdes 1670, jorderne blev inddraget under Rosenholm. Laden derfra, som 1648 flyttedes til præstegden i Hornslet, er opstillet i Den gamle By i Århus.
J. Kousgård Sørensen professor, dr. phil.
Skove: Der findes flere betydelige skove. Mod n. ligger en mindre del (Gl. Dyrehave) af Rosenholm skov (jf. Krogsbæk so. s. 902), der ejes af fabr. Mads Eg Damgaard, Herning. Rosenholm hovedgårds skov, 40 ha, hvoraf løvtræ 10 ha og nåletræ 30 ha, tilh. godsejer H. Helles, Rosenholm avlsgård. Skoven er anlagt som plantage 1900–10 på flyvesand. Sophie-Amaliegård skov, 415 ha, hører under Clausholm skovdistr. (jf. Voldum so. s. 816) og ejes af civiling. H. Berner, Hellerup. Sydl. i so. finder man Hestehave, Segaltkær skov (1664 Segaltkierd) og Rodskov, alle skove, der indgår i Skrald skov, i alt 122 ha, hvoraf bøg 70, eg 3, andet løvtræ 14, nåletræ 19 og ubevokset 16 ha. Skovene ligger på gennemgående bakket terræn m. overvejende gode jordbundsforhold og gode vækstbetingelser. Ejer er Mogens Laage Ogstrup, Skrald. Skovene er 1937 udskilt fra Rosenholm skovdistr. Spredt i so. findes flere mindre plantager. En del (37 ha) af den under Vosnæsgård i Skødstrup so. hørende Savmølle skov (Eskerod skov) ligger endv. i so.
Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat
Fredede oldtidsminder: 5 høje, samt en 40 m lang, 4 m høj langhøj ved Tendrup. – Sløjfet el. ødelagt: En dysse og 27 høje.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
I H. so. fødtes 1604 rigsråden Gunde Rosenkrantz, 1607 skoleforstanderen Jørgen Rosenkrantz, 1612 stiftsbefalingsmanden Erik Rosenkrantz, 1674 statsmanden Iver Rosenkrantz, 1883 fagforeningsmanden Jens Johansen.
Gudrun Ebbesen frue, cand. mag.
Litt.: Eskild Nørgaard. H., i Jydske Byer og deres Mænd. XI. 1918. Søren Sloth Carlsen. Skole- og degnehist. i H. gennem 300 år, AarbRanders. 1961. 31–47. Poul Rasmussen. Økonomiske og kulturelle Forhold i Rosenholm Birk 1678–87, ØstjyHj. 1951. 89–103.
Mørke sogn
Skødstrup sogn
https://slaegtsbibliotek.dk/931344.pdf Holger Nielsens beretning 1999
Arkiv.dk version af Holger Nielsens beretning https://arkiv.dk/pdfviewer/viewpdf?originalId=241073f4f2a44ed5b39d32567adecb7a
Rosenholm, slægten Rosenkrantz, referat af C. Porskrog foredrag v. P. Astrup Madsen.
Slægten Rosenkrantz
Af Peter Astrup Madsen, Karlby
Jeg var i efteråret 2017 til et spændende foredrag med Carsten Porskrog Rasmussen, Overinspektør ved Sønderborg Slot. Det foregik i regi af Foreningen Norden, Kalø Vig Afdelingen. og drejede sig om slægten Rosenkrantz. Carsten er uddannet historiker ved Aarhus Universitet og var i sine unge år guide på Rosenholm. Han er opvokset i vores lokalområde, og det er sikkert med denne baggrund, at han har specialiseret sig inden for herregårdsforskning og landbohistorie. Jeg tog et nogenlunde fyldestgørende referat af Carstens indlæg, men har efterfølgende måttet uddybe det med litteraturopslag. Jeg håber, det må give lidt mening, evt. som inspiration for dit næste besøg på Rosenholm Slot. De fleste i vores område føler nok en særlig tilknytning til Rosenholm, der både har givet navn til den tidligere kommune og et nuværende seniorblad.
Jeg var i efteråret 2017 til et spændende foredrag med Carsten Porskrog Rasmussen, Overinspektør ved Sønderborg Slot. Det foregik i regi af Foreningen Norden, Kalø Vig Afdelingen. og drejede sig om slægten Rosenkrantz. Carsten er uddannet historiker ved Aarhus Universitet og var i sine unge år guide på Rosenholm. Han er opvokset i vores lokalområde, og det er sikkert med denne baggrund, at han har specialiseret sig inden for herregårdsforskning og landbohistorie. Jeg tog et nogenlunde fyldestgørende referat af Carstens indlæg, men har efterfølgende måttet uddybe det med litteraturopslag. Jeg håber, det må give lidt mening, evt. som inspiration for dit næste besøg på Rosenholm Slot. De fleste i vores område føler nok en særlig tilknytning til Rosenholm, der både har givet navn til den tidligere kommune og et nuværende seniorblad.
Rosenkrantzerne er nok den mest markante slægt i Danmark - og en gammel østjysk slægt. Op mod en fjerdedel af alle Danmarks herregårde har på et tidpunkt talt en Rosenkrantz i ejerrækken. I 13-1400 tallet var betegnelsen for fornemme mænd Ridder benævnt som Hr. foran navnet. I 1500 tallet fik navnet tilknytning til det at være adelsmand. For at være adelig skulle man være født i ægteskab, ligesom faderen skulle være adelig. Det betød, at man ikke længere blev nævnt ved patronymet: at søn tager efternavn fra faderens fornavn, sådan som tilfældet var for de første 8 led af Rosenkantz-slægten. Se også Resumé til slut i artiklen.
(I det følgende er stamfædre fremhævet med fed kursiv og ejere af Rosenholm med fed normal.)
(I det følgende er stamfædre fremhævet med fed kursiv og ejere af Rosenholm med fed normal.)
Den ældste familie – Jørgen Rosenkrantz’s forfædre
Slægten startede med udgangspunkt i Hevringholm ved Vivild (Norddjursland), hvor
der var stamsæde i midten af 1300 tallet. Fra begyndelsen havde man det skråtstillede skakbrætmønster på blå og rød baggrund i våbenmærket. Løverne blev dog først introduceret i 1527, da rosenkantzerne antog navnet officielt.
Der er lidt usikkerhed om de første ejere, men rækkefølgen er mest fra far til søn. Iver Drost er nævnt i 1308 og dennes søn Niels Iversen i 1341. Jens Nielsen er den første til at benytte våbenskjoldet. Ved hans død i 1380 følger sønnen Niels Jensen – den yngste i den svenske linje. Han døde i 1418 og efterlod sig 5 sønner.
Den ældste af sønnerne, Otte Nielsen, må nok betegnes som stamfaderen til Rosenholm. Han var i ægteskab med den noget ældre Else Holgersdatter – enke af Bjørnholm (nuværende Høgholm). Otte var i 1440 lensmand på både Kalø og Ålborghus og udnævntes til rigshofmester (det højeste ikke kirkelige embede), efter at have knyttet sig til Gyldenstjerne-familien, der var blandt den jyske adels førstemænd. Som rigshofmester måtte han i 1448 tage stilling til valg af grev Christian af Oldenborg som ny konge, hvilket blev starten på den oldenborgske linje.
Det kom til konflikter med Jens Iversen Lange, der var biskop i Århus og i fejde med brockerne på Gl. Estrup – en lidt rockeragtig fejde med 5-7 dræbte. Der var ingen egentlige domstole. Man måtte selv håndhæve sin ret, og det var lovligt at føre den slags fejder. Kampen stod mellem Clausholm, brockerne på Gl. Estrup og Århus-biskoppen, der havde betydelige interesser på Djursland, bl.a. Holmgaard - det senere Rosenholm. Hovedsædet var nu Bjørnholm, der fik et nyt birkerets-dommersystem. (Birke fra det tyske Bezirk = område).
Otte Nielsen havde stået for en del kirkebyggeri bl.a. Marie Magdalene Kirke i Ryomgård samt kirken i Tirstrup. Han byggede ligeledes Bregnet kirke - en lillesøster til Tirstrup kirke. Derudover var han beskytter for Mariager domkirke og Gråbrødre kirke i Randers.
der var stamsæde i midten af 1300 tallet. Fra begyndelsen havde man det skråtstillede skakbrætmønster på blå og rød baggrund i våbenmærket. Løverne blev dog først introduceret i 1527, da rosenkantzerne antog navnet officielt.
Der er lidt usikkerhed om de første ejere, men rækkefølgen er mest fra far til søn. Iver Drost er nævnt i 1308 og dennes søn Niels Iversen i 1341. Jens Nielsen er den første til at benytte våbenskjoldet. Ved hans død i 1380 følger sønnen Niels Jensen – den yngste i den svenske linje. Han døde i 1418 og efterlod sig 5 sønner.
Den ældste af sønnerne, Otte Nielsen, må nok betegnes som stamfaderen til Rosenholm. Han var i ægteskab med den noget ældre Else Holgersdatter – enke af Bjørnholm (nuværende Høgholm). Otte var i 1440 lensmand på både Kalø og Ålborghus og udnævntes til rigshofmester (det højeste ikke kirkelige embede), efter at have knyttet sig til Gyldenstjerne-familien, der var blandt den jyske adels førstemænd. Som rigshofmester måtte han i 1448 tage stilling til valg af grev Christian af Oldenborg som ny konge, hvilket blev starten på den oldenborgske linje.
Det kom til konflikter med Jens Iversen Lange, der var biskop i Århus og i fejde med brockerne på Gl. Estrup – en lidt rockeragtig fejde med 5-7 dræbte. Der var ingen egentlige domstole. Man måtte selv håndhæve sin ret, og det var lovligt at føre den slags fejder. Kampen stod mellem Clausholm, brockerne på Gl. Estrup og Århus-biskoppen, der havde betydelige interesser på Djursland, bl.a. Holmgaard - det senere Rosenholm. Hovedsædet var nu Bjørnholm, der fik et nyt birkerets-dommersystem. (Birke fra det tyske Bezirk = område).
Otte Nielsen havde stået for en del kirkebyggeri bl.a. Marie Magdalene Kirke i Ryomgård samt kirken i Tirstrup. Han byggede ligeledes Bregnet kirke - en lillesøster til Tirstrup kirke. Derudover var han beskytter for Mariager domkirke og Gråbrødre kirke i Randers.
Sønnen Erik Ottesen blev foruden Kalø også lensmand på Skanderborg Slot og Koldinghus og sad i rigsrådet i 30 år, heraf som rigshofmester i 25 år og blev en af Chr. 1. vigtigste rådgivere. Otte og Erik markerede sig som højdepunkterne i rosenkantzernes politiske magt, da de begge fungerede som rigshofmestre.
Erik, der var enebarn, havde arvet herregården Bjørnholm efter sine forældre. Derudover købte han herregården Skjern ved Nørreåen og overtog i 1483 Boller Slot (ved Horsens), der herefter var i rosenkrantzernes eje frem til 1621. Han ejede endvidere Bidstrup, Skærsø og Møgelkær. I alt ejede han 6 herregårde og 800 bøndergårde bl.a. Ryomgård. Han dør i 1503.
Erik Ottesen havde 3 sønner og 4 døtre. Af de to sønner får Niels Eriksen Bjørnholm og Skjern. Holger Eriksen, den yngste, får Boller slot + 50 fæstegårde, men Holger Eriksen døde før sin fader. Det var derfor i 1. omgang broderen Niels Eriksen, der tegnede familien. Niels Eriksen døde 1516 og for en kort periode var rosenkrantzerne ude af rigsrådet. Det var i reformationstiden omkring 1520, men sønnerne var langt hen ad vejen overbeviste katolikker.
Niels efterlod sig tre sønner, Holger to. Der var altså 5 fætre i årene omkring 1520. Frederik 1.
Erik, der var enebarn, havde arvet herregården Bjørnholm efter sine forældre. Derudover købte han herregården Skjern ved Nørreåen og overtog i 1483 Boller Slot (ved Horsens), der herefter var i rosenkrantzernes eje frem til 1621. Han ejede endvidere Bidstrup, Skærsø og Møgelkær. I alt ejede han 6 herregårde og 800 bøndergårde bl.a. Ryomgård. Han dør i 1503.
Erik Ottesen havde 3 sønner og 4 døtre. Af de to sønner får Niels Eriksen Bjørnholm og Skjern. Holger Eriksen, den yngste, får Boller slot + 50 fæstegårde, men Holger Eriksen døde før sin fader. Det var derfor i 1. omgang broderen Niels Eriksen, der tegnede familien. Niels Eriksen døde 1516 og for en kort periode var rosenkrantzerne ude af rigsrådet. Det var i reformationstiden omkring 1520, men sønnerne var langt hen ad vejen overbeviste katolikker.
Niels efterlod sig tre sønner, Holger to. Der var altså 5 fætre i årene omkring 1520. Frederik 1.
befaler nu, at adelen skal føre et fast familienavn som efternavn (i tillæg eller) i stedet for patronymet. Det bliver således Holger Eriksens søn Otte Holgersen til Boller, der som den første benytter navnet Rosenkrantz. Selve navnet skulle ifølge en familie-krønike stamme fra en Ridder Erik af Hevringholm, der på Knud den Stores tid havde besøgt paven og ved afskeden fik overrakt en rosenkrans til at lægge omkring sin hjelm.
Det kom til Grevens Fejde, hvorunder to adelsfamilier i 1534 blev dræbt af skipper Clements bondehær ved Svenstrup, bl.a. Ottes broder Holger Holgersen Rosenkantz. Moderen blev efterfølgende også dræbt på Sjælland. Det skete efter at den katolske gren havde tilsluttet sig Hertug Christian (d. 3.’s) reformatoriske linje.
Bjørnholm og Skjern blev splittet til nevøer og niecer. Otte Holgersen Rosenkrantz ejede Boller og Næsbyholm (på Sjælland) og blev lensmand på både Tørring slot og Kalø slot. Fætteren Oluf Nielsen (Rosenkrantz) blev lensmand på Koldinghus. Begge hørte til landets mægtigste mænd.
Det kom til Grevens Fejde, hvorunder to adelsfamilier i 1534 blev dræbt af skipper Clements bondehær ved Svenstrup, bl.a. Ottes broder Holger Holgersen Rosenkantz. Moderen blev efterfølgende også dræbt på Sjælland. Det skete efter at den katolske gren havde tilsluttet sig Hertug Christian (d. 3.’s) reformatoriske linje.
Bjørnholm og Skjern blev splittet til nevøer og niecer. Otte Holgersen Rosenkrantz ejede Boller og Næsbyholm (på Sjælland) og blev lensmand på både Tørring slot og Kalø slot. Fætteren Oluf Nielsen (Rosenkrantz) blev lensmand på Koldinghus. Begge hørte til landets mægtigste mænd.
![]() |
Til højre: Hr. Holger Eriksen til Boller (død 1496) og tv. hans søn Hr. Otte Holgersen Rosenkrantz til Boller og Næsbyholm (død 1525 i Lübeck). Begge er iført ridderdragt (Hornslet Kirke)
Rosenkrantzerne og Rosenholm
Otte Holgersen Rosenkrantz og hans hustru Margrethe Ganz døde i 1525 af pest under et familiebesøg i Lübeck. De efterlod sig i alt 6 børn, bl.a. den kun toårige Jørgen, der havde to ældre brødre Holger og Erik, men det var første gang navnet Jørgen forekom.
Jørgen Ottesen Rosenkrantz kom efter sine forældres dødsfald i pleje hos en barnløs faster. Han kommer senere til Wittenberg og får i Tyskland en adelig mesterlære. På sine brødres opfordring vender han som 28 årig tilbage til Danmark fra Tyskland og bliver i 1555 lensmand på Koldinghus. I 1559 får han skøde på gården Holm ved Hornslet, der efter nedrivning giver plads til renæssanceslottet Rosenholm.
Jørgen havde som nævnt to storebrødre og var derfor kun blevet tildelt noget strøgods, samt arvelodder fra den barnløse faster, bl.a. i Karlby. Herunder nedlægger han Svinholt mellem Karlby og Skørring samt Svovlkær ved Hornslet og mageskifter på behændig vis med noget af den jord, som Kronen havde overtaget fra Århus biskoppen efter reformationen. Den ældste bror Holger arvede Boller og blev rigsmarsk, Erik fik en enorm arv i Norge efter sin farmor, og så var der lige endnu en bror, den yngste Otte, der ved forældrenes død som helt spæd var blevet tildelt familiegodset Næsbyholm på Sjælland, men som døde i en alder af kun 32 år.
Samtidig med at Jørgen samler Rosenholm bliver han, ligeledes i 1559, gift med Dorthe Lange, en adelsdatter fra det vestjyske gods Brejninggård ved Spjald – et sted, hvor jeg i øvrigt selv var på efterskole for nøjagtig 60 år siden - parentes slut! Dorthe havde været dronning Dorotheas Jomfru på Koldinghus. Dorothea var Christian 3. hustru, og da kongen dør nytårsdag 1559 overdrager dronningen lensmandsjobbet på sit enkeslot, Dronningborg ved Randers, til Jørgen. Han var tillige lensmand på Kalø og Koldinghus.
De tre brødre havde været nære venner af Frederik 2. og både Holger og Jørgen var medlemmer af Rigsrådet – Jørgen i 33 år. Ved afslutningen af Den nordiske 7-årskrig i 1570 fik Jørgen i samråd med den øvrige regering under kong Frederik 2. gennemført en uges klokkeringning morgen og aften, og da fredsringningen var afsluttet blev det efterfølgende til en fast rutine, der er fortsat op til vor tid – en tradition, der således kan tillægges Jørgen Rosenkrantz.
Jørgen stod fadder til Frederik 2.’s søn Christian, da han blev døbt i 1577, og da Fredrik 2. døde i 1588 blev Jørgen formynder for den nu 11 årige Christian 4. i perioden frem til hans kroning i 1596, hvor Jørgen selv døde 73 år gammel.
Jørgen Ottesen Rosenkrantz kom efter sine forældres dødsfald i pleje hos en barnløs faster. Han kommer senere til Wittenberg og får i Tyskland en adelig mesterlære. På sine brødres opfordring vender han som 28 årig tilbage til Danmark fra Tyskland og bliver i 1555 lensmand på Koldinghus. I 1559 får han skøde på gården Holm ved Hornslet, der efter nedrivning giver plads til renæssanceslottet Rosenholm.
Jørgen havde som nævnt to storebrødre og var derfor kun blevet tildelt noget strøgods, samt arvelodder fra den barnløse faster, bl.a. i Karlby. Herunder nedlægger han Svinholt mellem Karlby og Skørring samt Svovlkær ved Hornslet og mageskifter på behændig vis med noget af den jord, som Kronen havde overtaget fra Århus biskoppen efter reformationen. Den ældste bror Holger arvede Boller og blev rigsmarsk, Erik fik en enorm arv i Norge efter sin farmor, og så var der lige endnu en bror, den yngste Otte, der ved forældrenes død som helt spæd var blevet tildelt familiegodset Næsbyholm på Sjælland, men som døde i en alder af kun 32 år.
Samtidig med at Jørgen samler Rosenholm bliver han, ligeledes i 1559, gift med Dorthe Lange, en adelsdatter fra det vestjyske gods Brejninggård ved Spjald – et sted, hvor jeg i øvrigt selv var på efterskole for nøjagtig 60 år siden - parentes slut! Dorthe havde været dronning Dorotheas Jomfru på Koldinghus. Dorothea var Christian 3. hustru, og da kongen dør nytårsdag 1559 overdrager dronningen lensmandsjobbet på sit enkeslot, Dronningborg ved Randers, til Jørgen. Han var tillige lensmand på Kalø og Koldinghus.
De tre brødre havde været nære venner af Frederik 2. og både Holger og Jørgen var medlemmer af Rigsrådet – Jørgen i 33 år. Ved afslutningen af Den nordiske 7-årskrig i 1570 fik Jørgen i samråd med den øvrige regering under kong Frederik 2. gennemført en uges klokkeringning morgen og aften, og da fredsringningen var afsluttet blev det efterfølgende til en fast rutine, der er fortsat op til vor tid – en tradition, der således kan tillægges Jørgen Rosenkrantz.
Jørgen stod fadder til Frederik 2.’s søn Christian, da han blev døbt i 1577, og da Fredrik 2. døde i 1588 blev Jørgen formynder for den nu 11 årige Christian 4. i perioden frem til hans kroning i 1596, hvor Jørgen selv døde 73 år gammel.
Jørgen Rosenkrantz og Dorthe Lange
|
Kalkmaleri ca. 1578. |
Jørgen Rosenkrantz byggede de tre af fløjene på Rosenholm Slot, og i perioden 1579-82 tillige Skaføgård, som han samlede på grundlag af to gårde. Godset var tiltænkt sønnen Holger, der var en efternøler i forhold til sin storebror Otte, men da Otte netop døde i 1582 stod Holger som enearving til begge godser. Forinden fungerede det dog som enkesæde for Jørgens hustru Dorthe Lange. Skaføgård er i dag stadig et totalt anlæg med driftsbygninger og residens i ét samlet kompleks. I Hornslet havde Jørgen Rosenkrantz udbygget kirken med en Tirstrup kopi af koret, en karakteristisk 6 kantet bygning, et renæssance-tårn samt et stort gravkapel. Man henter gravmonumenter fra Uth kirke (Boller) ved Horsens. De indgår nu i våbenhuset i Hornslet. Det var jo Jørgens tipoldefar Otto Nielsen med det helt store kirkebyggeri.
Efter Jørgens død i 1596, bliver det sønnen Holger Rosenkrantz den Lærde - født i 1577 på Kalø slot, der overtager Rosenholm, da hans ældre bror Otte som nævnt var død. Holger kommer bl.a. til Wittenberg og arver det hele som 19 årig. Han afsluttede slotsbyggeriet ved at bygge sydfløjen i 1605. På stedet var der samtidig staldbygninger med Pirkentavl i det sydvestlige hjørne. En staldgård er med ride- og køreheste – en ladegård er den, der tjener pengene.
Holger var en usædvanlig stor begavelse (heraf navnet ”Den lærde”) og etablerer sig med ”universitetet” Pirkentavl, hvor han i løbet af 16 år stod for skolingen af henved 75 borgelige og adelige drenge. Hvorvidt der var tale om ”Jyllands første universitet”, som det efterfølgende er blevet fortalt, er nok lidt overdrevet. Selve undervisningen har formentlig fundet sted på slottet, hvor han samlede et enormt bibliotek på ca. 25.000 bind. Heraf er der i dag kun en mindre rest bevaret ved Rosenholm.
Som sjette generation af Rosenkantz-slægten i træk kom Holger i 1617 i rigsrådet og købte i den forbindelse godset Ravnholt ved Ringe, hvorfra han også varetog jobbet som lensmand for Odensegård len. Han skulle servicere Chr. 4. under hans rejser overalt i landet, men var ikke altid enig med ham, især på en række udenrigspolitiske spørgsmål, som kongens krigsførelse i Tyskland. Bl.a. derfor meldte han sig selv ud efter 11 år i rigsrådet, hvilket var usædvanligt, men da havde han fået stor indflydelse på reformarbejder inden for skole-, universitets- og kirkevæsen.
Efter Jørgens død i 1596, bliver det sønnen Holger Rosenkrantz den Lærde - født i 1577 på Kalø slot, der overtager Rosenholm, da hans ældre bror Otte som nævnt var død. Holger kommer bl.a. til Wittenberg og arver det hele som 19 årig. Han afsluttede slotsbyggeriet ved at bygge sydfløjen i 1605. På stedet var der samtidig staldbygninger med Pirkentavl i det sydvestlige hjørne. En staldgård er med ride- og køreheste – en ladegård er den, der tjener pengene.
Holger var en usædvanlig stor begavelse (heraf navnet ”Den lærde”) og etablerer sig med ”universitetet” Pirkentavl, hvor han i løbet af 16 år stod for skolingen af henved 75 borgelige og adelige drenge. Hvorvidt der var tale om ”Jyllands første universitet”, som det efterfølgende er blevet fortalt, er nok lidt overdrevet. Selve undervisningen har formentlig fundet sted på slottet, hvor han samlede et enormt bibliotek på ca. 25.000 bind. Heraf er der i dag kun en mindre rest bevaret ved Rosenholm.
Som sjette generation af Rosenkantz-slægten i træk kom Holger i 1617 i rigsrådet og købte i den forbindelse godset Ravnholt ved Ringe, hvorfra han også varetog jobbet som lensmand for Odensegård len. Han skulle servicere Chr. 4. under hans rejser overalt i landet, men var ikke altid enig med ham, især på en række udenrigspolitiske spørgsmål, som kongens krigsførelse i Tyskland. Bl.a. derfor meldte han sig selv ud efter 11 år i rigsrådet, hvilket var usædvanligt, men da havde han fået stor indflydelse på reformarbejder inden for skole-, universitets- og kirkevæsen.
Holger Rosenkrantz den Lærde og Sophie Brahe

![]() |
Rosenholm slot med staldbygninger og ladegård tv.
![]() |
Jørgen Rosenkrantz lod på Rosenholm opføre såvel en avlsgård som en ladegård.
Ladegårdsanlægget blev placeret syd for hovedbygningen, mens det trefløjede avlsanlæg blev placeret vest for hovedbygningen. Det endnu eksisterende Pirkentavl var placeret i anlæggets sydvestlige hjørne og giver et fingerpeg om anlæggets placering og udstrækning.
Den oprindelige avlsgård blev flyttet i slutningen af det 19. århundrede, hvor Hans Rosenkrantz i 1895-96 lod arkitekten Carl Lange opføre en ny avlsgård syd for hovedbygningen, dér hvor den tidligere ladegård var placeret.
Avlsgårdens tre fritliggende længer er placeret omkring en kvadratisk gårdsplads. De grundmurede bygninger har tegltag, og laden i syd har udsmykkede gavle i renæssancestil. I forlængelse af vestlængen ligger den fritliggende forpagterbolig, som blev opført af Carl Lange i 1888.

![]() |
Holger Rosenkrantz havde giftet sig med Sophie Brahe, og de fik 13 børn, hvoraf flere døde som små, men fire døtre og tre sønner nåede selv at stifte familie. Det var Sophie Brahe, der stod for det regnskabsmæssige, hvoraf meget basismateriale er bevaret. Heraf fremgår det, at familien taber en masse penge, bl.a. på de fire sønners lange og dyre dannelsesrejser til udlandet – noget der kunne æde formuer op.
Af de tre sønner fik Gunde Kalø og Skaføgård og kommer ligeledes i rigsrådet. Den næste, Jørgen Rosenkrantz, fik en karriere i Kancelliet (regeringskontoret) og var også leder af landets to adelige akademier: Sorø og Herlufsholm. Senere skulle han få indflydelse på arverækkefølgen på Rosenholm. Begge gifter sig nobelt men ikke til store formuer.
Den yngste af Holger den Lærdes sønner, Erik Rosenkrantz, fik ved faderens død i 1642 Rosenholm med bl.a. de 21 fæstegårde i Karlby og køber sig til flere af sine søskendes arv. I det hele taget klarer han sig bedst. Han var gift tre gange, først med Margrethe Skeel, der døde som 21 årig i 1647. Derefter giftede han sig i 1649 med Mette Pallesdatter, der som 35 årig døde i 1665, efter at have født 9 børn.
Erik Rosenkrantz med de tre husturer Margrethe Skeel, Mette Pallesdatter og Margrethe Krabbe. (Hornslet Kirke)
Erik fik et noget omflakkende liv og hans mange børn var født vidt forskellige steder. I sin fritid beskæftigede han sig med alkymi, ligesom han oprettede en krudtmølle ved Rosenholm
Med den sidste, en ung enke Margrethe Krabbe, fik han 4 børn, jfr. det store epitafium i Hornslet kirke med de tre hustruer. Margrethe Krabbe forblev enke i 35 år efter Eriks død i 1681 og sad i uskiftet bo indtil sin død i 1716. Derefter fulgte endnu to enker, bl.a. Elisabeth Rosenkrantz (datter af Mette). Hun havde været gift med ejeren af Møllerup, men blev enke efter kort tids ægteskab. Efter hendes død i 1721 gik Rosenholm videre til hendes datter Hilleborg Gyldenstjerne, der i 1709 selv var blevet enke og sad på herregården Ryegaard til sin død, men hun solgte i 1727 Rosenholm til sin onkel Iver Rosenkrantz (Erik og Margrethe Krabbes yngste søn), der i 1727 førte det videre under enevælden samtidig med, at han fra 1730 var leder af både det danske og det tyske kancelli, svarende til det at være stats- og udenrigsminister.
Iver Rosenkrantz havde lige som sine forfædre været en højt betroet embedsmand, men vender i 1740 tilbage til Rosenholm fra sit palæ i København. Hans pension fra staten var større end hele godsets afkast, og godset betaler nu mere i skat end tidligere. Han laver en barokudbygning på Rosenholm og udsmykker bl.a. med gobeliner og en barokhave. Han dør i 1745, men får forinden Rosenholm omdannet til et stamhus, der skal gå udelt i arv til ældste søn.
Af de tre sønner fik Gunde Kalø og Skaføgård og kommer ligeledes i rigsrådet. Den næste, Jørgen Rosenkrantz, fik en karriere i Kancelliet (regeringskontoret) og var også leder af landets to adelige akademier: Sorø og Herlufsholm. Senere skulle han få indflydelse på arverækkefølgen på Rosenholm. Begge gifter sig nobelt men ikke til store formuer.
Den yngste af Holger den Lærdes sønner, Erik Rosenkrantz, fik ved faderens død i 1642 Rosenholm med bl.a. de 21 fæstegårde i Karlby og køber sig til flere af sine søskendes arv. I det hele taget klarer han sig bedst. Han var gift tre gange, først med Margrethe Skeel, der døde som 21 årig i 1647. Derefter giftede han sig i 1649 med Mette Pallesdatter, der som 35 årig døde i 1665, efter at have født 9 børn.
Erik Rosenkrantz med de tre husturer Margrethe Skeel, Mette Pallesdatter og Margrethe Krabbe. (Hornslet Kirke)
Erik fik et noget omflakkende liv og hans mange børn var født vidt forskellige steder. I sin fritid beskæftigede han sig med alkymi, ligesom han oprettede en krudtmølle ved Rosenholm
Med den sidste, en ung enke Margrethe Krabbe, fik han 4 børn, jfr. det store epitafium i Hornslet kirke med de tre hustruer. Margrethe Krabbe forblev enke i 35 år efter Eriks død i 1681 og sad i uskiftet bo indtil sin død i 1716. Derefter fulgte endnu to enker, bl.a. Elisabeth Rosenkrantz (datter af Mette). Hun havde været gift med ejeren af Møllerup, men blev enke efter kort tids ægteskab. Efter hendes død i 1721 gik Rosenholm videre til hendes datter Hilleborg Gyldenstjerne, der i 1709 selv var blevet enke og sad på herregården Ryegaard til sin død, men hun solgte i 1727 Rosenholm til sin onkel Iver Rosenkrantz (Erik og Margrethe Krabbes yngste søn), der i 1727 førte det videre under enevælden samtidig med, at han fra 1730 var leder af både det danske og det tyske kancelli, svarende til det at være stats- og udenrigsminister.
Iver Rosenkrantz havde lige som sine forfædre været en højt betroet embedsmand, men vender i 1740 tilbage til Rosenholm fra sit palæ i København. Hans pension fra staten var større end hele godsets afkast, og godset betaler nu mere i skat end tidligere. Han laver en barokudbygning på Rosenholm og udsmykker bl.a. med gobeliner og en barokhave. Han dør i 1745, men får forinden Rosenholm omdannet til et stamhus, der skal gå udelt i arv til ældste søn.
Iver Rosenkrantz iført elefantordenens ridderdragt

Man var gået over til titler som baroner og grever. Det var Christian V., der i 1671 havde indført det system – noget der kom fra Tyskland. For at blive baron med et tilhørende len krævedes 1000 tdr. hartkorn. (For et grevskab krævedes 2500 tdr. hartkorn). Med 400 tdr. hartkorn – som på Rosenholm - kunne der oprettes et stamhus. Alle tre former gav ret til at udøve hoveri. Godser hæftede for fæstebønders skatter og skulle inddrive disse. Til gengæld var der skattefrihed for hovedgården. På Rosenholm var der formelt set aldrig tale om noget baroniskab, men Iver Rosenkrantz af Villestrup og hans sønner havde fået dispensation til at kalde sig baron – en titel som også Hans Carl Oluf Rosenkrantz benævnte sig med helt frem til lensafløsningen i 1919.
Sønnen Frederik Christian Rosenkrantz var under enevælden med i regeringen Schimmelman. Han var imod Stavnsbåndets ophævelse. I den forbindelse blev han kaldt ”Den kloge, men onde Rosenkrantz”, som udtalt af A. P. Bernstoff. Frederik Christians eneste søn Iver Rosenkrantz-Levetzau døde barnløs, og inden faderens død i 1789. Det ændrer på arverækkefølgen. Ved stamhusets oprettelse i 1744 var det nemlig blevet bestemt, at slottet i tilfælde af mangel på efterfølgere skulle gå tilbage til efterkommere af Den lærde Holgers sønner, men da den ældste var død ung måtte man tilbage til den næstældste søn, Jørgen Rosenkrantz til Kjeldgaard.
I direkte linje blev det således Werner Baron Rosenkrantz’s søn Iver Baron Rosenkrantz (Iver den yngre) fra baroniet Villestrup, der skulle føre det hele videre, og det som den første baron på Rosenholm, men forinden havde Frederik Christian ribbet slottet for værdier, nok i ærgrelse over, at det skulle overtages af en anden længere ude i slægten. Han havde i det hele taget et ambivalent forhold til Rosenholm og var der faktisk aldrig i perioden fra 1749 til sin død i 1802, da han boede på andre af sine godser på Sjælland. Slottet var derfor misrøgtet, da de tre næste ejere tog over, og bedre blev det ikke, at Danmark stod over for en statsbankerot i 1813, så skatterne var heller ikke blevet indbetalt.
I direkte linje blev det således Werner Baron Rosenkrantz’s søn Iver Baron Rosenkrantz (Iver den yngre) fra baroniet Villestrup, der skulle føre det hele videre, og det som den første baron på Rosenholm, men forinden havde Frederik Christian ribbet slottet for værdier, nok i ærgrelse over, at det skulle overtages af en anden længere ude i slægten. Han havde i det hele taget et ambivalent forhold til Rosenholm og var der faktisk aldrig i perioden fra 1749 til sin død i 1802, da han boede på andre af sine godser på Sjælland. Slottet var derfor misrøgtet, da de tre næste ejere tog over, og bedre blev det ikke, at Danmark stod over for en statsbankerot i 1813, så skatterne var heller ikke blevet indbetalt.
De to ældste sønner Christian og Verner døde relativt unge og kort tid efter deres indsættelse.
Den yngste søn, Holger Rosenkrantz var også kun formelt ved roret et par år, da han i forvejen havde en del forpagtergårde, bl.a. Schildenseje og Tustrup under Clausholm, som han mest opholdt sig på. Reelt set overdrog han derfor allerede i 1823 Rosenholm til sin søn Hans Henrik Rosenkrantz, der gik i gang med forberedelser til frasalg af bøndergårde, og som i det hele taget viste sig at være en rigtig dygtig driftsleder.
I perioden 1852–73 blev i alt 75 fæstegårde og 30 huse solgt fra. Det giver et stort renteafkast og slottet kommer på fode igen, ligesom der bliver råd til opførelse af en ny avlsgård i 1860’erne. Han var meget vellidt af tidligere fæstebønder og fik i 1873 i anledning af 50 året for sin tilgang en sølvkande i taknemmelighedsgave i fbm. frikøb af deres gårde, samt et mindesmærke i parken. Han dør i 1879. Imidlertid var hans søn, stamherren Holger Georg Rosenkrantz, død allerede i 1871 som ung diplomat i Paris.
I perioden 1852–73 blev i alt 75 fæstegårde og 30 huse solgt fra. Det giver et stort renteafkast og slottet kommer på fode igen, ligesom der bliver råd til opførelse af en ny avlsgård i 1860’erne. Han var meget vellidt af tidligere fæstebønder og fik i 1873 i anledning af 50 året for sin tilgang en sølvkande i taknemmelighedsgave i fbm. frikøb af deres gårde, samt et mindesmærke i parken. Han dør i 1879. Imidlertid var hans søn, stamherren Holger Georg Rosenkrantz, død allerede i 1871 som ung diplomat i Paris.
Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz
![]() |
![]() |
Som værge for barnebarnet af Hans Henrik Rosenkrantz førte en bror til Hans Henrik, Julius Rosenkrantz, derfor godset videre frem til sin død i 1886. Nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz var ved faderens død nemlig kun ét år gammel. Efter Julius’s død går der dog 10 år inden Hans Carl Oluf i 1896 reelt set overtager slottet. I 1899 blev han gift med komtesse Christiane Wedell-Wedellsborg, der stammede fra en indflydelsesrig adelsfamilie på Fyn, så i tiden derefter blev der ført fornemt hus på slottet. Samtidig blev Hans Carl Oluf udnævnt som landbrugskyndig nationalbankdirektør samt forstander på Herlufsholm Kostskole, hvorfor han måtte bosætte sig i København.
I 1920 kom det til en skilsmisse med Christiane, men han giftede sig igen borgerligt og fik yderligere to børn. Han døde i 1936, men det med et fallitbo, bl.a. pga. lensafløsningen af 1919, hvorunder alle landets godser kom ud i fri handel. Det betød tillige, at 1/3 af jorden skulle afgives imod erstatninger til udstykninger i husmandsbrug, ligesom der skulle betales en afgift på mellem 20 og 25 % til staten. Det betød samtidig ophør af stamhuset Rosenholm.
I 1920 kom det til en skilsmisse med Christiane, men han giftede sig igen borgerligt og fik yderligere to børn. Han døde i 1936, men det med et fallitbo, bl.a. pga. lensafløsningen af 1919, hvorunder alle landets godser kom ud i fri handel. Det betød tillige, at 1/3 af jorden skulle afgives imod erstatninger til udstykninger i husmandsbrug, ligesom der skulle betales en afgift på mellem 20 og 25 % til staten. Det betød samtidig ophør af stamhuset Rosenholm.
Rosenholm i dag
Oven i problemer med lensafløsningen og arveforhold ved Hans Carl Olufs død kom 1930’ernes økonomiske problemer. Den ældste søn Jørgen havde frasagt sig arveretten pga. muskelsvind, så det blev broderen Holger Rosenkrantz, der måtte påtage sig ansvaret, bl.a. for frasalg af landbrugsdriften - i sidste ende til Harald Helles i 1942. Det samme var sket med Karlby Skoven, der i 1938 blev overtaget af den tidligere godsinspektør N. Nielsen, hvorefter der var tale om et jordløst slot – ganske vist med 53 tdr. land park, skov og sø.
Frederiksborg Slot havde lige før 2. verdenskrig, med støtte fra Carlsbergfondet, købt mange af kunstskattene, men lod dog en del blive tilbage på Rosenholm – til låns. Christiane købte ved den lejlighed af egne midler selve slottet tilbage og boede der frem til sin død i 1960. Fra første ægteskab havde de sønnen Holger Rosenkrantz, der gifter sig med lensbaronesse Carin Ljungløf fra Sverige. Han førte slottet videre frem til sin død i 1975 og arbejdede som nok den første ”adelige guide” i Danmark ved rundvisninger på Rosenholm – en opgave, hans hustru Carin Rosenkrantz fortsat havde ansvaret for frem til sin død i 1996, men nu støttet af yngre guider, bl.a. Carsten Porskrog. Carin og Holger fik en adoptivsøn Christian, der har frasagt sig arverettighederne.
Frederiksborg Slot havde lige før 2. verdenskrig, med støtte fra Carlsbergfondet, købt mange af kunstskattene, men lod dog en del blive tilbage på Rosenholm – til låns. Christiane købte ved den lejlighed af egne midler selve slottet tilbage og boede der frem til sin død i 1960. Fra første ægteskab havde de sønnen Holger Rosenkrantz, der gifter sig med lensbaronesse Carin Ljungløf fra Sverige. Han førte slottet videre frem til sin død i 1975 og arbejdede som nok den første ”adelige guide” i Danmark ved rundvisninger på Rosenholm – en opgave, hans hustru Carin Rosenkrantz fortsat havde ansvaret for frem til sin død i 1996, men nu støttet af yngre guider, bl.a. Carsten Porskrog. Carin og Holger fik en adoptivsøn Christian, der har frasagt sig arverettighederne.
Af 2. ægteskab fik Hans Carl to sønner, herunder Oluf Henrik Rosenkrantz. De tog en arv med sig svarende til mere end 15 mio. kr. (indeks 2010). Olufs søn Erik Christian Rosenkrantz fungerer i dag som direktør for Rosenholm fonden – en fond, der forestår driften af slottet. Under slottet hører også Herskabsstalden, der i dag rummer Skørring Samlingen bestående af gamle effekter fra en landhusholdning. Endvidere hører Enkesædet, Gartnerhuset og det gamle fattighus i Hornslet, kaldet ”Hospitalet” under Rosenholm Slot.
Dette var så den korte version af slægten Rosenkrantz’s 600 årige historie – den længst siddende slægt nogensinde i Danmark på samme herregård, nemlig fra 1559 med Jørgen Rosenkrantz frem til i dag. Derudover kan slægten føres yderligere 8 led længere tilbage i tiden, hvor den bl.a. residerede på Hevringholm, Bjørnholm og Boller Slot.
Dette var så den korte version af slægten Rosenkrantz’s 600 årige historie – den længst siddende slægt nogensinde i Danmark på samme herregård, nemlig fra 1559 med Jørgen Rosenkrantz frem til i dag. Derudover kan slægten føres yderligere 8 led længere tilbage i tiden, hvor den bl.a. residerede på Hevringholm, Bjørnholm og Boller Slot.
Rosenholm anno 2017 - et slot med en omfattende historik. Det meste er i denne artikel ubeskrevet (ligger under overfladen eller kan søges i en omfattende Litteratur)
![]() |
|
![]() |
|
![]() |

LITTERATUR:
Danske Slotte og Herregårde, 1945. Fjerde Bd., Alfred Hassings Forlag
Rosenholm og Rosenkrantzerne, 1924, udgivet og redigeret af Hans Rosenkrantz. (Red. Palle Rosenkrantz)
Rosenholm, 1991. Randers Amts Historiske Samfund
Søren Sloth Carlsen, 1964: Kalø Vig egnen
Søren Sloth Carlsen, 1982: Hornslet by og sogn
https://da.wikipedia.org/wiki/Rosenholm_Slot
Danske Slotte og Herregårde, 1945. Fjerde Bd., Alfred Hassings Forlag
Rosenholm og Rosenkrantzerne, 1924, udgivet og redigeret af Hans Rosenkrantz. (Red. Palle Rosenkrantz)
Rosenholm, 1991. Randers Amts Historiske Samfund
Søren Sloth Carlsen, 1964: Kalø Vig egnen
Søren Sloth Carlsen, 1982: Hornslet by og sogn
https://da.wikipedia.org/wiki/Rosenholm_Slot
Resumé af rosenkrantzernes slægts- og ejerhistorie:
Den oprindelige slægt i 8 led – før Jørgen Rosenkrantz:
Iver Drost – den ældste linje til Hevringholm, nævnt 1308
Niels Iversen – nævnt 1341
Jens Nielsen, Hevringholm. Han dør ca. 1380
Niels Jensen – til Hevringholm gift med Anne Ottesdatter Skinkel. Herfra stammer det senere anvendte navn Otte. Han døde ca. 1418.
Otte Nielsen til Bjørnholm. Han gifter sig med Else Holgersdatter – deraf det senere anvendte navn, Holger. Han opfører og understøtter en del kirker, og dør 1477 (tipoldefar til Jørgen Rosenkrantz)
Erik Ottesen, overtager i 1483 Boller og dør 1503
Holger Eriksen til Boller dør 1496. Han og broderen Niels Eriksen havde tilsammen 5 sønner: De 5 fætre
Otte Holgersen Rosenkrantz, søn af Holger er den første med navnet Rosenkrantz.
De egentlige ejere af Rosenholm:
Jørgen (Ottesen) Rosenkrantz var søn af Otte Holgersen Rosenkrantz og startede byggeriet af Rosenholm i 1559. (Død 1596)
Holger Rosenkrantz - den Lærde, dør 1642
Erik Rosenkrantz var yngste søn af Holger Rosenkrantz, dør 1681
Margrethe Krabbe, Elisabeth Rosenkrantz og Hilleborg Gyldenstjerne - De tre enker stod som ejere af Rosenholm i tilsammen 46 år
Iver Rosenkrantz, yngste søn af Erik Rosenkrantz, opretter stamhuset Rosenholm i 1744 og dør 1745
Frederik Christian Rosenkrantz, dør 1802 - uden efterkommere til slottet
Iver Rosenkrantz, baron af Villestrup, dør 1815
Christian (død 1817), Verner (død 1823) og Holger Baron Rosenkrantz (død 1839) – De tre Villestrup-brødre
Hans Henrik Rosenkrantz, søn af Holger overtager formelt slottet i 1825 og dør 1879
Stamherren Holger Georg Rosenkrantz, søn af Hans Henrik døde som ung diplomat (30 år gammel) i Paris, 1871
Julius Rosenkrantz – en bror til Hans Henrik Rosenkrantz, var frem til sin død i 1886 værge for nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz (søn af Holger)
Hans Carl Oluf Rosenkrantz, der arvede slottet som 8 årig, overtog det reelt først i 1896. Han dør i 1936.
Holger Rosenkrantz (død 1975) – søn af Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz
Carin Rosenkrantz – enke efter Holger, dør 1996.
Iver Drost – den ældste linje til Hevringholm, nævnt 1308
Niels Iversen – nævnt 1341
Jens Nielsen, Hevringholm. Han dør ca. 1380
Niels Jensen – til Hevringholm gift med Anne Ottesdatter Skinkel. Herfra stammer det senere anvendte navn Otte. Han døde ca. 1418.
Otte Nielsen til Bjørnholm. Han gifter sig med Else Holgersdatter – deraf det senere anvendte navn, Holger. Han opfører og understøtter en del kirker, og dør 1477 (tipoldefar til Jørgen Rosenkrantz)
Erik Ottesen, overtager i 1483 Boller og dør 1503
Holger Eriksen til Boller dør 1496. Han og broderen Niels Eriksen havde tilsammen 5 sønner: De 5 fætre
Otte Holgersen Rosenkrantz, søn af Holger er den første med navnet Rosenkrantz.
De egentlige ejere af Rosenholm:
Jørgen (Ottesen) Rosenkrantz var søn af Otte Holgersen Rosenkrantz og startede byggeriet af Rosenholm i 1559. (Død 1596)
Holger Rosenkrantz - den Lærde, dør 1642
Erik Rosenkrantz var yngste søn af Holger Rosenkrantz, dør 1681
Margrethe Krabbe, Elisabeth Rosenkrantz og Hilleborg Gyldenstjerne - De tre enker stod som ejere af Rosenholm i tilsammen 46 år
Iver Rosenkrantz, yngste søn af Erik Rosenkrantz, opretter stamhuset Rosenholm i 1744 og dør 1745
Frederik Christian Rosenkrantz, dør 1802 - uden efterkommere til slottet
Iver Rosenkrantz, baron af Villestrup, dør 1815
Christian (død 1817), Verner (død 1823) og Holger Baron Rosenkrantz (død 1839) – De tre Villestrup-brødre
Hans Henrik Rosenkrantz, søn af Holger overtager formelt slottet i 1825 og dør 1879
Stamherren Holger Georg Rosenkrantz, søn af Hans Henrik døde som ung diplomat (30 år gammel) i Paris, 1871
Julius Rosenkrantz – en bror til Hans Henrik Rosenkrantz, var frem til sin død i 1886 værge for nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz (søn af Holger)
Hans Carl Oluf Rosenkrantz, der arvede slottet som 8 årig, overtog det reelt først i 1896. Han dør i 1936.
Holger Rosenkrantz (død 1975) – søn af Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz
Carin Rosenkrantz – enke efter Holger, dør 1996.
Om godsinspektør Niels Nielsen, "Spækken"
![]() |
En godsinspektør på Rosenholm gods fra Skanderup Sogn
Erindringen om Niels Nielsen, der blev ansat som godsforvalter / godsinspektør på godset, hovedgården til Rosenholm Slot i perioden 1911-1938, er skrevet af sønnen Holger Nielsen, udgivet 1999 i det lokale tidsskrift Østjysk Hjemstavn s. 89-93.
![]() |
Niels Nielsen med forældre og søskende stammer fra Højdegaard, Gelballe.
←Foto af Højdegaard o. 1850 iflg. Lunderskov og Omegns Lokalarkiv.
Rosenholm gods o. 1915, hvor Niels Nielsen var godsinspektør.
Niels Nielsen og hans familie fra Højdegaard kan i nogen udstrækning ses fotografisk præsenteret.
|
![]() |
Niels Nielsen var før 1911 ansat som inspektør på Livø - indtil øen blev overtaget af Den Kellerske Anstalt som "ø-anstalt for forbryderiske, åndssvage mænd". Han var her blevet ansat som inspektør af lensbaron H. C. O. Rosenkrantz, der havde erhvervet Livø i 1906, velsagtens for jagtens skyld. Ved salget af øen til Den Kellerske Anstalt tilbød Rosenkrantz Niels Nielsen en ansættelse som godsinspektør på Rosenholm gods.
Niels Nielsen karakteriseres i den benyttede beretning som en særdeles dygtig landmand, der fik forbedret Rosenholms godsøkonomi væsentligt. Han var desuden en god og respekteret arbejdsleder og - sammen med hustruen Marie - en arbejdsgiver, -leder i den tids landbrug, hvor det var et godt sted at være, også på kost.
Hans øge- eller kælenavn "Spækken" kan muligvis henføres til den gode kost, som folkeholdet fik i inspektørboligen. Et øge-, kælenavn, som hustruen, husmoderen, Marie Nielsen i så fald har været en væsentlig del af grunden til.
Desuden havde Niels Nielsen et gensidigt respektfuldt og godt forhold til lensbaronen, nationalbankdirektør H. C. O. Rosenkrantz, der på sin side karakteriserede Niels Nielsen som en "klog mand", han gerne betroede sig til, og som han havde stort set ubegrænset tillid til i den daglige drift af godset Rosenholm..
Det er op til en skønsmæssig vurdering, i hvor høj grad Holger Nielsens beretning om faderen (og moderen) er troværdig.
Sønnens beretning er under alle omstændigheder så punktvis detaljeret, at væsentlige elementer må tillægges betydelig sandhedsværdi. Hermed være ikke sagt, at der kan være elementer, som den berettende søn har fravalgt, og som brugerne af beretningen kunne have ønsket sig medtaget.
Men den slags spekulationer er ikke andet og mere end spekulationer.
Af den originale folketælling på Rigsarkivet fremgår det, at folkeholdet, registreret under Rosenholm i 1916, kan optælles til 50 personer:
- 1 kontrolassistent,
- husfader, godsforvalter Niels Nielsen med husmor og børn, 7 personer
- samt forvaltere, karle, landbrugselever, piger m.v., som udgjorde de resterende 42 personer.
En ganske stor husholdning, hvor den berettende søn, Holger Nielsen endnu ikke er født på folketællingstidspunktet 1916. Af kirkebogen fremgår det, at Holger Nielsen er født 12. maj 1918, og at Niels Nielsens yngre broder, Jens Nielsen, Taps har været fadder ved barnedåben.
Det fremgår af andre informationer, herunder også den lokale kirkebog for Skanderup Sogn, at Niels Nielsen var den næstældste søn i ægteskab mellem Rasmus og Abeline Nielsen, Højdegaard, Gjelballe, Skanderup Sogn. Her angives fødselsdatoen at være 18. maj 1877, som må antages at være korrekt i forhold til 1916 folketællingens datomæssige oplysninger.
Han bliver overordnet karakteriseret som en dygtig repræsentant for den velstående gårdmandsstand - hvor det kan anføres, at begge hans brødre blev ejere af store, mellemstore gårdmandsbrug, den ældste slægtsgården Højdegaard, som ved giftemål blev solgt for at kunne overtage en anden større gård i sognet, Grønvanggaard, som blev erhvervet i forbindelse med indgået ægteskab i 1910. I denne forbindelse overtog søsteren Maren ejerskabet af slægtsgården Højdegaard.
Niels Nielsen må have været en god og fremtrædende repræsentant for den bondestand, der sammen med andels- og højskolebevægelsen tegnede fremdriften i det danske landbrugssamfund siden andel halvdel af 1800-talle.
Rosenholm på den anden side har været et gods med en ejer, der hovedsageligt boede og arbejdede i København som nationalbankdirektør. Med et heraf afledt behov for kyndig bistand til at drive det på den tid store gods, oprindeligt 10.000 tdr. land, overvejende fæstegods, med frasalg til husmandsbrug m.v. med lensafløsningen fra 1919-21, indtil avlsgårdens o. 2.000 tdr. land frem til den endelige opløsning ved lensbaron H. C. O. Rosenkrantz' død i 1936, hvor godsets skov blev købt af Niels Nielsen, godsinspektøren.
Rosenholm Avlsgård blev 1943 købt af familien Helles, der stadig driver godset.
Udviklingen var klart ikke i herre-, sædegårdenes favør.
Der er udarbejdet oversigter, der viser, at herre-, hovedgårdene fra kun at have tilhørt adelsfamilier fra 1730 fordelte sig med:
1/3 borgerlige, 1/3 danske adelsfamilier fra før enevældens indførelse, medens 1/6 var nye, ophøjede adelsfamilier og 1/6 udgjordes af ikke-danske eller fremmede ejere.
De borgerlige besiddelser gik frem andelsmæssigt, de adelige gik tilbage.
Adelsbesiddelserne gik frem på Sjælland og Fyn, var nogenlunde uændrede på Lolland-Falster, medens tilbagegangen i Nørrejylland var betydelig.
Det var ikke mindst den fremmede adels besiddelser, der bistod ved landboreformernes love, som banede vejen for landsbyernes udskiftning, gårdenes udflytning, selvejets indførelse, folkeskolens indførelse med videre.
Den gamle adel, herunder den på Rosenholm stod lidt tilbage på perronen, medens udviklingen løb fra den. Tiden var også løbet fra Rosenholm gods, hvor slægten Rosenkrantz residerede, men det kunne se ud til, at et heldigt valg af godsinspektør gjorde den gamle, fine adelsgårds drift mere tidssvarende og driftsøkonomisk rentabel.
Rosenholm og Rosenkrantz, en adelig sædegård
Rosenholm er oprindeligt benævnt Holm, Holme eller Holmgård.
Med reformationen 1536 tilfaldt gården som stort set al kirkegods kronen, der 1559 mageskiftede den til Jørgen Ottesen Rosenkrantz.
![]() |
Jørgen Ottesen Rosenkrantz, 14.5.1523 - 9.4.1596, var en dansk rigsråd.
Rosenkrantz blev i sin ungdom påvirket af reformationens tanker. Fra 1552 blev han tilknyttet det danske hof, havde flere lensmandsposter og blev i 1563 medlem af rigsrådet. Fra 1588 til sin død var han medlem af Christian 4.s formynderregering.
Jørgen Rosenkrantz anlagde Rosenholm som et meget vidtstrakt bygningskompleks, med voldgrave, så der skabtes tre øer (holme) på byggestedet.
1. Hovedbygningen, der består af fire fløje, som danner en trapezformet borggård.
2. Staldgården med plads til heste, tjenesteboliger m.m., hvor også havepavillonen "Pirkentavl" lå.
3. Ladegården, hvor godsets dyrehold af kreaturer, svin etc. havde til huse.
Portrættet af Jørgen Rosenkrantz skulle være malet af den dansk-tyske portrætmaler, T. Gempele, som Tycho Brahe foranledigede kom til Danmark. T. Gemperle døde 1587 iflg. Dansk Biografisk Leksikon, hvilket giver et problem med dateringen af maleriet af J. Rosenkrantz til 1589!
Jørgen Rosenkrantz må nok fremhæves som den del af slægten, der skabte det stadigt eksisterende, fine renæssanceslot. Det var et stilmæssigt nybrud, hvor man kan sammenligne med det næsten samtidige Krabbesholm, Skive, der kan karakteriseres som et klassisk eksempel på sengotisk arkitektur. Med byggestart 1555 af Iver Krabbe, afsluttet af hustruen Magdalene Banner.
Også Koldinghus blev fra at have været en middelalderborg med en omtumlet historie af Christian 3. (1536-59) ombygget til at være et renæssanceslot.
|
Det Kongelige Bibliotek. |
![]() |
Rosenholm 1878 og aktuelt. | |
![]() |
![]() |
Krabbesholm, aktuelt foto og Koldinghus.
Koldinghus iflg. P. Resens Atlas 1626 anfører Kolding Stadsarkiv.
Peder Hansen Resen levede 1625-88.
Den korrekte datering for Koldinghus i Resens Atlas skulle være 1677. Derfor nok både Chr. 3.'s og Chr. 4.'s ombygninger.
|
Jørgen Rosenkrantz gav gården dens nuværende navn, opførte hovedbygningen., samlede betydeligt gods til den og skaffede godset birkeret 1574. Han efterfulgtes af sin søn, den lærde Holger Rosenkrantz († 1642), som gjorde Rosenholm til samlingssted og opdragelsesanstalt for unge adelige og borgerlige.
Ligeledes dennes søn, gehejmeråd Erik Rosenkrantz († 1681), under hvem det lærde liv på Rosenholm fortsattes.
1666 skødede Erik Rosenkrantz Rosenholm (78 tdr. hartk.) med gods til Bjørn Ulfeldts enke Margrethe Krabbe, som han samme år giftede sig med. Efter hendes død 1716 udkøbtes arvingerne 1717 af hendes steddatter Elisabeth Rosenkrantz († 1721), enke efter generalmajor Joachim Schack.
Dennes datter af 1. ægteskab Hilleborg Gyldenstierne solgte Rosenholm (67 tdr. hartk., hvoraf 15 skov og mølleskyld) m. tiender og gods (54 og 451 tdr. hartk.) til sin morbror gehejmeråd Iver Rosenkrantz († 1745).
Denne fik 1743 af Rosenholm (67, 78 og 521 tdr. hartk.) oprettet et stamhus, der tilfaldt sønnen gehejmeråd Frederik Christian Rosenkrantz († barnløs 1802) og derefter en fjernere slægtning baron Iver Rosenkrantz til Villestrup († 1815), dennes sønner baronerne Christian († 1817), Verner († 1823) og Holger Rosenkrantz († 1839).
Holger Rosenkrantz afstod 1825 Rosenholm til sin søn, kammerherre., hofjægermester., baron Hans Henrik Rosenkrantz († 1879), hvis sønnesøn, kammerherre., hofjægermester., baron Hans Carl Oluf Rosenkrantz beholdt godset til sin død 1936.
14/10 1921 overgik stamhuset til fri ejendom.
1936 overtoges slottet af C. O. Rosenkrantz's søn baron Holger Rosenkrantz.
1938 solgtes skovene til skovfoged (var han så åbenbart blevet efter stillingen som godsforvalter / -inspektør) Niels Nielsen, der 1961 solgte dem for 1.519.200 kr. til fabrikant Mads Eg Damgaard, Herning, mens avlsgården overtoges af et konsortium, der 1941 solgte den til A/S DFT for 560.000 kr.; 1943 solgtes den for 627.500 kr. til forpagter Peter Helles og broderen Harald Helles, der blev eneejer 1952.
Niels Nielsens husstand iflg. folketælling 1916.
![]() |
En lensbaron og hans godsinspektør
Af Holger Nielsen
Forfatterens far, Niels Nielsen, kom i
1911 til Rosenholm som godsinspektør,
og han blev der til 1938. Han blev aldrig
kaldt andet end »Spækken«.
»Højvelbaarne Kammerherre, Hofjægermester, Nationalbankdirektør, H. C. O. Rosenkrantz, Kd, Rd, m.m. Søholm, Hellerup!« Således skrev den sidste godsinspektør på kuverten til den sidste Rosenkrantz, der var godsejer på Rosenholm til 1936. Godsinspektøren sendte en rapport hver uge; thi som nationalbankdirektør boede baronen kun 2 måneder om året på Rosenholm, som var hans sommerhus.
Hvis nogen spurgte, hvad m.m. betød, lød godsinspektørens svar: »Det udtrykker, at der er ikke plads!« for der var nemlig adskilligt flere titler og hæderstegn.
Men titler og hæderstegn hjalp ikke det af forskellige forpagtere og inspektører dårligt drevne gods. Det gav underskud allerede før 1911 trods sine 3200 tdr. land, og det måtte være taknemmeligt for lensbaronens andre indtægter. I 1909 ansatte lensbaronen en inspektør på Livø, der dengang ejedes af Rosenkrantz, og som hørte ind under Rosenholm. Og da De Kellerske Aandssvageanstalter i 1911 købte øen til brug for kriminelle åndssvage, havde lensbaronen opdaget, at han havde fået en særdeles dygtig inspektør og tilbød ham da at blive inspektør på Rosenholm. Inspektøren havde hørt om Rosenholms dårlige afkast og rådførte sig med sin tidligere principal, grev Holstein på Sjælland for at høre, om det kunne gå an at tage til Rosenholm. Svaret var: »Det kan gå for min tidligere inspektør, når De af Hans (Rosenkrantz) forlanger 760 kr. fast om året og 50% af driftens overskud. Det går Hans gladelig med til, og De vil i løbet af få år blive en rig mand.«
![]() |
Inspektøren flyttede til Rosenholm og var nu godsinspektør. Han tilberedte jorden korrekt, såede det rigtige, dyngede markerne til med mergel og kunstgødning, sørgede for rene værelser og god kost til de ansatte og prikkede dem bagi, der arbejdede for langsomt. Omegnens landmænd mente, at han var tosset og at det aldrig ville gå godt. Men se, i 1911 spurgte lensbaronen ifølge sædvane før den ugentlige lønudbetaling: »Hvor mange penge skal De bruge i dag?«
I 1912 spurgtes: »Skal De bruge nogle penge?« I 1913: «Hvor mange penge har De til mig?« I 1922
vedføjede lensbaronen på godsinspektørens ansættelseskontrakt: »Da mit gods, Rosenholm nu giver et meget stort overskud, mener jeg, det vil være rimeligt, at offentlige udgifter fratrækkes, før min godsinspektørs provision beregnes.« Og nedenunder godsinspektørens bemærkning: »Indtil videre går jeg med til dette.« Og igen lensbaronen: »Min kloge godsinspektør har talt.« Det blev ved at gå fremad. En stor amerikansk traktor blev anskaffet, landets første med tilbehør.
De 180 malkekøer blev erklæret tuberkulinfri, og der leveredes børnemælk til Århus. Godsinspektøren forlangte røde kapsler og at der skulle stå »tuberkulinfri « på dem og ikke det sædvanlige »fra tuberkulinprøvet besætning«. Der blev anskaffet så mange elektriske hjælpemidler,at godsets private elværk måtte udvides med et dieselaggregat mere.
Hvorfor gik det så godt?
Først og fremmest på grund af et gnidningsløst samarbejde mellem lensbaronen og godsinspektøren. Som direktør i Nationalbankens landbrugssektor kunne lensbaronen forud oplyse om stigende og faldende priser, og herefter lod chefen sin undersåt bestemme, hvad der var formålstjenligt med hensyn til køb og salg. Og så stod godsinspektøren op kl. 5.30, spiste morgenmad med sin over- og underforvalter og spurgte, om de havde ændringer til den arbejdsplan, der var blevet fremlagt ved middagen foregående aften.
Herefter gik godsinspektøren ned til hestestalden kl. 6.30, og når tårnuret slog halv syv, brølede
overforvalteren: »Ryk ud!« og så kom 12 spand ud til vandtruget med hver en rytter på den nærmer hest. Hver rytter sagde: »God morgen«, hvilket blev besvaret med to fingre til hatteskyggen.
Hestene og seletøjet blev analyseret, og det blev kontrolleret, om rytteren stod af og fjernede bidslet, før hestene drak af vandtruget. Alle bemærkede, om »Spækken«s hatteskygge sad ned i panden eller var anbragt højere på hovedet, hvilket kunne være tegn på dagens forløb.
Så gik Spækken gennem hestestalden for at betragte ridehestene og gik så videre igennem tyrestalden, hvor der stod 4 store og i øvrigt berømte bulderbasser i hver sin kraftige boks. Så om forbi vognporten for at se, om vogne og forspand var i orden; videre forbi tømrerværksted, snedkerværksted, savskæreri, elværk og spandevask.
Herfra over i kostalden, hvor Spækken optalte alle dyr, jo, for når man talte dyrene, så man samtidigt hver enkelt og kunne bemærke, om der var sløjheder og så berette videre til fodermesteren.
Det samme gentog sig i svinestaldene. Så var klokken blevet 8.30, og godsinspektøren drak morgenkaffe med sin familie, hvorefter han gik ind på kontoret, så posten, førte regnskaber, skrev rapporter, førte telefonsamtaler og læste aviser.
Var der mere tid før frokost, tog han cyklen ud i markerne. Frokostpause i halvanden time, og når tårnuret slog halv to, brølede overforvalteren, med Spækken ved sin side, igen: »Ryk ud!« Derefter vidste man ikke med sikkerhed, hvor man havde Spækken henne. Han kunne sadle op og ride til andre gårde under Rosenholm eller ride rundt på hovedgårdens marker, enge og moser, eller han kunne starte bilen og handle grise i Randers, køer eller reservedele til maskiner i Århus, eller han kunne sidde og afslutte årsregnskab. Når så godsinspektørens hustru havde samme motto: Orden, påpasselighed, renlighed og at sætte tæring efter næring, lykkedes det at styre et gods korrekt. Hustruen regerede over hus, elevværelser, haver og høns, samt over en husjomfru, 4 piger og
2 polske piger. Om sommeren var der op til 50 personer på kost hver dag, og alle var tilfredse. Der var konstant 31 fastboende, der skulle betjenes med værelser, senge, kost og pasning under sygdom.
Der skulle føres husholdningsregnskab, incl. linned og meget andet tilbehør. Thi uden mad og drikke duer helten ikke, og det styrede fruen helt korrekt og så godt, at folk søgte til Rosenholm, også af den årsag. 14 elever spiste i elevstuen, 11 daglejere i daglejerstuen - ofte plus et par
sprittere, 7 piger spiste i køkkenet, 2 forvaltere og 8 familiemedlemmer samt ofte en kontrolassistent spiste i spisestuen, og alle fik samme veltillavede kost. Desuden var der mange små og store gæstebud.
Fruen holdt søndagsskole for gårdens mange børn, og alle kom til juletræ 3. juledag og fik gaver. På vinteraftener blev eleverne undervist af landbrugskonsulenter og -lærere. Hovedgården havde 147
indbyggere i 1934, nemlig: godsinspektør, skovrider, skovfoged, skytte, gartner, fodermester, svinemester, staldmester, maskinmester, grovsmed, tømrer, snedker og slotsforvalter, samt 9 fastboende daglejere, 14 elever, 2 forvaltere og 7 piger.
Der var mange børn blandt de 147, rekorden var 17 børn i en familie. Mange interessante typer var der. F.eks. kan nævnes »staben«, en ældre fuldblods herregårdsdaglejer med 12 børn. Ligesom de andre daglejerkoner overkom hans kone at malke hver dag fra kl. 4-6 og fra kl. 16-18, søndag inklusive.
![]() |
Niels Nielsen, godsinspektør, ”Spækken” forrest nr. 2 fra venstre.
|
![]() |
Stabens værk
Staben havde været stabssergent i hæren i sine unge dage, derfor kælenavnet. Han var intelligent og menneskelig og kunne gå i døden for sit herskab. En lørdag sagde han til Spækkens yngste søn: »Jeg hører, at din pige kommer i morgen; jeg så hende første gang, hun var her og talte endda med hende. Hun er dæleme sød og ikke dum, noget helt andet end de andre. Hende må du holde fast ved.« Og Staben fortsatte: »I morgen går du en tur med hende ned forbi hestestalden. Jeg er staldmester, fordi den anden har fri. Jeg bukker dybt, og så siger du til pigen: »Hør, har du ikke lyst til at køre en tur i skoven? « Hun vil selvfølgelig som bypige sige ja tak. Så vender du dig om og siger. »Staldmester, vil De klargøre giggen med køreheste og komme med den.« Jeg svarer: javel hr., og så kan du lige prøve på at sige du til mig, mens hun hører på det.«
Staben kom i et flot sving med giggen op til hovedtrappen, hvor pigen og sønnen sad og ventede. Han steg ned, sønnen steg op, han rakte sønnen tømmer og pisk, bukkede for pigen, hjalp hende nænsomt op i giggen, gik to skridt tilbage, stod ret og bukkede, da pigen og sønnen kørte. Ceremonien gentog sig i omvendt orden, da de unge mennesker vendte hjem fra turen. Ca. 3 år efter indgik de to et lykkeligt ægteskab, og Staben var lykkelig; thi det var hans værk. Den var pigen
dog for intelligent til at hoppe på, men duperet var hun. Sådan var herregårdslivet også. Sammenholdjovialitet, en stor familie med nogle få outsidere, der blev mobbet ud.
Slægten på det røde slot
I 1935 var det tydeligt, at lensbaronens sygdom var uhelbredelig, og i 1936 døde han på Rigshospitalet. Godsinspektøren besøgte lensbaronen flere gange i København under sygdommen og aflagde rapport.
Ved det sidste besøg meddelte lensbaronen, at han frarådede sin slægt at overtage Rosenholm: »Thi De, min godsinspektør, kan heller ikke leve evigt, og hvad så?« Adelsmanden havde besluttet
sig, og så var der intet at ændre. Men godsinspektøren med familie mente ikke, beslutningen var ædel, når Rosenholm siden oprettelsen i 1540 altid havde været Rosenkrantz’ernes ejendom. Så af de oprindelige 10.000 tdr. land er der nu kun 53 tdr. land, der hører under det røde slot.
Godsinspektøren købte storskoven med en tilhørende gård, og han og hustruen flyttede ind i en udvidet skovfogedbolig, hvor hustruen døde i 1954 - 74 år gammel, og hvor godsinspektøren døde i 1967 - 90 år gammel.
Vi ægte Rosenholmere, der endnu lever, kan glæde os over, at lensbaronens første hustru, Christiane Wedell fra Wedellsborg, satte så mange penge i slot og park, at hendes og lensbaronens
yngste søn, lensbaron Holger Julius Frederik Rosenkrantz, i mange år repræsenterede slægten på det røde slot, og at hans hustru, lensbaronesse Carin Rosenkrantz, så omhyggeligt vedligeholdt
slot og park, så længe som hendes helbred tillod det.
Ligeledes er det godt at se, at godsejer Peter Helles vedligeholder avlsgården med tilliggende jorder og skov, således at det hele sammenfattet stadig ligner herregården Rosenholm.
Men det 400-årige gods’ skæbne fremover er usikker, og det bliver antageligt aldrig mere samlet under en Rosenkrantz.
Trap 5
Hornslet sogn
(Hornslet kommune) omgives af Mørke so., Kalø vig (Løgten bugt), Skødstrup, Hjortshøj og Todbjerg sogn samt Sønderhald herred (Søby, Krogsbæk og Hvilsager sogn).
Den sydvestlige del er et smukt bakkeland med udprægede parallelbakker (Flinthøj 77 m, Bihøj 75 m, Assenbakke 67 m), der skyldes isfremstødet gennem Kalø vig. Smeltevandet herfra er strømmet nordpå og har dannet den plane hedeslette øst for Hornslet og Rosenholm (Hornslet mose, Mørke kær), der senere er blevet til mose.
Mod sydvest ligger et mere storformet bakkeland med sognets højeste punkt (Tyvhøj 94 m), men i øvrigt har terrænet ret jævne former, og jorderne er mange steder ganske gode. Der er en hel del skov som Sophie-Amaliegård skov, dele af Rosenholm skov, Hestehave og Rodskov. I sognet ligger det bymæssige Hornslet. Der bades ved Løgten bugt. Gennem sognet går jernbanen Århus-Ryomgård-Grenå (Hornslet station) og hovedvej A 15.
Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

Areal i alt 1961: 3183 ha. Befolkning 26/9 1960: 2758 indbyggere fordelt på 840 husstande (1801: 780, 1850: 1012, 1901: 1699, 1930: 2281, 1955: 2639). – Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1950 i flg. grupper: 940 levede af landbrug m.v., 777 af håndværk og industri, 237 af handel og omsætning i øvrigt, 132 af transportvirksomhed, 159 af administration og liberale erhverv og 272 af aldersrente, pension, formue o.l. 13 havde ikke givet oplysning om erhverv.
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
I sognet byerne: Hornslet (*1310 Hornslet; u. 1782) – bymæssig bebyggelse m. 1960: 1637 indb. fordelt på 528 husstande (1930: 1076, 1955: 1544); fordelingen efter erhverv var 1950 flg.: 149 levede af landbrug m.v., 620 af håndværk og industri, 183 af handel og omsætning, 116 af transportvirksomhed, 136 af administration og s. 1039 liberale erhverv og 184 af aldersrente, pension, formue olgn.; 8 havde ikke givet oplysning om erhverv – m. kirke, præstebol., skole (opf. 1931, arkt. I. Madsen, Hornslet, udv. 1957–59, arkt. I. Madsen, Hornslet, og Strange Nielsen, Skanderborg, skolen købstadsordnet fra 1951), bibl. (i skolen; opret. 1917; 7580 bd.), handelsskole, kommunal administrationsbygn. (opf. 1931, udv. og omb. 1960, arkt. Strange Nielsen, Skanderborg), tinghus (opf. 1910) og dommerbol., politistat., Falcks Redningskorps, efterbehandlingssygehus (for centralsygehuset i Randers, opf. 1891), apotek (opret. 1857), alderdomshjem (opf. 1950, arkt. Ingvar Madsen, Hornslet), mindesmærke for 4 frihedskæmpere (der blev henrettet under besættelsen, mindesmærket rejst 1946), stadion (anl. 1953), dyrskuepl. m. udstillingshal, biograf (opf. 1954), Gæstgivergården, Den gamle Kro, Hornslet Bank (filial af Købmands- og Håndværkerbanken, Århus), filial af Andelsbanken, Hornslet og Omegns Spare- og Laanekasse (opret. 1872; 31/3 1962 var indskuddene 1,2 mill. kr., reserverne 55.000 kr.), andelsmejeri (Elkærslund, opret. 1887, udv. og omb. 1949–51, 1953 og 1956), Hornslet Møbelfabr. (60–100 arb.), møbelfabr. Hema, Koefoeds Møbelfabr. (25–35 arb.), møbelfabr. S. L., Ingvar Olsens Maskinfabr. (40 arb.), Hornslet Betonvarefabr., Hornslet Mineralvandsfabr., savværk, postkontor, jernbanestat., telf.central og handelsgartneri; Tendrup (*1492 Tærndrop; u. 1782) m. motorml., grusgrav og cementstøberi; Rodskov (*1429 Ruæschouff, 1475 Rodskow; u. 1783) m. forskole, bibl., forsamlingshus (rest. 1961) og handelsgartneri; Eskerod (*1446 Escherudt; u. 1783); Krajbjerg (*1442 Kragbierig; u. 1791) m. forsamlingshus og skotøjsfabr. (i gl. skole). – Saml. af gde og hse: Rosenholm Mark; Damsgård; Havhse (1664 Strand Huuszer; u. 1781); Frankrig; Krajbjerg Hede. – Gårde: hovedgd. Rosenholm (1559 Rosenholm; 38,8 tdr. hartk., 283 ha, hvoraf 40 skov; ejdv. 835, grv. 391) (Rosenholm Mosebrug ejes af Pindstrup Mosebrug); Rosenholm Skov m. gd. Teglvang (9,6 tdr. hartk., 326 ha, hvoraf 295 skov; ejdv. 524, grv. 218), hvoraf dog en stor del ligger i Krogsbæk so.; Elkærgd. (*1455 Ellekier); Rævholt; Rodskovgd.; Rodskov Strandgd.; Sophienlund; Sønderholm; Skrald; Solgd. (*1503 Solegaardt). Ved Rodskov strand Gammel Løgten Strandkro.
O. Biilmann seminarieadjunkt, cand. mag.
H. sogn, der udgør én sognekommune og ét pastorat under Øster Lisbjerg og Mols herreders provsti, har samme tingsted og hører under de samme kredse som Mørke sogn, dog under Randers amtstuedistrikt med amtstue i Randers. Sonet udgør 4. udskrivningskreds, 298. lægd og har sessionssted i Hornslet.
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
Kirken benævntes 1355 »Vor Frue og alle helgeners kirke i Hornslet«, hvorimod den 1516 omtalte »Skt. Nicolai sognekirke i Hornslet« mul. dækker over det ndf. omtalte kapel. Kirken er et langhus m. gravkapel og våbenhus i s. samt tårn i v. Langhusets midterste og ældste del er skibet af en romansk kampestensbygn., støbt af meget uensartede sten, m. hjørner af store granitkvadre og vinduesstik af rå kamp. Bev. er to n.vinduer, hvoraf det østre m. opr. trækarm, der har haft én lodret og én vandret sprosse. Den tilmurede og delvis ødelagte n.dør har uregelmæssig overligger. Formentlig i 1400t.s sen. del blev skibet forlænget mod v., udstyret m. nyt egetagværk og fire krydshvælv på falsede vægpiller m. rundstavkragbånd af egnens vanlige type. Våbenhuset foran skibets ommurede s.dør er lidt ældre el. fra sa. tid; det var opr. af højde som skibet, men er efter ø.forlængelsens opførelse og sikkert i forb. m. indretning af bibl. (sml. ndf.) forhøjet betydeligt. Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm († 1596), som 1560 fik jus patronatus, gennemførte store byggearbejder, der ligesom de senmiddelald. er af munkesten, men i moderne skiftegang (krydsskifte). Først veg det romanske kor pladsen for en m. skibet jævnbred, hvælvet ø.forlængelse på to fag m. tresidet korafslutn. Afsnittets profilgesims fortsattes rundt om langhusets ældre dele; hvælvribberne har pærestavprofil, og vinduerne er fladrundbuede s. 1040 (de to i korpolygonen tilmurede). Lidt sen. opførtes Rosenkrantzernes gravkapel på forlængelsens s.side og det slanke tårn (svajet pyramidetag) i v., m. helt ensartede ribbeprofiler og vinduer. I kapellet, der har stor, rundbuet arkade til kirken, er der forneden genanv. mange skråkantede og attisk profilerede granitsokkelkvadre, som må være af romansk opr.; det store antal hjørnekvadre udelukker antagelig den mulighed, at materialet kan stamme fra kirkens opr. kor, og det er vel næppe heller sandsynligt, at det stammer fra de nedenn. kapeller. – Kirken, der senest er rest. 1960–62 (arkt. Axel Skov), står i blank mur m. hvidtede gesimser, fladrundbuede jernvinduer, blytage og nye gulve af gule fliser. – En dekorativ kirkegårdsportal stammer fra renæssancetiden. – Kalkmalerier: På n.væggen i det romanske skibs midterste fag afdækkedes fine malerier fra o. 1250–75, bl.a. en velforsvaret borg, der angribes af ryttere under anførelse af en konge. På langhusets 2. hvælvfag fra v., i den nordøstl. svikkel findes en kalkmalet indskr. 15 PP 1?, refererende til en udsmykning (alt rest. af Gregers Lind 1962).
Inventar: Ved en hovedrest. 1960–62 under Nationalmus. (konservator N.J. Termansen, maler N. Kristiansen, billedhugger C. J. Baumbach og Vitus Nielsen) istandsattes altertavle, epitafier og gravsten; fjernet blev den af Margr. Krabbe opsatte alterskranke m. snoede søjler, alle faste stole, træværk og paneler samt varmeværket fra 1888. Et par gravsten flyttedes, gravkrypterne istandsattes (ved K. Holm), 31 kister (18 voksne og 13 børn) nedsattes i Rosenkrantzernes gravsted på kgd. I ndr. krypt står nu Margr. Krabbe, † 1716, Birgitte Gersdorff, † 1719, Charl. Amalie Rosenkrantz, f. Scheel, † 1763, Juliane Sophie Wedell (Wedellsborg), † 1782, Iver Rosenkrantz Levetzau, † 1787, Dorthea Reedtz, † 1801, og Fr. Chr. Rosenkrantz, † 1802; i sdr. krypt: Jørgen Rosenkrantz, † 1596, Dorthe Lange, † 1613, Otto Rosenkrantz, † 1639, Sophie Brahe, † 1646, Holger Rosenkrantz den lærde, † 1642, Jørgen Eriksen Rosenkrantz, † 1683, samt fire barnekister; i gangen Erik Rosenkrantz, † 1681.– Alterbord af barokt fyldingspanel. Altertavlen er sengotisk, femleddet, fra o. 1525, m. midtskab, hvori et stort, træskåret Golgatharelief fra Claus Bergs værksted i Odense samt dele af en eng. alabasttavle fra sidste halvdel af 1400t., 1574 forøget m. andre dele af alabast. Fra den gotiske alabasttavle stammer reliefferne af bebudelsen, fødselen, opstandelsen samt to helgenfigurer, yngre er himmelfarten, på hvis bagside er ridset: Albret Gluxmester 1574, den store Kristusfigur på korset samt Petrus og Paulus. De fire fløje, af hvilke kun de to inderste er bevægelige, har nu passions-, evangelist-, apokalyptiske og våbenmalerier fra 1672 (af »Chr. Phil.G…, Maler i Randers«). Predellaens Gethsemanemalerier er fra 1576 (en overmaling af det opr. motiv) m. våben og initialer for Jørgen Rosenkrantz og Dorte Lange. Rest. 1961 (N.J. Termansen), ved hvilken lejligh. topstk. m. malerier fra beg. af 1800t. fjernedes. Alterstager: 1) 1592 m. våben for ovenn., 2) dødsgave for Jensmine Nielsen (1866–1940). Moderne, halvrund alterskranke m. spinkle jernstænger. Døbefont, romansk, af granit m. dobbelt bølgeranke og på foden hjørneknopper (Mackeprang.D. 299, Djurslandstypen). 1699 lod fru Margr. Krabbe (Erik Rosenkrantz’ 3. hustru) udføre et smukt træhylster til fonten og staffere af H. C. Trane (nu i Rosenkrantzernes kapel, jf. ndf.). Dåbshimlen på våbenhusloftet. Sydty. dåbsfad m. bebudelsesrelief og grav., firdelt våben, vistnok 1609, og initialerne IRS EGS og ERS. Prædikestol i ungrenæssance, 1567, m. samtidig himmel; her og i stolens felt er barokke figurer; if. C. A. Jensen fra Peder Jensen Koldings værksted. Stoleværket består af moderne, løse stole. Fornem degnestol (if. C.A.J. fra Mikkel van Grønningens værksted; jf. Kristrup kirke s. 844, afb. i Tegn. af æ. nord. Ark. 2. ser. 1. rk. pl. 14) m. søjlebaldakin og våben som altertavlens predella. Orgel 1893 (Daniel Köhne, Kbh.), 12 stemmer, på samtidigt pulpitur, hvortil adgang ad moderne, spinkel, særpræget trappe. Kirkeskib, stor, tremastet fuldrigger, »Kalø-Vig«, ophængt 1880. Nyere lysekroner, den største skænket 1884 af lærer Christiansen. – I Rosenkrantzernes kapel står et lille, smalt alterbord af fyr m. arkader ml. riflede pilastre; herpå en nederl. fløjaltertavle (epitafietavle) m. malerier: opstandelsen i midtfeltet, i fløjene Jørgen Rosenkrantz og to sønner samt Dorte Lange og en datter, knælende og bedende. Kapellet har forneden renæssancepanel m. skriftsteder i arkaderne; på s.væggen ml. vinduerne en stentavle for Otto Rosenkrantz Georgii fil., † 1582 (jf. Gravsten nr. 8). På v.væggen en stor tavle, hvor Jørgen Rosenkrantz på da. og lat. vers meddeler, at han vil have sit sidste hvilested her. – Klokker: 1) Omstøbt 1742 ved »Hienrich Tessin« af klokke støbt 1676 ved Rudolph Melchior. 2) 1888 (Bochum). 3) Skænket af H. H. Rosenkrantz (slagklokke for sejerværket).
Gravminder: Hornslet kirke er Rosenkrantzernes gravkirke, rig på epitafier og gravsten, af hvilke sidste nogle er hidflyttet fra andre kirker. Epitafier: 1) 1584, meget anseligt, af sandsten og marmor, m. opstandelsesrelief, over Jørgen Rosenkrantz’ tipoldefader og oldefader, Otto Nielsen og Erik Ottesen (jf. ndf.), på korets n.væg. 2) Holger Rosenkrantz den lærde, † 1642, og s. 1041 hustru Sophie Brahe, † 1646, prægtig, af marmor, m. helfigursmalerier, i ø.forlængelsens vestl. fag. 3) Deres søn Erik Rosenkrantz, † 1681, og hans tre hustruer Margr. Skeel, Mette Rosenkrantz og Margr. Krabbe, sandsten og marmor m. figurmalerier af Abraham Wuchters, flyttet fra skibets fjerdevestl. fag (hvor romanske kalkmalerier nylig er fremdraget) til tredievestl. Til epitafiet er lænket en bog m. messingbind indeholdende hans ligprædiken, da. og lat., lovprisende vers samt slægtsregister. 4) 1607, over provsten mag. Hans Zeuthens hustru Cæcilia Erasmi, af træ, vistnok fra Mikkel van Grønningens værksted, på baggrund af til skjoldbuen afpasset bagklædning m. skeletmalerier; i epitafierammen symbolske malerier og knælende familiemedl.; ved siden af nr. 3. Desuden findes i ø.forlængelsens v.fag 5) en lille sten fra 1532 m. lensmand på Gotland Henrik Rosenkrantz’ navn og våben (stafferet), vistnok opr. en bygningstavle på Rosenkrantzernes gravkapel i Mariager (CAJensen. Gr. 200), samt, i koret, fra slutn. af 1500t. 6) en mindesten over Jørgen Rosenkrantz’ fader Otte Holgersen, † 1525, og hans farfader Holger Eriksen, † 1496 (først begr. i Mariager kloster), egl. en broget malet figursten (CAJensen. Gr. 652). Under nr. 5 er anbragt 7), hvor Jørgen Rosenkrantz meddeler, at han sætter stenen (nr. 6) til amindelse af sin fader og oldefader, og 8), hvor Holger Rosenkrantz beretter, at han 1642 flyttede sine forfædre hertil. – Gravsten. 1) 1470. Otte Nielsen Rosenkrantz, † 1477, og hustru Else Holgersdatter Krognos, † 1470, samt datter; anselig trefigurs-sten udf. af Johs. Priggel, hidført fra Gråbrødrekirken i Randers; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 74). 2) Erik Ottesen Rosenkrantz, † 1503, og hustru Sofie Henriksdatter Gyldenstierne, † 1487; figursten, flyttet fra Mariager kloster; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 95). 3) Otte Holgersen Rosenkrantz og hustru Margr. (Gans) van Potlist, begge døde i Lybæk 1525, hvor stenen er forfærdiget; figursten, flyttet til Ut og derfra til Hornslet; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 178). 4) Fru Anne Meinstorf, Holger Eriksen Rosenkrantz’ hustru, dræbt af bønderne på Ringsted landsting 1534; figursten flyttet fra Ut; i våbenhuset (CAJensen. Gr. 262). 5) Holger Holgersen Rosenkrantz til Boller, »slagenn for Aalborrhus« 1534 (i Skipper Clement-fejden), lagt af hustruen »Kirstenne Gabriell Gyllenstiernis«; figursten i våbenhuset (CAJensen. Gr. 242). 6) Sophie Holgersdatter Rosenkrantz, † 1558, begr. i Ringstedkloster, 1564 overført til Ut, s. 1042 derfra til Hornslet; figursten (enke m. bind for munden) i tårnrum (CAJensen. Gr. 559). 7) Gunde Lange til Bregninge, † 1564, og hustru Karen Breide, † 1550 (begr. i Fjelstrup); figursten udf. henimod 1600, i våbenhuset (CAJensen. Gr. 651). 8) Før 1613. Jørgen Rosenkrantz, † 1596, og hustru Dorothea Lange; skeletsten, meget fint bevaret; i gulvet i Rosenkrantz-kapellet (CAJensen. Gr. 685). Endv. ligger i våbenhusets gulv en skeletsten m. udslidt skrift. I gravkrypterne fandtes foruden ovenn. begr. bl.a. amtmand Holger Rosenkrantz til Rosenholm, † 1690, fru Charl. Am. Rosenkrantz, f. Scheel, † 1763, Fr. Chr. Rosenkrantz, † 1802, og hustru Dorothea Reedtz, † 1801. 1886 blev syv kister i det i tårnrummet indr. gravkapel nedgravet på kgd. i en m. jerngitter hegnet familiebegravelse. – I våbenhusets øvre stokv. har der været opbev. et bibl. (nu på Rosenholm), opret. af Holger Rosenkrantz den lærde, udv. af Iver Rosenkrantz og forøget m. lat. og gr. klassikere af pastor M. Riise til Nimtofte. – På kgd. står et 1898 afsl. mindesmærke over sgpr. F. Falkenstjerne, † 1896.
Elna Møller arkitekt
Erik Moltke redaktør, dr. phil.
Hornslet kirke.
![]() |
Rosenholm.
![]() |
Rosenholm.
Litt.: E. Nørgaard. Hornslet kirke. 1951. S. Sloth Carlsen. Hornslet kirke. 1955.
På kgd. er begr. i Rosenkrantzernes gravsted hofmester Otte Nielsen Rosenkrantz, † 1477, hofmester Erik Ottesen Rosenkrantz, † 1503, rigsråd Otte Holgersen Rosenkrantz, † 1525, og statsmanden Iver Rosenkrantz, † 1745.
Gudrun Ebbesen frue, cand. mag.
På Drorup mark ved Krajbjerg findes ruinen af Skt. Nicolai kapel (mul. omtalt 1516, se ovf. under kirken). Det har haft et langhus m. tresidet ø.afslutn. (knap 19 m langt og 10 bredt); de 1,3 m tykke mure af kamp og munkesten stod endnu ved 1800t.s slutn. i en højde af ca. 1 m, men nu spores kun grundplanens omrids m. dens n.- og s.dør. Tæt ved ruinen, mod n., har der været en hellig kilde (Skt. Nicolai kilde), som endnu besøgtes ved midten af 1800t. – På præstegårdens mark i Hornslet har der ligget et Skt. Karens kapel m. en hellig kilde (Skt. Karens kilde) og ved Rodskov fandtes en Skt. Karls kilde (Schmidt.DH. 145).
Elna Møller arkitekt
Erik Moltke redaktør, dr. phil.
Rosenholm hed opr. Holm (*1349, 1363 Holm), Holme el. Holmgård. 1363 nævnes N. Erikson til H.; 1416 tilhørte den Anders Petz, 1431 hans enke Mette, 1445–50 sønnen Anders Petz, 1468–76 dennes bror Laurids Petz, hvis svigersøn Peder Krabbe (af ukendt slægt) skrives s. 1043 til H. 1503–11. Før 1516 kom gden til Århusbispen Niels Clausen Skade; ved reformationen tilfaldt den kronen, der 1559 mageskiftede den til Jørgen Ottesen Rosenkrantz († 1596), som gav den dens nuv. navn, opførte hovedbygn., samlede betydeligt gods til den og skaffede godset birkeret 1574. Han efterfulgtes af sin søn den lærde Holger Rosenkrantz († 1642), som gjorde R. til samlingssted og opdragelsesanstalt for unge adelige og borgerlige, og dennes søn gehejmeråd Erik Rosenkrantz († 1681), under hvem det lærde liv på R. fortsattes. 1666 skødede han R. (78 tdr. hartk.) m. gods til Bjørn Ulfeldts enke Margrethe Krabbe, som han s.å. ægtede. Efter hendes død 1716 udkøbtes arvingerne 1717 af hendes steddatter Elisabeth Rosenkrantz († 1721), enke efter generalmajor Joachim Schack, hvis datter af 1. ægteskab Hilleborg Gyldenstierne, enke efter oberst Christian Trolle, 1727 solgte R. (67 tdr. hartk., hvoraf 15 skovog mølleskyld) m. tiender og gods (54 og 451 tdr. hartk.) til sin morbror gehejmeråd Iver Rosenkrantz († 1745), som 1743 af R. (67, 78 og 521 tdr. hartk.) fik opret, et stamhus, der tilfaldt sønnen gehejmeråd Frederik Christian Rosenkrantz († barnløs 1802) og derefter en fjernere slægtning baron Iver Rosenkrantz til Villestrup († 1815), dennes sønner baronerne Christian († 1817), Verner († 1823) og Holger Rosenkrantz († 1839), men sidstn. afstod det 1825 til sin søn, kmh., hofjægerm., baron Hans Henrik Rosenkrantz († 1879), hvis sønnesøn, kmh., hofjægerm., baron Hans Carl Oluf Rosenkrantz beholdt godset til sin død 1936. 14/10 1921 overgik stamhuset til fri ejd. 1936 overtoges slottet af sønnen baron Holger Rosenkrantz; 1938 solgtes skovene til skovfoged Niels Nielsen, der 1961 solgte dem for 1.519.200 kr. til fabrikant Mads Eg Damgaard, Herning, mens avlsgden overtoges af et konsortium, der 1941 solgte den til A/S DFT for 560.000 kr.; 1943 solgtes den for 627.500 kr. til forp. Peter Helles og broderen Harald Helles, der blev eneejer 1952. – Godsarkiv i NLA.
Carl Jørgensen adjunkt, cand mag.
Riddersalen på Rosenholm.
![]() |
Riddersalen på Rosenholm.
Litt.: DSørreGde. I. 412–16. C.E. Secher. Danm. i ældre og nyere Tid. III. 1876. 95–120. S. Hansen. R.s Forhistorie og Oprindelse, AarbRanders. 1909. 5–78. Ole Karup Pedersen. Livet på R. o. 1830, i AarbAarh. 1955. 140–61. Ejler Haugsted i DSlHerreg. IV. 1945. 365–80. Holger Rosenkrantz, i Herregaardsliv, red. af Ernst Fr. Hansen. 1954.
Hovedbygn., fredet i kl. A, er et firefløjet anlæg, bygget i fire tempi, men dog af en sjælden harmoni. Man fristes til at kalde Rosenholm landets skønneste og ejendommeligste renæssanceherregd. Ældst er ø.fløjen, påbegyndt 1559 af Jørgen Rosenkrantz, som også har ladet portfløjen s. 1044 og n.fløjen opføre. Over portgennemkørslen minder en sandstenstavle om bygherren og hans hustru: den bærer deres våben og navnene Jørgen Rosenkrantz Otteson – Dorethea Lange Gundesdater. Øverst årst. 1567 og nederst perfectum. Det er dog sandsynligt, at stenpladen er flyttet hertil fra ø.fløjen, som snarere har stået færdig det nævnte år. Med s.fløjen er borggården blevet lukket og har fået sin særprægede trapezform – v.fløjen er en del længere end ø.fløjen – men dette er først sket i sønnen »lærde Holgers« tid efter 1596.
Hele bygningskomplekset har sin rod i ital. og især i fr. renæssance. Ø.fløjen hæver sig stejlt over vandspejlet i den lille sø, som leverer vand til voldgraven, de høje gavle giver den yderligere rejsning. Her er ikke anv. syldsten, de store, røde renæssancesten er lagt lige på sandgrunden. Huset består af kælder og to stokv., flankeret af to runde tårne, som foroven afsluttes af lave, kuppelformede hætter. Meget karakteristiske er de høje gavle, som dobbelte murbånd deler i to stokv., foroven afsluttede af en lav trekantfronton. Mod v. ind mod gården løber i begge stokv. en korridor, som forbinder fløjens gavlsale. Udefra røber tilmurede buer, at der mul. har været arkader, adskilt af pilastre, ind til en åben, hvælvingsdækket loggia, som var et hidtil ganske ukendt begreb i Norden og heller ikke særlig påkrævet i et barsk klima. Andet stokv. bærer spor af kridtstensornamenter, man aner buer og pilastre, men om hele denne plan har været bragt til udførelse og hvornår den i så fald er ændret, tør ingen m. sikkerhed sige. Derimod står det berømte, lille lysthus, i haven m. kridtstensbeklædningen af underste stokv. i behold ligesom de yndefulde buer og pilastre på det øverste. Dette »Pirkentavl« er utvivlsomt opf. af ø.fløjens bygm.
Portfløjen overholder nøje renæssancens krav om symmetri, den ligger midt for ø.fløjen. som portgennemkørslen åbner udsigt til. Porttårnet springer frem foran fløjen og bærer et usædvanlig højt, kobberklædt spir, en rekonstruktion efter Pont.Atlas, som 1893 afløste en uanselig kuppelhat. Men især domineres det leddelte hus af de stærkt fremspringende endepavilloner, hvis høje tværgavle mod ø. og v. svarer til ø.fløjens. Sdr. pavillon er endda forsynet m. et lavere gavlparti mod s., vel af hensyn til skorstenen fra vinterstuens kamin. Netop ud for denne stues s.mur har eksisteret en ret bred karnap, mod nø., ind i gården, har stået et tårn, som har givet adgang til dette stokv. V.fløjen er forsynet m. granitsokkel ligesom n.fløjen, og materialerne er øjensynlig for en del hentet fra en nedbrudt, romansk kirke. Med n.fløjen afsluttede Jørgen Rosenkrantz sit byggeri, den forbandt de to hovedfløje og er ganske enkel i to stokv. uden kælder under. Som eneste prydelse er ml. de to stokv. muret et bredt bælte af mønstermurværk, sa. dek., som findes på det nærliggende Skaføgård, ligeledes opf. af Jørgen Rosenkrantz. Sønnen, lærde Holger Rosenkrantz, havde en stor husstand, ikke mindst fordi han tog sig af unge adelsmænds opdragelse, så det er naturligt at tænke sig, at s.fløjen er tilføjet i hans ejerperiode. Den er n.fløjen meget lig, men uden pynt af nogen art. Ved dens opførelse måtte det lille tårn ved portfløjen delvis nedbrydes, dog er det overhvælvede brevkammer bev. Formentlig på sa. tid er ø.fløjens sydligste kælderrum blevet forsynet m. hvælvinger, og her har siden været et huskapel.
Rosenholms indre har i tidernes løb været underkastet store ændringer, men nogle gl. kaminer, flyttet fra ø.fløjen, fortæller om de første ejere, især den pompøse i riddersalen, som bærer årst. 1575, og hvorover hænger Tobias Gemperlins karakterfulde portrætter af Jørgen Rosenkrantz og hans hustru. Også fru Dorthe Langes skænk og skabet fra lærde Holgers tid, begge i vinterstuen, er værdifuldt indbo fra den allerførste tid, ligesom det nederl. husalter og anetavlerne i brevkammeret. På Iver Rosenkrantz’ tid skete de mest gennemgribende ændringer i husets indre, riddersalen kom til at optage det meste af s.fløjen, store barokdøre førte ind til den og indsattes ml. ø.fløjens stuer, af hvilke flere prydedes m. gobeliner af fr. og flamsk oprindelse. Også en stor del af portrætsamlingen stammer fra statsministerens ejertid.
Endelig var det ham, der lod haven omlægge i barok stil og lod de endnu så prægtige alleer plante. Denne have kom rigtigt til sin ret, da den næstsidste besidder sidst i forrige årh. nedrev staldgården på holmen v.f. slottet og lod haven brede sig helt op til broen (V. Lorenzen. Danske Herregaardshaver. 3. 1931). Avlsgården ligger nu samlet s.f. borggården, hvor ladegården havde ligget på sin egen holm siden gårdens opførelse for 400 år siden.
Anders Bjerre museumsforvalter, Gl. Estrup
Ved tømning af voldgravene er der på initiativ af slottets ejer, baron Holger Rosenkrantz, og med hjælp fra Nationalmuseet i de sidste år fundet et stort antal – 9-10.000 – genstande fra renæssancen og sen., navnlig en enestående samling af renæssancekeramik. Et udvalg af disse sager er 1962 udstillet i et rum i slottet og er, ligesom største delen af slottets rum m. deres prægtige inventar, tilgængelig for offentligheden; for de besøgende er der indr. et cafeteria.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
s. 1045
Lysthuset »Pirkentavl« på Rosenholm.
![]() |
Lysthuset »Pirkentavl« på Rosenholm.
Rosenholm birk er opret. 4/12 1574, da Jørgen Rosenkrantz fik fri birkeret til Rosenholm m. Skovlkær, Hornslet, Tendrup, Rodskov, Krajbjerg, gårdene Kirkholt og Segalt i Neder Segalt, Lindå og Balle i Todbjerg so., Krannestrup i Mejlby so. samt Karlby og Skørring m. ml. i Sønderhald hrd. Han skulle straks lægge et birketing ved Rosenholm og tilskikke en birkefoged. 28/4 1668 blev birkets område betydeligt udv., især m. gods i Mørke, Bale og Balskov. Fra 1820 var herredsfogden i Øster Lisbjerg m. fl. hrdr. også birkefoged i Rosenholm birk, og 28/7 1820 bifaldt kongen, at Rosenholms birkeret måtte holdes på sa. sted, hvor retten for Rougsø m. fl. hrdr. blev holdt, altså i Randers. Birket blev nedlagt ved reskr. af 6/1 1852 og lagt under Rougsø, Sønderhald og Øster Lisbjerg hrdr.
Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.
Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 207, 301. AarbRanders. 1909. 56.
En hovedgd. i Eskerod skødede Jens Simonsen (Udsen) 1514 til Øm kloster. 1560 gav kongen den ufri Jens Prang livsbrev på E.; 1654 fik Erik Rosenkrantz ved mageskifte m. kronen bl.a. E. hovedgd. m. skov til 60 svins olden.
I en Lysning i Amaliegaards Skov ligger i et lavt Terræn et betydeligt Voldsted, kaldet Elkjærtoft. Borgpladsen er nærmest oval og omgives af en Voldgrav og en lav Vold. Paa Pladsen ligger spredt store Sten. En stensat Vejdæmning fører over Engen fra N.-V. ud til Voldstedet. I 1950 og 1956 er der foretaget mindre Prøvegravninger paa Voldstedet. Der er herved fundet Stenbro paa Borgpladsen og nedrammede Pæleværk i Voldgraven. Paa Renæssancetiden skal s. 1046 der have været et Stutteri paa Stedet, men Voldstedet som saadant synes at være betydelig ældre.
Hans Stiesdal museumsinspektør, cand. mag.
Skivegård (*1429 Skiuegaardt, *1445 Westerskøbingh, *1455 Skibinghgaardt) m. ml. lå, »hvor Rodskov nu (1606) er bygt«, og var Palne Lille af Attrups rette arvegods; 1445 vidnes, at Vesterskibinggd. var fru Else i Attrups rette arvegods. Per Hind solgte 1458 en halvgd. i Rodskov til Erik Lunov, som 1455 havde fået S. tildømt; 1503 gjorde hans søn Iver Lunov lovhævd på S., men afhændede den 1509 til Øm kloster mod at få livsbrev på den. 1516 trættedes klosteret om den m. Niels Lunov. 1560 blev Rodskovgd. og ml. af Jens Thomesen til Hjermeslevgd. mageskiftet til kronen, der 1567 gav Christoffer Lauridsen (Udsen) forleningsbrev på den.
Carl Jørgensen adjunkt, cand mag.
I so. har der været 3 hellige kilder, se ovf.
En genforeningssten er 1920 rejst på Kirkebakken i H.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
Ved Krajbjerg lå en bebyggelse Drorup (1563 Drorup Mark). En gd. Skovlkær (*1540 Skofffuelkier mark) nedlagdes 1670, jorderne blev inddraget under Rosenholm. Laden derfra, som 1648 flyttedes til præstegden i Hornslet, er opstillet i Den gamle By i Århus.
J. Kousgård Sørensen professor, dr. phil.
Skove: Der findes flere betydelige skove. Mod n. ligger en mindre del (Gl. Dyrehave) af Rosenholm skov (jf. Krogsbæk so. s. 902), der ejes af fabr. Mads Eg Damgaard, Herning. Rosenholm hovedgårds skov, 40 ha, hvoraf løvtræ 10 ha og nåletræ 30 ha, tilh. godsejer H. Helles, Rosenholm avlsgård. Skoven er anlagt som plantage 1900–10 på flyvesand. Sophie-Amaliegård skov, 415 ha, hører under Clausholm skovdistr. (jf. Voldum so. s. 816) og ejes af civiling. H. Berner, Hellerup. Sydl. i so. finder man Hestehave, Segaltkær skov (1664 Segaltkierd) og Rodskov, alle skove, der indgår i Skrald skov, i alt 122 ha, hvoraf bøg 70, eg 3, andet løvtræ 14, nåletræ 19 og ubevokset 16 ha. Skovene ligger på gennemgående bakket terræn m. overvejende gode jordbundsforhold og gode vækstbetingelser. Ejer er Mogens Laage Ogstrup, Skrald. Skovene er 1937 udskilt fra Rosenholm skovdistr. Spredt i so. findes flere mindre plantager. En del (37 ha) af den under Vosnæsgård i Skødstrup so. hørende Savmølle skov (Eskerod skov) ligger endv. i so.
Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat
Fredede oldtidsminder: 5 høje, samt en 40 m lang, 4 m høj langhøj ved Tendrup. – Sløjfet el. ødelagt: En dysse og 27 høje.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
I H. so. fødtes 1604 rigsråden Gunde Rosenkrantz, 1607 skoleforstanderen Jørgen Rosenkrantz, 1612 stiftsbefalingsmanden Erik Rosenkrantz, 1674 statsmanden Iver Rosenkrantz, 1883 fagforeningsmanden Jens Johansen.
Gudrun Ebbesen frue, cand. mag.
Litt.: Eskild Nørgaard. H., i Jydske Byer og deres Mænd. XI. 1918. Søren Sloth Carlsen. Skole- og degnehist. i H. gennem 300 år, AarbRanders. 1961. 31–47. Poul Rasmussen. Økonomiske og kulturelle Forhold i Rosenholm Birk 1678–87, ØstjyHj. 1951. 89–103.
Mørke sogn
Skødstrup sogn
https://slaegtsbibliotek.dk/931344.pdf Holger Nielsens beretning 1999
Arkiv.dk version af Holger Nielsens beretning https://arkiv.dk/pdfviewer/viewpdf?originalId=241073f4f2a44ed5b39d32567adecb7a
Rosenholm, slægten Rosenkrantz, referat af C. Porskrog foredrag v. P. Astrup Madsen.
Slægten Rosenkrantz
Af Peter Astrup Madsen, Karlby
Jeg var i efteråret 2017 til et spændende foredrag med Carsten Porskrog Rasmussen, Overinspektør ved Sønderborg Slot. Det foregik i regi af Foreningen Norden, Kalø Vig Afdelingen. og drejede sig om slægten Rosenkrantz. Carsten er uddannet historiker ved Aarhus Universitet og var i sine unge år guide på Rosenholm. Han er opvokset i vores lokalområde, og det er sikkert med denne baggrund, at han har specialiseret sig inden for herregårdsforskning og landbohistorie. Jeg tog et nogenlunde fyldestgørende referat af Carstens indlæg, men har efterfølgende måttet uddybe det med litteraturopslag. Jeg håber, det må give lidt mening, evt. som inspiration for dit næste besøg på Rosenholm Slot. De fleste i vores område føler nok en særlig tilknytning til Rosenholm, der både har givet navn til den tidligere kommune og et nuværende seniorblad.
Jeg var i efteråret 2017 til et spændende foredrag med Carsten Porskrog Rasmussen, Overinspektør ved Sønderborg Slot. Det foregik i regi af Foreningen Norden, Kalø Vig Afdelingen. og drejede sig om slægten Rosenkrantz. Carsten er uddannet historiker ved Aarhus Universitet og var i sine unge år guide på Rosenholm. Han er opvokset i vores lokalområde, og det er sikkert med denne baggrund, at han har specialiseret sig inden for herregårdsforskning og landbohistorie. Jeg tog et nogenlunde fyldestgørende referat af Carstens indlæg, men har efterfølgende måttet uddybe det med litteraturopslag. Jeg håber, det må give lidt mening, evt. som inspiration for dit næste besøg på Rosenholm Slot. De fleste i vores område føler nok en særlig tilknytning til Rosenholm, der både har givet navn til den tidligere kommune og et nuværende seniorblad.
Rosenkrantzerne er nok den mest markante slægt i Danmark - og en gammel østjysk slægt. Op mod en fjerdedel af alle Danmarks herregårde har på et tidpunkt talt en Rosenkrantz i ejerrækken. I 13-1400 tallet var betegnelsen for fornemme mænd Ridder benævnt som Hr. foran navnet. I 1500 tallet fik navnet tilknytning til det at være adelsmand. For at være adelig skulle man være født i ægteskab, ligesom faderen skulle være adelig. Det betød, at man ikke længere blev nævnt ved patronymet: at søn tager efternavn fra faderens fornavn, sådan som tilfældet var for de første 8 led af Rosenkantz-slægten. Se også Resumé til slut i artiklen.
(I det følgende er stamfædre fremhævet med fed kursiv og ejere af Rosenholm med fed normal.)
(I det følgende er stamfædre fremhævet med fed kursiv og ejere af Rosenholm med fed normal.)
Den ældste familie – Jørgen Rosenkrantz’s forfædre
Slægten startede med udgangspunkt i Hevringholm ved Vivild (Norddjursland), hvor
der var stamsæde i midten af 1300 tallet. Fra begyndelsen havde man det skråtstillede skakbrætmønster på blå og rød baggrund i våbenmærket. Løverne blev dog først introduceret i 1527, da rosenkantzerne antog navnet officielt.
Der er lidt usikkerhed om de første ejere, men rækkefølgen er mest fra far til søn. Iver Drost er nævnt i 1308 og dennes søn Niels Iversen i 1341. Jens Nielsen er den første til at benytte våbenskjoldet. Ved hans død i 1380 følger sønnen Niels Jensen – den yngste i den svenske linje. Han døde i 1418 og efterlod sig 5 sønner.
Den ældste af sønnerne, Otte Nielsen, må nok betegnes som stamfaderen til Rosenholm. Han var i ægteskab med den noget ældre Else Holgersdatter – enke af Bjørnholm (nuværende Høgholm). Otte var i 1440 lensmand på både Kalø og Ålborghus og udnævntes til rigshofmester (det højeste ikke kirkelige embede), efter at have knyttet sig til Gyldenstjerne-familien, der var blandt den jyske adels førstemænd. Som rigshofmester måtte han i 1448 tage stilling til valg af grev Christian af Oldenborg som ny konge, hvilket blev starten på den oldenborgske linje.
Det kom til konflikter med Jens Iversen Lange, der var biskop i Århus og i fejde med brockerne på Gl. Estrup – en lidt rockeragtig fejde med 5-7 dræbte. Der var ingen egentlige domstole. Man måtte selv håndhæve sin ret, og det var lovligt at føre den slags fejder. Kampen stod mellem Clausholm, brockerne på Gl. Estrup og Århus-biskoppen, der havde betydelige interesser på Djursland, bl.a. Holmgaard - det senere Rosenholm. Hovedsædet var nu Bjørnholm, der fik et nyt birkerets-dommersystem. (Birke fra det tyske Bezirk = område).
Otte Nielsen havde stået for en del kirkebyggeri bl.a. Marie Magdalene Kirke i Ryomgård samt kirken i Tirstrup. Han byggede ligeledes Bregnet kirke - en lillesøster til Tirstrup kirke. Derudover var han beskytter for Mariager domkirke og Gråbrødre kirke i Randers.
der var stamsæde i midten af 1300 tallet. Fra begyndelsen havde man det skråtstillede skakbrætmønster på blå og rød baggrund i våbenmærket. Løverne blev dog først introduceret i 1527, da rosenkantzerne antog navnet officielt.
Der er lidt usikkerhed om de første ejere, men rækkefølgen er mest fra far til søn. Iver Drost er nævnt i 1308 og dennes søn Niels Iversen i 1341. Jens Nielsen er den første til at benytte våbenskjoldet. Ved hans død i 1380 følger sønnen Niels Jensen – den yngste i den svenske linje. Han døde i 1418 og efterlod sig 5 sønner.
Den ældste af sønnerne, Otte Nielsen, må nok betegnes som stamfaderen til Rosenholm. Han var i ægteskab med den noget ældre Else Holgersdatter – enke af Bjørnholm (nuværende Høgholm). Otte var i 1440 lensmand på både Kalø og Ålborghus og udnævntes til rigshofmester (det højeste ikke kirkelige embede), efter at have knyttet sig til Gyldenstjerne-familien, der var blandt den jyske adels førstemænd. Som rigshofmester måtte han i 1448 tage stilling til valg af grev Christian af Oldenborg som ny konge, hvilket blev starten på den oldenborgske linje.
Det kom til konflikter med Jens Iversen Lange, der var biskop i Århus og i fejde med brockerne på Gl. Estrup – en lidt rockeragtig fejde med 5-7 dræbte. Der var ingen egentlige domstole. Man måtte selv håndhæve sin ret, og det var lovligt at føre den slags fejder. Kampen stod mellem Clausholm, brockerne på Gl. Estrup og Århus-biskoppen, der havde betydelige interesser på Djursland, bl.a. Holmgaard - det senere Rosenholm. Hovedsædet var nu Bjørnholm, der fik et nyt birkerets-dommersystem. (Birke fra det tyske Bezirk = område).
Otte Nielsen havde stået for en del kirkebyggeri bl.a. Marie Magdalene Kirke i Ryomgård samt kirken i Tirstrup. Han byggede ligeledes Bregnet kirke - en lillesøster til Tirstrup kirke. Derudover var han beskytter for Mariager domkirke og Gråbrødre kirke i Randers.
Sønnen Erik Ottesen blev foruden Kalø også lensmand på Skanderborg Slot og Koldinghus og sad i rigsrådet i 30 år, heraf som rigshofmester i 25 år og blev en af Chr. 1. vigtigste rådgivere. Otte og Erik markerede sig som højdepunkterne i rosenkantzernes politiske magt, da de begge fungerede som rigshofmestre.
Erik, der var enebarn, havde arvet herregården Bjørnholm efter sine forældre. Derudover købte han herregården Skjern ved Nørreåen og overtog i 1483 Boller Slot (ved Horsens), der herefter var i rosenkrantzernes eje frem til 1621. Han ejede endvidere Bidstrup, Skærsø og Møgelkær. I alt ejede han 6 herregårde og 800 bøndergårde bl.a. Ryomgård. Han dør i 1503.
Erik Ottesen havde 3 sønner og 4 døtre. Af de to sønner får Niels Eriksen Bjørnholm og Skjern. Holger Eriksen, den yngste, får Boller slot + 50 fæstegårde, men Holger Eriksen døde før sin fader. Det var derfor i 1. omgang broderen Niels Eriksen, der tegnede familien. Niels Eriksen døde 1516 og for en kort periode var rosenkrantzerne ude af rigsrådet. Det var i reformationstiden omkring 1520, men sønnerne var langt hen ad vejen overbeviste katolikker.
Niels efterlod sig tre sønner, Holger to. Der var altså 5 fætre i årene omkring 1520. Frederik 1.
Erik, der var enebarn, havde arvet herregården Bjørnholm efter sine forældre. Derudover købte han herregården Skjern ved Nørreåen og overtog i 1483 Boller Slot (ved Horsens), der herefter var i rosenkrantzernes eje frem til 1621. Han ejede endvidere Bidstrup, Skærsø og Møgelkær. I alt ejede han 6 herregårde og 800 bøndergårde bl.a. Ryomgård. Han dør i 1503.
Erik Ottesen havde 3 sønner og 4 døtre. Af de to sønner får Niels Eriksen Bjørnholm og Skjern. Holger Eriksen, den yngste, får Boller slot + 50 fæstegårde, men Holger Eriksen døde før sin fader. Det var derfor i 1. omgang broderen Niels Eriksen, der tegnede familien. Niels Eriksen døde 1516 og for en kort periode var rosenkrantzerne ude af rigsrådet. Det var i reformationstiden omkring 1520, men sønnerne var langt hen ad vejen overbeviste katolikker.
Niels efterlod sig tre sønner, Holger to. Der var altså 5 fætre i årene omkring 1520. Frederik 1.
befaler nu, at adelen skal føre et fast familienavn som efternavn (i tillæg eller) i stedet for patronymet. Det bliver således Holger Eriksens søn Otte Holgersen til Boller, der som den første benytter navnet Rosenkrantz. Selve navnet skulle ifølge en familie-krønike stamme fra en Ridder Erik af Hevringholm, der på Knud den Stores tid havde besøgt paven og ved afskeden fik overrakt en rosenkrans til at lægge omkring sin hjelm.
Det kom til Grevens Fejde, hvorunder to adelsfamilier i 1534 blev dræbt af skipper Clements bondehær ved Svenstrup, bl.a. Ottes broder Holger Holgersen Rosenkantz. Moderen blev efterfølgende også dræbt på Sjælland. Det skete efter at den katolske gren havde tilsluttet sig Hertug Christian (d. 3.’s) reformatoriske linje.
Bjørnholm og Skjern blev splittet til nevøer og niecer. Otte Holgersen Rosenkrantz ejede Boller og Næsbyholm (på Sjælland) og blev lensmand på både Tørring slot og Kalø slot. Fætteren Oluf Nielsen (Rosenkrantz) blev lensmand på Koldinghus. Begge hørte til landets mægtigste mænd.
Det kom til Grevens Fejde, hvorunder to adelsfamilier i 1534 blev dræbt af skipper Clements bondehær ved Svenstrup, bl.a. Ottes broder Holger Holgersen Rosenkantz. Moderen blev efterfølgende også dræbt på Sjælland. Det skete efter at den katolske gren havde tilsluttet sig Hertug Christian (d. 3.’s) reformatoriske linje.
Bjørnholm og Skjern blev splittet til nevøer og niecer. Otte Holgersen Rosenkrantz ejede Boller og Næsbyholm (på Sjælland) og blev lensmand på både Tørring slot og Kalø slot. Fætteren Oluf Nielsen (Rosenkrantz) blev lensmand på Koldinghus. Begge hørte til landets mægtigste mænd.
![]() |
Til højre: Hr. Holger Eriksen til Boller (død 1496) og tv. hans søn Hr. Otte Holgersen Rosenkrantz til Boller og Næsbyholm (død 1525 i Lübeck). Begge er iført ridderdragt (Hornslet Kirke)
Rosenkrantzerne og Rosenholm
Otte Holgersen Rosenkrantz og hans hustru Margrethe Ganz døde i 1525 af pest under et familiebesøg i Lübeck. De efterlod sig i alt 6 børn, bl.a. den kun toårige Jørgen, der havde to ældre brødre Holger og Erik, men det var første gang navnet Jørgen forekom.
Jørgen Ottesen Rosenkrantz kom efter sine forældres dødsfald i pleje hos en barnløs faster. Han kommer senere til Wittenberg og får i Tyskland en adelig mesterlære. På sine brødres opfordring vender han som 28 årig tilbage til Danmark fra Tyskland og bliver i 1555 lensmand på Koldinghus. I 1559 får han skøde på gården Holm ved Hornslet, der efter nedrivning giver plads til renæssanceslottet Rosenholm.
Jørgen havde som nævnt to storebrødre og var derfor kun blevet tildelt noget strøgods, samt arvelodder fra den barnløse faster, bl.a. i Karlby. Herunder nedlægger han Svinholt mellem Karlby og Skørring samt Svovlkær ved Hornslet og mageskifter på behændig vis med noget af den jord, som Kronen havde overtaget fra Århus biskoppen efter reformationen. Den ældste bror Holger arvede Boller og blev rigsmarsk, Erik fik en enorm arv i Norge efter sin farmor, og så var der lige endnu en bror, den yngste Otte, der ved forældrenes død som helt spæd var blevet tildelt familiegodset Næsbyholm på Sjælland, men som døde i en alder af kun 32 år.
Samtidig med at Jørgen samler Rosenholm bliver han, ligeledes i 1559, gift med Dorthe Lange, en adelsdatter fra det vestjyske gods Brejninggård ved Spjald – et sted, hvor jeg i øvrigt selv var på efterskole for nøjagtig 60 år siden - parentes slut! Dorthe havde været dronning Dorotheas Jomfru på Koldinghus. Dorothea var Christian 3. hustru, og da kongen dør nytårsdag 1559 overdrager dronningen lensmandsjobbet på sit enkeslot, Dronningborg ved Randers, til Jørgen. Han var tillige lensmand på Kalø og Koldinghus.
De tre brødre havde været nære venner af Frederik 2. og både Holger og Jørgen var medlemmer af Rigsrådet – Jørgen i 33 år. Ved afslutningen af Den nordiske 7-årskrig i 1570 fik Jørgen i samråd med den øvrige regering under kong Frederik 2. gennemført en uges klokkeringning morgen og aften, og da fredsringningen var afsluttet blev det efterfølgende til en fast rutine, der er fortsat op til vor tid – en tradition, der således kan tillægges Jørgen Rosenkrantz.
Jørgen stod fadder til Frederik 2.’s søn Christian, da han blev døbt i 1577, og da Fredrik 2. døde i 1588 blev Jørgen formynder for den nu 11 årige Christian 4. i perioden frem til hans kroning i 1596, hvor Jørgen selv døde 73 år gammel.
Jørgen Ottesen Rosenkrantz kom efter sine forældres dødsfald i pleje hos en barnløs faster. Han kommer senere til Wittenberg og får i Tyskland en adelig mesterlære. På sine brødres opfordring vender han som 28 årig tilbage til Danmark fra Tyskland og bliver i 1555 lensmand på Koldinghus. I 1559 får han skøde på gården Holm ved Hornslet, der efter nedrivning giver plads til renæssanceslottet Rosenholm.
Jørgen havde som nævnt to storebrødre og var derfor kun blevet tildelt noget strøgods, samt arvelodder fra den barnløse faster, bl.a. i Karlby. Herunder nedlægger han Svinholt mellem Karlby og Skørring samt Svovlkær ved Hornslet og mageskifter på behændig vis med noget af den jord, som Kronen havde overtaget fra Århus biskoppen efter reformationen. Den ældste bror Holger arvede Boller og blev rigsmarsk, Erik fik en enorm arv i Norge efter sin farmor, og så var der lige endnu en bror, den yngste Otte, der ved forældrenes død som helt spæd var blevet tildelt familiegodset Næsbyholm på Sjælland, men som døde i en alder af kun 32 år.
Samtidig med at Jørgen samler Rosenholm bliver han, ligeledes i 1559, gift med Dorthe Lange, en adelsdatter fra det vestjyske gods Brejninggård ved Spjald – et sted, hvor jeg i øvrigt selv var på efterskole for nøjagtig 60 år siden - parentes slut! Dorthe havde været dronning Dorotheas Jomfru på Koldinghus. Dorothea var Christian 3. hustru, og da kongen dør nytårsdag 1559 overdrager dronningen lensmandsjobbet på sit enkeslot, Dronningborg ved Randers, til Jørgen. Han var tillige lensmand på Kalø og Koldinghus.
De tre brødre havde været nære venner af Frederik 2. og både Holger og Jørgen var medlemmer af Rigsrådet – Jørgen i 33 år. Ved afslutningen af Den nordiske 7-årskrig i 1570 fik Jørgen i samråd med den øvrige regering under kong Frederik 2. gennemført en uges klokkeringning morgen og aften, og da fredsringningen var afsluttet blev det efterfølgende til en fast rutine, der er fortsat op til vor tid – en tradition, der således kan tillægges Jørgen Rosenkrantz.
Jørgen stod fadder til Frederik 2.’s søn Christian, da han blev døbt i 1577, og da Fredrik 2. døde i 1588 blev Jørgen formynder for den nu 11 årige Christian 4. i perioden frem til hans kroning i 1596, hvor Jørgen selv døde 73 år gammel.
Jørgen Rosenkrantz og Dorthe Lange
|
Kalkmaleri ca. 1578. |
Jørgen Rosenkrantz byggede de tre af fløjene på Rosenholm Slot, og i perioden 1579-82 tillige Skaføgård, som han samlede på grundlag af to gårde. Godset var tiltænkt sønnen Holger, der var en efternøler i forhold til sin storebror Otte, men da Otte netop døde i 1582 stod Holger som enearving til begge godser. Forinden fungerede det dog som enkesæde for Jørgens hustru Dorthe Lange. Skaføgård er i dag stadig et totalt anlæg med driftsbygninger og residens i ét samlet kompleks. I Hornslet havde Jørgen Rosenkrantz udbygget kirken med en Tirstrup kopi af koret, en karakteristisk 6 kantet bygning, et renæssance-tårn samt et stort gravkapel. Man henter gravmonumenter fra Uth kirke (Boller) ved Horsens. De indgår nu i våbenhuset i Hornslet. Det var jo Jørgens tipoldefar Otto Nielsen med det helt store kirkebyggeri.
Efter Jørgens død i 1596, bliver det sønnen Holger Rosenkrantz den Lærde - født i 1577 på Kalø slot, der overtager Rosenholm, da hans ældre bror Otte som nævnt var død. Holger kommer bl.a. til Wittenberg og arver det hele som 19 årig. Han afsluttede slotsbyggeriet ved at bygge sydfløjen i 1605. På stedet var der samtidig staldbygninger med Pirkentavl i det sydvestlige hjørne. En staldgård er med ride- og køreheste – en ladegård er den, der tjener pengene.
Holger var en usædvanlig stor begavelse (heraf navnet ”Den lærde”) og etablerer sig med ”universitetet” Pirkentavl, hvor han i løbet af 16 år stod for skolingen af henved 75 borgelige og adelige drenge. Hvorvidt der var tale om ”Jyllands første universitet”, som det efterfølgende er blevet fortalt, er nok lidt overdrevet. Selve undervisningen har formentlig fundet sted på slottet, hvor han samlede et enormt bibliotek på ca. 25.000 bind. Heraf er der i dag kun en mindre rest bevaret ved Rosenholm.
Som sjette generation af Rosenkantz-slægten i træk kom Holger i 1617 i rigsrådet og købte i den forbindelse godset Ravnholt ved Ringe, hvorfra han også varetog jobbet som lensmand for Odensegård len. Han skulle servicere Chr. 4. under hans rejser overalt i landet, men var ikke altid enig med ham, især på en række udenrigspolitiske spørgsmål, som kongens krigsførelse i Tyskland. Bl.a. derfor meldte han sig selv ud efter 11 år i rigsrådet, hvilket var usædvanligt, men da havde han fået stor indflydelse på reformarbejder inden for skole-, universitets- og kirkevæsen.
Efter Jørgens død i 1596, bliver det sønnen Holger Rosenkrantz den Lærde - født i 1577 på Kalø slot, der overtager Rosenholm, da hans ældre bror Otte som nævnt var død. Holger kommer bl.a. til Wittenberg og arver det hele som 19 årig. Han afsluttede slotsbyggeriet ved at bygge sydfløjen i 1605. På stedet var der samtidig staldbygninger med Pirkentavl i det sydvestlige hjørne. En staldgård er med ride- og køreheste – en ladegård er den, der tjener pengene.
Holger var en usædvanlig stor begavelse (heraf navnet ”Den lærde”) og etablerer sig med ”universitetet” Pirkentavl, hvor han i løbet af 16 år stod for skolingen af henved 75 borgelige og adelige drenge. Hvorvidt der var tale om ”Jyllands første universitet”, som det efterfølgende er blevet fortalt, er nok lidt overdrevet. Selve undervisningen har formentlig fundet sted på slottet, hvor han samlede et enormt bibliotek på ca. 25.000 bind. Heraf er der i dag kun en mindre rest bevaret ved Rosenholm.
Som sjette generation af Rosenkantz-slægten i træk kom Holger i 1617 i rigsrådet og købte i den forbindelse godset Ravnholt ved Ringe, hvorfra han også varetog jobbet som lensmand for Odensegård len. Han skulle servicere Chr. 4. under hans rejser overalt i landet, men var ikke altid enig med ham, især på en række udenrigspolitiske spørgsmål, som kongens krigsførelse i Tyskland. Bl.a. derfor meldte han sig selv ud efter 11 år i rigsrådet, hvilket var usædvanligt, men da havde han fået stor indflydelse på reformarbejder inden for skole-, universitets- og kirkevæsen.
Holger Rosenkrantz den Lærde og Sophie Brahe
![]() |
Rosenholm slot med staldbygninger og ladegård tv.
![]() |
Jørgen Rosenkrantz lod på Rosenholm opføre såvel en avlsgård som en ladegård.
Ladegårdsanlægget blev placeret syd for hovedbygningen, mens det trefløjede avlsanlæg blev placeret vest for hovedbygningen. Det endnu eksisterende Pirkentavl var placeret i anlæggets sydvestlige hjørne og giver et fingerpeg om anlæggets placering og udstrækning.
Den oprindelige avlsgård blev flyttet i slutningen af det 19. århundrede, hvor Hans Rosenkrantz i 1895-96 lod arkitekten Carl Lange opføre en ny avlsgård syd for hovedbygningen, dér hvor den tidligere ladegård var placeret.
Avlsgårdens tre fritliggende længer er placeret omkring en kvadratisk gårdsplads. De grundmurede bygninger har tegltag, og laden i syd har udsmykkede gavle i renæssancestil. I forlængelse af vestlængen ligger den fritliggende forpagterbolig, som blev opført af Carl Lange i 1888.
Pirkentavl
![]() |
Holger Rosenkrantz havde giftet sig med Sophie Brahe, og de fik 13 børn, hvoraf flere døde som små, men fire døtre og tre sønner nåede selv at stifte familie. Det var Sophie Brahe, der stod for det regnskabsmæssige, hvoraf meget basismateriale er bevaret. Heraf fremgår det, at familien taber en masse penge, bl.a. på de fire sønners lange og dyre dannelsesrejser til udlandet – noget der kunne æde formuer op.
Af de tre sønner fik Gunde Kalø og Skaføgård og kommer ligeledes i rigsrådet. Den næste, Jørgen Rosenkrantz, fik en karriere i Kancelliet (regeringskontoret) og var også leder af landets to adelige akademier: Sorø og Herlufsholm. Senere skulle han få indflydelse på arverækkefølgen på Rosenholm. Begge gifter sig nobelt men ikke til store formuer.
Den yngste af Holger den Lærdes sønner, Erik Rosenkrantz, fik ved faderens død i 1642 Rosenholm med bl.a. de 21 fæstegårde i Karlby og køber sig til flere af sine søskendes arv. I det hele taget klarer han sig bedst. Han var gift tre gange, først med Margrethe Skeel, der døde som 21 årig i 1647. Derefter giftede han sig i 1649 med Mette Pallesdatter, der som 35 årig døde i 1665, efter at have født 9 børn.
Erik Rosenkrantz med de tre husturer Margrethe Skeel, Mette Pallesdatter og Margrethe Krabbe. (Hornslet Kirke)
Erik fik et noget omflakkende liv og hans mange børn var født vidt forskellige steder. I sin fritid beskæftigede han sig med alkymi, ligesom han oprettede en krudtmølle ved Rosenholm
Med den sidste, en ung enke Margrethe Krabbe, fik han 4 børn, jfr. det store epitafium i Hornslet kirke med de tre hustruer. Margrethe Krabbe forblev enke i 35 år efter Eriks død i 1681 og sad i uskiftet bo indtil sin død i 1716. Derefter fulgte endnu to enker, bl.a. Elisabeth Rosenkrantz (datter af Mette). Hun havde været gift med ejeren af Møllerup, men blev enke efter kort tids ægteskab. Efter hendes død i 1721 gik Rosenholm videre til hendes datter Hilleborg Gyldenstjerne, der i 1709 selv var blevet enke og sad på herregården Ryegaard til sin død, men hun solgte i 1727 Rosenholm til sin onkel Iver Rosenkrantz (Erik og Margrethe Krabbes yngste søn), der i 1727 førte det videre under enevælden samtidig med, at han fra 1730 var leder af både det danske og det tyske kancelli, svarende til det at være stats- og udenrigsminister.
Iver Rosenkrantz havde lige som sine forfædre været en højt betroet embedsmand, men vender i 1740 tilbage til Rosenholm fra sit palæ i København. Hans pension fra staten var større end hele godsets afkast, og godset betaler nu mere i skat end tidligere. Han laver en barokudbygning på Rosenholm og udsmykker bl.a. med gobeliner og en barokhave. Han dør i 1745, men får forinden Rosenholm omdannet til et stamhus, der skal gå udelt i arv til ældste søn.
Af de tre sønner fik Gunde Kalø og Skaføgård og kommer ligeledes i rigsrådet. Den næste, Jørgen Rosenkrantz, fik en karriere i Kancelliet (regeringskontoret) og var også leder af landets to adelige akademier: Sorø og Herlufsholm. Senere skulle han få indflydelse på arverækkefølgen på Rosenholm. Begge gifter sig nobelt men ikke til store formuer.
Den yngste af Holger den Lærdes sønner, Erik Rosenkrantz, fik ved faderens død i 1642 Rosenholm med bl.a. de 21 fæstegårde i Karlby og køber sig til flere af sine søskendes arv. I det hele taget klarer han sig bedst. Han var gift tre gange, først med Margrethe Skeel, der døde som 21 årig i 1647. Derefter giftede han sig i 1649 med Mette Pallesdatter, der som 35 årig døde i 1665, efter at have født 9 børn.
Erik Rosenkrantz med de tre husturer Margrethe Skeel, Mette Pallesdatter og Margrethe Krabbe. (Hornslet Kirke)
Erik fik et noget omflakkende liv og hans mange børn var født vidt forskellige steder. I sin fritid beskæftigede han sig med alkymi, ligesom han oprettede en krudtmølle ved Rosenholm
Med den sidste, en ung enke Margrethe Krabbe, fik han 4 børn, jfr. det store epitafium i Hornslet kirke med de tre hustruer. Margrethe Krabbe forblev enke i 35 år efter Eriks død i 1681 og sad i uskiftet bo indtil sin død i 1716. Derefter fulgte endnu to enker, bl.a. Elisabeth Rosenkrantz (datter af Mette). Hun havde været gift med ejeren af Møllerup, men blev enke efter kort tids ægteskab. Efter hendes død i 1721 gik Rosenholm videre til hendes datter Hilleborg Gyldenstjerne, der i 1709 selv var blevet enke og sad på herregården Ryegaard til sin død, men hun solgte i 1727 Rosenholm til sin onkel Iver Rosenkrantz (Erik og Margrethe Krabbes yngste søn), der i 1727 førte det videre under enevælden samtidig med, at han fra 1730 var leder af både det danske og det tyske kancelli, svarende til det at være stats- og udenrigsminister.
Iver Rosenkrantz havde lige som sine forfædre været en højt betroet embedsmand, men vender i 1740 tilbage til Rosenholm fra sit palæ i København. Hans pension fra staten var større end hele godsets afkast, og godset betaler nu mere i skat end tidligere. Han laver en barokudbygning på Rosenholm og udsmykker bl.a. med gobeliner og en barokhave. Han dør i 1745, men får forinden Rosenholm omdannet til et stamhus, der skal gå udelt i arv til ældste søn.
Iver Rosenkrantz iført elefantordenens ridderdragt

Man var gået over til titler som baroner og grever. Det var Christian V., der i 1671 havde indført det system – noget der kom fra Tyskland. For at blive baron med et tilhørende len krævedes 1000 tdr. hartkorn. (For et grevskab krævedes 2500 tdr. hartkorn). Med 400 tdr. hartkorn – som på Rosenholm - kunne der oprettes et stamhus. Alle tre former gav ret til at udøve hoveri. Godser hæftede for fæstebønders skatter og skulle inddrive disse. Til gengæld var der skattefrihed for hovedgården. På Rosenholm var der formelt set aldrig tale om noget baroniskab, men Iver Rosenkrantz af Villestrup og hans sønner havde fået dispensation til at kalde sig baron – en titel som også Hans Carl Oluf Rosenkrantz benævnte sig med helt frem til lensafløsningen i 1919.
Sønnen Frederik Christian Rosenkrantz var under enevælden med i regeringen Schimmelman. Han var imod Stavnsbåndets ophævelse. I den forbindelse blev han kaldt ”Den kloge, men onde Rosenkrantz”, som udtalt af A. P. Bernstoff. Frederik Christians eneste søn Iver Rosenkrantz-Levetzau døde barnløs, og inden faderens død i 1789. Det ændrer på arverækkefølgen. Ved stamhusets oprettelse i 1744 var det nemlig blevet bestemt, at slottet i tilfælde af mangel på efterfølgere skulle gå tilbage til efterkommere af Den lærde Holgers sønner, men da den ældste var død ung måtte man tilbage til den næstældste søn, Jørgen Rosenkrantz til Kjeldgaard.
I direkte linje blev det således Werner Baron Rosenkrantz’s søn Iver Baron Rosenkrantz (Iver den yngre) fra baroniet Villestrup, der skulle føre det hele videre, og det som den første baron på Rosenholm, men forinden havde Frederik Christian ribbet slottet for værdier, nok i ærgrelse over, at det skulle overtages af en anden længere ude i slægten. Han havde i det hele taget et ambivalent forhold til Rosenholm og var der faktisk aldrig i perioden fra 1749 til sin død i 1802, da han boede på andre af sine godser på Sjælland. Slottet var derfor misrøgtet, da de tre næste ejere tog over, og bedre blev det ikke, at Danmark stod over for en statsbankerot i 1813, så skatterne var heller ikke blevet indbetalt.
I direkte linje blev det således Werner Baron Rosenkrantz’s søn Iver Baron Rosenkrantz (Iver den yngre) fra baroniet Villestrup, der skulle føre det hele videre, og det som den første baron på Rosenholm, men forinden havde Frederik Christian ribbet slottet for værdier, nok i ærgrelse over, at det skulle overtages af en anden længere ude i slægten. Han havde i det hele taget et ambivalent forhold til Rosenholm og var der faktisk aldrig i perioden fra 1749 til sin død i 1802, da han boede på andre af sine godser på Sjælland. Slottet var derfor misrøgtet, da de tre næste ejere tog over, og bedre blev det ikke, at Danmark stod over for en statsbankerot i 1813, så skatterne var heller ikke blevet indbetalt.
De to ældste sønner Christian og Verner døde relativt unge og kort tid efter deres indsættelse.
Den yngste søn, Holger Rosenkrantz var også kun formelt ved roret et par år, da han i forvejen havde en del forpagtergårde, bl.a. Schildenseje og Tustrup under Clausholm, som han mest opholdt sig på. Reelt set overdrog han derfor allerede i 1823 Rosenholm til sin søn Hans Henrik Rosenkrantz, der gik i gang med forberedelser til frasalg af bøndergårde, og som i det hele taget viste sig at være en rigtig dygtig driftsleder.
I perioden 1852–73 blev i alt 75 fæstegårde og 30 huse solgt fra. Det giver et stort renteafkast og slottet kommer på fode igen, ligesom der bliver råd til opførelse af en ny avlsgård i 1860’erne. Han var meget vellidt af tidligere fæstebønder og fik i 1873 i anledning af 50 året for sin tilgang en sølvkande i taknemmelighedsgave i fbm. frikøb af deres gårde, samt et mindesmærke i parken. Han dør i 1879. Imidlertid var hans søn, stamherren Holger Georg Rosenkrantz, død allerede i 1871 som ung diplomat i Paris.
I perioden 1852–73 blev i alt 75 fæstegårde og 30 huse solgt fra. Det giver et stort renteafkast og slottet kommer på fode igen, ligesom der bliver råd til opførelse af en ny avlsgård i 1860’erne. Han var meget vellidt af tidligere fæstebønder og fik i 1873 i anledning af 50 året for sin tilgang en sølvkande i taknemmelighedsgave i fbm. frikøb af deres gårde, samt et mindesmærke i parken. Han dør i 1879. Imidlertid var hans søn, stamherren Holger Georg Rosenkrantz, død allerede i 1871 som ung diplomat i Paris.
Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz
![]() |
![]() |
Som værge for barnebarnet af Hans Henrik Rosenkrantz førte en bror til Hans Henrik, Julius Rosenkrantz, derfor godset videre frem til sin død i 1886. Nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz var ved faderens død nemlig kun ét år gammel. Efter Julius’s død går der dog 10 år inden Hans Carl Oluf i 1896 reelt set overtager slottet. I 1899 blev han gift med komtesse Christiane Wedell-Wedellsborg, der stammede fra en indflydelsesrig adelsfamilie på Fyn, så i tiden derefter blev der ført fornemt hus på slottet. Samtidig blev Hans Carl Oluf udnævnt som landbrugskyndig nationalbankdirektør samt forstander på Herlufsholm Kostskole, hvorfor han måtte bosætte sig i København.
I 1920 kom det til en skilsmisse med Christiane, men han giftede sig igen borgerligt og fik yderligere to børn. Han døde i 1936, men det med et fallitbo, bl.a. pga. lensafløsningen af 1919, hvorunder alle landets godser kom ud i fri handel. Det betød tillige, at 1/3 af jorden skulle afgives imod erstatninger til udstykninger i husmandsbrug, ligesom der skulle betales en afgift på mellem 20 og 25 % til staten. Det betød samtidig ophør af stamhuset Rosenholm.
I 1920 kom det til en skilsmisse med Christiane, men han giftede sig igen borgerligt og fik yderligere to børn. Han døde i 1936, men det med et fallitbo, bl.a. pga. lensafløsningen af 1919, hvorunder alle landets godser kom ud i fri handel. Det betød tillige, at 1/3 af jorden skulle afgives imod erstatninger til udstykninger i husmandsbrug, ligesom der skulle betales en afgift på mellem 20 og 25 % til staten. Det betød samtidig ophør af stamhuset Rosenholm.
Rosenholm i dag
Oven i problemer med lensafløsningen og arveforhold ved Hans Carl Olufs død kom 1930’ernes økonomiske problemer. Den ældste søn Jørgen havde frasagt sig arveretten pga. muskelsvind, så det blev broderen Holger Rosenkrantz, der måtte påtage sig ansvaret, bl.a. for frasalg af landbrugsdriften - i sidste ende til Harald Helles i 1942. Det samme var sket med Karlby Skoven, der i 1938 blev overtaget af den tidligere godsinspektør N. Nielsen, hvorefter der var tale om et jordløst slot – ganske vist med 53 tdr. land park, skov og sø.
Frederiksborg Slot havde lige før 2. verdenskrig, med støtte fra Carlsbergfondet, købt mange af kunstskattene, men lod dog en del blive tilbage på Rosenholm – til låns. Christiane købte ved den lejlighed af egne midler selve slottet tilbage og boede der frem til sin død i 1960. Fra første ægteskab havde de sønnen Holger Rosenkrantz, der gifter sig med lensbaronesse Carin Ljungløf fra Sverige. Han førte slottet videre frem til sin død i 1975 og arbejdede som nok den første ”adelige guide” i Danmark ved rundvisninger på Rosenholm – en opgave, hans hustru Carin Rosenkrantz fortsat havde ansvaret for frem til sin død i 1996, men nu støttet af yngre guider, bl.a. Carsten Porskrog. Carin og Holger fik en adoptivsøn Christian, der har frasagt sig arverettighederne.
Frederiksborg Slot havde lige før 2. verdenskrig, med støtte fra Carlsbergfondet, købt mange af kunstskattene, men lod dog en del blive tilbage på Rosenholm – til låns. Christiane købte ved den lejlighed af egne midler selve slottet tilbage og boede der frem til sin død i 1960. Fra første ægteskab havde de sønnen Holger Rosenkrantz, der gifter sig med lensbaronesse Carin Ljungløf fra Sverige. Han førte slottet videre frem til sin død i 1975 og arbejdede som nok den første ”adelige guide” i Danmark ved rundvisninger på Rosenholm – en opgave, hans hustru Carin Rosenkrantz fortsat havde ansvaret for frem til sin død i 1996, men nu støttet af yngre guider, bl.a. Carsten Porskrog. Carin og Holger fik en adoptivsøn Christian, der har frasagt sig arverettighederne.
Af 2. ægteskab fik Hans Carl to sønner, herunder Oluf Henrik Rosenkrantz. De tog en arv med sig svarende til mere end 15 mio. kr. (indeks 2010). Olufs søn Erik Christian Rosenkrantz fungerer i dag som direktør for Rosenholm fonden – en fond, der forestår driften af slottet. Under slottet hører også Herskabsstalden, der i dag rummer Skørring Samlingen bestående af gamle effekter fra en landhusholdning. Endvidere hører Enkesædet, Gartnerhuset og det gamle fattighus i Hornslet, kaldet ”Hospitalet” under Rosenholm Slot.
Dette var så den korte version af slægten Rosenkrantz’s 600 årige historie – den længst siddende slægt nogensinde i Danmark på samme herregård, nemlig fra 1559 med Jørgen Rosenkrantz frem til i dag. Derudover kan slægten føres yderligere 8 led længere tilbage i tiden, hvor den bl.a. residerede på Hevringholm, Bjørnholm og Boller Slot.
Dette var så den korte version af slægten Rosenkrantz’s 600 årige historie – den længst siddende slægt nogensinde i Danmark på samme herregård, nemlig fra 1559 med Jørgen Rosenkrantz frem til i dag. Derudover kan slægten føres yderligere 8 led længere tilbage i tiden, hvor den bl.a. residerede på Hevringholm, Bjørnholm og Boller Slot.
Rosenholm anno 2017 - et slot med en omfattende historik. Det meste er i denne artikel ubeskrevet (ligger under overfladen eller kan søges i en omfattende Litteratur)
![]() |
|
![]() |
|
![]() |
LITTERATUR:
Danske Slotte og Herregårde, 1945. Fjerde Bd., Alfred Hassings Forlag
Rosenholm og Rosenkrantzerne, 1924, udgivet og redigeret af Hans Rosenkrantz. (Red. Palle Rosenkrantz)
Rosenholm, 1991. Randers Amts Historiske Samfund
Søren Sloth Carlsen, 1964: Kalø Vig egnen
Søren Sloth Carlsen, 1982: Hornslet by og sogn
https://da.wikipedia.org/wiki/Rosenholm_Slot
Danske Slotte og Herregårde, 1945. Fjerde Bd., Alfred Hassings Forlag
Rosenholm og Rosenkrantzerne, 1924, udgivet og redigeret af Hans Rosenkrantz. (Red. Palle Rosenkrantz)
Rosenholm, 1991. Randers Amts Historiske Samfund
Søren Sloth Carlsen, 1964: Kalø Vig egnen
Søren Sloth Carlsen, 1982: Hornslet by og sogn
https://da.wikipedia.org/wiki/Rosenholm_Slot
Resumé af rosenkrantzernes slægts- og ejerhistorie:
Den oprindelige slægt i 8 led – før Jørgen Rosenkrantz:
Iver Drost – den ældste linje til Hevringholm, nævnt 1308
Niels Iversen – nævnt 1341
Jens Nielsen, Hevringholm. Han dør ca. 1380
Niels Jensen – til Hevringholm gift med Anne Ottesdatter Skinkel. Herfra stammer det senere anvendte navn Otte. Han døde ca. 1418.
Otte Nielsen til Bjørnholm. Han gifter sig med Else Holgersdatter – deraf det senere anvendte navn, Holger. Han opfører og understøtter en del kirker, og dør 1477 (tipoldefar til Jørgen Rosenkrantz)
Erik Ottesen, overtager i 1483 Boller og dør 1503
Holger Eriksen til Boller dør 1496. Han og broderen Niels Eriksen havde tilsammen 5 sønner: De 5 fætre
Otte Holgersen Rosenkrantz, søn af Holger er den første med navnet Rosenkrantz.
De egentlige ejere af Rosenholm:
Jørgen (Ottesen) Rosenkrantz var søn af Otte Holgersen Rosenkrantz og startede byggeriet af Rosenholm i 1559. (Død 1596)
Holger Rosenkrantz - den Lærde, dør 1642
Erik Rosenkrantz var yngste søn af Holger Rosenkrantz, dør 1681
Margrethe Krabbe, Elisabeth Rosenkrantz og Hilleborg Gyldenstjerne - De tre enker stod som ejere af Rosenholm i tilsammen 46 år
Iver Rosenkrantz, yngste søn af Erik Rosenkrantz, opretter stamhuset Rosenholm i 1744 og dør 1745
Frederik Christian Rosenkrantz, dør 1802 - uden efterkommere til slottet
Iver Rosenkrantz, baron af Villestrup, dør 1815
Christian (død 1817), Verner (død 1823) og Holger Baron Rosenkrantz (død 1839) – De tre Villestrup-brødre
Hans Henrik Rosenkrantz, søn af Holger overtager formelt slottet i 1825 og dør 1879
Stamherren Holger Georg Rosenkrantz, søn af Hans Henrik døde som ung diplomat (30 år gammel) i Paris, 1871
Julius Rosenkrantz – en bror til Hans Henrik Rosenkrantz, var frem til sin død i 1886 værge for nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz (søn af Holger)
Hans Carl Oluf Rosenkrantz, der arvede slottet som 8 årig, overtog det reelt først i 1896. Han dør i 1936.
Holger Rosenkrantz (død 1975) – søn af Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz
Carin Rosenkrantz – enke efter Holger, dør 1996.
Iver Drost – den ældste linje til Hevringholm, nævnt 1308
Niels Iversen – nævnt 1341
Jens Nielsen, Hevringholm. Han dør ca. 1380
Niels Jensen – til Hevringholm gift med Anne Ottesdatter Skinkel. Herfra stammer det senere anvendte navn Otte. Han døde ca. 1418.
Otte Nielsen til Bjørnholm. Han gifter sig med Else Holgersdatter – deraf det senere anvendte navn, Holger. Han opfører og understøtter en del kirker, og dør 1477 (tipoldefar til Jørgen Rosenkrantz)
Erik Ottesen, overtager i 1483 Boller og dør 1503
Holger Eriksen til Boller dør 1496. Han og broderen Niels Eriksen havde tilsammen 5 sønner: De 5 fætre
Otte Holgersen Rosenkrantz, søn af Holger er den første med navnet Rosenkrantz.
De egentlige ejere af Rosenholm:
Jørgen (Ottesen) Rosenkrantz var søn af Otte Holgersen Rosenkrantz og startede byggeriet af Rosenholm i 1559. (Død 1596)
Holger Rosenkrantz - den Lærde, dør 1642
Erik Rosenkrantz var yngste søn af Holger Rosenkrantz, dør 1681
Margrethe Krabbe, Elisabeth Rosenkrantz og Hilleborg Gyldenstjerne - De tre enker stod som ejere af Rosenholm i tilsammen 46 år
Iver Rosenkrantz, yngste søn af Erik Rosenkrantz, opretter stamhuset Rosenholm i 1744 og dør 1745
Frederik Christian Rosenkrantz, dør 1802 - uden efterkommere til slottet
Iver Rosenkrantz, baron af Villestrup, dør 1815
Christian (død 1817), Verner (død 1823) og Holger Baron Rosenkrantz (død 1839) – De tre Villestrup-brødre
Hans Henrik Rosenkrantz, søn af Holger overtager formelt slottet i 1825 og dør 1879
Stamherren Holger Georg Rosenkrantz, søn af Hans Henrik døde som ung diplomat (30 år gammel) i Paris, 1871
Julius Rosenkrantz – en bror til Hans Henrik Rosenkrantz, var frem til sin død i 1886 værge for nevøen Hans Carl Oluf Rosenkrantz (søn af Holger)
Hans Carl Oluf Rosenkrantz, der arvede slottet som 8 årig, overtog det reelt først i 1896. Han dør i 1936.
Holger Rosenkrantz (død 1975) – søn af Hans Carl Oluf og Christiane Rosenkrantz
Carin Rosenkrantz – enke efter Holger, dør 1996.
Om godsinspektør Niels Nielsen, "Spækken"

![]() |
![]() |
Som det fremgår, var Johan Nielsen som gårdejer på Højdegaard først gift med Ane Elisabeth Skovgaard 1900 indtil dennes død 8. jan. 1909, hvorefter Johan Nielsen giftede sig med enken på Grønvanggaard 15. okt. 1910.
Ane Elisabeth var iflg. Slægterne Tinglev og Wiuff med Kvindelinier, 1917 v. Vilh. Skovgaard-Petersen, s. 11 faster til Nis Fallesen Skovgaard, der overtog Mariegaard i Skanderup efter Mathias H. Skovgaard.
![]() |
![]() |
Niels Nielsen og hans familie på Højdegaard
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() ![]() |
Rasmus Nielsen, f. Sdr. Bjært 1843, ejer af Højdegaard, Gelballe ved ægteskab med Abeline Marie Johannsen.
Arkiv- og privat foto, en ældre og yngre RN.
|
Abeline Marie Nielsen, f. Johansen 1845 på Højdegaard, Gelballe, privat foto.
|
Abeline og datteren Maren Nielsen, der 1881 blev født på Højdegaard - ligesom Niels Nielsen, 1877 og den yngste søn, Jens Nielsen 1883.
Den ældste søn, Johan Nielsen, blev født i Sdr. Bjært 1875. Han overtog 1898 Højdegaard, hvor han var gift med Ane Elisabeth Skovgaard 1900-1909. Privat foto.
Maren Nielsen blev 1911 gift med L. P. Schelde, som hermed overtog Højdegaard efter Johan Nielsen, der 1910 ved ægteskab med Kristine M. Schelde blev ejer af Grønvanggaard i Skanderup.
|
||
![]() |
![]() |
![]() |
||
Niels og Marie Nielsen ved inspektørboligen. | Godsinspektør NN. | Skovridderboligen, Skovfogedhuset, som NN købte sammen med skoven ved lensbaronens død 1936. |
Det kan ind imellem være tilfældigheder, der bestemmer, hvad der bliver til en stedlig lokalhistorie. Eller historie i det hele taget.
Det gælder naturligvis ikke fysiske størrelser som bygninger og infrastruktur, institutioner og andet, der kan bekræftes med arkæologisk eller institutionel dokumentation.
Her kan der til gengæld forekomme mangelfuld læsning eller registrering af en i øvrigt entydig dokumentation, som så giver en forvrænget eller misvisende historie.
Det tilfældige i overleveringen optræder især i forbindelse med, om det besluttes at skrive eller undlade at skrive erindringer - som herefter også mere eller mindre tilfældigt bliver offentliggjort, fundet, skønnet relevante og repræsentative eller illustrative i den skildrede sammenhæng.
Religion, mejerier, modstandsbevægelse. Kamp og samarbejde
Landsogne som Skanderup, Hjarup og Vamdrup har været afsæt og mellemstationer for dagens noget anderledes, moderne samfund, hvor man i tilbageblik kan se de historiske spor i stort og småt, erhvervsmæssigt og mentalt.
Her er tilbageblikket valgt illustreret med landbrugets gyldne århundrede 1870'erne - 1970'erne, hvor sognenes mejerier illustrerer økonomisk fremgang og sideløbende religiøs splittelse frem til en modstandskamp, der går på kryds og tværs af de lokale, religiøst betingede modsætningsforhold.
Af Danmarks 11 søndagshvilende mejerier lå de 4 i Ribe Amt, heraf Bastrup og Lunderskov Andelsmejeri helt lokalt.
|
Indledning - den økonomiske udvikling i Danmark 1850-1930 | Fra herregårdsmejerier til fælles- og andelsmejerier | Fællesmejerier i Gjelballe og Hjarup | ||
Skanderup Andelsmejeri | Lunderskov Andelsmejeri | Hjarup Andelsmejeri | ||
Vamdrup Andelsmejeri | Bastrup Andelsmejeri | Kvinder i mejeridriften afløses af mænd | ||
Produktionstal for Skanderup Andelsmejeri | Produktionstal for Lunderskov Andelsmejeri | Produktionstal for Hjarup Andelsmejeri | ||
Produktionstal for Bastrup og Vamdrup Andelsmejeri | Sammenligning af mejeriproduktionen 1916 og 1930 på de lokale mejerier. | Modstandsbevægelsen i Skanderup Sogn | ||
Mejerier og religion | Sammenligning af søndags-hvilende og ikke hvilende mejerier, mejeridebatten |
![]() |
![]() |
|
De oprindelige mejerier i Skanderup og Hjarup blev med religion og kirke som bagtæppe splittet op med to søndagshvilende, Lunderskov og Bastrup Andelsmejeri, der gjorde den ellers økonomisk gyldne tid med andelsmejerierne mindre udbytterig i Skanderup Sogn.
I forhold til Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri fik Hjarup Andelsmejeri dog nogen økonomisk succes.
|
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
Indledning
Tiden 1828 - 1857 var for landbruget en lang velstandsperiode med kun få og små tilbageslag. Også benævnt ”kornsalgsperioden”, tiden indtil den omlægning fra planteavl til dyrisk produktion, som de internationale markedsbetingelser fremtvang fra 1870'erne.
Fra 1870’erne indtil 1890'erne var der i Danmark landbrugskrise med afdæmpet økonomisk vækst, først og fremmest affødt af den oversøiske konkurrence inden for planteavlsproduktionen. Denne konkurrence skyldtes, at dampmaskine, -skibe og -tog forbedrede transportmulighederne for det oversøiske korn. Dansk landbrug blev som følge heraf på det nærmeste tvunget til at dyrke jorden med henblik på at sende afgrøderne videre som foder til husdyrholdet.
Et væsentligt element i den efterfølgende gunstige økonomiske udvikling i landbruget blev jernbanenettets transportmuligheder.
På længere sigt kostede jernbanen arbejdskraft, både direkte til jernbanearbejdet, men også med urbaniseringen, afvandringen til byernes industrielle produktion og emigrationen, Flugten til Amerika.
Til gengæld blev Danmark så også førende på verdensmarkedet inden for den dyriske produktions mejeri- og slagteridrift.
Kornprisfaldet fremmede interessen for at deltage i den mejeridrift, som hidtil først og fremmest havde fundet sted på herregårdsmejerierne. Omlægning fra planteavl til den dyriske produktion kom først og fremmest til at ske på andelsbasis.
Med andelsmejeriet i Hjedding startede fra 1882 andelsbevægelsens storhedstid først med mejerier, herefter slagterier. Resultaterne af omlægningen var lidt forskellig på henholdsvis mejeri- og slagteriområdet.
Fælles- og andelsmejerierne voksede frem som små, lokale, meget decentrale enheder indtil 1970'erne. Andels- og de private slagterier var derimod i hele perioden større og mere centrale enheder.
Andelsbevægelsen gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne, og disse brug blev hurtigt ledende i den udvikling i landbrugets dyriske produktion, som med mejerier, slagterier og en omfattende eksport markerede landbrugets dominerende position i Danmark i hundredåret 1870-1970 .Omstillingen fra planteavl til dyrisk produktion satte mejerier og slagterier i fokus, især i starten mejeridriften, hvor smørproduktionen voksede fra 24 mio. kg til 75 mio. kg i perioden 1861-1893. Smøreksporten var især højdespringeren i perioden med gennembrud for fælles- og andelsmejerier 1880 til 1899. Der var en fordobling af mejeriproduktionen, og værdien af smøreksporten voksede 4½ gange. Dette i sammenligning med svineproduktion og -eksport, der fordobledes i perioden indtil 1899. Herefter voksede ikke mindst svineproduktionens andel.
Resultatet var, at især de middelstore landbrugs gårdmænd markerede sig i førertrøjen i forhold til herregårdsdriften og de større landbrug.
På mejerifronten blev tidligere tiders produktion af smør på først og fremmest herregårdsmejerierne, hollænderierne afløst af en ny tids fælles- og andelsmejerier.
Overgangen fra individuel og privat hjemmeslagtning til storproduktion på slagterierne ser ud til at have været en kombination af landbrugets omlægning fra planteavl til primært husdyrbrug kombineret med først og fremmest importforbud for svinekød på det tyske marked 1887-89, som fremskyndede en allerede igangværende interesse for de anderledes krav til bacon på det angelsaksiske i stedet for kravet om flæsk fra det tyske marked.
Overgangsfasen blev ledsaget af samtidige herregårdsslagtninger, som satte herregårdsmejerierne ud af spillet. Resultatet blev dominans af de efterfølgende fælles- og andelsmejerier, ind imellem bygget som gode eksempler på den tiltagende velstand blandt ejerne, de middelstore landbrug. Og med andelsmejerierne som klart førende i udviklingen.
På slagteriområdet var der i startfasen, fra 1887 både andels- og private slagterier. Der blev gjort et forgæves forsøg på at skabe en samlet slagterifusion for at undgå det, initiativtagerne anså for "skadelig konkurrence".
Fælles for mejerier og slagterier i dag er det, at den økonomiske og teknologiske udvikling har medført en gennemgribende centralisering på begge produktionsområder. Små, lokale mejerier og slagterier findes stort set ikke mere. Den i starten herskende opfattelse, at man skulle undgå "den skadelige konkurrence" er blevet realiseret. Andelsbevægelsens og de private små virksomheder eksisterer kun i det omfang, at de - som f. eks. Thise Mejeri - har været i stand til at effektuere "den skadelige konkurrence" med et konkurrencedygtigt alternativ.
Det er bemærkelsesværdigt, at et meget lille, lokalt Thise Mejeri med en start som fællesmejeri, overgang til andelsmejeri, en kort periode som privatejet mejeri, nu som andelsmejeri med økologiske interessenter har etableret sig som et overordentligt konkurrencedygtigt alternativ til næsten monopolet Arla Foods.
Fra herregårdsmejerier, hollænderier til fælles- og andelsmejerier
Inden egentlig mejeridrift startede i løbet af 1700-årenes Danmark, lavede man smør på almuevis, almuesmør. Det var et mælkeprodukt af lav kvalitet, som almuen stort set kun brugte i egen husholdning. Til denne produktion lod man fade med mælk stå nogle dage på producenternes hylder under loftet, hvor der så øverst dannede sig et smørlag - ofte med fluer og utøj i mælken, og smørkvaliteten blev derfor højst uensartet og et resultat af den enkelte producents krav til hygiejnen. Samtidige kritikere hævdede, at den tids almuesmør kun var velegnet til brug som vognsmørelse.
Der skete en væsentlig forbedring i smørproduktionen på samtidens herregårdsmejerier, der efter holstensk og hollandsk forbillede kunne håndtere større mælkemængder på en mere ensartet og hygiejnisk måde, ofte under ledelse af fagkyndige "mejersker", som havde særlig forstand på mælkebehandling.
Arbejdet med køer var oprindeligt et kvindeområde, som mænd ikke beskæftigede sig med. Der blev 1836 indført en toårig uddannelse som mejerske, som tydeligt markerer dette forhold.
![]() |
![]() |
Mejerske på uidentificeret postkort 1910-20.
Sådan kunne der godt have set ud på Skanderup og Lunderskov Mejeri. Det lurmærkede papir på væggen blev først registreret varemærke 1901. Der pakkes dritler med smør fra den store kærne, og der er vægte og lodder i forskellige størrelser.
Mælkekuske ved Hannæs Mejeri, Thisted Kommune er fotograferet nok nogle år efter mejeriets start 1911. Tilsvarende kunne man muligvis se i Skanderup og Lunderskov med registrerede ruter fra gårdene til forarbejdning på mejerierne, der var fri for længere smørkørsel med den tætte placering op til jernbanen gennem Lunderskov.
|
Smørproduktionen var især blevet udviklet i hertugdømmet Holsten, der var en del af det danske kongerige indtil 1864, og i Holland. Et dansk herregårdsmejeri blev ofte kaldt for et hollænderi.
I Oeconomisk Journal fra 1757 hedder det: "Den, som selv har Hollænderiet, maa i det ringeste holde en Meyerske." Omkring 1830 indførtes fra Holsten det såkaldte bøttemejeri med store flade bøtter, der havde en stor overflade, og som blev placeret i tør luft. En yderligere forbedring af smørkvaliteten var det, da man gik over til at nedsænke fade og beholdere med mælk i vand, senere kombineret med ismejerier, hvor isen fremmede smørdannelsen.Sammenfattende om herregårdsmejerierne, hollænderierne forholdt det sig sådan, at behandlingen af mælk, hvad enten der stod ost eller smør på menuen, helt overvejende var en kvindesag, hvor herregårdene havde ansatte mejersker til arbejdet.
Salget af varerne blev derimod varetaget af mænd, ligeledes administrationen af de underordnede ansatte, som blev varetaget af de såkaldte hollændere.
På de danske bondegårde var arbejdet med mælken bondekonernes og pigernes domæne.
Så længe det danske kornsalg til de industrialiserede områder i Europa, og her især England, gik godt - og det gælder primært tiden 1830-70'erne - manglede man kontante tilskyndelser til en mere organiseret og gennemført kvalitet i smørproduktion og -eksport. Det kom der med landbrugskrise og omlægning fra vegetabilsk, især kornproduktion til animalsk landbrugsproduktion.
Fællesmejerier især i Østdanmark
Landbruget stod i en helt ny situation med problemerne i planteavlsproduktionen, hvor løsningen var selv at bruge planteavlen som foder i den animalske produktion.
Herregårdsmejerierne kunne tage kampen op om markederne for animalsk produktion, men der var desuden driftige unge mejerister og andre, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør. Disse aktiviteter gik under betegnelsen fællesmejerier og var især hyppigt forekommende i Østdanmark. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her ofte tale om en form for lukkede interessentskaber snarere end fællesmejerier.
Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg. 1894 har optalt 990 Andelsmejerier, 234* Fællesmejerier og 283 Herregaardsmejener; ialt 1507 Mejerier. 274 fællesmejerier med flg. geografiske fordeling:
Fællesmejerier i Danmark 1894
Nørrejylland | Sønderjylland | Østdanmark | |||||
84 | 19 | 139 | Fyn, Langeland, Taasinge, Ærø | Bornholm | Laaland og Falster | Kiøbenhavn | Sjælland, Møen, Samsø |
53 | 3 | 29 | 10 | 44 | |||
35 % | 8 % | 57 % | 22 % | 1 % | 12 % | 4 % | 18 % |
*Egen manuelle optælling giver 242 fællesmejerier i alt, benyttes i % fordelingen.
Andelsmejerier i Sydvestjylland
I Vestjylland var situationen anderledes end i det østlige Danmark.
Med gødningskrævende sandjord og før grundlæggelsen af Esbjerg Havn (byggeri af havnen fra 1868), med mangel på eksporthavne har området aldrig haft en stor kornproduktion. I stedet satsede man på eksport af svin og levende kvæg. Denne satsning var o. 1880 ved at blive vanskelig i området. For det første var jorden gødningsmæssigt ved at være "presset". Dertil kom eksportproblemer til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I 1864 havde Danmark desuden mistet Altona som udskibningshavn. I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark. Men i stedet for at lade herregården - dem var der ikke så mange af i Vestjylland - eller en mejerist fra et fællesmejeri "skumme fløden", valgte man i vid udstrækning selv og i fællesskab at høste fortjenesten ved at etablere af andelsmejerier.
Fællesskabs- eller andelstanken blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på forskellige landbrugsskoler i området, bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup, måske også af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne med næsten ens gårdstørrelser.
Resultatet blev oprettelsen af andelsmejeriet i Hjedding 1882 med flere lignende initiativer samme år. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg det førende område for andelsbevægelsen.Allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier, 1888 var det store gennembrudsår.I gennembrudsfasen var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden indmeldte husmændene sig også.1894 var der i alt 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163.Det er skønnet, at omkring 1890 leverede ca. en tredjedel af samtlige landbrug mælk til andelsmejerier.
Herefter bliver andelsmejerierne stadigt mere dominerende. I en opgørelse over Mejeribruget i Danmark 1914 er der ”Oplysninger fra 1503 Mejerier, … 681 paa Øerne og 822 i Jylland ... 1380 betegnet som Smørmejerier og 123 som Handelsmejerier.”De vigtigste i opgørelsen er smørmejerierne, hvor handelsmejerierne blot køber og videresælger mælk i modsætning til smørmejerierne, der udskiller fløde og kærner smør.
Af de 1380 smørmejerier er ”1168, Andelsmejerier, 196 er Fællesmejerier og 16 Herregaardsmejerier.”
Procentuelt er de 1380 smørmejerier i 1914 fordelt således:
Procentuelt er de 1380 smørmejerier i 1914 fordelt således:
Andelsmejerier
|
Fællesmejerier
|
Herregårdsmejerier
|
84,6 %
|
14,2 %
|
1,2 %
|
Den samme kilde, Statistiske Meddelelser har en usikker opgørelse over mejeriernes antalsmæssige udvikling 1900, 1906, 1909, 1914.
Den kan ikke bruges direkte, da handelsmejerier udskilles som særskilt gruppe i 1914, men der kan konstateres en klar vækst i andelsmejerierne over for et fald i antallet af fælles- og herregårdsmejerier.
I 1955 var der 1256 andelsmejerier og 224 privatmejerier, 20 år senere var der 218 andelsmejerier og 76 privatmejerier.
Udvalgte aspekter af mejeriernes og slagteriernes landbrugssamfund
Skønlitterært kan man få en vinkel på dagligdag og samlivsformer, som ikke kan tælles og måles, men som måske bedst har fanget den måde, man i Danmark kulturelt og socialt har levet sammen i hundredåret 1870-1970.
Til periodens begyndelse er Jeppe Aakjær illustrativ, først og fremmest den diskussion om samtidens karlekamre, der blev rejst med Vredens børn, 1904 og hans forudgående læserbreve i Skive Folkeblad om emnet.
Albert Dams Så kom det ny Brødkorn, 1934 har en indlevet skildring af livet i Skanderup Sogn, Skanderborg, hvor man næsten kan lugte møddingen på den gårdsplads, hvor den med gårdens driftsmæssige succes blev forvist til et mere diskret sted på gården. Sammen med malende karakteristikker af beboere og arbejdskraft på gårde og i husene.
Albert Dams Skanderup kunne såmænd lige så godt have været Skanderup syd for Kolding, Skanderup Sogn med stationsbyen Lunderskov.
Den markante og økonomisk meget favorable udvikling af mejeridriften blev i Skanderup og Hjarup krydret med en variant, hvor religiøse kredse var dybt uenige om samarbejdet. Søndagshvile i mejeridriften blev uenighedens omdrejningspunkt.
I Skanderup var der 1885 landet en tidsindstillet bombe med ansættelsen af den stærkt indremissionske præst C. J. Moe.
De religiøse holdninger, som pastor Moe lagde ud med i eget og Hjarup Sogn stod ikke til megen debat. Og trods forsøg på kompromis og fælles drøftelser brød de af vækkelsen ramte mælkeleverandører ud af de to nyetablerede mejerier i Hjarup og Skanderup og startede deres eget, søndagshvilende mejeri, Lunderskov Mejeri, stiftende generalforsamling februar 1896. Andelshaverne i Hjarup havde også mulighed for leverance til det søndagshvilende Bastrup Andelsmejeri, Vamdrup, oprettet 1897. Hovedparten af dette mejeris andelshavere havde tidligere leveret til Vamdrup Andelsmejeri.
Kolding Folkeblad har 12. dec. 1903 et referat af årets generalforsamling i Bastrup Andelsmejeri, hvor det anføres, at andelshaverne "bor temmelig spredt", hvilket giver "forholdsvis store Transportudgifter... Leverandørerne fra den østlige Del af Hjarup Sogn (har) over 1 Mil fra Mejeriet."
Andelsmejerierne i Skanderup og Lunderskov
![]() |
![]() |
Skanderup Mejeri begyndte som andelsmejeri i 1888, hvor der lokalt annonceredes efter en ”duelig” mejerist, underskrevet Knipschildt, Skanderup Nygaard som formand.
Mejeriet blev 1912 flyttet fra Skanderup til Lunderskov, osteriet tilbyggedes i 1916 og havde 120 leverandører med 1400 køer omkring 1918.[1] 1931 var der 108 leverandører med 1230 køer, en gns. besætningsstørrelse, der gik fra 11,7 i 1918 til 11,4 i 1931. Der er således ikke ændring i ca. besætningsstørrelser, men der er fald i andelshavere, der er gået til det søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri.
Det skal her bemærkes, at de i tabellen benyttede tal for Sogne med delte mejerier er fra 1930, hvilket selvfølgelig kan give variationer til de anførte tal fra 1918.
Men Skanderup Mejeri hørte fortsat til blandt de delte mejerier, der havde de største besætninger per mælkeleverandør.
![]() |
Mejeribestyrerne på Skanderup Mejeri og andelsbestyrelsens formænd nævnes i en 25 års jubilæumsartikel i Kolding Folkeblad 27. okt. 1913.
Den første formand for bestyrelsen var Ernst Frants Hans Knipschildt indtil 1895. Stavemåden kan variere, i Danske Mejerier, Bd. 4, s. 208, hvor han beskrives som formand for Lunderskov Mejeri 1895-97, er stavemåden Knipshill. I 1890 folketællinger er navnet Ernst Frantz Hans Knipschildt, Gaardeier i Skanderup
Han ejede Skanderup Nygaard v. Lunderskov og Skanderupgaard.
Efter en religiøs "vækkelse" i 1901 blev han missionær og solgte sine gårde. Annonceringen efter mejerist i 1888 var underskrevetKnipschildt, Skanderup Nygaard 1888-1895.[2]
Efterfølgende formænd var:
H. F. Beck 1895-1909,som iflg. Kolding og Omegn 1904 var sognerådsmedlem og bosiddende i Skanderup.
Proprietær A. Høyer Wissingsminde var formand 1909 indtil 1915.
Proprietær S. Haue, Wissingsminde 1915-25.
Folketingsmand og proprietær Valdemar Thomsen, Rosenlund blev formand 1925, fremgår det af Dansk Mejeristat, s. 533 fra 1932, og han her her været med til at ansætte mejeribestyrer Chr. Jacobsen, der under besættelsen blev en ledende modstandsmand i Lunderskov. På dette punkt helt i overensstemmelse med B. Hald, mejeribestyrer på det søndagshvilende Lunderskov Mejeri.
Den første mejeribestyrer var R. Jepsen fra Thorsted indtil 1910.
Herefter J. P. Nielsen fra Kellerup (Danske Mejerier 4, s. 224), formentlig bestyrer indtil ansættelsen af Chr. Jacobsen i 1927. Forudgående har Chr. Jacobsen været ansat som elev på Vejen Andelsmejeri.
Mejeribestyrer Chr. Jacobsen var under besættelsen som anført sammen med mejeribestyrer B. Hald, Lunderskov Andelsmejeri aktiv i modstandsbevægelsen. Den fælles modstandskamp har her åbenbart overtrumfet de religiøse modsætninger og det driftsøkonomiske konkurrenceforhold.
Chr. Jacobsen blev ligesom langt de fleste mejeribestyrere uddannet på Ladelund Mælkeriskole.
Formanden for Skanderup Mejeri siden 1925 - som således har været central i udvælgelsen af den nye mejeribestyrer i 1927 - var Valdemar Thomsen, Rosenlund. Han anføres som havende været elev på Dalum Mejeriskole, altså med gode mejerifaglige forudsætninger.
Valdemar Thomsen indgik senere i ledelsen af organisationen ”Landbrugernes Sammenslutning” og blev ved folketingsvalget i 1932 valgt til Folketinget af Venstre i Vejle Amt som repræsentant for LS.
Han brød med Venstre og deltog i stiftelsen af ”Det Frie Folkeparti”, som senere skiftede navn til ”Bondepartiet”, hvis formand han blev.
Ved folketingsvalgene 1935, 1939 og 1943 valgtes han til Folketinget i Vejle Amt som repræsentant for dette parti. Han blev efter befrielsen tiltalt efter straffelovstillægget for sine forhold under besættelsen, men blev frikendt ved endelig landsretsdom.
Det kunne være interessant at vide, hvilket forhold Valdemar Thomsen og mejeribestyrer Chr. Jacobsen havde til hinanden under besættelsen.
Men det er der næppe nedfældet noget skriftligt om.
Denne mejeriundersøgelses forfatter har som helt ung student med rod i Skanderup Sogn talt med Valdemar Thomsen om besættelsestiden. Han følte sig uretfærdigt behandlet, og har skrevet et ikke ret kendt skrift herom, der hedder "Jeg anklager Rigsdagen". Denne pjece er i lidt ændret form udgivet 1969, Valdemar Thomsen, En fældende anklage. Historiens dom. Den kan søges på Google Books.
Modstandsbevægelsen lagde umiddelbart efter besættelsen afstand til Valdemar Thomsen, selv om han i Landsretten blev frikendt for de anklager om samarbejde med værnemagten, han blev anklaget for.
Valdemar Thomsen havde i 1934 som folketingspolitiker for Venstre agiteret for landbrugets vilkår og havde her et sprogbrug, der mindede om nazisternes, hvilket medførte en skarp reaktion fra Venstres daværende formand, Oluf Krag. Og det blev starten på Det Fri Folkeparti.
De standpunkter, som Bondepartiet - og Valdemar Thomsen - gav udtryk for kan godt sammenlignes med samtidens fascistiske tilkendegivelser. Men sådan talte man i vide kredse i 1930'ernes Danmark. Det gør ikke Valdemar Thomsen til nazist eller nazi sympatisør, det viser Landsrettens frifindelse af ham for de rejste anklager.
Der skete også en tilnærmelse mellem Landboernes Sammenslutning, LS og nazisterne. Men ikke mellem Bondepartiet og nazisterne.
Skanderup Mejeri blev nedlagt som mejeri i 1962.[3]
Lunderskov Mejeri blev oprettet som søndagshvilende mejeri i 1895-96[1], og havde fra start 130 leverandører med 950 køer, en gns. besætningsstørrelse på 7,3.[2]
Vi kan heraf slutte, at leverandørerne til det søndagshvilende Lunderskov Mejeri har haft mindre bedrifter end leverandørerne til Skanderup Mejeri. Under alle omstændigheder havde flere leverandører færre køer. Det fremgår også af tabellen over delte mejerier, hvor Lunderskov Mejeri dog lå over de søndagshvilende mejeriers gennemsnitsstørrelse.
Her udspiller mejerihistorien sig i dets lokale særpræg, splittelsen mellem ønsket om et søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri og det i sognet første, ikke søndagshvilende Skanderup Andelsmejeri fra 1888, der flyttedes til Lunderskov i en ny mejeribygning, opført i 1912. Begge mejerier blev økonomisk rationelt placeret ved jernbanen, men økonomisk urentabelt opdelt i to enheder med heraf følgende større driftsomkostninger.
Som nævnt er det en interessant parentes er, at de to senere mejeribestyrere, B. Hall og Chr. Jacobsen begge var aktive i modstandsbevægelsen under besættelsen.[3]
Lunderskov Mejeri blev nedlagt i 1971.[4] Der byggedes ældreboliger, da mejeriet blev nedrevet i 1990’erne.[5]
![]() |
![]() |
![]() |
Lunderskov Andelsmejeri oprettes 1895 iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 207, som det hedder "ved Stationen". En beliggenhed, som Skanderup Andelsmejeri fulgte op 1912, dog i den anden ende af stationsområdet. Iflg. Dansk Mejeristat, s. 516-17 "Udvidet med særskilt Beboelse 1902 samt 1926 under Medvirken af Arkitekt Th. Rolver." Denne udvidelse under medvirken af Arkitekt Rolver har været inspireret af eller en del af samme arkitektoniske trend, som de af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier i bl.a. Jordrup og Hjarup.
Mejeriet nedbrændte juli 1982 efter 1969 at være blevet del af Sydjysk Mejeriselskab iflg. Hejmdal 14. april 1969. Esbjerg Folkeblad har 28. december 1895 meddelelser om "Thinglæste Ejendomshandeler". Her fremgår det, at der gives skøde fra "Herman Madsen til Lunderskov Andelsmejeri". Herman Madsen er i 1901 folketællingen registreret som gårdejer på en mindre gård (1 karl og 1 tjenestepige) i Lunderskov.
![]() |
![]() |
|
Mejeriudgivelsen er fra 1917, og det kan konstateres, at sådan så Lunderskov Andelsmejeri, et simpelt langhus med beboelse, udnyttet tagetage. Der er en forbavsende lighed med Lunderskov Kro, Muligvis blot billigt, gentaget byggeri. |
Det kan konstateres, at det i 1926 ombyggede Lunderskov Andelsmejeri under medvirken af "Arkitekt Th. Rolver, Kolding er væsentligt ændret og nu fremtræder i den byggestil, som fra 1915 anbefaledes af "Bedre Byggeskik", en byggestil, som arkitekt E. V. Lind, Skive var den førende mejeriarkitekt i. | |
Mejeriet lå som nabo til Lunderskov Kro, Hotel Lunderskov, der blev ombygget lidt før mejeriet, dog i en noget anderledes arkitektur. | ||
![]() |
![]() |
|
![]() |
Over for mejeriet byggede P. Michelsen sit ostelager v. jernbanestatioen. |
Ud fra de to mejerifortegnelser, Danske Mejerier 1914-17 og Dansk Mejeristat 1931-32 kan der for Lunderskov Andelsmejeri så nogenlunde rekonstrueres rækken af formænd og mejeribestyrere.
Formænd:
Den første har været Propr. Knipshill 1895-97 (Danske Mejerier 4, s. 208). Han var formand for Skanderup Andelsmejeri indtil 1895, hvor den religiøse vækkelse, der 1901 gjorde ham til indremissionær, velsagtens har betinget skiftet til Lunderskov Mejeri.
Herefter 1897-1919 Gdr. L. Nissen, Lunderskov.
1919-43 gdr. H. Knud Knudsen, Gjelballe, der også var sognerådsformand 1923-43.
Mejeribestyrere:
Den første meddelelse om mejeribestyrer på Lunderskov Andelsmejeri kan konstateres i Slagelse-Posten 4. sept. 1896, hvor der refereres fra "Den 4de sjællandske Mejeriudstilling ... (at der meddeles) hædrende Omtale (til) Lunderskov Mejeri ... Bestyrer Andersen". Næsten samtidig har Kronborg Mejeri, Veerst, der holder 25 års jubilæum 1913, grundigt omtalt i Kolding Folkeblad 5. sept. 1913, en mejeribestyrer J. B. Schmidt, der bor i Lunderskov, der ikke må forveksles med den stedlige mejeribestyrer på Lunderskov Mejeri. Herning Folkeblad meddeler 11. juni 1912, at "A. M. Andersens Hustru Hansine ... Lunderskov Mejeri" er død.
Hvornår Andersen ophører med at være mejeribestyrer har det ikke været muligt at konstatere, men iflg. Danske Mejerier, Bd. 4, s. 208 er A. Jensen, Harboøre fra 1. maj 1916 bestyrer på Lunderskov Mejeri.
Formodentlig har A. M. Andersen været mejeribestyrer 1895/96 indtil 1916, hvor han så er blevet afløst af mejeribestyrer Andreas Jensen.
I tiden under pastor C. J. Moe, der 1885 fra Harboøre overtog præsteembedet i Skanderup, som han varetog indtil 1922, var det symptomatisk for Skanderup Sogn, at det søndagshvilende Lunderskov Mejeri så også fandt en mejeribestyrer i Moes hjemsogn indtil 1885, Harboøre.
Det fremgår af Folket, Silkeborg 24. februar 1939, at der var "83 ansøgere til Mejeribestyrerstilling ... (oplyst af) Sognerådsform. Knudsen".
Sognerådsformanden, Knud Knudsen var gårdejer i Gelballe og naturligvis del af kredsen omkring det søndagshvilende "Lunderskov Andelsmejeri", også i funktionen som sognerådsformand.
Det fremgår af 1940 folketællingen, at B. Hald nu var blevet mejeribestyrer på Lunderskov Mejeri.
Af Dansk Mejeristat, s. 209 fremgår det, at B. Hald har været "Mejeribestyrer paa Store Binderup A/M" siden 1. juli 1931.
Af 1940 folketællingen fremgår det, at ægteparret Hald havde tre børn fra 1933-37, alle født i Store Binderup, og det passer fint med, at Børge Hald må være blevet mejeribestyrer i Lunderskov mellem 1939-1940.
Børge Hald er åbenbart ud af en slægt med flere mejeribestyrere - faderen K. K. Hald var som en del af sin mejeristuddannelse mejerist i Lunderskov, før han 1905 blev mejeribestyrer på Fuur og 1909 på Thyholm Mejeri, iflg. Dansk Mejerier Bd. 3, s. 302.
Farbroderen P. K. Hald startede uddannelsen som mejerist på Fuur 1905, og blev fra 1916 mejeribestyrer på Elmely Mejeri iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 27.
De havde alle, også Børge Hald, et ophold på Ladelund Mælkeriskole som et led i deres uddannelse.
Det faglige grundlag og tilknytningen til Indre Mission var på plads ved ansættelsen af B. Hald.
![]() |
|
![]() |
Til det faglige grundlag i mejeridriften hører, at mejeriet tilsyneladende også var på teknologisk forkant.
Det fremgår af en omtale i Jyllandsposten 7. aug. 1912, at der i Kolding var "en Vogn- og Beslagsmed Hansen ... (der havde) faaet Patent paa en Maskine til Rensning af Centrifuge-Tallerkenen ...", der tidsmæssigt reducerede rensningen fra 1½ time til 5 minutter for en mejerist. "Maskinen anvendes paa Lunderskov Mejeri."
Mejerihistorien udstiller sig med Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri i dets lokale særpræg - splittelsen mellem ønsket om et søndagshvilende (Lunderskov, der oprettes i 1895-96 ud fra dette ønske), og det ikke søndagshvilende Skanderup Andelsmejeri fra 1888, der flyttedes til Lunderskov i en ny mejeribygning, opført i 1912, hvor den tidligere mejeribygning i Skanderup i 1922 bliver valgmenighedskirke.
Den interessante parentes er, at de to mejeribestyrere, B. Hall og Chr. Jacobsen begge var aktive i modstandsbevægelsen under besættelsen.
Fællesmejeriet i Gjælballe
For tidligt på vej eller uden blik for den nye tid?
Det fremgår af lokale avisannonceringer, at der før oprettelsen af Skanderup Andelsmejeri har været et mindre tilløb til et fællesmejeri i Gjælballe.
Rigsarkivet har intet registreret herom, men registreringen fremgår af en Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg. 1894, småtryk på Det Kongelige Bibliotek.
![]() |
![]() |
|
Denne gård, som "Gaardejer Jacobsen" sælger til hr. Bonde af Skovhusene i Slesvig med tilhørende "udvendig Besætning og Inventar, Mejeri- og Bryggersredskaber ..." kan muligvis være det fællesmejeri, der brænder 11. juni 1883.
|
"Gjælballes Fællesmejeri" med "Bygninger der vare opførte i Fjord ... Stuehus ... en Mejeribygning ... Svinestald" brændte 11. juni 1883. Der er ingen navne- og gårdangivelse, men det kunne være Bonde fra Slesvig, der har nyopført et fællesmejeri til gården med mejeriredskaber, købt iflg. meddelelse i Kolding Folkeblad 21. Juli 1881. | |
![]() |
![]() |
|
Året efter branden på fællesmejeriet søges der o Jyllandsposten 22. juli 1884 en mejeribestyrer til det, der så godt kunne være et genopført mejeri. For Gjelballe Mejeri, muligvis det samme, brændte mejeri, annoncerer "Forpagter ... Eilersen" 13. marts 1885 efter en mejerielev. Det er usikkert, om det er samme mejeri, men gårdens og fællesmejeriets mulige ejer har måske ladet en forpagter forestå den kombinerede gård- og mejeridrift, hvor der så også er søgt en kombineret mejeribestyrer og røgter, så vidt, det kan udlæses af annonceringen i Jyllandsposten 22. juli 1884. En noget usædvanlig kombination, hvor de professionelle fælles- og andelsmejerier har taget over fra tidligere tiders herregårds- og - især - gårdmejerier. |
Det første vidnesbyrd om "Gjælballe Fællesmejeri" er meddelelsen om, at der ved en brand 11. juni 1883 er brændt stuehus, mejeribygning og svinestald, som alt iflg. avisreportagen skulle være opført året før, altså 1882. Det kan således muligvis sluttes, at der i Gjælballe har været et gårdmejeri med sædvanlig gårddrift i øvrigt, der så også er oprettet som fællesmejeri året før 1883, hvor det er registreret at være brændt 11. juni 1883.
Dette antages her at være sammenhængende med gården, der annonceres solgt 21 juli 1881 til Bonde, der har købt Jakobsens gård med bl.a. mejeriredskaber, og som så har bygget nyt mejeri, stuehus og svinestald. Tilstedeværelsen af mejeriredskaber på den solgte gård til Bonde er et ganske svagt grundlag at formode sammenhæng på, men kildematerialet er for sparsomt til at kunne give en præcis og detaljeret beskrivelse af dette fællesmejeri i Gjælballe.
Det er registreret i den samtidige og autentiske Fortegnelse over Mejerier fra 1894, der findes på Det Kongelige Bibliotek som småtryk, udgivet af Dansk Mejeriforening.
"FORTEGNELSE OVER ANDELS-, FÆLLES- og HERREGAARDS-MEJERIER
DAMP - CENTRIFUGE - MÆLKERIER
UDGIVET AF DANSK MEJERISTFORENING
ANDEN UDGAVE SLUTTET 1. JUNI 1894"
|
![]() |
Denne mejerifortegnelse har ikke registreret Lunderskov Andelsmejeri - naturligvis, da mejeriet først oprettes 1895-96.
Derimod er der under II. Fællesmejerier registreret Gjelballe pr. Lunderskov, muligvis på den af Bonde købte gård med kombineret mejeri- og landbrugsbyggeri i 1882. Registreringen i 1894 har så været lige før nedlæggelsen af Gjelballe Fællesmejeri, der formodes at være sket i 1895.
Skanderup pr. Lunderskov er registreret under nørrejyske andelsmejerier. Naturligvis, da Skanderup Andelsmejeri er oprettet 1888. Og Nørrejylland gik til Kongeåen, hvor Sønderjylland startede.
Hvis betegnelsen fællesmejeri i Kolding Folkeblad og i 1894 fortegnelsen accepteres for pålydende, så har der været tale om et af de fællesmejerier, der i det østlige Danmark gik forud for andelsbevægelsen med gennembruddet i 1882 med Hjedding Andelsmejeri.
Disse tidlige fællesmejerier omfattede som regel større mælkeproducenter, der slog sig sammen og aflønnede en mejerist.
Der har hyppigst været tale om en form for lukket interessentselskab. Eller en privat gårdmand, der for egen regning og risiko købte og drev et fællesmejeri. I tilfælde med succes med leverance fra både de store, middelstore og mindre bedrifter på egnen.
I Gjelballe kunne det se ud til at have været den 1881 fra Slesvig tilkommende gårdmand, Bonde, der med en forpagter har igangsat et fællesmejeri, kombineret med almindelig gårddrift.
Leverancen fra ”de store” kan lokalt være interessant, da det må betyde, at de her tidligere eksisterende herregårdsmejerier, hollænderier er blevet nedlagt.
I 1894 fortegnelsen kan der på egnen i og o. Skanderup Sogn konstateres flg. herregårdsmejerier, også kaldet hollænderier:
Bramdrupgaard pr. Vamdrup, Bøgelund pr. Kolding, Hesselballegaard pr. Kolding, Højgaard pr. Kolding, Lykkesgaard pr Kolding, Skovgaard pr. Kolding.
Men der er 1894 ikke registreret herregårdsmejerier helt lokalt, så det nærmeste må have været Bramdrupgaard i Vamdrup og Elisalund i Hjarup.
I mejerifortegnelsen af 1894 lå 35 % af fællesmejerierne i Nørrejylland. I Skanderup Sogn var der her registreret dette ene fællesmejeri i Gjelballe, som formentlig kun har eksisteret 1882-1895, hvor Lunderskov Andelsmejeri startede.
I modsætning til fællesmejeriet i Hjarup, Enghavegaard, der fungerede 1885 til 1889, og som blev omdannet til andelsmejeri, så ophørte fællesmejeriet i Gjelballe slet og ret.
Det er ikke undersøgt, hvor stor en konkurrence herregårdsmejerierne har været lokalt til andels- og fællesmejerierne. Men alle andre her registrerede, undtaget Gjælballe Mejeri klarede sig i konkurrencen.
Det er mest sandsynligt, at Gjelballe Fællesmejeri med opkomsten af Lunderskov Mejeri i tilgift til det nærtliggende Skanderup Mejeri har opgivet ævred og har opløst sig selv.
I 1890 folketællingen er Gaardejer Nis Kristian Bonde, født i Aller, Slesvig, registreret, og han må 1890 have været bosiddende på gården.
Men den i annonceringerne nævnte forpagter Eilersen på formentlig samme gård er ikke indgået i nogen folketælling, og må have været på egnen for kort tid til at være blevet registreret i denne og den foregående 1885 folketælling.
I Jyllandsposten 22. Juli 1884 annonceres der efter en i virkeligheden kombineret Mejeribestyrer, der også kan fungere som røgter ved at kunne "malke ... og fodre Svinene ..."
Den her anførte gård og / eller mejeri kan ikke identificeres ud fra annonceringen. 5. aug. 1884 i Fyens Stiftstidende annoncerer Forpagter Eilersen efter en mejerist, hvilket muligvis medfører, at Mejerist G. J. Petersen på "Gjælballe Mejeri" annoncerer efter stilling som mejerist i Jyllandsposten 14. oktober 1885.
Det kan måske formodes, at der juli 1884 er blevet ansat en mejeribestyrer, at der fra august 1884 har været to mejerister, og at mejerist G. J. Petersen så i okt. har haft en anledning til at søge ny mejeriststilling. Enten fordi Gjælballe Mejeri ikke har kunne skaffe tilstrækkeligt mange leverandører, eller at mejerist Petersen er blevet overflødig med den i marts 1885 søgte mejerielev.
Der er i 1890 folketællingen som anført registreret en "Gaard 19", med "Gaardejer Nis Kristian Bonde". Der er i hans husholdning en "Jomfru" en "Tjenestepige" og en "Tjenestekarl". Altså ikke en særligt stor gård, som det er svært at forestille sig har været med tilhørende mejeri, hvis der ikke netop her er forsøgt en konstruktion med kombination af gård- og fællesmejeridrift.
Med opkomsten af først Hjarup Fællesmejeri 1885, der blev til Hjarup Andelsmejeri 1889, Skanderup Andelsmejeri i 1888, senere efterfulgt af Lunderskov Andelsmejeri i 1895 blev Gjelballe Fællesmejer fra 1882 kun en parantes.
Det lille fællesmejeri i Gjælballe har åbenbart ikke kunnet klare sig i forhold til Skanderup og Lunderskov, selv om det tilsyneladende har været ganske tidligt på færde.
Der har muligvis været for meget landbrug og gårddrift i forhold til mejeridriften.
![]() |
Hjarup Mejeri blev oprettet året efter Skanderup Mejeri, i 1889, men begyndte allerede i 1885 som fællesmejeri iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 182-83. Det hed indtil det blev andelsmejeri Mejeriet Enghavegård.I 1887 annonceres der efter en ”Mejerielev … Løn gives”. 22. december 1893 kan man i Jyllands-Posten læse, at Hjarup Mejeri er blevet nomineret i den bedste tredjedel på en smørudstilling, hvor der deltog ”75 Mejerier, hvoraf 7 Herregaardsmejerier, 68 Andels- og Fællesmejerier …” 7. marts 1914 er der meddelelse om, at Hjarup Mejeri sammen med 2 andre mejerier har fået sølvmedalje for ”Ost af Sødmælk”
Mejeriet blev arkitekttegnet og ombygget i sin nuværende skikkelse i 1915 af arkitekt E. V. Lind, Skive, som er den arkitekt, der har tegnet flest mejerier i Danmark, 343 i alt, heraf lokalt to ganske bemærkelsesværdige i Hjarup og Jordrup.
Formand for mejeriet fra start som andelsmejeri var folketingsmand A. Jessen, 1888-1915, som blev efterfulgt af proprietær J. Thomsen, Thomasminde, Hjarup. Simon Simonsen, der 1949 overtog Wissingminde i Skanderup valgte i stedet for det traditionelle Skanderup Mejeri på Wissingsminde at levere til Hjarup Mejeri, hvor han var formand 1955, indtil mejeriet lukkede 1978.
Mejeribestyrer fra 1912 var Martin Jensen. Før Martin Jensen kan der ud fra forskellige avisnotitser konstateres, at Hjarup Mejeri 1892 havde en mejerist, O. Skouenborg, som 1899 ses som mejeribestyrer på Vamdrup Andelsmejeri, Hjarup har fået en mejeribestyrer Bramsen, som formodes at have været Martin Jensens forgænger.
![]() |
![]() |
Hjarup Mejeri efter ombygningen i 1915. Et af de smukkeste eksempler på de mange af arkitekt E. V. Lind tegnede mejerier. | Og som Hjarup Mejeri så ud før nedlæggelsen 1978. |
![]() |
![]() |
Hjarup Mejeri er efter nedlæggelsen 1978 blevet til et af de lokale drevet forsamlingshus. |
Vamdrup Andelsmejeri, Bastrup Andelsmejeri
![]() |
![]() |
Vamdrup Andelsmejeri
Iflg. Danske Mejerier Bd. 4, s. 233-34 startede mejeriet i Vamdrup som fællesmejeri 1883, andelsmejeri 1888.
Det er værd at bemærke, at der i Danske Mejerier Bd. 4, udg. 1918 anføres "5 Medarbejdere (Mejerske)". Om alle 5 eller kun en enkelt medarbejder har været kvindelige mejersker, er det ikke muligt at afgøre. Men der har i Vamdrup åbenbart med den relativt tidlige start i 1883 været tale om at indgå i den tradition, at mejerierhvervet var et kvindeerhverv, indtil mændene hurtigt tog over med de karrieremuligheder, der blev i det fremgangsrige erhverv.
I 1918 registreringen var der 160 leverandører med 1200 køer. Iflg. Dansk Mejeristat, s. 544 var der 1932 186 leverandører med 1300 køer, en tilbagegang fra 7,5 køer per andelshaver til 7 køer per andelshaver.
Der er således tale om et mejeri, hvor andelshaverne har relativt små, gennemsnitlige besætningsstørrelser, som oven i købet har en faldende tendens 1918-1932.
Bastrup Andelsmejeri
Som det hedder i Danske Mejerier Bd. 4, s. 154, så "gik Mælken til Vamdrup Andelsmejeri" før oprettelsen af Bastrup Andelsmejeri 1897, og "Mejeriet ligger stille om Søndagen".
Oprettelsen sker et par år efter det også søndagshvilende Lunderskov Andelsmejeri. I sammenligning med Lunderskov var Bastrup et betydeligt mindre mejeri, også et mejeri med temmeligt små besætningsstørrelser blandt andelshaverne. Til gengæld ser mejeriet ud til at have haft et temmelig godt mælkeudbytte i forhold til køernes antal.
Som nabomejerierne i Skanderup Sogn var det også et problem for Bastrups andelshavere med delingen i forhold til ikke-søndagshvilende mejerier. Her oven i købet med et særskilt problem omkring "særligt store Transportudgifter", som det hedder i Kolding Folkeblads referat af mejeriets generalforsamling 12. dec. 1903. "Andelshaverne bor temmelig spredt (og) der er ... Leverandører fra den østlige Del af af Hjarup Sogn, "der har) over 1 Mil fra Mejeriet." Det fremgår også af dette generalforsamlingsreferat, at den formentligt noget skrabede regnskabsbalance "med 102.744 Kr. 3 Øre" blev fremlagt og godkendt, men med forklaringen, at mejeriet ud over de store transportudgifter desuden "kun arbejder de søgne Dage."
Iflg. Dansk Mejeristat, s. 460 blev mejeriet udvidet 1923. Det fremgår her, at mejeribestyreren siden 1897, Chr. Hansen stadig her anføres som bestyrer. Som årgang 1854 må pensionen formodes at have ligget nær. Men i Ærø Venstreblad hedder det 12. april 1933, at "Mejeribestyrer Hansen, Bastrup Mejeri ... fyldte 79 Aar. Han er trods Alderen rask og arbejdsdygtig og deltager i det daglige Arbejde i Mejeriet." Chr. Hansen dør to år senere, 81 gammel som landets ældste mejeribestyrer. Iflg. Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup blev mejeriet nedlagt 1968.
![]() |
![]() |
Mejeridebatten
Både Lunderskov og Skanderup Mejeri var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret.
Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede. Der er dog fundet et enkelt eksempel på en art læserbrev om emnet, som i Kolding Folkeblad blev kaldt ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde,[6] andelshaver i Skanderup Mejeri.
Det har ikke været muligt at finde svar på Høyers indlæg i debatten, som her skal refereres som et godt eksempel. Ikke fordi Høyers synspunkter har været uimodsagt, nok snarere tvært imod. Og heller ikke fordi hans synspunkter anses for en rimelig beskrivelse af de indremissionske andelshavere. Men fordi debatindlægget formentlig har været ganske repræsentativt for den holdning, der har hersket omkring mejeri problematikken.
Det fremgår af referater for generalforsamlinger, også i Hjarup Mejeri, at afgangen af andelshavere til det søndagshvilende Lunderskov Mejeri har været et økonomisk problem.
Det er lidt usædvanligt, at en proprietær i ”orkanens øje” indlader sig på noget så usædvanligt i tiden som at ytre sig offentligt i en lokal avis. Men Høyer var efter fire år i Skanderup Sogn blevet indvalgt til så mange tillidsposter, at han velsagtens næsten har følt sig kaldet til at kommentere en problematik, hvor han selv må have mærket de økonomiske konsekvenser i betydelig grad.
I sin aviskommentar henviser Høyer til missionens manglende vilje til at gå på kompromis, også selv om de var blevet tilbudt selv at holde egen mælk hjemme søndag. Men de ville i tiden op til bruddet i 1895-96 ikke levere mælk til et mejeri, som kørte søndag for at behandle mælk fra andelshavere, der gerne ville levere mælk om søndagen. I denne forbindelse harcelerer Høyer så over, at der leveres mælk og fløde til et mejeri syd for grænsen, i Leert: ”Hvor kan det være, at De nu med god Samvittighed kan sende Deres Fløde over til et Mejeri paa den anden Side Grænsen, der arbejder saavel Helligdagene saavel som Søndagene…” Høyer bemærker videre, at missionen jo så nok har ændret holdning, og at ” … der kunne komme et Samarbejde i Gang, saa vi kunne holde stille med det ene Mejeri … Det ville være en stor økonomisk Vinding …” Høyer slutter på trods af denne opfordring af med at konstatere, at Lunderskov og Bastrup Mejeri nok selv stryger gevinsten med samarbejdet mod syd i stedet for at indgå i en lokal forståelse og lokalt samarbejde.
Der har helt sikkert i forbindelse med den "religiøse vækkelse", der skete med pastor C. J. Moes ankomst til Skanderup Sogn 1885, lige da mejerier og andelsbevægelse blev dominerende i datidens hovederhverv, landbruget, været en livlig debat omkring både praktiske og holdningsmæssige aspekter.
Helt iagttagelige lokale konsekvenser kan iagttages i antallet af leverandører, køer og produktionsresultater som indvejet sødmælk og smørproduktionen.
Disse formentlig rimeligt troværdige oplysninger kan aflæses i Danske Mejerier Bd. 4, 1916, s. 182, 207, 224 og i Dansk Mejeristat 1931, s. 491, 516-17, 532-33.
Produktionsmængden per ko er udregnet ud fra indvejet sødmælk og antal køer, altså en kvantitativ målestok for ydelsen per ko.
Mejerierne Skanderup, Lunderskov, Vamdrup, Bastrup og Hjarup var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret. Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede.
Debatten omkring Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri kommer til orde i Kolding Folkeblad 4. marts 1910 i et indlæg, som Kolding Folkeblad kaldte ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, og hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde, andelshaver i Skanderup Mejeri, formand 1909-1915.
Tilsvarende i Kolding Folkeblad 19. dec. 1908 et signeret, unavngivet indlæg i debatten om forholdene mellem Vamdrup og Bastrup Andelsmejeri.
![]() |
![]() |
Mejerierne som religionens vartegn.
Det har ikke været muligt at finde direkte svar på de to indlæg i debatten, som præsenteres her, og som skal refereres som gode eksempler på partsindlæg.
Synspunkterne har næppe været uimodsagt, nok snarere tvært imod.
Ej heller anses disse synspunkter for en dækkende karakteristik af de indremissionske andelshavere eller af holdningen til det praktisk-økonomiske i forhold til de principielle, religiøse holdninger.
Men debatindlæggene formodes rimelig repræsentativt at afspejle i det mindste de holdninger, der var til at inddrage religionen i mejeridriften, som den kom til udtryk uden for de indre missionske kredse.
Det fremgår af meget knappe referater fra generalforsamlinger, at afgangen af andelshavere til de søndagshvilende mejerier har været et økonomisk problem for begge parter.
Det er lidt usædvanligt, at en proprietær i ”orkanens øje” indlader sig på noget så usædvanligt i tiden som at ytre sig offentligt i en lokal avis. Men Aksel Høyer, Wissingsminde var efter fire år i Skanderup Sogn blevet indvalgt til så mange tillidsposter, at han velsagtens næsten har følt sig kaldet til at kommentere en problematik, hvor han selv må have mærket de økonomiske konsekvenser i betydelig grad, både organisatorisk som formand for og som leverandør til Skanderup Andelsmejeri.
I sin aviskommentar henviser Høyer til missionens manglende vilje til at gå på kompromis, også selv om den var blevet tilbudt selv at holde egen mælk hjemme søndag. Men man ønskede i tiden op til bruddet i 1895-96 ikke at levere mælk til et mejeri, som kørte søndag for at behandle mælk fra andelshavere, der gerne ville levere mælk om søndagen.
I denne forbindelse harcelerer Høyer så over, at der leveres mælk og fløde til et mejeri syd for grænsen, i Leert: ”Hvor kan det være, at De nu med god Samvittighed kan sende Deres Fløde over til et Mejeri paa den anden Side Grænsen, der arbejder saavel Helligdagene saavel som Søndagene…” Høyer bemærker videre, at missionen jo så nok har ændret holdning, og at ” … der kunne komme et Samarbejde i Gang, saa vi kunne holde stille med det ene Mejeri … Det ville være en stor økonomisk Vinding …”
Høyer slutter på trods af denne imødekommende opfordring af med at konstatere, at Lunderskov og Bastrup Mejeri nok selv stryger gevinsten ved samarbejdet mod syd i stedet for at indgå i en lokal forståelse og lokalt samarbejde.
Hvor A. Høyer som repræsentant for det ikke-søndagshvilende mejeri i Skanderup formulerer sig polemisk i forhold til de søndagshvilende tilhængere, så er repræsentanten for Vamdrup, Bastrup mejerierne mest optaget af den økonomiske ulempe ved delingen, og han appellerer til især det søndagshvilende Bastrup med den økonomiske argumentation, at leverandørerne til Vamdrup Andelsmejeri kan få "42,21 Øre (mere) per P(un)d leveret Sødmælk."
Standpunkterne bag søndagshvilende mejerier
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
Der havde åbenbart forud for den prædiken, Moe afholdt 14. okt. i Vamdrup været en henvendelse om ikke at få en indre missionsk præst. Iflg. Kolding Folkeblad 16. okt. 1884 fik dette Moe til fra prædikestolen at "irettesætte Menigheden ... (for at) have bedet om en Præst, der ikke taler Sandhed." Dette fik degnen, "Lærer Hansen" til i et efter gudstjenesten på et af ham indkaldt møde uden for kirken, hvor Moe deltog, at hævde over for Moe, at han - såfremt han havde læst "Adressen", d.v.s. henvendelsen om vacanceprædikant - havde "fremført en Løgn".
Desuden meddelte en række Vamdrup borgere, herunder sognerådsformanden i et i Kolding Folkeblad 20. okt. offentliggjort brev af 17. okt. 1894, at de følte sig "æreskrænkede" af pastor Moes udtalelser i dagens prædiken.
Nøgleordet er velsagtens, hvis man skal følge C. J. Moes tankegang, at man ikke i Vamdrup Kirke har villet høre "sandheden".
"Vamdrup Sagen" gik til Højesteret, hvor både pastor Moe og "Lærer Hansen" idømtes en bøde, Moe 200 Kr., "Lærer Hansen" 50 Kr., parterne skulle dele sagens omkostninger. Alt iflg. Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 14. okt. 1896.
Man kan også følge de tilgængelige, offentliggjorte meddelelser om adskillelsen mellem søndagshvilende og ikke-søndagshvilende mejerier.
Der er "i Smidstrup på Vejleegnen ... oprettet et Mejeri ... der ikke skal arbejde om Søndagen ... rejst af Missionsfolk og har faaet Navnet Søndagshvile", hedder det i Fyens Stiftstidende 7. nov. 1904.
Om Tørring Andelsmejeri hedder det i Kolding Social-Demokrat 31. maj 1900 "at et Mindretal ... forlangte ... at Mejeriet fuldstændig skulle indstille sin Virksomhed paa alle Aarets Søn- og Helligdage ... Der tilbødes, at de, der ønskede det, maatte beholde Mælken hjemme ... (på søn- og helligdage. Men) alle af Indre Mission udmeldte sig ... og har nu bygget sig et Mejeri ved Kirkeby i Houe."
Jyllands-Posten og Varde Folkeblad, henholdsvis 25. og 23. okt. 1901 beskriver, at i 1897 "udtraadte af Bøvling Mejerikreds i Vestjylland alle de Interessenter, der hørte til Indre Mission ... " fordi de ikke kunne få søn- og helligdagshvile og "oprettede et nyt Mejeri". I Herning Folkeblad 2. marts 1897 hedder det herom, at "de andre havde indrømmet dem, at Mejeriet maatte staa stille om Søn- og Helligdage de 6 Vintermaaneder, men Missionsfolkene var konsekvente og hævdede, at er det Synd ... om Vinteren, er det det ogsaa om Sommeren."
I Svendborg Avis 29. sept. 1903 hedder det om mejerisituationen i Harboøre, at "den herværende yderste Fløj af Indre Mission" ikke skiller sig ud p. gr. af "søndagsarbejde eller lignende, men kun ... at de Udtraadte ikke vil have noget som helst til fælles med dem, der ikke slutter sig til dem i religiøs Henseende."
De refererende avisers holdning til missionen kommer mere eller mindre klart til udtryk, men det centrale er, at der som for pastor C. J. Moe er en uomtvistelig "sandhed", at det er syndigt at arbejde og levere mælk på en hvile- og helligdag. Den "sandhed" er man så helt åbenbart villig til at betale prisen for.
Ideen til sammenligningen mellem ikke-søndagshvilende og søndagshvilende mejerier er hentet fra Harry Haue, Mejerikrigen, Fortid og Nutid, 27. Bind 1977-78. Tallene er fra Dansk Mejeristat, de relevante amter, egen bearbejdning m.h.t. de gennemsnitlige besætningsstørrelser.
Sogne med delte mejerier - gennemsnitlige besætningsstørrelser | |||||||||||
Ikke søndagshvile, mejerinavn | Oprettel-sesår | Antal andels-havere | Antal køer | Gns. køer per andelshaver | Søndagshvile, mejerinavn | Oprettel-sesår | Antal andels-havere | Antal køer | Gns. Køer per andelshaver | Mejerikreds | |
Bindslev | 1888 | 194 | 1900 | 9,8 | Søndagshvile | 1908 | 57 | 500 | 8,8 | Hjørring Amt | |
Bækmarksbro | 1886 | 220 | 1200 | 5,5 | |||||||
Bøvling | 1886 | 80 | 850 | 10,6 | Brandborg | 1897 | 126 | 1100 | 8,7 | Ringkøbing Amt | |
Gårslev, Sølund | 1887 | 89 | 550 | 6,2 | Fælleslykke | 1901 | 35 | 304 | 8,7 | Vejle Amt | |
Harboøre | 1897 | 82 | 420 | 5,1 | Harboøre Ny | 1903 | 34 | 170 | 5,0 | Ringkøbing Amt | |
Hjarup | 1885/1888 | 47 | 570 | 12,2 | Bastrup | 1897 | 106 | 650 | 6,1 | Ribe Amt | |
Lydum | 1885 | 73 | 450 | 6,2 | Sdr. Vium | 1925 | 62 | 450 | 7,3 | Ribe Amt | |
Nr. Nissum | 1887 | 103 | 892 | 8,7 | Elmely | 1903 | 49 | 350 | 7,1 | Ringkøbing Amt | |
Sejerø | 1895 | 58 | 420 | 7,2 | Tadebæk | 1889 | 63 | 420 | 6,7 | Holbæk Amt | |
Skanderup | 1888 | 108 | 1230 | 11,4 | Lunderskov | 1895/1896 | 140 | 1100 | 7,9 | Ribe Amt | |
Smidstrup | 1888 | 125 | 1050 | 8,4 | Søndagshvile | 1904 | 100 | 700 | 7,0 | Vejle Amt | |
Tørring | 1887 | 168 | 1000 | 6,0 | Houe | 1899 | 70 | 505 | 7,2 | Randers Amt | |
Vamdrup | 1888 | 186 | 1300 | 7,0 | Bastrup | 1897 | Ribe Amt | ||||
Gennemsnit | 118 | 909 | 7,7 | 77 | 568 | 7,4 | |||||
Landsgennemsnit | 110 | 900 | 8,2 | ||||||||
Umiddelbart iøjnefaldende er det, at ud af de 11 søndagshvilende mejerier i Danmark, befinder der sig 10 i Jylland. Heraf 4 i Ribe Amt, 3 i Ringkøbing Amt og de sidste 3 fordelt på Hjørring, Randers og Vejle amter.
Lokalt har der med hele 2 søndagshvilende mejerier, Bastrup og Lunderskov været et godt tilskud til overrepræsentationen i Ribe Amt. Halvdelen såmænd.
Som et udtryk for den gennemsnitlige besætningsstørrelse i mejerierne er der her udregnet antal køer per andelshaver i de enkelte mejerier, hvilket kan tages som udtryk for, hvor store andelshavernes besætninger gennemsnitligt var på hvert enkelt mejeri.
Her viser det sig, at blandt sogne med delte mejerier finder vi de ikke-søndaghvilende Hjarup og Skanderup med andelshavere, der har de gennemsnitligt største besætninger, henholdsvis 12,2 og 11,4 køer per andelshaver.
Der er landsdækkende ikke nogen iøjnefaldende forskel på besætningsstørrelser i henholdsvis ikke-søndagshvilende med 7,7 og søndagshvilende mejerier med 7,4 i gennemsnitlig besætningsstørrelse.
Dog kan det bemærkes, at områder med delte mejerier for begge kategoriers vedkommende med henholdsvis 7,7 og 7,4 i gennemsnitlig besætningsstørrelse ligger under den landsdækkende, gennemsnitlige besætningstørrelse på 8,2. Det kan med forbehold velsagtens tages som udtryk for den driftsøkonomiske ulempe for andelshaverne i at være tilknyttet mejerier, der måtte konkurrere om tilstrækkelige leverancer med de omkostninger, som det indebar.
Lokalt er det ret tydeligt, at de ikke-søndagshvilende Hjarup og Skanderup mejerier havde gennemsnitligt større besætninger per andelshaver - et udtryk for gennemsnitligt større driftsenheder - med henholdsvis 12,2 og 11,4 køer per andelshaver. I kontrast til de søndagshvilende mejerier Lunderskov og Bastrup, der havde 7,9 og 6,1 køer per andelshaver.
Men at man ikke bare kan konkludere, at dette størrelsesforhold gælder generelt kan man lokalt se ved besætningsstørrelserne per andelshaver på Vamdrup Andelsmejeri, der var på 7,0, d.v.s. større end på det søndagshvilende Bastrup, men mindre end det søndagshvilende Lunderskov med 7,9 køer per andelshaver.
Uanset besætningsstørrelser og produktionstal, var den økonomiske nøgle for andelshaverne mælkens kvalitetsgodkendelse, dens fedtprocent og den pris, som andelshaveren herefter fik for den leverede mælk. Kvaliteten var leverandørens opgave. Prisen fra mejeriet afhang af den rentabilitet, som bl.a. også afhang af antallet af andelshavere.
|
1894, samme år og umiddelbart før "Vamdrup Sagen" holdt sognepræsten i Vamdrup, pastor Hans Petersen Traustedt sin afskedsprædiken iflg. Ribe Stifts-Tidende 12. sept. 1894, se også Danmarks Præstehistorie 1885-1914, v. S. Elvius, s. 226-27.
Det betød muligvis morgenluft for "Tilhængerne af Indre Mission" og kan velsagtens - ud over kendskabet til C. J. Moe i nabosognet Skanderup - have foranlediget "Adressen" om ikke at få en indre missionsk præst som vacanceprædikant.
Mejerieffektiviteten
Mejerierne Skanderup, Lunderskov, Vamdrup, Bastrup og Hjarup var driftsmæssigt præget af den mangel på andelshavere, som splittelsen omkring det søndagshvilende mejeri betød. Holdningsmæssigt gav det anledning til nogen bitterhed, som det kan være vanskeligt at dokumentere, men som kan anes i de rester af debatten, som er kildemæssigt overleveret. Den offentlige debat omkring emnet har sikkert været noget ømtålelig, og er nok mest foregået i fora, hvor man talte til ligesindede.
Debatten omkring Skanderup og Lunderskov Andelsmejeri kommer til orde i Kolding Folkeblad 4. marts 1910 i et indlæg, som Kolding Folkeblad kaldte ”Stemmer fra Publikum … Mejeriforholdene i Skanderup Sogn”, og hvor skribenten var proprietær A. Høyer, Wissingsminde, andelshaver i Skanderup Mejeri, formand 1909-1915.
Tilsvarende i Kolding Folkeblad 19. dec. 1908 et signeret, unavngivet indlæg i debatten om forholdene mellem Vamdrup og Bastrup Andelsmejeri.
![]() |
![]() |
Modstandsbevægelsen og dens omfang i Skanderup Sogn
Man kan ikke umiddelbart finde oplysninger om folketallet i Skanderup Sogn for 1940-45 i Danmarks Statistik. Men man kan i Statistikbanken få tal for hovedlandsdelene, hvor man for Jylland kan udregne væksten i folketallet 1930-40 til at være på 6,1 %, væksten 1940-45 til 5,9 %. Med lidt god vilje kan den gennemsnitlige befolkningsvækst for Jylland sættes til 2*6 %, dvs. 12 % for perioden 1930-45.Ud fra folketallet i Skanderup Sogn i 1930, der var på 2321 personer, kan man så estimere det gennemsnitlige folketal i Skanderup Sogn 1940-45 til at være 2600. Og med en maksimal modstandsfrekvens på 50 personer, kan man anslå modstandsfrekvensen til 1,9 % i Lunderskov. Landsgennemsnittet var omkring 2 %.Langt de fleste lokale modstandsfolk var i det, der kaldtes en militærgruppe. Resten af modstandsaktiviteterne fordelte sig i Lunderskov på sabotage og andet. Der er ingen registreret på jernbanesabotage!, hvilket helt sikkert er forkert, da vi ud fra andre kilder kan konstatere, at der var lokale involveret i den meget centrale jernbanesabotage i Lunderskov. Modstandsdatabasens statistik, som ligger til grund for det her oven fror anførte diagram, skal tages med et gran salt. Den svarer ikke til nedenfor givne oplysninger, som ud fra det foreliggende materiale må hævdes at være de mest korrekte.
I Lunderskov kan der på særskilt søgning på sabotage findes 3 resultater: 1) Ling, portør, som må formodes at være N. Chr. Frode Lings, 2) mejeribestyrer og byleder Chr. Jacobsen, som muligvis iflg. mundtlige oplysninger fra N. Aunsbjerg Nielsen efterfulgte mejeribestyrer B. Hald, der i 1943 måtte gå under jorden, og 3) portør Marius Dich. Alle de her nævnte er med i denne organisationsregistrering, fordi de figurerer i Aa. Trommers bog fra 1973, Modstandsarbejde i Nærbillede.Under Almen illegal virksomhed er Lings og C. Olsen registreret. I Modstandsdatabasen er det Karl V. Olesen, som benævnes C. Olsen. K. V. Olesen var ret sikkert tilknyttet jernbanesabotagenDet kan næppe passe, at der i Lunderskov kun var en enkelt eller et par stykker involveret i jernbanesabotage, men hvis vi godtager sabotage og jernbanesabotage under et, dvs. 4 involveret, så er statistikken nok ca. retvisende, så vidt det kan vurderes ud fra de foreliggende oplysninger. Anden organisationstilknytning kan ikke findes i registraturen for Lunderskov.
Lokalt foregik modstandskampen som i det øvrige Danmark: Den spæde start fra 1942, eskalering fra 1943, der fra 1944-45 medførte arrestation og deportation til Frøslev- og / eller kz-lejre, hvor flere hundrede tusinder døde. Et af de dødsfald, som i Lunderskov kan konstateres i forbindelse med modstandsarbejdet, var dog ikke deportationsrelateret, men var en direkte likvidation under et arrestationsforsøg. Det andet dødsfald skete kort efter et ophold i kz-lejren Neungamme. En tredje fra Lunderskov, som også opholdt sig i Neungamme i samme tidsrum, slap levende derfra.
![]() |
![]() |
![]() ![]() |
|
![]() |
Snedker Emanuel Højer Hauchilt Koch Alveen er registret med tilhør til Kolding, hvor han deltog i produktion og distribution af det illegale Budstikken, som det ligeledes illegale DKP i Kolding udgav fra juni til december 1943. Det kan have været i forbindelse med en arrestationsaktion omkring Budstikken i 1943, at Alveen flygtede til Lunderskov, hvor han kom til at arbejde som snedker. Man kan i erindringsmaterialet se, at Budstikken blev uddelt i Lunderskov, velsagtens fremskyndet som et resultat af Alveens ankomst til byen.
Likvideringen af Alveen 02.10.1943 skete som beskrevet i forbindelse med en arrestationsaktion, hvor Alveen forsøgte at flygte. Det var på samme tid, at mejeribestyrer B. Hald måtte gå under jorden.
Lokalt og konstaterbart har det kun været muligt at identificere 2 KZ-indsatte.
Den ene var overportør Niels Chr. Frode Lings, der 06. okt. 1944 blev taget for sabotage, indsat i Frøslevlejren og herfra ført til Neungamme.
Iflg. mundtlige oplysninger fra svigersønnen, Niels Aunsbjerg Nielsen, så havde Lings ud over at være overportør en radioforretning over for Hvidkilde, registreret i Fru Lings' navn. Lings overlevede de kortvarige ophold i Frøslev og Neungamme og flyttede herfra til Horsens.
Den anden var arbejdsmand Karl Valdemar Olesen fra Gjelballe, som ikke er registreret under Lunderskov men under Frøslevlejren og Kolding. K. V. Olesen blev arresteret 06.10.1944, samme dato som N. C. F. Lings, begge for jernbanesabotage. Han blev 13.1.1945 overført til Neungamme. Han døde i Sverige af tuberkulose (iflg. Helge Kappel Pedersen - uden navneangivelse, men bekræftet af brodersønnen Kaj Olesen) 23.4.1945. Det fremgår desuden af registreringen for portør Linnet, at han også blev arresteret i okt. 1944, men der er ingen data, der antyder, at han skulle være sendt hverken til Frøslev og / eller Neungamme. Der er i det hele taget meget få data om Linnet, men det er af Kaj Olesen bekræftet, at der i Lunderskov var en portør og modstandsmand af det navn.
Registrerede i modstandsbevægelsen, Vejen Distrikt, lokaliteten Lunderskov.
Lunderskov | |||||||||
Efternavn | Fornavn | Fødselsdato | Dødsdato | Beskæftigelse | By | Rang | Modstandstype | ||
Alveen | Em. H.H.K. | 6.4.1897 | 02.10.1943 | Snedker | Kolding | Illegal presse | |||
Andersen | Henry Houborg | 1.5.1919 | 3.12.1993 | Landmand | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Bruun | Svend Ronald Petersen | 23.7.1920 | 14.2.1985 | Kontrolass. | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Christensen | Jens Christian Baun | 20.3.1924 | 08.10.1984 | Ekstraarbejder | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Christensen | Christian Viggo | 29.9.1907 | 13.3.1993 | Gårdejer | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Dall | Ove Husted | 02.10.1927 | Elev | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Dall | Johannes Julius | 28.12.1894 | 2.11.1971 | Gårdejer | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Dich | Marius | Portør | Lunderskov | Sabotage | |||||
Eriksen | H. K. | 1.2.1880 | Politiassistent | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Geil | Peter | 1.4.1922 | Portør | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Glindfeldt | Svend Aage | 23.3.1920 | 11.5.2000 | Snedkersvend | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Gydesen | Niels Holst | 24.8.1903 | 23.2.1988 | Landmand | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Hald | Børge E. Kristensen | 31.7.1906 | Mejeribestyrer, dækidentitet er medhjælper | Vejle, Sektion Q, 10. Kompagni | Militærgruppe | ||||
Hasberg | Valdemar | 19.10.1895 | 27.4.1971 | Remisearbejde | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Hedegaard | Chresten | 3.9.1920 | 19.4.2001 | Reservebetjent | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Jacobsen | Christian | Lunderskov | Sabotage | Dobbeltregistrering | |||||
Jacobsen | Chr. | 10.6.1895 | Mejeribestyrer | Lunderskov | Byleder | Militærgruppe | |||
Jensen | Knud Henrik | 17.9.1916 | 20.6.1970 | Vejmand | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Jensen | P. Hedensted | 26.3.1895 | Lagerforvalter | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Jørgensen | Hans Christian | 14.11.1913 | 04.10.2005 | Manufakturhandler | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Jørgensen | Karl | Slagter | Lunderskov | Modstandsarbejde i Kolding, usikker, kun Trommer | |||||
Kiel | Robert Vindum | 13.5.1919 | 26.2.2002 | Landmand, Kielsminde | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Koch | Hagbard | 12.3.1914 | 23.12.1996 | Mejerist | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Kristensen | Ejnar Halvdan | 27.2.1907 | 31.12.1980 | Skovfoged | Lunderskov | Registreret i Region V, kompagnifører | |||
Ling | N. | Portør | Lunderskov | Almen illegal aktivitet | Tredobbelt registrering | ||||
Ling | N. | Portør | Lunderskov | Sabotage | |||||
Lings | 25.1.1897 | Portør | Lunderskov | Leder | Jernbanesabotage | ||||
Linnet | Portør | Lunderskov | Almen illegal aktivitet | Familiens Efterkommere findes stadig i Lunderskov | |||||
Lorentzen | Ejnar Anholm | 1.11.1914 | 19.9.1988 | Snedkermester | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Lundqvist | Ejner | 20.9.1911 | Ekstraarbejder | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Møller | Carl | 13.7.1906 | 10.10.1977 | Mekaniker | Nagbøl | Militærgruppe | |||
Møller | Hans Petersen | 29.8.1919 | 1.3.1998 | Gårdejer | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Møller | Peter Beck | 17.5.1914 | 27.5.1996 | Fiskemester | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Nielsen | Christian | 22.1.1922 | Reservebetjent | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Nielsen | Carl | 10.3.1921 | Bankassistent | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Nielsen | Olav | 1.1.1921 | Ekstraarbejder | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Nielsen | Alex. | 23.5.1894 | Mekaniker | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Nørgaard | Carlo August | 8.4.1907 | 26.2.1981 | Boelsmand | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Olesen | Karl Valdemar | 7.4.1911 | 23.4.1945 | Arbejdsmand | Lunderskov, Kolding | Almen illegal aktivitet | |||
Olsen | Jeppe | 13.6.1889 | Boelsmand | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Petersen | Ørskov | 2.7.1912 | Politibetjent | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Rasmussen | Peter | 21.1.1887 | Gårdejer | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Ravn | Anders Iversen | 5.8.1901 | 18.12.1973 | Gårdejer | Seest | Militærgruppe | |||
Reinholdt | L. | 17.9.1882 | Købmand | Lunderskov | Militærgruppe | Dobbeltregistrering | |||
Reinholdt | L. | 17.9.1882 | Købmand | Lunderskov | Modtagegruppe | ||||
Roed | Johs. | 24.3.1900 | Købmand | Lunderskov | Militærgruppe | ||||
Roldsgaard | Harald Dreyer | 10.9.1918 | 21.9.1980 | Maskinarbejder | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Skouboe | Aage Hilmar | 26.6.1918 | 15.11.1999 | Snedkersvend | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Sørensen | Arnold Andreas | 26.1.1908 | 24.4.1985 | Vognmand | Lunderskov | Militærgruppe | |||
Thomsen | Henning Brolin (Tom) | 14.03.1924 | 02.01.2005 | Stationsarbejder | Lunderskov | Militærgruppe | |||
45 i alt, hvis der er justeret korrekt | |||||||||
Nagbøl | |||||||||
Andersen | Alfred | 18.6.1911 | 9.1.1992 | Mekaniker | Nagbøl | Militærgruppe | |||
Eriksen | Arne | Gårdejer | Nagbøl | Modtage-gruppe | Fejl iregistrering? | ||||
Eskesen | Arne | 17.11.1909 | 18.1.1984 | Gårdejer | Nagbøl | Militærgruppe | |||
Kroll | Henrik Friedrich | 28.10.1912 | 21.1.1970 | Maskinarbejde | Nagbøl | Militærgruppe | |||
Lund | Carl Nedenskov | 10.1.1923 | 07.9.1988 | Landmand | Nagbøl | Militærgruppe | |||
Møller | Carl | 30.7.1906 | 10.10.1977 | Mekaniker | Nagbøl | Militærgruppe | |||
5 i alt, hvis der er justeret korrekt | |||||||||
Skanderup | |||||||||
Kiel | Sigfred | 15.6.1920 | 26.7.1985 | Skanderup | Almen illegal aktivitet | ||||
Larsen | Poul | Skanderup | Almen illegal aktivitet | ||||||
2 i alt |
Aldersmæssigt kunne Marie Lings Aunsbjerg Nielsen godt være en datter af modstandsmanden Lings. Hvad hun også var iflg. mundtlig samtale med ægtefællen Niels Aunsbjerg Nielsen.
Ikke bosat i sognet men med rod herfra, finder man på Hørup Kirke, Sydals et gravmonument over Niels P. Korsgaard, født 28.11.1896 i Skanderup, betegnet som overgendarm, død i KZ-lejren Schandelah, en underafdeling af Neungamme, 27.11.1944. Han er ikke medregnet i tabellen.
Det er derimod flg. med tvivlsom tilknytning til lokaliteten Lunderskov: slagter Karl Jørgensen, Kolding, mejeribestyrer B. E. K. Hald, Vejle og Robert Vindum Kiel, som er medregnet.
Det er noget vanskelig at udrede sammenfattende karakteristikker af den lokale modstandsbevægelse med den p.t. ganske uigennemskuelige måde, Modstandsdatabasen er opbygget på. Man er nødsaget til at kombinere forskellige former for søgning for at få et korrekt billede - personsøgning kan foretages på distrikt, men omfatter ikke organisationstilknytning - og mangler en hel del personer, som af uigennemskuelige grunde kun er søgbare efter andre kriterier. Søgning på organisationstilknytning og modstandsaktiviteter løser problemet med de kriterier, der giver mangler i personsøgningen. Til gengæld kan man her ikke søge efter distrikt men kun efter lokalitet!
Det vil være muligt ud fra de registrerede personnavne, som er frigivet, at lave en opdeling på køn (det er simpelt, der er kun registreret mænd), alder, geografisk placering (det er gjort, men kan muligvis for meget lokalkendte være overraskende, da registreringen ikke altid er lige præcis - det er den dog som regel, så vidt det kan kontrolleres) og erhvervsmæssig status.
Den erhvervsmæssige status skal suppleres, dvs. opdateres. F. eks. er Carl Møller, Nagbøl registreret som mekaniker, men er senere mere kendt som fabrikant. Lauge Reinholdt er registreret som købmand, hvad han også var, bl.a., men han er også kendt som foderstofhandler.
Med forbehold for misforståelser, registreringsmangler og manglende opdatering viser en simpel optælling, at der blandt de registrerede er 16 tilknyttet landbrug (gårdejere, boelsmænd, medhjælpere), 6 arbejde ved jernbanen (portør m.v.), 3 politi o.l., 8-9 fag- og ufaglærte arbejdere / håndværkere, 4-5 selvstændige i byerhverv. Hertil kommer 2 mejeribestyrere, 1 elev, 1 kontrolassistent, 1 mejerist, 1 fiskemester, 1 lagerforvalter og 1 bankassistent, 52 i alt. Altså dominans inden for landbrugserhvervet, hvilket ikke er så forbavsende for et landsogn.
Den aldersmæssige fordeling for modstandsbevægelsen i hele lokaliteten Lunderskov er meget lig den, man ser i den øvrige del af Danmark. Der er enkelte blandt de registrerede, hvor aldersmæssige oplysninger mangler:
Aldersfordelingen bandt modstandsfolken i lokaliteten Lunderskov
Fødselsår | 1880-1897 | 1900-1909 | 1910-1920 | 1921-1927 |
Antal | 11 | 10 | 18 | 8 |
Hvis vi sætter aldersmålingstidspunktet til 1943, så var den ældste i gruppen af de ældste modstandsfolk 63 år, og det var blandt de ældre, ledelsesfunktionerne lå.
Der var relativt mange unge mennesker under 30 år. Sammenligner man med byer med videregående uddannelser, har der dog i Lunderskov været en mindre andel af helt unge i modstandsbevægelsen.
Af de 52 her registrerede er der forsøgt justeret for dobbeltregistreringer, som er anført i tabellen. Men der kan være andre faldgruber, og der kan givet også være regulære misforståelser, fordi lokalkendskabet, der ligger bag denne undersøgelse, er af en noget ældre dato.
Tages der forbehold for evt. dobbeltregistreringer og andre registreringssærpræg, var der i Skanderup Sogn 5 modstandsfolk i Nagbøl, 1 i Seest, 1 i Gelballe, Christian Viggo Christensen, som er registreret i Lunderskov, 2 i Skanderup og 46 i Lunderskov, hvor Seest er med, 52 i alt.
Hertil kommer 4 endnu ikke offentliggjorte.
De to i Skanderup registrerede er begge tilknyttet landbrugserhvervet, Sigfred Kiel er registreret som landmand, han er velkendt i sognet, og ham finder man ved personsøgning. Poul Larsen derimod finder man kun ved at søge på ”type af modstandsarbejde”, her ”almen illegal aktivitet”. Adspurgt kunne lokalhistorikeren Thomas Christensen huske Poul Larsen som landbrugsmedhjælper i Skanderup. Kilden til registreringen af Poul Larsen er Ib Nordby, Var vi også med? Kirken under besættelsen 1940-45, (Ib Nordby, 1990) s. 181.
Ib Nordbys undersøgelse udspringer af et forskningsprojekt på Odense Universitet af KFUM og K's og FDF’s holdninger til og deltagelse i modstandskampen. Disse organisationer med tilknytning til Indre Mission havde i 1940 katagorisk afvist at gå ind i Dansk Ungdomssamvirke, der i nogen grad forholdt sig kritisk til samarbejdspolitikken. Hvor KFUM og K advarede mod det illegale arbejde, ” kristen først, national siden”, synes Nordbys undersøgelse at vise, at FDF prioriterede omvendt. For at imødegå efterkrigstidens kritik indkaldte KFUM og K’s ledelse indberetninger fra organisationens lokalforeninger om medlemmernes deltagelse i illegalt arbejde. Disse indberetninger er Nordbys kildegrundlag for bogens 2. del, som kvantitativt er undersøgelsens vægtigste.
Noget kunne tyde på, at Poul Larsen må have været ansat på en gård med tilknytning til Indre Mission, men det er ganske usikkert ud fra de sparsomme, tilgængelige oplysninger at sige noget præcist herom. Noget kunne ret sikkert tyde på tilknytning til KFUM, da det er indberetningerne hertil, Nordby har benyttet.
Det er lidt interessant at konstatere, at der omkring snedkermester Roldsgaard, Storegade 19 i Lunderskov har været en temmelig livlig aktivitet i modstandsbevægelsen.
3 snedkere, ansat hos snedkermester Roldsgaard figurerer i den her bragte del af modstandsdatabasen for Lunderskov: Aage Hilmar Skouboe, Ejnar Anholm Lorentzen og Svend Aage Glindfelt. Desuden kan man se, at den stort set jævnaldrende maskinarvejder Harald Dreyer Roldsgaard også var med i modstandsbevægelsen. Ud over den fælles arbejdsplads hos snedkermester Roldsgaard fulgtes de 3 snedkere også i det af Ejnar A. Lorentzen i 1940 grundlagte Lunderskov Møbelfabrik, LM.
Modstandsbevægelse og sognets religiøse skillelinjer.
Man kan ud fra det dokumenterede tilhør til modstandsbevægelsen af to personer, tilknyttet KFUM og de to mejeribestyrere for henholdsvis Lunderskov og Skanderup Mejeri, for det søndags- og ikke-søndags-hvilende mejeri, konstatere, at de religiøse skillelinjer ikke gjorde sig særskilt gældende i modstandsbevægelsen. Af de 52 registrerede modstandsfolk kan helt sikkert konstateres 3-4 med tilknytning til Indre Mission og 2 (Chr. Jacobsen, Skanderup Mejeri og Arne Eskesen med familiemæssige relationer) tilknyttet valgmenigheden. Dvs. henholdsvis 6 og 4 % af modstandsbevægelsen. Om årsagen til det manglende engagement i modstandsbevægelsen for Indre Mission så har været den kristelige prioritet som KFUM og K havde på organisatorisk plan, kan man ikke sige noget fornuftigt om. Tilsvarende kan man heller ikke sige, at valgmenighedens engagement i modstandsbevægelsen var bemærkelsesværdig, mejeribestyreren og måske en enkelt herudover. De knap ca., 2 %, der gik ind i modstandsbevægelsen lokalt må nok siges at have haft andre prioriteter end de for sognet sædvanlige religiøse skillelinjer.
Det er ikke muligt at finde oplysninger om tidspunktet for indtræden i modstandsarbejdet. Mange indtrådte i 1942-43. En del formentlig også i 1945, meget tæt op ad befrielsen, hvor risikoen var til at overse.
![]() |
Både under og efter krigen var det almindeligt at demonstrere sit nationale sindelag med et kongeemblem. Sølvmærket er fra 1945, det andet er et alternativt mærke, lavet af en udsavet 2-øre under besættelsen. Museet på Koldinghus. |
Ledere i lokaliteten Lunderskov
Af ledere er der registreret mejeribestyrer Chr. Jacobsen i Lunderskov. Det kan kun være Skanderup Mejeri, som jo også lå i Lunderskov. Mejeribestyreren for Lunderskov Mejeri hed dengang B. Hald, og han var også modstandsmand.
B. Hald måtte i 1943 gå under jorden. Iflg. en mundtlig fortalt beretning var han til begravelse i Skanderup Kirke, og hertil kom der en advarsel om, at han nu var eftersøgt af besættelsesmagten.
Det vides også i den mundtlige beretning, at B. Hald flygtede til Vejle, hvor han under alle omstændigheder blev registreret som del af modstandsbevægelsen her, dog under andet navn.
B. Hald er ikke entydigt registreret under Vejle, hvor han givet har benyttet et af sine mange dæknavne efter at være gået under jorden. Fotoet, som B. Hald er registreret med, er et legitimationskort, det har helt andet navn og andre personlige data end registraturen for B. Hald i øvrigt.
Hvis B. Hald har været involveret i jernbanesabotage, har det næppe været i Lunderskov, hvor jernbanesabotagen først startede i 1944, hvor Hald var gået under jorden og formentlig opholdt sig i Vejle. Datteren, Inger Arnbjerg-Nielsen har i sin beretning om faderen alligevel en historie om faderen og en jernbanesabotageaktion - som dog næppe kan have fundet sted i Lunderskov .
Desuden var der to portører Lings og Linnet - sidstnævnte har meget få data men er af K. Olesen bekræftet som et navn i Lunderskov. Der eksisterer kun et foto af Lings foran Lings Radio - Lings og Linnet kunne have været samme person, men må ud fra de foreliggende oplysninger antages at være to portører, hvor Lings har været den mest fremtrædende som leder. Og i modsætning til alle de øvrige - formentlig dog også Chr. Jacobsen, B. Hald, K. V. Olesen og Linnet - var der her tale om registrering for jernbanesabotage og "almen illegal aktivitet". Hvor alle de øvrige, også undtaget Karl V. Olesen, er registreret som "militærgruppe".
Andre i modstandsbevægelsen
Robert Vindum Kiel er medtaget i denne lokaloversigt, fordi han er registreret med tilhør til "Kielsminde pr. Lunderskov". Ellers er han tilknyttet Den Danske Brigade, 1. bataljon. Han er registreret for at være mødt i brigaden 16-03-1944, overført til Sättra Brunn, Håtunaholm 1.5.1944, overført til 1. bataljon 1.5.1945. Det er ret tilfældigt, at Robert Vindum Kiel overhovedet er fundet, men det skyldes mere den manglende logik i databaseregistreringen end virkeligheden, må man nok antage. Robert V. Kiel figurerer ikke under de af lokalhistorikeren Thomas Christensen anførte med tilhør til Kielsminde, men adspurgt kunne TC klart bekræfte, at Robert V. Kiel kom fra Kielsminde.
Arbejdsmand Karl Valdemar Olesen blev taget af tyskerne 06. okt. 1944 sammen med N. C. F. Lings for jernbanesabotage. I Frøslevlejrens fangekartotek hedder det om arrestationsbegrundelsen, at det var "sabotage".
Der er i Modstandsdatabasen ingen data omkring Karl V. Olsen, hvis man søger under Lunderskov. Han er registreret under lokaliteten Kolding og Frøslevlejren. Men det fremgår af materiale på Lunderskov Lokalarkiv, at han boede i Gjelballe, og at han døde 23. april under opholdet i Neungamme. Med disse oplysninger kan man så også slå ham op i Modstandsdatabasen, hvor han er registreret med data, der bekræfter oplysningerne på Lokalarkivet. I Frøslevlejrens kartotek er han registreret som Carl Valdemar Olesen. Som Lings blev K. V. Olesen ført til Frøslevlejren og herfra til Neungamme, hvor han døde af tuberkulose 23. april, dvs. kort før krigsafslutningen, medens Lings overlevede.
Det kunne også være interessant, om der kunne gives et bud på de partimæssige tilhørsforhold. Det eneste, der vides med sikkerhed, er, at E. H. H. K. Alveen var tilknyttet DKP. Og det er velkendt, at netop denne partitilknytning betød en næsten sikker modstandsaktivitet - i det mindste efter Tysklands angreb på Sovjetunionen. Kommunistloven betød jo, at tilværelsen som kommunist ikke længere var sikret af de normale demokratiske frihedsrettigheder.
Nordby. I Nordbys undersøgelse hedder det: ”Sigfred Kiel (har) virket i Lunderskov, Poul Larsen (har) virket i Hoptrup”. Underskrevet 18.6.1945 af Johs. Nielsen. På trods af disse lokalitetsangivelser fastholdes i overensstemmelse med Modstandsdatabasen Sigfred Kiel og Poul Larsen med tilhør i Skanderup. Poul Larsen har næppe lokal tilknytning, har ikke kunnet findes ved opslag i kirkebøger for Skanderup Sogn.
Selv om jernbanesabotage er bærende i datterens historie om faderen, må der være tale om en eller anden form for erindringsforskydning. Eller også har den jernbanesabotage, som omtales ikke fundet sted i Lunderskov, men omkring Halds tilholdssted i Vejle, da han var gået under jorden. Desværre døde Inger Arnbjerg-Nielsen i 2000, så det er ikke muligt at undersøge beretningens elementer nærmere. Men i en samtale med Kaj Olesen fra Lunderskov, en brodersøn af Karl V. Olesen, fremgik det, at der næppe har været nogen form for egentlig jernbanesabotage i Lunderskov i 1943.
Vejen Distrikt. Iflg Nationalmuseet reduceredes de 22 distrikter i Region III til 14, der fik navnet Vejen Distrikt, som kom til at bestå af: Vejen, Brørup, Gørding, Holsted, Holsted Stationsby, Lunderskov, Vamdrup. Aage Trommer bruger den herved fremkomne distriktsinddeling, men det fremgår ikke, hvornår forenklingen foregik eller hvilken betydning, den fik i praksis.
I modstandsdatabasen er Alveen registreret med fornavnet Emmanuel. Desuden også med fornavnet Emanuel. Der er formentlig tale om en af flere dobbeltregistreringer i modstandsdatabasen.
Helge Kappel Pedersens beretning i Danmarks Befrielse 1945-1995, HJV 1995, s. 7ff. HKP startede med at medtage Budstikken fra Kolding, hvor han gik i skole.
1. Kolding Folkeblad 5. februar 1896. Der indkaldes denne dato som ”Erindringsliste” og med angivelse af klokkeslæt samme dag, ”kl. 4”.
3. Ernst Frants Hans Knipschildt 1852-1926. Ejede Skanderup Nygaard v. Lunderskov og Skanderupgaard. Formand for andelsmejeriet i Kolding. Blev efter en vækkelse i 1901 missionær og solgte sine gårde, se https://wc.rootsweb.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=reinge2002&id=I2367.
7. Høyer skulle iflg. omtale i samtidens presse have været for ”dansksindet” til at blive tålt i Sønderjylland, hvorfra han så flyttede for i 1903 at købe Wissingsminde efter en tvangsauktion. Han sælger Wissingsminde igen 1915. Høyer havde forskellige tillidsposter, bl.a. var han en overgang formand for Kolding Herreds Landboforening. Han solgte marts 1908 den grund, som den nye Skanderup Skole blev bygget på i 1909.
8. Lokalhistorisk Arkiv Vamdrup, https://arkiv.dk/vis/2184611. Iflg. Landsbyforeningen i Hjarup blev mejeriet bygget i 1915 og eksisterede som mejeri indtil 1978, http://www.hjarup.dk/index.php?id=hjarup-sogns-landsbyforening, se også https://arkiv.dk/vis/2478699
10. Jyllands-Posten 22. december 1893 og Kolding Folkeblad 19. december 1887, Holstebro Avis 7. marts 1914.
12. Bliver på Lokalarkivet Vamdrup, https://arkiv.dk/vis/2478699, kaldt Knud Jensen. Kun i enkelte af lokalarkivets registreringer er den mangeårige mejeribestyrer Martin Jensen registreret, f. eks. https://arkiv.dk/vis/2478794. Martin Jensen blev efterfulgt af sønnen Knud Jensen som mejeribestyrer på Hjarup Mejeri, hvilket forklarer de svingende navneregistreringer. Hans Iversen Straarup, 1845-1948, ejer af Hjarup Vestergaard var medstifter af og formand for Hjarup Mejeri, før det blev andelsmejeri, http://rasmussenweb.dk/aner/getperson.php?personID=I346&tree=tree1.
![]() |
Diagram, statistisk baseret på Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260, i 1929 priser. |
Den her illustrerede gunstige produktions- og prisudvikling i landbruget, der endnu er klart førende i forhold til andre erhvervsmæssige sektorer, skabte indkomster og investeringer i nyt materiel, og det var specielt store gårde og godserne, som var ledende i udviklingen, indtil andelsbevægelsen fra 1882 satte de middelstore gårdmandsbrug i førertrøjen.
![]() |
![]() |
Udviklingen er også belyst med brug af indekstal, der viser den procentuelle ændring i forhold til det valgte basisår, 1860.
Begge statistiske tabeller har desuden diagrammatisk illustration.
Produktionen i alt er suppleret med en stiplet tendenslinje.
I alt grafen illustrerer tydeligt faldet i produktionsværdi fra o. 1876. Det fremgår, at den prismæssige stagnation varer ved indtil 1885, at den skyldes et fortsat fald i vegetabilske priser, der kompenseres ved stigningen i den animalske produktions priser, hvor svineproduktionens værdi overhaler mejeriproduktionen 1930, men med et vækstpotentiale, der illustreret i indekstabellen slår igennem op til og efter 1. verdenskrig.
[1]Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260. 1929 priser betyder, at tallene er faste, dvs. renset for inflation. Nationalregnskabsbegreberne (faktor, produktion og indkomst, netto og brutto) bruges og defineres af Danmarks Statistik. BFI er et samfunds samlede produktion, hvor væksten i denne periode overgås af landbrugets vækstrate. Diagrammet er I logaritmisk skala, hvor man direkte kan sammenligne vækstrater i den diagrammatiske illustration.

![]() |
Diagrammer her er beregnet og konstrueret efter statistik fra Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, 1984, bilag, bd. 2, s. 249-260. 1929 priser betyder, at de er faste, dvs. renset for inflation. Nationalregnskabsbegreberne (faktor, produktion og indkomst, netto og brutto) bruges og defineres af Danmarks Statistik. BFI kan oversættes til den samlede produktion uden skatter, tilskud og afgifter. Det kan være vanskeligt at aflæse grafiske vækstforløb når der benyttes absolutte tal. I logaritmisk skala kan man bedre sammenligne kvantitativt meget forskellige talstørrelser. Her ikke mindst stigningstakten.
|
[2] Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, 1971, disputats om dansk udvandring til Amerika i perioden 1868-1914. Og Christian Winthers digt fra 1835, der senere blev til billedbogen med A. Schmidts illustrationer. Iflg. Hvidt var der tale om en udvandring fra Danmark 1850-1914 på o. 300.000 mennesker.
[3] Se nærmere i http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/kontrakt-for-hjedding-andelsmejeri-1882/
[1] Kolding Folkeblad 5. februar 1896. Der indkaldes denne dato som ”Erindringsliste” og med angivelse af klokkeslæt samme dag, ”kl. 4”.
[2] Om Bastrup Mejeri, se lokalarkivet, https://arkiv.dk/vis/2477775. Datering til oprettelsen i 1884 anføres af Lokalhistorisk Arkiv Vamdrup. Iflg. Haandbog for Mejeribruget i Danmark, 1918, s. 154 ff. ”begyndte (Bastrup Mejeri i) 1897 - før den Tid gik Mælken til Vamdrup Andelsmejeri.” Se også Harry Haue, Mejerikrigen, Fortid og Nutid 1977-78.
[3] Harry Haue, Mejerikrigen, Fortid og Nutid 1977-78, https://tidsskrift.dk/fortidognutid/article/download/73600/106476.
[1] Iflg. Danske Mejerier, bd. 4, s. 224.
[2] Ernst Frants Hans Knipschildt 1852-1926. Ejede Skanderup Nygaard v. Lunderskov og Skanderupgaard. Formand for andelsmejeriet i Kolding. Blev efter en vækkelse i 1901 missionær og solgte sine gårde, se https://wc.rootsweb.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=reinge2002&id=I2367.
[3] Der er kun papirer - regnskab, love. Generalforsamlinger m.v. indtil 1962, se Lokalarkivet, https://arkiv.dk/vis/2547244.
[1] Generalforsamling 5. februar 1896, Kolding Folkeblad 5. februar 1896.
[2] Iflg. Danske Mejerier, bd. 4, s. 207.
[3] Se første del, afsnit om besættelsestiden lokalt.
[4] Se Lokalarkivet, https://arkiv.dk/vis/2547222.
[5] Se Lokalarkivet, https://arkiv.dk/vis/2551414.
[6] Høyer skulle iflg. omtale i samtidens presse have været for ”dansksindet” til at blive tålt i Sønderjylland, hvorfra han så flyttede for i 1903 at købe Wissingsminde efter en tvangsauktion. Han sælger Wissingsminde igen 1915. Høyer havde forskellige tillidsposter, bl.a. var han en overgang formand for Kolding Herreds Landboforening. Han solgte marts 1908 den grund, som den nye Skanderup Skole blev bygget på i 1909.
Lokalhistorie Skanderup Sogn reserve
Skanderup Sogn, en lokal Danmarkshistorie.
![]() |
![]() |
Erik Pontoppidans Danske Atlas er udgivet efter Pontoppidans død 1764.
Sådan har Skanderup og Hiarup Sogne været placeret efter Pontoppidans opfattelse. Ved Colding med Coldinghuus, som var hovedbyen i det tidligere Koldinghus Len, herefter (fra 1662-1793) Koldinghus Amt.
De landsbyer, Pontoppidan har fundet plads til på sit kort, nord for den helt iøjnefaldende Kongeå, er
|
|
![]() |
![]() |
Drabæks Mølle, frimærkestempel 1926 | Lunderskov Jernbanestation, frimærkestempel 1920'erne |
kirke |
|
![]() |
|
Skanderup Kirke 1947 og plan for ombygning af kirken 1871-73 | |
præster og skolelærere, kirke, skoler og præstebolig |
![]() |
![]() |
Hjarup Kirke og Præstegård |
|
|
Dette kirke-, skolebillede er taget o. eller lidt før 1940. Det dækker typisk den del af sognet, der har udelukket valgmenighedskirke, fri- og efterskole. Der har tidligere været et link til et mere detaljeret foto på https://collab.au.dk, der ser ud til nu at være et nedlagt site.
|
|
i medgang og modgang, i sorrig og glæde har vandret til hobe |
|
![]() |
![]() |
Skanderup Mejeri, opført 1888, valgmenighedskirke 1922. | Lunderskov Mejeri, opført 1895-96, søndagshvilende |
![]() |
![]() |
Skanderup Mejeri, opført i Lunderskov v. jernbanen i 1912 | |
![]() Rytterskolen i Skanderup, opført 1725, hovedskole indtil 1842
|
|
![]() |
![]() |
Skanderup Skole, hovedskole fra 1908. | Biskolen i Dollerup 1842-83 |
![]() |
![]() |
Dollerup Skole 1883 | Gelballe Biskole 1842-1883 |
![]() |
![]() |
Gelballe Skole, formentlig m. lærer Nissen, nok den nye skole, d.v.s. efter 1888. | Gelballe nye Skole 1888, udvidet 1924 |
Lokalhistorie er fordybelse i noget, man kender rigtig godt - sammen med andre, man er vokset op sammen med, eller som man har levet sammen med en rum tid, måske det meste af livet.
Det betyder for mange, at "dybest brønd giver klarest vand", som Jeppe Aakjær i 1916 formulerede det med "historiens sang".
For Aakjær betød det en fordybelse i det, han holdt allermest af - den hjemlige natur med dens mennesker, dyreliv, og historie.
Herværende lokalhistorie er fra en egn ved Kongeåen, der siden Valdemar Sejrs sønner, fra 1241 var den sydligste del af det danske kongerige, grænsende til hertugdømmet Slesvig. Og derfor også fra 1864 indtil 1920 skillelinjen melle Danmark og Prøjsen, fra 1871 det under Prøjsen forenede Tyskland.
Den her behandlede lokalitet, Skanderup Sogn, blev med 1241 grænsen en regulær smuglercentral, da stats-, kongemagten skulle have told af det, der krydsede kongerigets grænser.
Da det industrialiserede samfunds transportformer, herunder jernbanen fra 1866, gjorde en mindre del af sognet, landsbyen Lunderskov til et trafikalt centrum, ændredes det tidligere landsbysamfund fundamentalt. Det markerede overgangen fra landbo- til det moderne, industrialiserede samfund.
Af mange forskellige årsager blev det lille lokalsamfund herefter præget af en religiøs splittelse, som startede med den indremissionske præst, C. J. Moe, da han i 1885 blev sognepræst i Skanderup. Og hermed de facto skabte en forbindelse mellem indremissionske familier i Harboøre og Skanderup sogne, som varede en menneskealder, gensidige, religiøst betingede besøg indtil langt op i 1960'erne.
Man kan ved sammenligning af forskelligtartede historiske forløb få et perspektiv og en forståelse for det enkelte lokalsamfund, som ellers kan have en tendens til at drukne i detaljer.
Derfor vil der i denne sognehistorie være perspektiverende sammenligninger med en anden og andre, noget anderledes lokalhistorier. I sammenligningen vil indgå mere iøjnefaldende historiske levn - som herregårde, klostre og andre historiske monumenter, som i andre lokaliteter kalder på opmærksomheden.
Historiske monumenter er alle tegn på et levet liv, som har overlevet tidens tand. Uanset disse og andre tegn på, at nogle samfundslag har haft mere favorable vilkår end den dagligdag, som blev et vilkår for de fleste, så vil der her blive gjort et forsøg på at afdække rammer og vilkår for den mere ydmyge lokalitet, der i et langt historisk forløb har været Skanderup Sogn.
Med kun sparsomme fortidslevn og kun en enkelt - måske et par stykker - sædegård(e), som slet ikke har sat sig bygningsmæssige spor, har vi her en meget landlig aflægger til Kolding, hvor man oven i købet har haft en residerende kongemagt (Christian 3.). Men som fra 1866 bliver et efterhånden udbygget trfikalt knudepunkt, som på et tidspunkt, hvor resten af kongeriget var præget af provisorietidens politiske konflikter, gerådede ud i religiøse modsætninger, som givetvis har været lige så ressourcekrævende for den lokale befolkning, som provisorierne har været det i resten af landet.
Skanderup Sogn er geografisk placeret lidt syd for Kolding men nord for Kongeåen. Den sønderjyske historie med hertugdømmerne som en del af det danske kongerige ligger altså tæt på. Perioden fra 1864 indtil genforeningen i 1920 kom til at betyde et afgørende skel til den del af Sønderjylland, som kom under Tyskland, hvor befolkningen som tyske statsborgere skulle deltage på taberens side under 1. verdenskrig.
Flere ting både adskiller og forener i området omkring Kongeåen. Sproget er dansk, hvor sproget nede omkring Ejderen hovedsageligt er tysk. Men dialekten nord for Kongeåen adskiller sig klart fra den sønderjyske dialekt, som man finder mere og mere udtalt sydpå, men først fra Kongeåen.
Madkulturen i form af det voluminøse kaffebord med kaffe og kager blev et nationalt pejlingspunkt mellem dansk og tysk i løbet af 1800-tallet og var stadfæstet o, 1900. Kaffen var fælles for de to nationaliteter fra 1700-tallet. Den finere kagebagning opstod først med de små støbejernskomfurer i husholdningerne fra midten af 1800-tallet, også fælles for begge nationaliteter. Men i Sønderjylland syd for Kongeåen chikanerede de tyske myndigheder de dansksindedes møder på kroer og hoteller. En konsekvens heraf var, at dansksindede sønderjyder i stort tal opførte forsamlingshuse, som havde en anden funktion end forsamlingshusene nord for Kongeåen, der især var motiveret af højskolebevægelsen og provisorietidens modsætning til den godsejerdominerede Estrup-regering.
Syd for Kongeåen måtte man bruge forsamlingshusene som alternativ til kroer og hoteller, og derfor uden spiritusbevilling, dvs. uden kaffepuncher og grogger. I stedet måtte man holde sig til kaffebordets glæder, og her blev det de danske (ikke-stemmeberettigede) kvinders opgave at byde på bedst og mest fra kaffebordets kagesortiment.
![]() |
![]() |
Huset Frihed ved Kongeaaens toldgrænse | Kongeaastien, sten ved toldgrænsen |
Nord for Kongeåen kunne man nok kun finde en svag afglans af dette rige og mangfoldige kaffebord, ligesom man også kunne finde sønderjysk rugbrød. Men ikke i den variation, som man kunne finde syd for Kongeåen. Det samme gælder nok madkulturen i øvrigt. Det sønderjyske køkken, der er krydret af tyske slagtertraditioner med røget kød og egnsspecifikke urter, findes også i afdæmpet form nord for åen.
Ud over dagliglivet, som afspejles i sprog og madkultur, så er de folkelige bevægelser, som i sidste halvdel af 1800-tallet byggede forsamlings- og missionshuse, endnu mere markant forskellige nord og syd for Kongeåen.
Mod syd var det nationale i fokus. Nord for og i Skanderup Sogn har det været religiøse og politiske problemer af specifik dansk karakter, som har været styrende for dagligdagen. Man kan med nogen føje hævde, at syd for Kongeåen var 1864 et omdrejningspunkt, som i Skanderup Sogn nok snarere var 1885, pastor C. J. Moes ankomst til sognet. Midt i provisorietidens politiske spændingsfelt mellem godsejere og bønder, Venstre og Højre, højskole-, andels- og den gryende arbejderbevægelse.
Dette aspekt skal undersøges nøjere sammen med tilgængelig viden om hartkornsfordelingen før og efter landboreformerne, dvs. det typiske landsogn i et herred, hvor der kun var strøgods under Koldinghus, (stort set) ingen sædegårde med fornem og tidstypisk arkitektur og tilhørende foregangsmænd.
Hensigten er her at afdække, hvordan landbruget fordelte sig på brugsstørrelser før og efter landboreformerne, hvordan dette landbrugssamfund dannede rammen om jernbanens og den heraf følgende industrialisering af Lunderskov.
Hartkornsfordeling og industrialisering er ikke umiddelbare komponenter til en helhedsforståelse af sognets religiøse og politiske liv. Men nogle gennemgående og egnsspecifikt markante træk i sognets udvikling, er det ambitionen at kunne tegne.
Samt en placering af sognets besættelsestidshistorie, der selvfølgelig bærer præg af at være et lokalt jernbaneknudepunkt. Man skal her kigge nøje efter, hvis der skal findes træk, der kan spores til den religiøse splittelse i sognet.
Skanderup Sogn i 1600-tallet led som resten af landet under et par kongers krigspolitik. Tidligere tiders stormagtsambitioner fra vikingetidens herredømme over England under Knud d. Store, vikingernes hærgen i Europa over valdemarerne frem til Kalmarunionen, et Norden under dansk ledelse, adskiller sig markant fra Danmark under Christian 4. og sønnen Frederik 3. Her oplevede landet en krigspolitik, der i forholdet til Sverige blev katastrofal. Konsekvenserne for almuen i Koldinghus Len var død, nød og elendighed.
Bag enevældens indførelse og 1688 matrikuleringen som en metode til at effektivisere beskatningen og betale de økonomiske omkostninger ved svenskekrigene, er der en rigtig trist baggrund i den berørte almues elendighed som en konsekvens af krigene.
Enevældens indførelse var kongemagtens ufortjente belønning for en i øvrigt fejlslagen krigspolitik, et led i magtspillet, hvor adelen og Rigsrådet tabte den hidtidige magt, som håndfæstningerne siden 1282 symboliserede.
Svenskekrigene som udslagsgivende faktor behandles, men der gøres ikke forsøg på en klarlægning af mere detaljerede konsekvenser for sognet af svenskekrigene. Materialet er her overordentlig sparsomt. Der er stort set ingen pålidelige beretninger ud over det administrative kildemateriale.
Madkulturen: Det sønderjyske køkken er glimrende sat ind i en kulturhistorisk sammenhæng af museumsinspektør ved Sønderjyllands Museum, Inge Adriansen i Smag på Sønderjylland Madkultur uden grænser, Gyldendal 2012, s. 14-23 og især s. 118-124.
Der går knap og nap et par hundrede år fra opførelsen af Frederik d. 4.s rytterskole i Skanderup i 1725 indtil det regulære slagsmål om skolernes vigtige dannelsesfunktion fra starten af 1900-tallet. Det er ikke tilfældigt, at skole og kirke med personale afbildes sammen på skole-kirke billedet. Det var her, stridens kerne lå.
Skanderup Sogn er geografisk placeret lidt syd for Kolding men nord for Kongeåen. Den sønderjyske historie med hertugdømmerne som en del af det danske kongerige ligger altså tæt på. Perioden fra 1864 indtil genforeningen i 1920 kom til at betyde et afgørende skel til den del af Sønderjylland, som kom under Tyskland, hvor befolkningen som tyske statsborgere skulle deltage på taberens side under 1. verdenskrig. Flere ting både adskiller og forener i området omkring Kongeåen. Sproget er dansk, hvor sproget nede omkring Ejderen hovedsageligt er tysk. Men dialekten nord for Kongeåen adskiller sig klart fra den sønderjyske dialekt, som man finder mere og mere udtalt sydpå, men først fra Kongeåen. Madkulturen[2] i form af det voluminøse kaffebord med kaffe og kager blev et nationalt pejlingspunkt mellem dansk og tysk i løbet af 1800-tallet og var stadfæstet o, 1900. Kaffen var fælles for de to nationaliteter fra 1700-tallet. Den finere kagebagning opstod først med de små støbejernskomfurer i husholdningerne fra midten af 1800-tallet, også fælles for begge nationaliteter. Men i Sønderjylland syd for Kongeåen chikanerede de tyske myndigheder de dansksindedes møder på kroer og hoteller. En konsekvens heraf var, at dansksindede sønderjyder i stort tal opførte forsamlingshuse Kirke. U. Schmidt 1834-70. N. Jørgensen (18)70-85. C. J. Moe (18)85-1922. J. C. Berthelsen (19)23-.[4] Der er på originalbilledet anvendt forkert stavemåde for Schmidth.
Øverst desuden 8 lærere og en lærerinde. Nederst 5 lærere og 3 lærerinder.
Antallet af lærere skal ses over tid indtil o. 1938, Skanderup fra lidt før 1900, Dollerup fra 1865, Gjelballe fra 1877.
Først 5 fra Skanderup Skole: 2 lærere, 2 førstelærere, 1 forskolelærerinde. Når Rose.Schmidt anføres indtil 1903, må det være 2 lærere: H. P. Rose, der afløser N. C. Bjernum i 1868, som så har afløst 3 lærere efter sognedegnen Skovgaards død i 1847. H. P. Rose har været ansat 1868-1891, lærer Schmidt har så fungeret 1891-1903. Der har selvfølgelig været lærere før de på billedet anførte, men af forskellige grunde, konflikter o.l. er de så ikke medtaget.
Skanderup Skole. Rose.Schmidt til 1903. C. Pedersen (19)03-10. 1. lærere, C. Jørgensen (19)10-37. N. A. Frederiksen (19)37-. f-l-inde A. Petersen 1919-
Dernæst Dollerup Skole: 2 lærere, 2 førstelærere, 3 anden lærere, 1 tredjelærer, 2 forskolelærerinder.
Dollerup Skole. K. Birk 1865-76. 1. lærere, N. Nissen (18)76-1921. N. P. Larsen (19)21-. 2. lærere. M. Andersen 1909-21. S. Jensen (19)22-27. N. Mygind (19)27-. 3. lærer. P. Juhl 1928-. F-l-inder. A. Kjær 1895-1933. C. Poort (19)34-. M. Madsen 1923-.
Endelig Gjelballe Skole: 1 lærer, 2 førstelærere, 1 forskolelærerinde.
Gjelballe Skole. P. Nissen 1877-1906. 1. lærere. C. Bydstrup (19)06-17. T. Madsen (19)18-. Folkeskolelærerinde C. Thorø 1918-. C. Thorø er ikke portrætteret. (1938).
Lærer P. Nissen, Gjelballe har nedskrevet erindringer om egen tid som skoleelev, udgivet i 2 dele, 1975 og 1977. Ganske interessant læsning, hvis man vil have indblik i datidens pædagogik. Men i særdeleshed fordi P. Nissen i sine erindringer har en skolemands vurdering af C. J. Moe som præst, menneske og skolekommissionsformand. P. Nissen er en god kristen, men han bryder sig mildt sagt ikke meget om Moe, hans forkyndelse og hans medvirken til at sognets lærere bliver tilknyttet Indre Mission stort set over en kant. P. Nissen var lærer i Gjelballe 1877-1906, dvs. også i 1888 med skiftet fra Gelballe Gamle Skole til Gjelballe Skole. P. Nissen døde i 1923 næsten 80 år gammel. Man kan sammenholde P. Nissens erindringer med C. J. Moes erindringer fra 1926, Oplevelser. Man kan med godt udbytte udnytte de to subjektive erindringer til en formentlig præcis karakteristik af tidens religiøse brydninger som de også kom til udtryk i skolen.
Det store fællesbillede indeholder Skanderup Kirke ind- og udvendigt, Skanderup Skole fra 1908, Gjelballe Skole fra 1885, udvidet 1924, Dollerup Skole fra 1883, der i 1923 blev suppleret med yderligere en skole i Dollerup. Desuden præstegården, der indtil 1924 lå i Nagbøl.
Det øverste skole-kirke-billede[5] kan kaldes på nettet og forstørres, så der kan iagttages detaljer - der skal museklikkes på billedet.
Der er her oplyst relativ detaljeret omkring navne og personer. Det skal der også, hvor der skrives for lokalkendte. Meget detaljerede, lokalt specifikke oplysninger vil dog i fremstillingen blive henvist til noter og appendiks a.h.t. læsevenligheden. På den anden side eksisterer Skanderup Sogn ikke i en isoleret tidslomme, men er en del af Danmark og verden. Derfor vil der være skønnet nødvendige baggrundsoplysninger. Men også her reduceret til det strengt nødvendige, det lokale er i fokus.
Endelig benyttes der deciderede fagudtryk, hvor det har været nødvendigt, igen reduceret til det strengt nødvendige a.h.t. læsevenligheden.
Det til fremstillingen benyttede materiale er omtalt i tilslutning til de afsnit i fremstillingen, hvor det benyttes.
Der vil være en del henvisninger, der ligger på www. Her vil det være nødvendigt at benytte en elektronisk version. Foreløbig vil den kunne hentes på www.skivemuseumsvenner.dk/images/Skanderup.pdf.
Som hovedregel vil stavemåden i kildernes navne være bibeholdt. Dog er der for egenavnene Andst og Gjelballe gennemført denne stavemåde på trods af periodiske varianter (Anst, Gelballe) i kilderne. Anst er dog bibeholdt som herredsnavn, Anst Herred. Desuden vil gårdnavne, der ender på -gaard alle blive stavet med denne form.
Grundloven, politik og kulturkamp
Helt bestemmende for den politiske udvikling efter enevælden var på både lokal- og landsplan selvfølgelig junigrundlovens bestemmelser herom - indtil 1953 et tokammersystem, hvor den lovgivende magt, Rigsdagen bestod af Folketinget, der fortløbende demokratiseredes i tiden efter 1849, og Landstinget, der var tænkt som en konservativ garanti, dvs. med en mere privilegeret valgret, i starten også med kongevalgte medlemmer.
Først i 1953 blev folketingsparlamentarismen grundlovsfæstet, dvs. før den tid kunne kongen i princippet vælge den regering, han anså for den bedste. Fra 1901 og skærpet med påskekrisen i 1920 var der dog de facto folketingsparlamentarisme, dvs. kongen udpegede en regering, som kunne forventes at opnå flertal i Folketinget.
En for så vidt naturlig konsekvens af den demokratiske udvikling og grundlovens oprindeligt mindre tilpassede karakter hertil blev så konflikten mellem Folketingsflertallet og regeringsmagten, J. B. S. Estrups godsejerstyre under provisorietiden 1877-1894.
Folkestyrets politiske polarisering mellem Højre og Venstre
Provisorietidens Danmark oplevede et politisk skred fra Højre til Venstre, hvor det nationalliberale centrum og det helstatsorienterede Højre kom til at stå over for det, der i 1870 blev til Det Forenede Venstre, bøndernes og husmændenes parti.
Med landbrugets øgede produktion og eksport af animalske produkter, hvor andelsbevægelsen spillede en hovedrolle, blev perioden 1870-1914 landbrugets økonomiske glansperiode, hvor Venstres økonomiske liberalisme, kravet om markedskræfternes frie spil var nøje tilpasset den økonomiske udvikling.[7] Venstre blev den naturlige repræsentant for gårdejerstandens krav om toldfrihed, nedsættelse af den gamle hartkornskat, jordskatten og i stedet overgang til indkomst- og formueskat.
På det idemæssige plan havde den tidlige liberalisme i Danmark så betydelig en kulturpersonlighed som Georg Brandes[8], der hyldede den frie tanke, fri af religion og konventioner, og sammen med de ledende personligheder i Venstre formuleredes der en politik, hvor Venstre stod bag de økonomiske krav kombineret med grundtvigianernes krav om større frihed, dvs. frisind i kirke og skole. Parløbet mellem den økonomiske og kulturelle liberalisme ser man tydeligt i den tids ledende venstrepolitikeres tilknytning til grundtvigianismen.[9]
Med denne politik vandt Venstre i 1872 flertal i Folketinget, medens regeringen fortsat var de nationalliberale og godsejernes politiske repræsentanter, der efterhånden var blevet til det politiske Højre.
Hermed blev tidens politik ikke blot en kamp om økonomiske interessemodsætninger men også en politisk kulturkamp. Den gamle nationalliberale kulturelite havde en indgroet, nedladende holdning til den almindelige mand, bonden, som de ikke mente at kunne overlade den politiske magt.
Selv om Grundloven ikke gav et flertal i Folketinget krav på at få regeringsmagten, så skulle der et flertal til for at få finansloven vedtaget i Folketinget, hvor Venstre demonstrerede partiets magtfulde utilfredshed gennem brug af visnepolitikken, dvs. manglende medvirken til de helt nødvendige finanslove. Her brugte regeringen så som modtræk de provisoriske finanslove uden Folketingets medvirken, hvilket var ganske lovligt, men det øgede ikke tilslutningen til det regeringsbærende parti Højre, tværtimod, Højre svækkedes løbende frem mod parlamentarismens de facto indførelse i 1901, og denne svækkelse fortsatte i realiteten indtil en begyndende politisk renæssance med dannelsen af afløseren, Det Konservative Folkeparti i 1915.
Svækkelsen af Højre i forhold til Venstre ser man sært nok langt mindre udtalt i Skanderup Sogn, hvor den religiøse faktor synes at have haft en modificerende indvirkning på provisorietidens ellers landsdækkende politiske tendens.[10]
I Skanderup Sogn var gårdmændene naturligt nok for et landsogn også dominerende i sognerådspolitikken. Men Højre, senere Det Konservative Folkeparti, synes her at have spillet en noget mere markant rolle i det partipolitiske billede end de fleste steder på landet i øvrigt. En væsentlig årsag til denne tendens kan sandsynligvis med føje hævdes at have været C. J. Moes[11] tilstedeværelse 1885-1922 som sognepræst. I en periode, der for halvdelens vedkommende må have været direkte påvirket af provisorietidens konflikter, og i resten af perioden af de eftervirkninger, som på landsplan var en politisk styrkelse af Venstre på bekostning af Højre. Moe var højremand, kan man se af hans politiske stemmeafgivning.[12] Og det er vel egentlig ikke så mærkeligt, når man erindrer Venstres tilknytning til grundtvigianismen på den kulturpolitiske fløj.
Der må dog nok også manes til en vis forsigtighed med at tillægge Moe indflydelse på politiske holdninger, som måske også kan have haft andre forklaringer.
Tidligere borgmester i Kolding 1916-1923, Oluf Bech beskriver i sine erindringer[13] den politiske situation lokalt i Kolding og på landsplan således: "I september 1908 kom Alberti-affæren[14], der vakte megen opsigt og skadede partiet Venstre, hvor han var regeringsmedlem. I samme måned skulle der foretages valgmandsvalg til landstingsvalgene. Ved valgene satte Kolding antallet af højrevalgmænd stærkt i vejret og viste, at der var vækst i partiet. Bestyrelsen søgte at udnytte dette mest muligt, så i marts 1909, da der skulle være byrådsvalg, lykkedes det partiet at sætte 3 medlemmer ind i byrådet, hvoraf jeg var den ene."
Oluf Bech blev altså valgt ind i Kolding Byråd i 1909 sammen med to andre for Højre, og blev senere i 1916 som konservativ valgt som borgmester. Bechs egen forklaring er den fremgang, som Højre fik i kølvandet på den belastning, som Alberti-skandalen var for Venstre.
Der kan ikke herske tvivl om, at Venstre svækkedes på landsplan med domfældelsen af Alberti og de spor, skandalen trak ind i Venstre - J. C. Christensen blev aldrig igen statsministerkandidat. Der kan næppe heller herske tvivl om, at den lokalpolitiske situation i Kolding var et udslag af en svækkelse af Venstre.
Det styrkede Højre og senere afløseren, Det Konservative Folkeparti, kan i Skanderup udmærket også være et resultat af den samme politiske udviklingstendens i Alberti-skandalens kølvand. Men stemmetallene for Skanderup viser også, at styrkelsen af Højre starter før Alberti, at den faktisk falder fint sammen med Moes ankomst til sognet.
Man kan velsagtens pege på, at et Venstre i markant fremgang svækkedes af Alberti-skandalen, at lokale religions- og kulturpolitiske faktorer har gjort sig gældende og endelig, at lokalpolitikken dengang som nu har lokale indslag, som kan gøre landspolitiske tendenser mindre vigtige.
Venstre, Højre, Grundtvigianisme og Indre Mission
Som folkestyrets første tid efter junigrundloven udviklede sig til en kamp mellem Venstre og Højre, bønder over for godsejere og byernes bedre borgerskab, så opstod der parallelt hermed, hvad man sikkert bedst kan kalde en kulturkamp med religiøs bagklang - mellem grundtvigianisme og Indre Mission.
Grundtvigianismen appellerede i princippet til frisind og liberalisme, dvs. politisk til Venstre og kulturelt til den første og dominerende del af højskolebevægelsen. Man nedtonede her arvesynden og fokuseringen på det syndige menneske til fordel for en accept af mennesket og dets aktiviteter i et mangfoldigt menneskeliv.
Det, der med Vilh. Beck blev til Den Kirkelige Forening for Indre Mission var for det første et opgør mod det, som man anså for rationalismens manglende inderlighed i troen og en i forhold til grundtvigianerne langt stærkere fokusering på arvesynden. Den stærke syndsbevidsthed resulterede i en forsagelse af den verdslige del af tilværelsen, som kom til udtryk i store dele af det kulturelle liv, f. eks. teater og ballet, fordømmelse af kødets lyster, både når det kom til dans og udtryk i kunsten. På den måde kunne Indre Mission nok forekomme en anelse kulturfjendsk.
For at illustrere forskellen mellem de to bevægelsers indholdsmæssige budskab kan det være relevant kort at lade bevægelsernes fædre, N. F. S. Grundtvig og V. Bech selv komme til orde, begge tekster er fra 1867.
N. F. S. Grundtvig, Prædiken over Klinten blandt Hveden, 1867.
”… jorden … er den store skueplads for den kamp på liv og død, som Guds søn, der såede hveden, det er sandheden, og han fjende Djævelen, som såede klinten, det er løgnen, i tidens løb fører med hverandre. Dernæst ser vi også, at det var kun tant med de skriftkloges påstand om, at menneskelivet ved syndefaldet skulle have tabt Guds billede, og således mistet al sin lighed med guddomslivet, thi hveden blev jo efter Herrens lignelse ikke ødelagt af klinten, og sandheden ikke opslugt af løgnen, men kun blandet dermed …”
Vilh. Beck, Fjorten Prædikener, 1867.
”… der er to slags mennesker i denne verden, to flokke, verdensbørnenes store vantro flok og gudsbørnenes lille troende flok … verdensbørnenes kristendom, den er at ligne ved et gammelt råddent bindingsværkshus, hvori man nok kan leve tåleligt nogen tid, men hvor man ikke har det godt, og som til sidst styrter sammen om dem. Det er menneskevisdommens og menneskekløgtens kristendom, forstandens og fornuftens rådne bindingsværk … bliver du boende i denne bindingsværkskristendom indtil din dødsdag, så omkommer du i helvedes luer. …”
Hvordan og på hvilke områder, Moe og Indre Mission fik politisk betydning i Skanderup Sogn, skal undersøges her i det omfang, kildematerialet tillader det.
Det skal først og fremmest undersøges, hvordan de religiøse modsætninger afspejlede sig politisk - både mht. den landspolitiske partitilslutning, således som det er undersøgt af Hans Lund Hansen, men her især mht. sognepolitikken og debatten i forbindelse hermed.
Selv om hovedsigtet i denne fremstilling er den sognepolitiske udvikling siden sogneforstanderskabernes start i 1842, så er den mere generelle sognehistorie også medtaget i nok mere end i forhold hertil fornødent omfang.
Sognet placeret ved Kongeåen, det slesvigske spørgsmål?
Det naturgivne skel mellem Nord- og Sønderjylland har altid gået ved den å, som fra 1700-tallet blev kaldt Kongeåen. Det statsretlige, forfatningsmæssige skel blev skellet mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig under Valdemar Sejrs sønner efter 1241, i 1200-tallet.
Koldinghus
Som de fleste, lidt større danske byer er Kolding omtalt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231.[15] Det første Koldinghus er anlagt i 1268[16] ved den naturlige grænse til det, der med delingen af Danmark mellem de to Valdemar (Sejr) sønner, gav hertugdømmet Slesvig til Abel, kongedømmet Danmark til Erik (Plovpennig). Koldinghus og Kongeåen fik således også status af forsvar for rigets grænse mod syd.
Af helt indlysende historiske grunde har Skanderup Sogn, især Skanderup, den tids største landsby i sognet, en fortid som et omfattende SMUGLERCENTRUM. Der er selvfølgelig ikke nogen i sognet, bortset fra et par præster, der har skrevet noget om det. Vi ved det først og fremmest fra retsprotokoller over sager, der blev ført i anledning af det omfattende smugleri. Samt kongelige breve og lovgivning, der forsøgte at gøre noget ved problemet. En lokal historiker, P. Eliassen har i 1926 udgivet en bog, Kongeaaen, om emnet. Bogen bruges ikke meget mere, har alt for meget rub og stub med, men der er ind imellem rigtigt gode, konkrete kildedokumentationer for den farverige historie.
Kongeåen, grænsehistorie
![]() |
Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2. Det største tilløb er Vejen Å fra nord. Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å.
Åen blev under Valdemar Sejrs sønner, d.v.s. i 1200-tallet skillelinje mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig. Det skete i 1232, hvor Valdemar Sejr kronede Erik Plovpenning som sin medkonge. Som kompensation fik Abel hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, hvilket skabte adskillelsen af Slesvig fra kongeriget Danmark, Sønderjylland mellem Kongeåen og Ejderen.
Toldtegn, kan søges f. eks. hos Bruun-Rasmussen, her taget fra P. Eliassen.
Postkort med motiver fra Kongeå grænsen, Skodborghus, d.v.s.. før 1920.
|
![]() |
Den statsretlige skillelinje mellem hertugdømmet Slesvig og kongeriget Danmark blev yderligere bekræftet ved Ribe-overenskomsten i 1460[17], hvor der blev skabt en personalunion mellem Danmark, Slesvig og Holsten. Fra anden halvdel af 1500-t. frem til 1850 var åen en del af toldgrænsen mellem kongeriget og hertugdømmet. Det havde særlig betydning for den jyske udførsel af okser, hvoraf der skulle betales eksporttold til kongen. Det var medvirkende til at åen i folkemunde gradvis skiftede navn fra Skodborg Å til Kongeåen. Efter krigen 1864 lagde åen frem til 1920 navn til den dansk-tyske grænse.
I 1851 blev toldgrænsen flyttet sydpå til Ejderen, og det blev for første gang i århundreder muligt frit at krydse Kongeåen. Med krigen i 1864 opstod så Kongeå-grænsen.
Grænserne til forskellig tider, også den udveksling af områder, der foregik i 1864, fremgår ganske illustrativt af dette kort[18]:
|
![]() |
De kongerigske enklaver omkring Ribe blev ved fredslutningen i 1864 mageskiftet med de 8 sogne[19] syd for Kolding (Sønder Bjert, Vejstrup, Sønder Stenderup, Dalby, Vonsild, Ødis, Taps og Hejls sogne).
Kongeåen som toldsted, smugleriet i Skanderup Sogn
Vi hører første gang om problemer med kongens vigtige indtægtskilde, tolden i sognet i et åbent brev, 1545, fra Christian 3., der jo jævnligt opholdt sig på Koldinghus: ”Eftersom Os er forekommet, at mange, baade indlændiske og udlændiske Købmænd, Herremænds-Bud, Bønder og anden Almue, over Isevad, Falkevad, Astrup Møllevad (Ejstrup Møllevad) og igennem Gieldballe, Hieredrup (Hjarup), Klechbæk (Klebæk) og andre ulovlige Vadesteder og Veje imellem Kolding og Ribe udfører og driver Heste og Øgføl, Øksen, Køer, Korn, Flyttelæs og andet Gods og dermed forkrænker Vor og Kronens Told, da befales, at alt skal udføres over Kolding og Ribe under Straf som for andet Tyveri.”[20] I yderligere et åbent kongeligt brev af 1. januar 1567 kan man se, at der nu som en næsten selvfølgelig ting blev smuglet. Her nævnes forskellige af smuglernes drivveje: Ejstrup Møllevad (Kolding Aa), Hjarup, Skanderup og Klebæk (en Gren af Nagbøl Aa, der falder ud i Kongeåen). Smuglerierne blev oftest udført helt åbenlyst, idet kreaturerne fra markederne i Kolding blev drevet ad de søndre veje ad Ribe til under foregivende af, at tolden skulde betales i Ribe, hvor studene så blev drevet sydpå, ufortoldede.[21]
Disse kongelige breve var dog ingenlunde tilstrækkelige, smuglerierne fortsatte ved toldgrænsen. Christian 4. udnævnte derfor 4 vadstedsridere,[22] 2 for tolderen i Kolding, 2 for tolderen i Ribe. De var dårligt lønnede, og skulle først og fremmest leve af den provision, de kunne skaffe sig ved at opfange smuglergods. Det gjorde dem selvfølgelig overordentligt forhadte blandt egnens beboere, der har set smugleriet som en god måde at skaffe sig ekstra indtægter på.
Mellem de to Åer i Skanderup og Vamdrup sogne var der ingen naturhindringer for smuglerne, og her søgte de så naturligvis hen. Foruden vadstedsriderne var der på dette område også i nogen tid ansat en, der blev kaldt toldinspektør. Her kender man en fra 1668, der hed Carsten Hansen, som boede i Bastrup, altså på den søndre side af åen.
Det blev i 1689 befalet, at alle heste og kreaturer på begge sider af ”Vadestederne mellem Kolding og Foldingbro” skulde brændemærkes to gange om året. Dette omfattede de 4 kongerigske sogne syd for Kolding Aa, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup. Ligesom de sønderjyske herreder Frøs og Kalslund, hvor optælling og indbrænding af heste og kreaturer også skulde gennemføres for at kunne føre kontrol med det omfangsrige smugleri i disse told-, og smuglersogne. Hidtil havde der ingen fast toldgrænse været, men kun et Grænsedistrikt. Efterhånden samlede toldgrænsen sig om Skodborg og Kolding Aa. Så dukker navnet Kongeåen dukker op. Det udspringer velsagtens af folkemunde som et naturligt navn åen, hvor kongens told skule betales. Navnet nævnes ikke i nogen forordning fra dengang. Det anvendes første gang i en Tingbog fra Gørding og Malt Herreder for 1698.[23]
Der berettes om flere eksempler på voldelige episoder mellem de lokale fra Skanderup Sogn og vadstedsriderne. I 1654 skulle en vadestedrider i Kolding have fået hovedet skåret af formedelst Jens Knudsen Glad fra Skanderup.
Under en pest på Kolding egnen i 1654 har vi en beretning fra præsten i Vonsild, Johannes Ryde.[24] Ryde, har optegnet, hvad han om søndagen ville oplæse fra prædikestolene i sine to kirker, Vonsild og Dalby. Ogsaa han kendte, hvad der foregik i de tætte skove mellem Fovslet og Hjarup, Seest og Vonsild: ”I, Vonsild og Sests samtlige Grander, Eder giver jeg til Kende, at jeg mig ganske frasiger den nørre Moosgærde, som jeg haver hidtil i 16 Aar gærdet, af Aarsag, at jeg ikke samme kan for arge Nattegængere og Ransmænd (tør vel sige Kongens Toldsoiqerel ) holde vedlige. I Gaar Nat brød de Staverne op og lod Heste og Bæster igennem fra Sest. Dette maa dog undersøges og straffes. Jeg er ikke skyldig at holde Lyset om Natten for de Sesters Ross- (Heste) og Studekøbere! Gud advare og straffe dem for Jesu Christi retfærdige Doms Skyld. Amen!”[25]
I kolding Byting er der en retsudskrift fra 15. okt. 1645, hvor der er tingsvidner ”af 8 Dannermænd”. Herunder Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, hvis vidneforklaring Jørgen Jensen Stub af Skanderup bekræftede, nemlig at de af vadestedsdriverne opbragte stude var af studedriveren faret vild og derfor anbragt i en stald i byen for natten. Det samme blev bevidnet af Anders Mikkelsen, barnefødt i Skanderup, som svor, at ”Jacob Skrædder kom til ham i Gelballe om natten hen imod Dag og beklagede sig, at han var drevet vild med 2 Stude og derfor bad ham om at gaa med sig og drive studene til Kolding. Jørgen Jensen Stub af Skanderup vidnede det samme”.[26]
I 1782 klagede en grænsekontrollør Zahn over det store Smugleri i de 4 sogne, Seest, Skanderup, Hjarup og Vamdrup, som holdt kro og hentede hele læs ”Brændevin, Hør og Tobak fra de »holstenske« (slesvigske) Købstæder, hvorved de ikke alene forsynede selve Sognene, men endog udførte store Dele deraf til Jylland.”[27]
|
|
Skanderup var efter 1727 mærkeligt stillet. Toldlinjen kom her til at gå midt igennem sognet, den gik 1727 – 1850 rundt om Nagbøl Skov og fulgte Drabæks Mølleå.[28] Der måtte herefter bevogtningsmandskab til, hver gang kirken skulle repareres, og der skulle føres materialer hertil nordfra. Og præsten skulle over sogneskellet for at udføre kirkelige handlinger i resten af sognet. Præsten fik et særligt ”Promemoria” 19. oktober 1776, der udvidedes 16. april 1796, så han kunne passere toldskellet i sit sogn. For den almindelige befolkning var dette i medfør af besvær og ubekvemme omveje til f. eks. Kolding, blot for at komme fra en nordlig til en sydlig del af sognet, en kilde til irritation og utilfredshed. Måske ikke mindst foranlediget af meget tjenesteivrige og ufleksible toldere. Der er et eksempel på en sag i forbindelse med en tolders måde at jage efter smugbrænding, der gav anledning til en kommissionssag imod ham med raadmand Hans Diechmann og landvæsenskommissær Arent Steenstrup som kongelige Kommissarier[29], hvorefter man ikke hører mere til denne tolder i sognet.
De slesvigske krige
![]() |
![]() |
Danmarkskort fra 1817. Kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten, Lauenborg.
|
1800-tallets slesvigske krige i sognet?
|
![]() |
1800-tallets to slesvigske krige kom til at afgøre de danske hertugdømmers nationale tilknytning til det, der i 1871 under Prøjsens ledelse blev til Tyskland, eller til Danmark, endeligt afgjort i 1920 efter nationalitetsprincippet[30].
Kongeriget og hertugdømmerne før og efter krigen i 1864
Den danske hær sejrede ved Fredericia i 1849 og Isted i 1850 under første Slesvigske Krig 1848-51. Sejrene fik kun moralsk betydning og betød en dansk hang til selvovervurdering, som blev katastrofal i 1864. Der var tale om (knebne) danske sejre, som ret beset ikke burde have medført den fejlagtige opfattelse i Danmark, at man kunne opnå en dansk national løsning,
Slaget ved Isted - de danske tab er opgjort til 845 faldne, 2045 sårede og 368 tilfangetagne. Oprørshæren mistede tilsvarende 534, 1202 og 1072. På dansk side 3258, på slesvig-holstensk side 2806 i alt.
På trods af krigens realiteter, hvor også general Schleppegrell og oberst Læsøe mistede livet, rejste man i Flensborg på foranledning af De Nationalliberale, bl.a. Orla Lehmann, H. W. Bissens skulptur. Til liden begejstring for de tysksindede. Efter 1864 blev monumentet udsat for hærværk og flyttet til Berlin, hvorfra det kom til Danmark i 1945. Det blev i 1947 opstillet ved Tøjmuseet. Først i 2011 blev monumentet genrejst på sin plads i Flensborg.
|
|
![]() |
![]() Mindesten på Skanderup Kirkegård, opsat i 1874 til minde om slaget ved Ejstrup. Se herom. Privat foto.
|
Under internationalt pres måtte den danske regering efter afslutningen af første slesvigske krig love, at der ville blive indført en fællesforfatning for helstaten, at Slesvig ikke ville blive knyttet nærmere til kongeriget end Holsten, og at alle dele af staten skulle være ligestillede. Disse betingelser blev brudt med novemberforfatningen af 1863 og førte til krigen i 1864, som Danmark tabte. Under stormen på Dybbøl 18. april 1864 havde Danmark voldsomme tabstal, mistede ca. 4.700 mand, heraf 1.700 døde og sårede samt 3.000 tilfangetagne. Den prøjsiske hær mistede ca. 1.200 døde og sårede, men ingen tilfangetagne. Præcise opgørelser over de faldne findes ikke.[31] De manglende tabsopgørelser skyldes især vanskeligheder med at gøre tabene op - blandt de sårede kan være livsvarigt invaliderede og så hårdt sårede, at de døde hurtigt efter opgørelsen og på den anden side sårede, som efterfølgende igen kunne indkaldes til militærtjeneste, Skønsmæssigt vil det formentlig være rimeligt at antage, at o. 2000 døde i forbindelse med krigen i 1864.
![]() |
D. G. Monrad og C. C. Hall - 1864 katastrofens politiske fædre. Begge Nationalliberale. Hall fremsatte og gennemførte forslag til Novemberforfatningen. Monrad måtte lægge ryg til konsekvensen.
|
Efter nederlaget ved Dybbøl blev Fredericia rømmet i slutningen af april, og hæren koncentreredes på Fyn og Sjælland, dog med mindre hærenheder på Als, som blev slået af prøjserne i slutningen af juni. Resten af Jylland, op til Ålborg blev besat af prøjserne og østrigerne, og fredens hårde betingelser blev underskrevet 30. oktober 1864. Et var, at den danske hær næsten blev slagtet ved Dybbøl, men fra Sønderborg til Skagen blev østrigerne og prøjserne et alment jysk problem. Den danske hær bestod af ca. 38.000 mand. 1. og 2. division stod på Als og ved Dybbøl, 3. division stod ved Fredericia. Resten, 4. division flygtede foran prøjserne og østrigerne hele vejen op gennem Jylland, heraf navnet ”røven af 4. division” - det var nemlig, hvad prøjserne og østrigerne så.
Der blev i Danmark indført almindelig værnepligt ved lov af 12. februar 1849[32]. Hvor mange i sognet havde så direkte krigsdeltagelse i de slesvigske krige? Til besvarelse af dette spørgsmål er kildematerialet folketællinger, kirkebøger og lægdsruller[33] først og fremmest. Tilsammen kan disse kilder give et billede af krigenes omfangsmæssige betydning. Skal man have det oplevelsesmæssige med, kræves der erindringer, dagbøger mv. Og det finder man ikke i Skanderup Sogn om de slesvigske krige, så vidt vides.[34]
Det har været muligt at identificere 9 fra Skanderup by, som ved folketællingen i 1850 var registreret som soldater, og som i princippet derfor kan have deltaget i den første slesvigske krig.[35] Ud over de 9 registrerede soldater, er der i 1850 registreret 2 faldne fra sognet, formentlig under 1. slesvigske krigs blodigste slag ved Isted, hvor der var 3258 døde og sårede på dansk side, 2806 på slesvig-holstensk side. Tallene varierer efter opgørelsesmetode, men viser under alle omstændigheder, at den danske sejr var dyrekøbt.[36]
Det har ydermere været muligt at identificere 2 eller 3 fra sognet, som faldt i 1864.[37] Hvis vi tager sognets folketal som et gennemsnit mellem 1860 og 1870 folketallet, så var sognets tabsprocent hermed på 0,22 eller 0,15[38] mod en landsdækkende tabsprocent på 0,13[39]. Selv om sognet kunne forekomme overrepræsenteret, skal man også være opmærksom på, at der er tale om et landsogn, hvor militærtjenesten har været mere udbredt end i resten af befolkningen, også selv om der i 1849 indførtes almindelig værnepligt.
Med 4-5 døde i løbet af de to slesvigske krige og med den tidsmæssige og geografiske nærhed til problemet med den store nabo mod syd, kunne man måske forvente en speciel national variant i kølvandet på krigene og i den efterfølgende provisorietid. Ud over de registrerede faldne og sårede er der de savnede. I Sønderborg og Aabenraa findes der adskillige mindesten for ukendte soldater.
Men i stedet udspiller der sig en lidt uventet variant, en lokal konflikt mellem Indre Mission, inspireret af højremanden og den stærkt indre missionske C. J. Moe med den heraf følgende, naturlige modstander, grundtvigianismen, provisorietidens folkelige Venstre bevægelse, den landspolitiske opposition til Estrups højreregering.
Den økonomiske udvikling fra landboreformerne i slutningen af 1700-tallet indtil vore dage. Da denne gennemgang kun i meget begrænset omfang omtaler decideret lokale forhold, henvises den til Appendix 1.
Kilder til og fremstillinger af sognets historie
Det benyttede materiale omtales også i nogen udstrækning i de afsnit, hvor det benyttes. Her det skønsmæssigt vigtigste.
Sogneforhandlingsprotokoller for Skanderup Sogn 1903-1954 er nøje gennemset. Protokollerne 1938-54 er klausuleret efter 75 års reglen i Arkivloven, men er altså udleveret. Der vil ikke blive refereret offentligt herfra uden arkivargodkendelse.
Protokollerne 1868-1903, for provisorietiden, mangler og må anses for bortgnavet af tidens tand, hvem end tanden må have tilhørt som repræsentant for tiden. Det er stærkt beklageligt, da et af hovedpunkterne i denne undersøgelse er en lokalpolitisk problemstilling, specielt for denne periode.
Der må her i stedet benyttes andet, tilgængeligt kildemateriale.
Forhandlingsprotokol for 1842-68, Sogneforstanderskabet (som det kaldtes indtil 1868) for Skanderup Sogn er en værdifuld detalje, som heldigvis har overlevet den grumme tidens tand. Er især værdifuld som illustration af, hvordan forstanderskabets sammensætning er præget af forsigtighed med at lade almuens socialt nedre lag deltage. Kronens / statens repræsentanter og det store hartkorn har en helt dominerende stilling sammen med præster og skolelærere. De sidstnævnte dog ikke udtalt i Skanderup Sogn, tværtimod ses de ikke repræsenteret.
Kronens Skøder på afhændet og erhvervet Jordegods ... 1535-1765, bd. 1-5, udgivet af Rigsarkivet 1892. Her finder man dokumentation for de gårdhandler m.v., hvor kronen, dvs. statsmagten indtil 1848, var indblandet. Det er et godt primært kildemateriale til bestemmelse af først og fremmest sædegårdsproblematikken i Skanderup Sogn. Men også til bestemmelse af, hvorledes kronens gods handledes.
Under arbejdet med stoffet blev det efterhånden helt åbenbart, at der var et behov for at få en beskrivelse af det dagligliv, som levedes i den specielt behandlede, ca. 100 års periode fra 1800-tallet til midten af 1900-tallet.
Til noget af stoffet, den del der indgik i den offentlige debat, er der benyttet lokale dagblade, Kolding Avis, Kolding Folkeblad og Kolding Social-Demokrat.[42]
Folkemindestof[43] kan her være et væsentligt supplement. Det eneste, der findes decideret om Skanderup Sogn er Otto Korsgaards af Aug. F. Schmidt redigerede erindringer om Folkeliv i Skanderup Sogn, udgivet 1924, fortalt i 1922.
Otto Korsgaard er 1 ud af 2416 personer i Skanderup Sogn i 1921, inkl. kvinder og børn, som dengang jo ikke ytrede sig så meget i den offentlige debat. Korsgaard står uden for Indre Mission og Grundtvigianismen. Efter eget udsagn tilhører han ”den gamle Skole og lever i den Kristendom, jeg er blevet opdraget til i mit Hjem og hos min Lærer og Præst.”[44]
Selv om Korsgaard kun er en enkelt stemme, sikkert ikke engang repræsentativ, så ser han ud til at have haft en fortræffelig iagttagelsesevne og en glimrende hukommelse.
Desværre har udgiveren Aug. F. Schmidt undladt[45] ”flere karakteristiske og morsomme Historier om Stridighederne mellem Indre-Mission og de øvrige Sognefolk.”[46]
Til bestemmelse af sognets embedsmænd i perioden efter landboreformerne kan man benytte Kongelig Hof- og Statskalender, der er udkommet siden 1801. Desværre er de laveste i myndighedshierarkiet, som her er medtaget, herredsfogederne. Det betyder, at de helt lokale sognefogeder ikke er medtaget.
Omkring sognefogederne i Koldinghus Amt er der foretaget en række glimrende undersøgelse af Johs. Lind[47], dels i en undersøgelse af lenstiden[48], dels af tiden indtil 1750[49], eller i realiteten indtil Chr. 7.’s forordning fra 1791 om "sognefogeders beskikkelse, deres embedsforretninger og belønninger".
Kildematerialet er fortrinsvis lensregnskaberne for Koldinghus len og Koldinghus amt samt amtets kopibøger over udgået korrespondance, herunder de tilhørende jordebøger. Dette kildemateriale er usikkert mht. navne, da man først og fremmest interesserede sig for beløbene, de vigtige indtægter. Desuden kan der hentes oplysninger fra de forskellige herreders tingbøger og fra skifteprotokollerne[50]. Hertil kommer matriklerne fra 1642-44, 1688 og 1844, som er et meget vigtigt kildemateriale til overgangen fra landsby- og dyrkningsfællesskab til udskiftningernes overgang til det individuelle landbrug.
Før slutningen af 1600 tallet kan kildematerialet i mange lokalsamfund være så sparsomt, at det stort set ikke er muligt mere detaljeret at tegne konturerne af landsbyfællesskabets forhold i distrikt, amt, herred og sogn.
I forhold til det manglende vide- og vedtægtsmateriale for Skanderup Sogn er der et ganske righoldigt materiale, der hidrører fra den offentlige administration. Danske lokalhistorikere er enevældens velordnede og stort set velfungerende embedsværk megen tak skyldig for den heldige situation, vi er i, når lokalhistorien mellem 1660 og 1849 skal undersøges. Vi har centraladministrationen i København, især Danske Kancelli og Rentekammeret. Og i rigt mål lokaladministrationen i Koldinghus Len, efterfølgeren Koldinghus Amt fra 1662 og fra 1783 Ribe Amt. Her er der arkivalier fra amtmanden, amtsforvalteren, herredsfogeden, bispen, provsten, præsten og lokale degne. Samt materiale fra Kolding Rytterdistikts administration. Desuden skøder m.v. for de enkelte gårde. En hel del af materialet findes på Landsarkivet i Viborg, noget på Kolding Stadsarkiv.
Især kan man benytte de ret pålidelige oplysninger om landsby- og dyrkningsfællesskabet, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688[51], markbøgerne 1682-83, der er ført sognevis, modelbøgerne fra 1686 og forskellige års engtakseringsprotokoller, også hovedsageligt fra 1600 tallet.[52] Disse kilder er vidnesbyrd om forholdene i 1680’erne men også i vid udstrækning den foregående tid.
Den nyere forskning i landsbyfællesskabernes historie benytter matrikuleringsmaterialet før 1688-matriklen, dvs. 1662/64-matriklen, der var opmåling efter landgilden til at få landsbyfællesskabets funktion og struktur belyst. Af skattetekniske grunde ønskede man en mere præcis matrikulering, dvs. effektivisering af den enevældige stats indtægter.
Kirkebøger blev ved reskript af 17. maj 1646 påbudt ført. Af Jyllands 550 pastorater er der kun 77 tilbage fra tiden før 1660[53], i Skanderup sogn er den første, bevarede kirkebog fra 1692-1758[54].
Foruden det primære kildemateriale, specielt sognerådets forhandlingsprotokoller, som ligger på Kolding Stadsarkiv, og matrikelkort[55], som er lagt på nettet, findes der nyere, også ganske brugbare fremstillinger af Skanderup Sogns historie. Fremstillingerne kan sammenholdes med samtidige beretninger fra C. J. Moe, sognepræst i Skanderup 1885-1922. Først og fremmest hans erindringsbog, Oplevelser, O. Lohse 1926, samt Aug. F. Schmidt, Skanderup Sogn I-II, 1925. Sidstnævnte fik en ret ilde medfart i en samtidig anmeldelse[56]. Ud over forkert angivelse af administrativt tilhør for Skanderup Sogn 1662-1793 (Koldinghus Amt, først herefter med kgl. resolution af 1793 overgang til Ribe Amt, ydermere delingen af Anst Herred indtil 1573 mellem Skodborg og Koldinghus Len)[57], så mangler Schmidt også at inddrage "Kronens skøder[58] på afhændet og erhvervet jordegods i Danmark fra reformationen til nutiden, Rigsarkivet 1908"
De to (og vist eneste nyere) lokalhistoriske fremstilliner af Skanderup Sogns historie, som er brugt her, er Thomas Christensen, Skanderup Sogns historie[59], 1996 og Hans Lund Hansen, Nogle undersøgelser over forhold i Skanderup Sogn, Fra Ribe Amt 1969, s. 177-226. Hertil kommer Richard Andersen, Lunderskov Kommunes Historie, 2009.
Den mest direkte anvendelige til den her tilsigtede undersøgelse er Hans Lund Hansen, som har sat sig for at lave en (desværre derfor noget begrænset) undersøgelse af den politiske ledsagekultur til Indre Missions gennemslag med især C. J. Moe som sognets folkekirkepræst fra 1885. Thomas Christensens lokalhistorie er værdifuld, hvis man ønsker detaljerede oplysninger om ejerne af enkelte matrikler i sognet.
Der er en hjemmeside for Skanderup Valgmenighed[60], og desuden en beskrivelse af kirken[61], foretaget af Nationalmuseet. Valgmenigheden så dagens lys i 1910 som et resultat af polariseringen i sognet under C. J. Moe.
Hertil kommer: Københavns Universitet, Nordisk Forskningsinstitut, database med danske stednavne[62]. Danmarks Stednavne, bd. 1-25, 1922-2006 og Folketællinger 1787 - 1930, der kan suppleres med materiale fra Danmarks Statistik[63].
Omkring andelsmejerier og søndagshvilende mejerier, som i Skanderup Sogn har været en af skillelinjerne, skabt af pastor C. J. Moe, er der lavet en god, solid historisk undersøgelse af Harry Haue (download af pdf-fil). Der er også lavet et mere sociologisk orienteret skoleridt omkring samme emne, som særligt interesserede muligvis kan få noget ud af.
Skanderup Sogns fortidsminder
Som Cæsar inddelte Gallien i 3 dele, kan man inddele Jylland i 4.
Nørre- og Sønderjylland skilte ved Kongeåen, hvor Sønderjylland lå mellem Ejderen og Kongeåen, resten var Nørrejylland. Med en nyere inddeling kan man inddele efter Nordjylland nord for Limfjorden med hævet havbund og flade kystsletter, Midtjylland nord og Sønderjylland syd for Kongeåen.
Midtjylland kan så deles efter istidens hovedstilstandslinje, hvor den vestlige del, Vestjylland er flade og sandede hedesletter, den østlige, Østjylland del er kuperet og præget af moræneaflejringer.
Skanderup Sogn ligger i Østjylland og er del af en bredere forhistorie, som her skitseres i hovedtræk.
Istid og stenalder
Sidste istid varede iflg. de bedste skøn ca. 100.000 år. Heraf var Danmark kun dækket af is de sidste ca. 15.000 år. Den store opvarmning, som afsluttede istiden i Danmark skønnes at være sket i to tempi. Først en opvarmning for ca. 14.700 år siden, hvor der må formodes at have været mennesker i det nuværende Danmark. Opvarmningsperioden strakte sig over ca. 2.000 år, herefter igen ca. 1000 år med temperaturfald, hvor mennesker igen må være trængt sydpå. Istiden sluttede endeligt for ca. 11.700 år siden[64], dvs. den sidste indlandsis skulle i Danmark være forsvundet o. 9-10.000 f. Kr. Der har givet levet mennesker i Danmark før og under dele af sidste istid[65], især sandsynligt under den midlertidige opvarmning på de ca. 2.000 år. Vi ved blot stort set intet om dem. Bortset fra den strålende, fiktive beskrivelse i Johs. V. Jensens[66], Den lange Rejse. Bræen.
![]() |
Længere nede i Europa er der fundet spor efter hele eller delvise forfædre til homo sapiens, Neandertalere og Cro Magnon'er. Formentlig har de to fortidsmennesker mødt hinanden nede i det sydøstlige Europa for o. 30.000 år siden, hvor man daterer de første fund af Cro Magnon'er. Under alle omstændigheder uddøde Neandertalerne for ca. 25 - 30.000 år siden efter at have eksisteret vel siden o 300.000. Cro Magnon er en homo sapiens, altså helt sikkert blandt vore forfædre. Neandertaleren var større, formentlig stærkere, men nok ikke helt så klog og tilpasningsdygtig. Man formoder, at Cro Magnon'erne bedre var i stand til at overleve sidste istid, at de slet og ret tog den eksisterende føde, foruden hvilken Neandertaleren måtte uddø. Cro Magnon'erne stammer i øvrigt fra Afrika. Uanset hvor i Danmark, Europa, eller i verden man bor, så er det ret sikkert at antage, at vore stamfædre er Cro Magnon. Vil man gerne adskille sig fra f. eks. svenskere, bliver det næppe på forskel i stamfædre.[67]
Neandertalerne mente man tidligere at have påvist eksistensen af i Danmark ud fra fund af dyreknogler i en grusgrav ved Hollerup NV for Langå, der kan dateres til 130-115.000 f. Kr. Man har ment, knoglerne var knust af menneskelige væsner m.h.p. marvspaltning. Neandertalere formodede man, det har været, da de jo er påvist at have eksisteret i det sydlige Tyskland ca. 400 km længere mod syd o. denne tid. Nyere undersøgelser af dyreknoglerne synes dog at afkræfte denne teori. Man må derfor nok konstatere, at de første mennesker i Danmark tidligst kan konstateres under slutningen af sidste istid, dvs. nok for o. 14.000 år siden, lyder de bedste arkæologiske skøn.
Efter sidste istid begynder så Danmarks forhistoriske tid, dvs. kun arkæologiske, ingen skriftlige kilder. Før og under istiden er der intet materiale, der kan fortælle om liv og levevilkår. Arkæologer kan som regel få forbavsende meget ud af et ganske sparsomt materiale. Det er ikke engang muligt her.
Ældste jægerstenalder, dvs. hvor der i Danmark kun var jægere og samlere. Ingen bofaste. Sættes af nogle arkæologer til o. 13 000 - o. 9 000 f. Kr. Det er nok en del nærmere 9 000 end 13 000, hvis det skal fastholdes, at Danmark næppe var beboet under istiden. Hvis man (rimeligt realistisk) antager, at der har levet mennesker i Danmark under den første opvarmningsperiode fra ca. 12.700-10.700 f. Kr. og herefter nok først igen fra o. 9.700 f. Kr., så passer den anførte tidsangivelse så nogenlunde.
Denne periode har man navngivet efter fund af flintaffald og -redskaber, især efter lokaliteten Bromme i Midtsjælland. Tidsmæssigt følger Brommekulturen Hamburg- og Federmesserkulturerne og efterfølges af Ahrensburgkulturen samt Maglemosekulturen: Brommekulturen, en blandet skov- og tundra- og jægerlivsform fra sidste del af istiden. Ca. samtidig med kulturer, man har fundet spor efter i Sønderjylland, Hamburg- og Federmesserkulturerne.
Efter isens bortsmeltning og skovens indvandring skiftede jægerkulturen karakter fra omkring 9000 f. Kr. I urskoven begyndte Maglemosekulturens folk at jage, bedst kendt fra bopladser ved indlandets søer i de store sjællandske moser som Åmosen og ved nogle jyske åer. Kystbopladserne ligger nu på havets bund. Jægerne kunne dengang gå til England.
I Hjarup Mose er der gjort fund og desuden mellem Gamst Søenge og Dollerup Sø, hvor man på 8 lokaliteter har fundet skafttungespidser (et typisk brommekultur redskab), som dog ikke kan forbindes med en egentlig boplads, men som kan være bortskudte pilespidser, der kunne indikere Federmesser-, Bromme- eller (måske starten på) Maglemosekulturen (hvor dette redskab dog forsvinder). De betydelige fund er registreret meget professionelt af en lokal gårdejer lidt øst for St. Andst, Ingvor Filtenborg. Den meget præcise viden om fund og fundomstændigheder i Dollerup skyldes ham iflg. de arkæologer, der har skrevet om fundene i en artikel, Federmesserkulturen i Danmark. Belyst med udgangspunkt i en amatørarkæologs flintsamling.
Der er i Dollerup tale om overfladefund, som gør det vanskeligt at drage sikre konklusioner mht. bosættelse og sammenhæng til de kulturer, som fundene repræsenterer.
Ældre jægerstenalder, med mere bofaste, kystbopladser ved bl. a. Limfjorden kan tidfæstes til o. 9000 - o. 4000 f. Kr. Maglemose- (indtil o. 6400 f. Kr.), kongemose- (indtil o. 5400 f. Kr.), og ertebøllekulturer (o. 5400 - o. 4000 f. Kr.).
Bue og pil var i løbet af ertebøllekulturen blevet jagtredskaber. I modsætning til de relativt store skafttungespidser finder man nu mange og ganske små pilespidser af flint. Havet fyldte dengang mere end nu, takket være øget is afsmeltning, og skabte et øst- og et norddansk ørige. Det lune, salte hav egnede sig til at fange østers. Desuden blev hjorten, vildsvinet og sælen det dominerende jagtvildt. Man har formentlig flyttet bopladser mellem kyst (sommer) og indlandssøer / åer (vinter). Efteristidens bevægelser i landskorpen efter afsmeltningen har druknet de syddanske kystbopladser med tilhørende fiskeredskaber. Disse viser for alvor havets betydning som fødekilde.
Bondestenalderen o. 4000 - o. 1700 f. Kr. var tiden, hvor den fastboende bonde afløste den omstrejfende jæger og samler. Tamdyr, kornavl, keramik og slebne økser og en ny gravkultur. - Lange jordhøje med indvendige pæleinddelinger og trækamre. Afløses af storstensgravene med små stenkister i rund- eller langhøje, -dysser. De klassiske dysser kendes i tusindvis over hele landet. Efter dyssen kom jættestuerne, der var større kamre med gang, som blev genbrugt ofte, og derfor kan indeholde snesevis af skeletter, hensætninger af lerkar osv.
Fra omkring 2800 f.Kr. kommer der som noget nyt den såkaldte enkeltgravskultur. Kulturen er bedst kendt fra Jyllands magre jorder, hvor skeletsporene er vasket helt ud. Gammelkendte redskaber ændrede sig, både flintøkser, stridsøkser og lerkar. Bopladserne synes indskrænket til enkeltgårde. Der kendes mange grave fra enkeltgravskulturen. Man har såmænd også benyttet tidligere tiders jættestuer til enkeltgravskulturens døde.
Som overgang til bronzealderen kalder man tiden fra o. 2400 - o. 1700 f. Kr. for dolketid. Der bliver her flintminedrift - ved Limfjorden i næsten stordriftsformat. Der fortsættes med stenbyggede enkeltgrave - med genbrug som i jættestuerne - og i Midtjylland uden høj.
Bronzealderen o. 1700 - o. 500 f. Kr. Ud over at Danmark helt uden egne metaller nu blev en af Europas største forbrugere af bronze til våben m.v. pr. km2, er gravhøjene vel nok det mest markante - de ligger i Danmark jævnt fordelt over hele landet. Der var relativt varmt og tørt i Danmark i denne periode, tidligere tiders skovarealer blev fortrængt af græsningsarealer til husdyrene. Der er ganske mange gravhøje fra bronzealderen. Der vil være tale om gravhøje med en højde på ofte op mod 4 m, ofte også anlagt på markante bakkedrag. Bronzealderens gravhøje kan ligge i grupper eller på rad og række. Beboelsen synes at have været enkeltstående to- eller treskibede langhuse, ikke landsbyer. Der er fundet og udgravet huse af denne type, som kunne tyde på, at agerbruget har været af mindre betydning, hvorimod husdyrbruget (som i resten af landet i bronzealderen) har været vigtigere - med husdyr som kvæg, får, geder, svin (i skovområder især) og heste, sidstnævnte dog nok kun som en luksus, de mere velstillede kunne tillade sig.
Jernalderen inddeles efter fundenes særlige kendetegn i 1) før romersk jernalder, o. 500 f. Kr. - o. 1 e. Kr. (der er ikke noget, der hedder år 0), 2) romersk jernalder, o. 1 - o. 400 e. Kr., 3) germansk jernalder, o. 400 - o. 800 e. Kr.
Det blev o. 400 f. Kr. koldere i Danmark, og der kom nu mere sammenhængende bebyggelser, hvor man kunne bo på det samme sted eller blot flytte nogle få hundrede meter væk. I før romersk jernalder bredte brandgravsskikken sig, dvs. de døde blev brændt og lagt i en urne, som blev anbragt på en flad mark, evt. ved siden af en eksisterende gravhøj.
Fra romersk jernalder ændrede gravskikkene sig igen. Efter brandgraven kommer nu skeletgraven igen, navnlig til begravelser af de mere velstående. Gravpladser med skelet- og brandgrave benyttedes ofte gennem århundreder, en enkelt med 2500 grave over et tids span på omkring 500 år. I yngre romertid skete der flere vigtige fornyelser. Landbruget gik endnu mere over til kvægavl end i bronzetiden. Havre og rug samt hør vinder frem.
Vikingetid. Danmarks vikingetid, navngivet efter, hvad datidens beboere også kaldte sig selv, i det mindste de af dem, der drog på sørøver- og handelstogter, kan dateres til ca. 800 - ca. 1050, altså lidt ind i den periode, hvor Danmark i princippet var gået over til kristendommen. Man har fra denne periode "Trelleborgene", hvoraf Fyrkat og Aggersborg ligger i Midtjylland. Disse borge har enten været "tvangsborge", dvs. beregnet på, at centralmagten kunne holde styr på befolkningen, eller de har evt. været beregnet på erobringstogter ud af landet.
Den lille Jelling sten (ca. 935)
|
|
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
Neden for de to Jellinge sten, som man normalt anser for at være Danmarks dåbsattest. I det mindste er de monumenter over vikingekongen Harald Blåtands bekendtgørelse, at han samlede og kristnede hele Danmark. Kombineret med den viden, som vikingeborgene[75] giver os om en stærk centralmagt, kan man nok godt fæste lid til denne lidt reklameprægede bekendtgørelse. Men der har været kamp om magten, hvilket viser sig ved sønnen, Svend Tveskægs voldelige magtovertagelse.
Mht. fund og fortidsminder i sognet er det, som det fremgår af oversigtkortet, især Dollerup, Nagbøl - sammen med nabobyerne Gejsing, Lejrskov, Hjarup og St. Andst - som rummer ind imellem bemærkelsesværdige fund og fortidsminder. I byerne Skanderup og Gjelballe er der relativt få.
Man har nok oprindeligt bosat sig langs å og sø i Kolding ådal. Herfra så vel udflytning til torp-byerne, bl.a. Skanderup samt - ikke mindst kunne fundene tyde på - Dollerup-Nagbøl området.
Kortets røde cirkler markerer fredede fortidsminder, de blå repræsenterer ikke-fredede fund og fortidsminder.
Der skal her gives en kort præsentation af fund og fortidsminder.
Præsentationens korrekthed beror på Kulturstyrelsens registrering. Så vidt det har kunnet konstateres, er denne registrering både korrekt og opdateret. Det kan desværre være problematisk at få adgang til flere af disse fortidsminder, da de er placeret på privat og ikke altid tilgængeligt areal.
Uden for kortet, mellem vejen fra Gjelballe mod Kolding og møllevang er der ved Lindholdtgård fundet en ikke-fredet jernalderbosættelse, dog med ret få fundgenstande, kogegruber, lidt keramik og flintafslag.
Hos teologen Nicolay Jonge hedder det i hans Danmarksbeskrivelse fra 1777 om Skanderup Sogn: "Paa Sognets Mark findes mange hedenske Begravelser og Offersteder."
Tidens tand, intensiv landbrugsdrift og anlæggelsen af jernbanen i 1866 har nok ændret dette noget. Hos A. F. Schmidt, Skanderup Sogn, 1926 hedder det s. 11, at man iflg. Nationalmuseet i 1898 " ... skulle have kunnet stedfæste 28 Oldtidshøje i Sognet ... 15 af højene var i 1898 overpløjede ... og i 1922 da jeg besaa dem alle i Marken, kunde der sees smaa Forhøjninger i Agrene, hvor Højene angives at have været."
I dag kan man i Kulturstyrelsens registrering konstatere mellem 60-75 mere eller mindre velbevarede fortidsminder - samt fund - inden for sognegrænsen. Heraf dog kun 5 fredede, og disse hovedsageligt op ad sognegrænsen til Gejsing og Lejrskov, hvor der er massivt flere, især i Lejrskov området. Uden for sognegrænsen er der også mod sydøst i Hjarup og Fovslet et større antal fredede oldtidsminder.
Det må nok bekræftes, at jernbanen og det intensive landbrug har kostet dyrt mht. bevarelsen af fortidsminder. Der vil vel altid være et spillerum mellem det økonomiske, dagen og vejen og hensynet til historie og kultur. Alt i alt holder A. F. Schmidts o. 13 observerbare fortidsminder i sognet formentlig stadig stik.
Fredede oldtidsminder
Om en nu fredet urnegrav fra jernalderen, beliggende Kongsbjerg, registreret første gang i 1890, hedder det i 1936: "Højen beset Sept. 1936. Den er ikke egnet til Fredning, da den er beskadiget med store Afgravninger af Siderne, ved Anbringelsen af et Vognskur og en Kartoffelkælder. Ejeren vilde tilmed gerne have en Erstatning, hvis der skulde foretages Fredlysning."
Kongsbjerg blev fredet o. 1937. Højens urnegrav fra jernalderen, lå i Kongsbjerggård "i et hjørne af gården", noget beskadiget. Offentlig adgang.
Spidshøj, jordfæstegrav, rundhøj og urnegrav fra bronzealderen. Udgravet første gang i 1902 (af lodsejer). Offentlig adgang.
Flavenfeldt, jordfæstegrav, rundhøj, brandgrav fra bronzealderen, udgravet første gang 1903, registreret som overpløjet høj i 1898. Mark ved Rolles Mølle, hvor der blev udgravet grus til jernbanebyggeri.
Hesselvad Bro. Rasteplads med restaureret bronzealderstenkiste fra gravplads, der blev fjernet ved vejbyggeri. Offentlig adgang.
Dollerup, rundhøj, fredet før 1937, ad Nagbølvej, mod Dollerup, nord for Nagbøl Nygård, et par hundrede m. sydøst for Tvillingehøjene, Dollerupgård i Dollerup.
Ikke-fredede fund, Skanderup-Gjelballe
Søndergyden, jernalderskår, fundet 2002.
Hjarupvej, affaldsgrube fra før romersk jernalder, fundet ved byggemodning 2006.
Wissingsminde, affaldsgrube med urne fra ældre romersk jernalder, fundet 2000.
Skanderup Kirkeby, fund af bronzebeslag fra middelalder (1067-1535), vest for kirken, fundet 2003.
Elisabetslyst v. Gjelballevej, fund af keramik m.v. fra jernalder, fund i 2000.
Dakavej, kogegrube og keramik fra bronzealder, fundet 2002.
Gjelballehave, fund af stenlag i 1953, der blev tolket som en røse, dvs. en stensat gravhøj, som kan være alt fra stenalder til jernalder. Hvis det da overhovedet er en røse.
Store Bremhøjgård, stenalderfund og slibesten fra yngre jernalder / vikingetid, fund i 2000.
Vestergaard, oppløjede affaldsgruber, oldtid, ellers ingen nærmere datering, fundet i 2000.
Betydeligt tættere ligger de ikke-fredede fund i Lunderskov, Dollerup og Nagbøl.
I området i og omkring Dollerup er der markant mange oldtidsfund på Tinghøjgård og Sølyst. Samt Dollerupgård.
I Nagbøl er der især mange fund i Nørremose og Nagbøl Søndermose.
I Lunderskov koncentrerer fundene sig omkring Spidshøj, Rolles Mølle og Kongsbjerg. Ved Rolles Mølle er der en rundhøj, hvor der er gjort en del bronzealderfund, samt en grube, hvis funktion ikke er afdækket. Der er her desuden en del nedgravninger, som er sat i forbindelse med tyske militære anlæg. I nærheden heraf og i Spidshøj området er der formentlig 3 rundhøje, som enten ikke er endeligt lokaliseret, eller som er fjernet ved grusgravning. På Spidshøjgård er der ud fra et luftfoto lokaliseret en rundhøj, en jordfæstegrav og en bosættelse fra stenalder eller ældre, samt en bronzealdergrav. Spidshøjgård-fundene er gjort 1996-2005.
I Nagbøl er der en del stenalderfund, især i den sydlige del, der grænser op mod Bønstrup (Nagbøl Søndermose, Westerby). Desuden nogle jernalderfund i Nagbøl Søndermose og Petersminde, hvor der i 1994 blev fundet sten med indristning (helleristning) og to dolkegreb af flint. På Elmegården er der i 2003 og 2004 gjort møntfund (en arabisk og en afghansk) fra vikingetid. Desuden et middelalderfund, fragment / del af et bidselbeslag.
I Dollerup finder man absolut flest fund men til gengæld ingen eller kun et enkelt fortidsminde. Tinghøjgård har vel navn efter den gamle tinghøj i Dollerup, som blev udgravet i 1912. På Tinghøjgård er der udgravet adskillige oldtidsfund, bl.a. også enkeltfund fra vikingetiden, et par hvæssesten.
Mellem Dollerup og Nagbøl finder man i Tvillinghøje urnegrave fra jernalderen, i nærheden af den fredede rundhøj nord for Nagbøl Nygård.
Syssel, herred, len, amt og Skanderup Sogn
Inddelingen i lande
![]() |
Kortet.[76] Den ældste, administrative inddeling af Danmark i historisk tid, dvs. fra Jellingestenene og tiden omkring Harald Blåtand, har været inddelingen i lande, hvor de 3 vigtigste var Jylland (m. Fyn og Langeland), Skåne (m. Halland, Blekinge og Bornholm) og Sjælland (m. Møn, Lolland og Falster).
Denne inddeling fik blivende betydning som retsområder (Jyske Lov og lovgivningen for de 2 andre lande, som blev samlet i private retsbøger - i modsætning til Jyske Lov, som er en autoritativ, officiel lovbog, givet af kongen). Derfor er de 3 her nævnte lande de vigtigste, idet de øvrige lande overtog landskabslovene herfra, dvs. Jyske Lov. Jyske Lov blev revideret i 1590, og blev i 1683 erstattet af Christian 5.'s Danske Lov.
Middelalderens retsområder, landstingene (hvor der også var kongehyldning ved tronskifte) var placeret i Viborg (Nørrejylland), Roskilde (Sjælland, Halland, Bornholm og Blekinge), Odense (Fyn, Møn, Falster, Lolland, Langeland), Urnehoved (Sønderjylland) og Lund (Skåne). De havde først og fremmest lovgivende myndighed. Under landstingene var herredstingene, der både kom til at spille en rolle som domstole og i forvaltningen (efter at have ophørt med at have en militær betydning). Ved lov blev det i 1551 bestemt, at der i herredet skulle føres tingbøger. Der findes en ældre undersøgelse over tingsteder i Viborg Stift, som også rummer fine oplysninger fra Koldinghus Len og Amt. Herunder kommer inddelingen i birk og birketing. Et birk har været et geografisk afgrænset område som herrederne. Men i modsætning til herrederne var birkene opdelt på krone, kirke eller en adelig herremand. Hertil kom købstadsbirker. Birkeretten blev oprindeligt forbundet med (den strengere) bylovgivning.
Sysler
I middelalderen var Jylland inddelt i 14 sysler indtil reformationen i 1536, hvor syslerne helt forsvandt. Hertil kom 4 sjællandske sysler. De 14 jyske sysler var: Vendsyssel, Thysyssel, Sallingsyssel, Himmersyssel, Ommersyssel, Åbosyssel, Løversyssel, Hardsyssel, Vardesyssel, Jellingsyssel, Almindsyssel, Barvedsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel.
Skanderup Sogn, Anst Herred var i sysselinddelingen del af Almindsyssel.
Inddelingen i sysler må formodes at stamme fra 7-800-tallet. I 1100-tallet indgik syslerne også i den kirkelige lokaladministration som landprovsternes virkeområde. Som kongeligt administrationsområde fortrængtes syslerne i løbet af 1200-tallet af lenene. Vi må således nok forestille os, at Koldinghus Len har afløst Almindsyssel som kongeligt administrationsområde.
Om Almindsyssel hører vi første gang skriftligt i brev om gods i Branderup By, Diplomatarium Danicum 1401. Anst Herred nævnes første gang samme sted i 1402 og 1408.
Navnet syssel kendes stadig fra f. eks. Vendsyssel og Hardsyssel. Hvert syssel omfattede et varierende antal herreder.
Herreder
Normalt tillægger man betegnelsen herred (hæræth) betydningen hær og ridt (en hærskare, der ridder ud). Både Syssel og herred findes som begreber før år 1000. I Kong Valdemars Jordebog (1231) findes der en liste over de dengang eksisterende danske herreder. Almindsyssel bestod af 6 herreder: Anst, Brusk, Elbo, Holmans, Jerlev og Slavs Herreder.
På landskabslovenes tid (1200-tallet) faldt herredernes embedsområde stort set sammen med lensområdet. Koldinghus Len kom til at bestå af Brusk, Jerlev, Holmans herreder samt halvdelen af Anst herred. Næsten identisk med, men mindre end det gamle Almindsyssel
Len, Koldinghus Len
Koldinghus slot blev opført 1248. Valdemar Atterdags mundskænk og rigsråd Henning Meinstrup fik i 1389 Koldinghus som len, taget til nåde igen efter at have opholdt sig i Holsten og holdt med Mecklenburgerne. 1452 fik byen eneret på handel i Koldinghus Len, i 1536 bliver byen købstad.
Kongelige danske hovedlen og slotslen, angivet med eksistensår.
|
|
Nørrejylland
22
|
Aggersborg (Han Herred) (1560) • Bygholm (1369-1617) eller Stjernholm (1617-1662) • Bøvling (1597-1662) • Dronningborg (1547-1662) • Hald (1536-1662) • Hønborg (1369-1493) • Kalø (1365-1662) • Koldinghus (1389-1662) og Rosborg (1397-1477) • Lundenæs (1375-1662) • Mariager (1603-1662) • Randers (1547-) • Riberhus (1368-1662) og Varde (1368-1439) • Sejlstrup (1536-1651) • Silkeborg (1536-1662) • Skanderborg (1369-1662) • Skivehus (1377-1662) • Skodborg (1375-1417) • Tordrup (1419-1496) • Ørum (1367-1662) og Hillerslev (1406-1423) • Åkær (1548-1662) • Ålborghus (1340-1662) • Århusgård (1536-1662) • Åstrup (1400-1662)
|
|
|
Fyn 9
|
Hagenskov (1375-1662) • Hindsgavl (1365-1662) • Kærstrup (Tåsinge) (1375-1401) • Nyborg (1369-1662) • Næsbyhoved (1368-1541) efterfulgt af Odensegård (1541-1662) • Rugård (1398-1662) • Tranekær (1369-1662) • Ørkil (1348-1403) • Ærøhus (1394-1439)
|
|
|
Sjælland og øerne 22
|
Abrahamstrup (1382-1654) • Antvorskov (1580-1662) • Dragsholm (1565-1662) • Frederiksborg (1560-1662) • Gurre (1361-1423) efterfulgt af Ørekrog/Krogen/Kronborg (1425-1662) • Haraldsborg eller Roskildegård (1419-1662) • Holbæk (1369-1662) • Jungshoved (1364-1440) • Kalundborg (1344-1662) • Korsør (1369-1662) • København (1375-1662) • Skjoldenæs (1429-1567) • Sæbygård (1604-1662) • Søborg (1369-1452) • Tryggevælde (1461-1662) • Vordingborg (1369-1662)
(Lolland): Grimstrup (1375-1416) • Ravnsborg og Halsted Kloster (1359-1662) • Ålholm (1364-1662) • Nykøbing (Falster) (1366-1662) • Stegehus (Møn) (1375-1662) • Visborg (Samsø) (1369-1370)
|
|
|
Sønderjylland
12
|
Flensborg (1411-1557) • Gottorp (1489-1493) • Haderslev (1372-1643) • Nordborg (1410-1490) • Padborg (1556) • Søgård (1344) • Sønderborg (f. 1375-1532) • Tilen (1490) • Trøjborg (1404-1558) • Tønder (f. 1375-1655) • Tørning (1426-1528) • Åbenrå (1375-1419)
|
Et len[77] kunne omfatte flere herreder. Enkelte len var dog så små, at len og herred faldt sammen. Embedsmanden (ombudsmandsembedet) havde til opgave at udøve øvrighedsmyndighed og at bestyre krongodset.
I 1650 fandtes der 19 nørrejyske hovedlen[78], herunder Koldinghus Len m. Anst, Brusk, Holmans, Jerlev herreder. Dog kun halvdelen af Anst Herred. Den anden halvdel, den vestlige var under Skodborg Len indtil 1573, hvor dette len blev nedlagt. Herefter var hele Anst Herred under Koldinghus Len. Lensmanden havde sæde på Koldinghus. Almind Syssel bestod af Anst, Brusk, Holmans, Jerlev og Elbo Herred. Altså næsten sammenfaldende med det, der blev Koldinghus Len.
Hvert herred bestod / består af et varierende antal sogne. Et sogn har formentlig før kristendommen været en betegnelse for områder, der søgte samme helligdom og ting, altså en religiøs og retlig betydning. Sogn er senere blevet afløst af betegnelsen herred, velsagtens fordi området blev led i en militær organisation. I dag er sognebetegnelsen den fundamentale i den kirkelige administration. Koldinghus
Amter 1662-1793, 1793-1970, 1970-2007[79]
Amterne 1662-1793
![]() |
Overgangen fra len til amter i 1662 skete som en konsekvens af enevælden fra 1660. Ved kgl. Ordre af 19. februar 1662 blev det bestemt, at lenene fremover skulle ændre navn til amter, og den administrative leder (lensmanden) skulle tilsvarende ændre navn til amtmand. Lenene blev erstattet af 45 amter 1662-1793.
Lokalt etableredes Koldinghus Amt 1662-1793 (inkl. Anst Herred) og Riberhus Amt 1662-1793.
Den kirkelige inddeling afveg fra inddelingen i amter, idet der samtidig med overgangen fra len til amter i hvert af landets 6 stifter udnævntes en stiftsbefalingsmand (senere også kaldet stiftsamtmand), som i hvert fald ind i 1700-tallet var overordnet de amtmænd som stiftet omfattede (stifterne var større enheder end amterne).[80]
![]() |
Med kongelig resolution af 4. sept. 1793 og den efterfølgende Rentekammerplakat (bekendtgørelse) af 21. juni 1794 blev en ny amtsopdeling offentliggjort. I Jylland oprettedes til at begynde med 9 amter. Der gik nogle år, inden denne omlægning helt var på plads. Resultatet var for hele Danmark 25 amter i alt.
Det tidligere Koldinghus Amt blev nu en del af Vejle Amt.
Det tidligere Riberhus Amt blev del af Ribe Amt, som kom til at omfatte Anst Herred og Skanderup Sogn, som således nu blev adskilt fra det tidligere administrative tilhør til Koldinghus Len og Koldinghus Amt.
Disse amter (dog kun 24) eksisterede indtil 1970, hvor antallet reduceredes til 14. Endelig afskaffedes amterne helt med den nuværende inddeling i regioner.
Ribe Amt eksisterede1793-1970.
Endelig blev Skanderup Sogn, nu som Lunderskov Kommune, med kommunalreformen i 1970 del af
Vejle Amt, 1970-2007, der bestod af 16 kommuner i alt, herunder Lunderskov Kommune. Lunderskov kommune bestod i denne periode af Skanderup, Jordrup og Lejrskov sogne. Og med den seneste kommunalreform fra 2007 er Skanderup Sogn nu en del af
Kolding Kommune i Region Syddanmark. Se oversigt over den administrative inddeling.
Amter og herreder, som de så ud 1662-1793 beskrives i Nicolay Jonges Danmarksbeskrivelse. Nicolay Jonge, 1727-1789, var dansk præst og forfatter - især om emner med geografisk indhold, men også oversættelser af Holbergs latinske skrifter. Hele Danmarksbeskrivelsen fra 1777 findes på Kongeriget Danmarks chorographiske Beskrivelse[81]. Man skal muligvis forholde sig skeptisk til detailbeskrivelser hos Jonge, når emnerne kræver sted- og tidsmæssig tilstedeværelse. Men med officiel overlevering af det foreliggende arbejde til arveprinsen, den senere kong Frederik 6., må man formode, at arbejdet er blevet officielt anerkendt i en statsadministration, hvor bondereformer og opmåling af landet stod højt på dagsordenen.
Anst Herred og Skanderup Sogn omtales af Jonge (ret sparsomt) under Koldinghus Amt[82].
Danmarks aktuelle stift inddeling:
Aktuelt har Danmark en kirkelig inddeling i stifter med biskopper og domkirke, et varierende antal provstier i hvert stift med provster og et varierende antal sogne i hvert provsti med sognepræster.
Danmark havde som særlig provins i den katolske kirkestat siden 1104 og indtil reformationen været inddelt i 8 bispedømmer, herunder ærkebispesædet i Lund. Men allerede o. 1060 oprettede Svend Estridsen de første 8 biskoppelige stifter i ønsket om at frigøre Danmark fra bispedømmet Hamborg-Bremen, og i erkendelse af vigtigheden af at samarbejde med den stærkere og stærkere katolske kirke. Det var således Svend, der allerede o. 1060 gjorde Viborg til bispeby. Er senere under Margrethe videre udbygget med overdragelsen af Hald Hovedgård (og len?) til Viborg bispen.
Med overgangen fra lens- til amtsmænd i 1662 kom der nye instrukser for stiftsamtsmændene i 1671, som i forbindelse med biskopper kom til at danne stifternes verdslige og gejstlige øvrighed.
I forvaltningen af stifterne havde biskopperne ved hvert domkapitel et præstekollegium, kannikker, som skulle være bispernes medhjælpere. Under hvert stift, bispedømme var der et større antal sogne - selv om sogn i sin oprindelige betydning nok har været noget ældre end kristendommen i Danmark. Næsten uden for den kirkelige forfatning var klostrene, selv om de fleste har været undergivet biskoppens jurisdiktion. I slutningen af middelalderen dannede herredet formentlig altid et provsti inden for stiftet. Antallet af provstier må således formodes at have afspejlet antallet af herreder.
Danmark havde som særlig provins i den katolske kirkestat siden 1104 og indtil reformationen været inddelt i 8 bispedømmer, herunder ærkebispesædet i Lund. Men allerede o. 1060 oprettede Svend Estridsen de første 8 biskoppelige stifter i ønsket om at frigøre Danmark fra bispedømmet Hamborg-Bremen, og i erkendelse af vigtigheden af at samarbejde med den stærkere og stærkere katolske kirke. Det var således Svend, der allerede o. 1060 gjorde Viborg til bispeby. Er senere under Margrethe videre udbygget med overdragelsen af Hald Hovedgård (og len?) til Viborg bispen.
Med overgangen fra lens- til amtsmænd i 1662 kom der nye instrukser for stiftsamtsmændene i 1671, som i forbindelse med biskopper kom til at danne stifternes verdslige og gejstlige øvrighed.
I forvaltningen af stifterne havde biskopperne ved hvert domkapitel et præstekollegium, kannikker, som skulle være bispernes medhjælpere. Under hvert stift, bispedømme var der et større antal sogne - selv om sogn i sin oprindelige betydning nok har været noget ældre end kristendommen i Danmark. Næsten uden for den kirkelige forfatning var klostrene, selv om de fleste har været undergivet biskoppens jurisdiktion. I slutningen af middelalderen dannede herredet formentlig altid et provsti inden for stiftet. Antallet af provstier må således formodes at have afspejlet antallet af herreder.
Skanderup Sogn er et af Anst Herreds 10 sogne.
Tidligst kendt var Anst Herred delt mellem Skodborg og Koldinghus Len - Skodborg Len omfattede Malt Herred og den vestlige del af Anst Herred: Veerst, Bække, Gesten, Andst og Vamdrup Sogne. I 1573 blev Skodborg Len nedlagt, og hele Anst Herred kom under Koldinghus Len. Antallet af len varierede i løbet af perioden indtil omlægningen til amter i 1662. Det meste af tiden lå antallet af hovedlen på o. 50. Inddrager man alle smålen, når man op på et antal på o. 200 len.
Med overgangen fra len til amter fra 1662 kom Anst Herred under Koldinghus Amt.
Der var 45 amter, næsten tilsvarende antallet af len før omlægningen til amter.
Med ændringen af amtsinddelingen 1793 kom Anst Herred indtil 1970 under Ribe Amt. I denne omlægning var der 24 amter indtil 1970.
Med kommunalreformen i 1970 reduceredes amternes antal til 13 + 1, dvs. 3 hovedstadskommuner med amtsfunktion, 14 amter i alt. Skanderup Sogn blev en del af Lunderskov Kommune, Vejle Amt.
Med strukturreformen i 2004 inddeltes Danmark i 5 regioner fra 2007. Skanderup Sogn er nu en del af Kolding Kommune, der er en del af Region Syddanmark.
Ringen er sluttet efter nogle hundrede år med forskellig amtsligt tilhørsforhold, således at Skanderup Sogn nu igen er en del af - ikke Koldinghus Len, men af - Kolding Kommune.
Sognefogeder og andre lokale fogeder[83]
Den 11. november 1791 udstedtes i kong Christian 7.’s navn en forordning om "sognefogeders beskikkelse, deres embedsforretninger og belønninger"[84]. Man kan af denne forordnings ordlyd slutte, at sognefogeder har været kendt før 1791.[85]
Man kender til sognefogeder på rytter- og krongodset tilbage fra 1600-tallet, altså også Koldinghus Len og Amt.[86] Derimod er vor viden om sognefogedinstitutionen i de øvrige dele af landet før 1791 mere sporadisk. Men også her synes det at være godtgjort, at der har været sognefogeder, som har bistået herredsfogeder og amtmænd i deres administration på sogneniveau.
Dette skulle være et resultat af, at den enevældige regering i forbindelse med oprettelsen af et landsdækkende politi i slutningen af 1600-tallet bevidst søgte at etablere sognefogedembeder også i privatejede godsområder. De blev udnævnt af amtmanden og bistod altså ham og herredsfogeden ved den statslige administration på sogneniveau. Disse sognefogeders vigtigste opgaver synes at have været at indhente og formidle lokale oplysninger samt organisering af bøndernes pligter ved offentlige arbejder.
Der var i tiden før landboreformerne og før forordningen om sognefogeder fra 1791 adskillige fogeder på landet: Herredsfogeder, delefogeder, skovfogeder, skrivere og visse andre, deriblandt sognefogederne. Hertil kommer tidlige landsbyfunktioner som oldermand, videfoged og grandefoged.[87]
Sognefogeder og andre lokale embedsmænd før landboreformerne
Ud fra en gennemgang af det lokale kildemateriale fra Kolding Rytterdistrikt er der lavet en ganske detaljeret fortegnelse over sognefogeder i bl.a. Skanderup Sogn 1619-1792, dvs. tiden indtil Forordningen om Sognefogeder.[88] Der har formentlig fra starten været praksis, at der i sognet var to sognefogeder, hvoraf den ene altid bosiddende i Skanderup.
Ansvarsfordelingen mellem de forskellige administrative gøremål var ikke særligt veldefineret, og der fandtes adskillige overlappende funktioner
Man kan ved at sammenholde oplysningerne fra rytterdistriktets kilde- og andet materiale lave en så nogenlunde fortegnelse over Skanderup Sogns forskellige administrative repræsentanter.
Først en fortegnelse over sognefogederne 1619-1792, som er forsøgt korrigeret for gentagelser og regulære fejlskrivninger i kilderne:
1619-41, Jens Mikkelsen Stub, Skanderup,
1623-26, Jep Hansen (Jensen), Gelballe,
1666, Hans Thomsen Ulf,
1704-15, Jep Iversen, Skanderup
1724-32, Laust (Laurids) Thomsen Ulf, Skanderup
1732, Laust Ulf, præstens medhjælper, kaldes ikke sognefoged, 1750, Laurids Thomsen Ulf, Skanderup, tidligere sognefoged
1739, Las Thomsen,
1746, Søren Thomsen Terpager, Skanderup
1746-63, Poul Lauridsen Buch, Nagbøl
1750-63, Søren Terpager, Skanderup
1774-79, Laurids (Laurids, Peder) Terpager, Skanderup
1774-92, Niels Buch, Nagbøl
1789-92, Stefan Jensen, Skanderup
Oldermænd, grande- og videfogeder
Disse funktioner havde bønder, som stod for administrationen af landsbyens vedtægter og forskellige fællesaktiviteter. Hyppigt samme funktioner, som den tids sognefogeder (før 1791 forordningen) havde.
Funktioner var en del af landsbyens selvstyre, hvorimod sognefogeder fra 1791 var en del af centralmagten. Oldermændenes havde desuden en selskabelig funktion, landsbyens gilder. Udtrykket skal her forstås bogstaveligt, dvs. der var tale om sammenskudsgilder, som regel afholdt på bestemte tider af året. Grandefogederne var tilknyttet datidens ejerlav, dvs. landsbyfællesskabet, som det vel så ud efter reformationen. Uanset om betegnelsen har været oldermand, grande- eller videfoged, har der været tale om som regel et pligtmæssigt hverv som leder af fællesskabsaktiviteterne, som gik på omgang mellem bymændene. Funktionen var ændringer i eller opretholdelse af landsbyens vedtægter og forskellige former for fælles aktiviteter i forbindelse med jordfællesskabet.
Bondefogeder, rodemænd
Der var her sædvanligvis tale om en bonde, der var godsejerens, dvs. ridefogedens repræsentant, ligesom sognefogeden var det, og de havde således pligt til at udføre de højere myndigheders ordrer.
Ridefogeder, herredsfogeder, delefogeder, skovfogeder
Ridefogeden var godsejerens repræsentant i forhold til fæstebønderne, som han havde overopsyn med, og han ledede godsets administration.
Herredsfogeden udnævntes af lensmanden, under enevælden af kongen. Han skulle oprindeligt varetage kongens interesser på tinge, men efterhånden blev domsmagten hans vigtigste funktion.
Delefogeden kunne som repræsentant for kongemagten have retslige funktioner på herredstingene, men har nok også som ridefogeden ført tilsyn med bønderne. I forhold til kongemagten kan man måske sige, at herredsfogederne var retsvæsenets repræsentanter, delefogederne mere de administrative repræsentanter.
Skovfogeder kendes tilbage fra 1500-tallet som bønder, der blev udtaget til at værne om skovene og vildtet. Kongen udpegede blandt sit jagtpersonale eller lavadelen skovridere, der tilsvarende skulle værne skove og vildt mod krybskytter og ulovlig hugst. Altså stort set samme funktion. Senere beror forskellen mellem skovridere og skovfogeder på uddannelsens længde.
Lægdsmanden førte tilsyn med lægdsruller, dvs. militærudskrivningen. Dette embede blev oprettet i 1788.
Det er kun sporadisk undersøgt, hvem der har været sogne- og andre fogeder i tiden efter Johs. Linds undersøgelse.
Der er benyttet ældre vejvisere for Kolding Kommune, hvor der kan erhverves nogle oplysninger.
I Vejviser 1877 "F. Petersen, Skanderup Sognefoged og Lægdsmand i 4. Udskrivningskr. 75. Lægd."
I Vejviser 1887 formentlig den samme: "C. F. L. Petersen, (Skanderup), for Skanderup."
I Vejviser 1894 "Sognefoged og Lægdsmand. Hans Nielsen, Gjelballe."
I Vejviser 1902 "Sognefoged H N Roldsgaard, Gjelballe." Optræder også i Vejviser 1904.
I Vejviser 1910 "Gaardejer H Hansen, Gjelballe." Optræder også i Vejviser 1914, her som Gdr. H. Hansen, Lunderskov."
Herefter er der ikke givet netadgang til Vejviser før 1950, og her i reduceret form.
Man kan finde sognefogeder herefter i Dansk Politistat: Danmarks Politi, Fængselsvæsen, Grænsegendarmeri og Sognefogeder, Christian Gjerløv m.fl. 1933-1934. I denne udgivelse finder man Johan Nielsen, gårdejer i Skanderup og sognerådsmedlem, sognefoged, lægdsmand og pantefoged fra 1927 i sognets østre distrikt. Samt Jens Christen Laustsen, fabrikant i Lunderskov, også sognefoged fra 1927 men i vestre distrikt af sognet, dvs. bosat Lunderskov.
![]() |
Kolding Rytterdistrikt, Anst Herred, Skanderup Sogn før landboreformerne
Den befolkningsmæssige og økonomiske situation i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig og op i Koldinghus Len omkring 1620 og igen omkring år 1700 er to væsensforskellige verdener. Jordebøger, amts- og toldregnskaber fortæller omkring 1620 om et landområde med stor velstand, hvor alle gårde og landsbyer er i god drift. Bønderne kan betale deres skatter og landgilde, og de kan eksportere korn, heste og stude sydpå.
Svenskekrige, enevælde og skattetryk
Velstand og driftsmæssig fremgang ændrer sig herefter dramatisk. I løbet af 30 år blev Jylland tre gange hærget af tropper, der krævede forsyninger såvel til mandskab som til et stort antal heste. Det skete to gange under Christian 4., en gang under sønnen Frederik 3. Begge markante konger i Danmarkshistorien, der traf for landet katastrofalt fejlslagne beslutninger om krigsførelse. Første gang var Kejserkrigen 1625-1629, anden gang den første svenske krig 1643-1645, begge under Christian 4. og tredje gang den anden svenske krig under Frederik 3. 1657-1660, hvor det gik helt galt. Frederik 3. begik 1. juni 1657 den dumhed at erklære Sveriges Karl 10 Gustav (1622-1660) krig, medens denne var på krigstogt i Polen. I modsætning til både Christian 4. og Frederik 3. var Karl 10 Gustaf en begavet hærfører, og han ilede straks til Danmark for at tage den danske udfordring op, tvært imod Frederik 3. s forventninger om det modsatte. Det kom til at koste den danske befolkning rigtig dyrt.
Ved disse 30 års svenskekrige udsattes civilbefolkningen for grusomheder, nød, død og ødelæggelse i stor målestok. Da Karl 10. Gustaf 23. okt. 1657 opslog sit hovedkvarter i Kolding fortsatte svenskerne en brandbeskatning af befolkningen, som var indledt i de tidligere svenskekrige. Det var især den sydlige del af Jylland, Koldinghus, Haderslev og Riberhus Len – Nordslesvig, der led under de voldsomme krigshandlinger. Der var polske tropper, som ”hjalp” imod svenskerne, samtidig med at de hærgede og plyndrede i Koldinghus området. Ikke nok med det, de spredte også en dødelig plettyfus. Det fortælles i beretninger herom, at almuen døde i tusindvis, flere lå så længe, at de måtte samles op med greb, præsterne i Kolding og omegn kunne ikke følge med til at få begravet de mange døde. Især er situationen i Vonsild Sogn velbeskrevet p. gr. af en lokal præst, som førte en overordentlig omhyggelig kirkebog, især bemærkelsesværdig med en omfattende samling af levnedsbeskrivelser. En analyse af kirkebøgernes afdøde i tidsrummet 1685-1707 viser, at kun omkring en fjerdedel var fra sognet og den nærmeste omegn, resten tilflyttere til det krigshærgede område.[89] Man kan ud fra præstens, pastor Johannes Rüdes optegnelser fra 1659 se, at indbyggerne i Vonsild var fordrevne, hvis de ikke var slået ihjel eller døde af pest. De overlevende søgte asyl i Kolding, hvor Rüde dette år forrettede sine første kirkelige handlinger i sognet. Man kan forestille sig, uden at vide det præcist og dokumenterbart, at situationen har været tilsvarende i Skanderup Sogn.
For Skanderup Sogn starter kirkebogsoptegnelserne med ”1. Hovedkirkebog” 1692-1758, altså noget for sent i forhold til de ødelæggende svenskekrige. Og slet ikke ført med de fortællende detaljer, som pastor Rüde har med. Af kirkebogsoptegnelserne for hele landet fremgår det, at Kolding egnen har været ekstraordinært hårdt ramt, medens f. eks. Mors helt har undgået svenskekrigenes rædsler og overgreb. Man kan af kirkebøgerne se, at polakkerne især ophold sig langs Jyllands østkyst og ikke mindst i Kolding og omegn.
Af Anst Herreds Tingbog 1682-83 kan man 20. juli læse i anledning af en proces mod den lokale præst i Veerst for forsømmelighed med betaling af skyld på præstegården, proces mod præsten Niels Pedersen Kragelund: ”… For Niels Pedersen Kragelund mødte studiosus Niels Nielsen Kragelund. Han fremlagde sin faders skriftlige svar: Præstegården ligger ved alfar vej; blev under svenskekrigen ganske spoleret; han fik frataget alt og var forjaget fra hus og hjem i 3 år. Præstegården blev nedbrudt og brændt af polakkerne (som også nedbrændte størsteparten af sognet) … Kong Frederik 3.'s benådningsbrev af 16/3 1661, at præsterne i Anst herred skulle nyde hjælp af Århus, Ålborg og Viborg stifter; men de har aldrig fået en skilling deraf.” Det fremgår yderligere af forskellige tingbogsudskrifter for Anst Herred, at ” Jorden … siden svenskerkrigen (har) ligget øde og udyrket.”[90] Ud over at illustrere kronens, Frederik 3.’s mangelfulde støtte til den hårdt plagede befolkning, viser disse tingbogsudskrifter, at den sidste svenskekrig har efterladt sig markerede spor i Anst Herred.
Den plyndring, Jylland var udsat for, og de afgifter, bønderne måtte yde til besættelsesmagten, knækkede en igangværende økonomisk opgangskurve. Efter Kejserkrigen var der store uregelmæssigheder i kronens indtægter fra bønderne i Nordslesvig og handelen med heste og stude gik stærkt tilbage, men hen mod år 1640 synes tingene at være tilbage omkring situationen i 1620. Torstenssonfejden og dens plyndringer førte til en direkte forarmelse af landbefolkningen ikke blot i Nordslesvig, men i store dele af Jylland. I de følgende år begynder der at komme uregelmæssigheder i administrationen, kilderne er mangelfulde - det peger i sig selv på store problemer - og de viser, at landet nu er præget af fattigdom og nedbrændte gårde. Landgilderegisteret (1642-44) vidner om mange forarmede og fattige bønder i Koldinghus området, som ikke kan betale deres landgilde, hvorfor gælden bliver tinglyst på de respektive ejendomme. Der er eksempler på helt op til 1/3 af alle ejendomme, der ikke kan betale landgilde, flere fordi de var øde og afbrændte. Det betød også, at godsejerne ikke fik deres indtægter. Kronen var i Koldinghus Len godsejeren, hvilket ingenlunde betød, at bønderne slap lettere, end de ellers ville have gjort. Selv om kronens fejslagne krigspolitik var ulykkernes årsag. Frederik 3. gav uagtet ondernes årsag direkte ordre til, at hans fæstebønder skulle betale deres ”contributioner” til kronen. Oven i købet skulle de bedrestillede betale ekstra for de mange, der var ude af stand til at betale. Det medførte naturligvis, at mange gav op og efterlod sig ødegårde, hvor kongen så forgæves måtte søge sine indtægter. Omkring 1650 var også godsejere og købstædernes købmænd ramt af krisen.
Skanderup Kirke blev plyndret under både kejserkrigen 1625-29 og Torstenssonfejden 1643-45. Desuden blev både Drabæks og Rolles Møller afbrændt under de 30 års svenskekrige. Her har lejesoldaternes sold vel været blandt den bedste i sognet, rigeligt med korn, dvs. mad. Der findes ingen mundtlige beretninger om livet under svenskekrigene. Ud fra de foreliggende (noget sparsomme) kildeudsagn og ved at sammenholde med forholdene i nærtliggende sogne, forekommer det rimeligt at antage, at Skanderup Sogn som de omkringliggende i Koldinghus Len har været hårdt ramt af svenskekrigene. Der kan ikke herske tvivl om, at det har været en forfærdelig tid i sognet, først og fremmest for almuen.
![]() |
Trediveårskrigen 1618-48 kostede mange millioner mennesker livet. Som i Danmark med svenskekrigene var dødsårsagen dog ikke som på billedet krigen, men snarere sult og sygdom i kombination med landsknægte, hvis sold var plyndring af civilbefolkningen.
Hans Ulrich Franck Der geharnischte Reiter, 1643
|
Enevælden indføres 1660
Som et resultat af oprustningen i forbindelse med først Christian 4.’s krige, senere svenskekrigene 1657-60 opstod der et stærkt behov for øgede statsindtægter. Der blev i 1660 indkaldt til Stænderforsamling, og her forsøgte adelsstanden at fastholde hævdvundne principper om skattefrihed. Det gav kongen mulighed for sammen med de øvrige stænder, borgerstanden og gejstligheden at indføre enevælden. Den fjerde stand, bønderne var det blevet sædvane at anse for at være tilstrækkeligt repræsenteret gennem godsejerne, dvs. den jordejende adel hovedsageligt. Enevælden indførtes i 1660 som et resultat af de privilegerede stænders (adelens) stædige fastholden af hævdvundne privilegier (først og fremmest skattefriheden) i en situation, der var skabt af kongemagtens fejlslagne udenrigspolitik.[91] Havde Frederik 3. fiasko i udenrigspolitikken, havde han succes indenrigspolitisk, hvor adelen udmanøvreredes i et samspil med borgere og gejstlighed.
Enevælden kunne nu opkræve de skatter, der var så stort et behov for. Man havde tænkt sig at indføre en konsumtions- og en stempelpapirs afgift. Der kunne dog hermed ikke inddrives de nødvendige skatter hurtigt nok. Derfor blev der 05. november 1660 pålagt en kopskat.
Denne skat blev pålagt per hoved på alle over 12 år, beløbsmæssigt gradueret efter skatteevnen. En biskop skulle betale 4 rigsdaler, andre gejstlige, lektorer m. fl. 2 rigsdaler og således videre gradueret nedefter i det sociale hierarki. Der skulle også betales kopskat for hustru og børn over 12 år, hvilket resulterede i et voldsomt lavt tal i registrerede børn i denne aldersklasse.
Rytterdistrikterne
Svenskekrigene demonstrerede et akut behov for effektivisering af det danske militære beredskab. Et af elementerne heri var rytteriet, der som alt andet skulle finansieres. Det naturligste var at lade det direkte underholde gennem krongodsets finansielle ressourcer, dvs. pålæg til de omfattede bønder. 23. april 1670 blev den første Anordning om Rytterdistrikter udstedt for Sjælland, for hele landet 01. august, dog først med forordning fra 05. oktober 1670. I forordningens artikel 2 hedder det: ”Den, som bor paa en Ryttergaard, skal enten selv ride og være Rytter eller og holde for sig en dygtig Karl med tilbehørig Hest, Gevehr og Klæder, som det sig bør, og paa Mønstringen kan for godt agtes".[92]Dette pålæg i rytterdistriktet gjaldt både fæstere og selvejerbønder.
Rytterdistrikterne blev således oprettet efter 1670 i bestræbelserne på at få revanche over Sverige. Af de i alt 12 oprettede rytterdistrikter lå de 3 i Jylland[93]. De oprettedes på krongodserne.
Kolding Rytterdistrikt
Koldinghus Rytterdistrikt oprettedes i 1680 og blev solgt på auktion 1765-67. Her blev en del bønder i bl.a. Anst Herred - og hermed Skanderup Sogn - selvejere, og denne proces fortsatte og førtes til ende med landboreformerne, hvor selvejet helt afløste de tidligere landsbyfællesskaber.
Rytterdistriktet i Kolding havde godser i Elbo, Holmans, Brusk og Jerlev Herreder. I Anst Herred var der kun strøgods[94].
Skanderup Sogn, landsbyvedtægter, lokalt selvstyre, dagligdag
Der er i Skanderup ingen bonde eller præst, som har efterladt sig skrifter, som kunne gøre det muligt for os at følge livet i dagligdagens mangfoldighed, før vi kommer op i nyere tid. Det havde også været dejligt med en eller flere bevarede landsbyvedtægter, selv om udsagnsevnen i den slags kilder som regel er begrænset til specifikt lokale forhold. Og her kun reglerne, hvorfra den daglige praksis kan variere i et uigennemskueligt omfang.
Hvis man ikke skal gå til arkiverne, især Landsarkivet i Viborg, og her foretage et allerede foretaget rekonstruktionsarbejde, så er der i 1938 udkommet Danske Vider og Vedtægter i 5 bind v. Poul Bjerge, T. J. Søegaard og August F. Schmidt.[95]
Resultatet af brugen af dette værk er dog ganske nedslående. Der er ingen vider for nogen dele af Skanderup Sogn. Heller ikke for lokaliteter inden for Anst Herred. Fra tiden under Koldinghus Amt, dvs. 1662-1783 er der vider fra Børkop i Holmans Herred 1723, Skærup samme herred 1756, Eltang Brusk Herred 1667 og Almind samme herred 1709. Der er noget - men ret pauvert - fra Ribe Amt: kun vider og vedtægter fra Ribe, Varde, Henne i Vester Horne Herred og Sønderhoe Fanø, Skads Herred.
Det vil være meningsløst at bruge dette materiale til andet end en generel karakteristik af indholdet af landsbyvedtægter og vider. Det må formodes, at generelt har landsbyvedtægterne for landsbyerne i Skanderup Sogn nok haft et nogenlunde tilsvarende indhold som de geografisk nærtliggende landsbyer, som her skal refereres.
Viderne fra Kolding Amt, Holmans og Brusk Herreder er divergerende i indhold, men kan refereres for indhold mht. hovedtræk.
Børkop i Holmans Herred fra 1723, refereret fra retssag, nedfældet i Koldinghus birketingbog for den 15. januar 1737, har 15 paragraffer, der omhandler
· indhegning med grøft og gærde af egen grund og ager,
· ved aktiviteter skal der tages hensyn til ikke at skade ”anden mands sæd”,
· forskellige regler om ikke uden tilladelse at inddrage fælles jord til dyrkning eller kvæghold,
· respekt for andres gærder,
· der er mødepligt til grandestævner (fællesmøder),
· der skal udvises respekt for flertalsafgørelser,
· videfogedens påbud skal følges, og han må ikke udsættes for skældsord o.l.
· Ved dødsfald er der regler for ligfølge og fortæring af øl, brændevin m.v.,
· der gives bøder for ukvemsord, banden o.l. ad grande- eller videfogeden[96], når han udpanter for brud på vedtægterne.
Alt i Børkop med nøje angivelse af bødetakster til kongen og til landsbyen.
Skærup i Holmans herred fra 1756. Vedtægterne er ufuldstændige, i 20 paragraffer, hvor de første 8 mangler.
· Der er regler for anbringelse af kreaturer efter høst på en kornvang,
· regler for antallet af kreaturer på fællesarealer, hvor gårdene skal medregne tilhørende husmands- og boelssteder,
· husmænd skal betale ekstra per høved til lodsejerne, da det er dem, der har udgifter til markgærderne.
· For at forebygge ”svig ved græsningen” skal alle fællesgræssende høveder, heste, svin m.v. brændemærkes, brændejernenes gåen på skift er anført nøje med navns nævnelse, husmænd får brændt via lodsejer,
· og der skal være nøje kontrol med, om der kommer fremmede kreaturer på græsning. Det anføres nøje, hvilke dyr med anført alder, hvilket antal, der må være på angivne ottinger, der er opmålt ved sidste landmåling.
Også her angives nøje bødetakster, øjensynligt kun til landsbyen. Det bemærkelsesværdige her er takster og begrundelser for husmænd og bol.[97]
Eltang, Brusk Herred, domsafgørelse o. vedtægter fra 1667 og Almind, samme herred 1709, videbrev for Kolding Hospitals bønder i 29 paragraffer.
Sagen fra Eltang er efter Brask Herreds tingbog for den 27. juli 1667. Her refereres i retssagen ”videbref, som grander och nabuor i Eltang hafver giort år 1648 den 28. mai”. Det er kun de 2 indledende paragraffer i den her så ældst kendte vide. Den omhandler
· en art social udligning, de velhavende skal give til de mindre velhavende.
· Og - lidt bemærkelsesværdigt - at en lodsejer kan blive pålagt at give ½ tønde øl, såfremt hans hustru ikke deltager i mødet.[98]
Almind Herreds videbrev i 29 paragraffer
· er først og fremmest bemærkelsesværdigt ved de også her nøje specificerede bødetakster,
· og at de stort set konsekvent skal gives med halvdelen til landsbyen og halvdelen til ”de fattige”.
· Paragrafferne omhandler indhegning, nøje regulering af dyreholdets græsning,
· ingen færdsel på tilpløjede og -såede agre,
· alle skal deltage i den fælles høstning,
· regulering for at holde hest, som ” … kand springe vore hopper…”,
· små kræ (gæs, svin m.v.) skal vogtes, så de ikke gør skade.
· Der er flere paragraffer, der i detaljer beskriver skader og bøder i forbindelse med dyrehold,
· hvis karle eller sønner gør skade på andre lodsejeres jord, er det husbonden, der er ansvarlig og betaler bøder,
· forbud mod at fremmede graver tørv eller slår lyng på fælleden,
· ingen må slå græs på fælleden,
· regler for, at man skal hjælpe grandfogeden med at inddrive bøder, der må ikke bruges ukvemsord over for denne,
· man skal lukke gærder mv. efter sig.
· Alle regler skal meddeles til alle af grandefogeden.
· Det bestemmes endelig i § 27, at ” Alle de bøder, som efter dette videbref kand forefalde, måe ingenlunde bruges til drik og fylderier, men skal, når de fattiges først er frataget, anvendes til byens nytte eller og uddeles til enhver lodseiere efter hans gårds hartkorn.”
I vedtægterne for Sønderhoe er det lidt andre men også her helt dagligdags og meget praktiske ting, der sættes regler op for i 19 paragraffer. De første tre omhandler,
· hvorledes og hvornår man høster tang,
· en om fælles fragt,
· en om kørsel med vogne,
· en om færdsel på dyrkede marker, der medfører skader på afgrøderne,
· en om vedligeholdelse af alfarveje,
· en om tyring af kreaturer, så de ikke gør skade på de fælles marker m.v.
· Alt med nøje opregning af bødetakster for begåede forseelser eller svigt i forhold til de fælles pligter.
Alt viser selvfølgelig noget om dagen og vejen i tiden. Men altså desværre er der intet helt lokalt fra Skanderup Sogn.
Der kan derfor kun siges noget helt generelt ud fra de tilgængelige vider og vedtægter fra Koldinghus og Ribe Amt. Man kan måske antage, at det geografisk nærtliggende Skanderup Sogn har haft ca. tilsvarende regler for dagliglivet i 16-1700-tallets landsbyer.
Det ligger under alle omstændigheder fast, at den enevældige administration fra 1660 fortsat overlod ganske meget selvstyre til landsbyerne, hvor de fleste gårde, hoveparten fæstere, nogle ganske få selvejere, befandt sig. Uden for fællesskabet var der også nogle ganske få enkeltgårde - som med landboreformerne blev den helt dominerende driftsform, også for gårdene, placeret i de gamle landsbyers dyrkningsfællesskab. Der var ingen lovgivning om dette lokale fællesskab. I Danske Lov fra 1683[99] forudsattes landsbyvedtægternes eksistens, men der blev ikke i loven givet regler for fællesskabet.
Sammenfattende kan man vel sige, at det landsbyfællesskab, som med landboreformerne afløstes af en meget mere individualiseret bondestand, havde en lang række regler, som vel afspejler de problemer, der var forbundet med fællesskabet.
Landsbyfællesskabets regler, sammenfatning
I det daglige arbejde med jord og husdyrhold skulle der således tages hensyn til fællesskabets regler, både mht. dyrehold og markdrift. Den fælles arbejdsproces i dyrkningen af jorden krævede ligelig deltagelse, fordeling af de fælles goder / fælles arealer skulle sikres mod misbrug, der skulle udvises hensyn i arbejdsprocessen, respekt for arbejdet med dyrkningen af jorden, så man ikke ødelagde andres arbejde med at så og pløje. Desuden også regler for dyreholdets udsætning på de dyrkede vange eller fællesarealer. Der har her formentlig været tale om gardering mod misbrug og sikring af, at gødningen fra kreaturholdet indgik i det kredsløb, som den til kreaturerne benyttede vang også skulle have gavn af.
Man kan måske udlæse, at sognets forskellige landsbyer også havde regler mod andre landsbybeboeres misbrug af de sikkert noget lukkede landsbyfællesskaber. Man kan meget vel forestille sig, at landsbyfællesskabet i Skanderup med de fleste gårde og således også de største fællesarealer, har haft regler, der skulle forhindre misbrug fra de omkringliggende, mindre landsbyfællesskaber.
Man kan måske også udlæse, at dødsfald var en af lejlighederne til lidt fest og indtagelse af øl og brændevin, som der så også blev givet regler for m.h.p. at undgå potentielle misbrugere.
Om der også i Skanderup har været regler for, at gårdejernes ægtefæller, kvinderne skulle deltage i grandestævner, får stå hen som et åbent spørgsmål.
Landsbyfællesskabet i Skanderup har ind i 1600-tallet været ledsaget af en adelig sædegård, Skanderupgaard, indtil en gang før 1660, hvor det af Nygårds Sedler fremgår, at Skanderupgaard er en bondegård under Koldinghus Len, ejet af Mogens Krag til Kaas.[100] I 1600-tallet må Skanderupgaard derfor anses for også efter sædegårdstiden at have været ejet en del af tiden af en adelig og derfor næppe en del af det landsbyfællesskab, som har været underlagt vider og vedtægter i stil med de her refererede.
Der var i Skanderup desuden 3 selvejergårde, Mariegaard, Helenesminde og den gård, som senere blev til Wissingsminde. Hvordan landsbyfællesskabet har forholdt sig til disse selvejerbønder, har vi ingen efterretninger om. Men det fremgår tydeligt af de tilgængelige kilder, at regimentskriveren på Koldinghus (og hermed kongen, statsmagten) har haft et noget anstrengt forhold til selvejerbønder i almindelighed. Og at han så rigeligt sørgede for at disse bønder blev beskattet særskilt hårdt.[101]
Det lokale landsbyfællesskab
Iflg. historikeren E. Arup var landsbyfællesskabet oprindeligt et plovfællesskab nødvendiggjort med hjulploven[102], der kom til Danmark i 1100-tallet, sammen med trevangsbruget.
Ved undersøgelser af landsbyfællesskaber benytter man de ret pålidelige oplysninger om landsbyfællesskabet og dyrkningsforholdene inden for dette, som kan hentes i Christian 5.’s matrikel fra 1688[103].
Landbrugssamfundets bosættelses- og dyrkningsformer fra middelalderen indtil landboreformerne:
· Enestegårde lå for sig selv uden for landsbyerne og var ikke en del af dyrkningsfællesskabet.
· Enkeltgårde lå også for sig selv, men var underlagt en landsbys dyrkningsfællesskab.
· Selvejergårde udgjorde med 1688 matriklens udformning ca. 2 % af de eksisterende gårde. Selvejerbønderne fandtes især omkring hertugdømmerne og i nærheden af kongelige borge. Altså to faktorer, som skulle fremme selvejet i Skanderup Sogn.
· Fæstebrug, dyrket af fæstere, bønder der lejede jorden hos konge, kirke eller den adelige godsejer udgjorde langt hovedparten af gårdene. Der kan anføres mange grunde til at fæstebønder efterhånden afløste selvejere: især selvejerbønderne blev pålagt ekstraskatter og afgifter, helt op til det dobbelte, selvejet mistedes som regel også som konsekvens af bondeoprør. I realiteten var det kun de største gårde, der havde råd til at forblive i selveje.
· Dyrkningsfællesskabet.
Jord- og dyrkningsfællesskabet i Skanderup Sogn omfattede fæste- og selvejergårde. Praktiske forhold medførte en omfattende fælles regulering, bl.a. i forbindelse med hegn og gærder og andre større arbejder, ligesom justering og omfordeling af de tilmålte ressourcer, betegnet rebning og omrebning, skete inden for jordfællesskabets rammer. Uden for fællesskabet lå tofterne, der var indhegnede, mindre jordstykker ved de enkelte gårde, samt anden særjord, ofte betegnet enemærker eller løkker.[104]
Trevangsbruget har tre vange med treårig rotation, den dyrkede jord (rug, byg, udyrket fælled, hvor kvæget kunne gå) + overdrev. Markbøger fra 1683 synes at vise, at i Jylland modsat Sjælland og øerne havde 3-4 år før skifte. Skyldes muligvis, at man ikke havde hegn om vangene i Jylland.
Agerjordens vange deltes i åse, der deltes i agre. Hver gård havde en ager i hver ås.
I Nordvestjylland er der en variant, som kaldes Limfjordssystemet. Man kan her skelne mellem forskellige former for mere eller mindre trevangsbrug og alsædebruget, der i reglen var forbundet med store græsningsarealer og et betydeligt kvæghold, idet den intensive udnyttelse af jorden krævede megen staldgødning. Alsædebruget er ofte blevet betragtet som det ældste af dyrkningssystemerne.
Med Limfjordssystemet er der tale om en underlig blanding af dyrkningssystemerne, nemlig alsædebrug, græsmarksbrug uden tægter og græsmarksbrug med tægter. Tægter er vange, blot ikke indhegnede.[105]
I store dele af Jylland, herunder Anst Herred, havde man som variant til trevangsbruget sædeskifter, hvor hver vang / tægt dyrkedes 3, 4, undertiden i 5 år. Men det betød så også, at hvilejorden fik mere end et hvileår. Hvileåret var ganske nødvendigt, da der ofte var mangel på gødning, ikke mindst fordi dyreholdet antalsmæssigt var langt mindre, end det blev i løbet af 1800-tallet med selvejerbrug og forbedret teknologi.
Med Chr. 5.’s matrikel fra 1688 fik man opmålt og overblik over antal landsbyer, gårdene og fordelingen på herreder og de nyoprettede amter. I Koldinghus Amt var der relativt mange, 230, landsbyer i 1682.
I landsbyerne, også i Skanderup Sogn, lå hver gård på tofte af varierende størrelser. Toften indeholdt bygninger, kål-, abildgård m.v., og toftens størrelse var efter landskabslovenes bestemmelser retningsgivende for gårdens andel af bymarken
Til bestemmelse af de enkelte landsbyer er der i TC's sognehistorie benyttet matrikelkort og -ansættelser 1688, 1844, 1883 og enkelte andre kort. Desuden fotokopier af skøder m.v. samt et ret righoldigt fotografisk materiale.[106]
Den gamle matrikel er Christian 5.’s 1688-matrikel.[107] Selv om denne matrikel i forhold til 1662-64, Landgilde- og Amtsstuematriklen[108] var overordentlig grundig og levede op til statsmagtens behov for at få et præcist grundlag for beskatningen, blev det med landboreformerne og udskiftningen i slutningen af 1700-, begyndelsen af 1800-tallet, hvor der massivt blev inddraget overdrev og krat i de enkelte landsbyer samtidig med udskiftningen, nødvendigt med en ”ny matrikel”, som først var afsluttet i 1844. Den nye matrikel havde også mere graduerede bonitetsbestemmelser end 1688-matriklen.
En oversigt over de to matrikler for sognets enkelte gårde finder man under Miljøministeriet, Geodatastyrelsen.[109]
Man kan benytte de to matrikler til at sammenligne landsbyernes hartkornstørrelser i landsbyernes gårde før og efter udskiftningen.
Matriklerne havde privilegerede (skattefri) og uprivilegerede ansættelser. Der var en hovedinddeling i ager- og eng- samt skovskyld. Disse blev igen opgjort i tønder (tdr.), skæpper (sk), fjerdingkar (fk) og album (alb).[110]
Sognets hartkornsopgørelser i 1688 og 1844
I Hartkorns Extract for Anst Herred finder man Skanderup Sogn fordelt således: Nagbølle og Dollerup Byer samt Drabæks Mølle s 136ff, Lunderskov og Gielballe Byer, s, 140ff, Skanderup Bye, s. 147ff. Her finder man det gamle hartkorn (1688) og det nye (1844) fordelt på gårde og byer. Man kan her først og fremmest se, hvilken ændring i hartkorn, udskiftningen og landboreformerne medførte.
Skanderup Sogns samlede hartkorn[111]
Gammel matrikel
|
Gl. %
|
Byerne
|
Ny %
|
Ny Matrikel
|
% vækst
|
||||||
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
||||
59
|
2
|
2
|
115/16
|
25
|
Nagbølle og Dollerup, Drabæks Mølle
|
29,3
|
107
|
7
|
|
13/4
|
82
|
85
|
5
|
2
|
2½
|
36
|
Lunderskov, Gjelballe
|
33,2
|
121
|
5
|
3
|
1/4
|
43
|
94
|
4
|
1
|
3/10
|
39
|
Skanderup
|
37,0
|
135
|
4
|
1
|
2½
|
44
|
239
|
4
|
2
|
13/4
|
100
|
Hele sognet
|
100
|
365
|
1
|
1
|
1½
|
53
|
Det fremgår tydeligt, uanset om synsvinklen lægges på byernes % andele i hartkornsforøgelsen mellem 1688 og 1844 eller deres procentuelle vækst, at der var tale om en forøgelse af hartkornet i sognet (52,7 %). Det fremgår lige så markant tydeligt, at hartkornsforøgelsen især skete i Nagbøl og Dollerup med Drabæks Mølle. Drabæks Mølle er opført under Dollerup, har matr. nr. 13. Der var her tale om en forøgelse fra 2 tdr., 5 sk, 3 fk, 2½ alb. til 8,6,3,2½, dvs. en vækst på 241 %, langt over hartkornsforøgelsen i selv dette vækstområde. Også Rolles Mølle, matr. nr. 10, under Lunderskov by forøgede sit hartkorn betydeligt, fra 3,4,2,2½ til 9,5,2,1½., dvs. 178 %. Rolles Mølle havde både før og efter hartkornsforøgelsen større hartkorn end Drabæks Mølle. Selv om Rolles Mølle har bidraget til hartkornsforøgelsen i Lunderskov, Gjelballe fra gammel til ny matrikel, så er det stadig helt klart i Nagbølle, Dollerup med Drabæks Mølle, hartkornsforøgelsen sker.
Sognets landsbyer, matrikelstørrelser fra 1688 indtil 1844 matriklen
Det er ikke her hensigten at lave en fremstilling, hvor man kan følge de enkelte gårde og deres ejere. Her må man gå til Thomas Christensen, Skanderup Sogns Historie.
Derimod er det hensigten at få et overblik over, hvorledes de enkelte brug, matrikler udviklede sig mellem den gamle og den nye matrikel, dvs. hvilken betydning landboreformerne fik for den gamle jordfordeling efter tofternes størrelse. Om muligt også, om der kan konstateres afvigende forhold for de ret få selvejere.
Ikke alle matrikler vil blive medtaget, i princippet kun de mest illustrative for udviklingen. Som hovedregel er matrikler under 1 tdr. undladt, hvis de ikke er skønnet vigtige til beskrivelse af en tendens i udviklingen.
I alt er der i sognet med den nye 1844 matrikel 169 matrikler. Heraf er der 19 nye matrikler.
Nagbølle Bye i 7 her udvalgte matrikler af 8, ingen nye.
I Nagbøl har de mindste matrikler her den største hartkornsvækst fra 1688 til 1844, de to største matrikler har henholdsvis en relativ lav og en relativ høj vækst %. Det er matrikel nr. 3, Nagbølgaard, der har den 3. største vækst % i Nagbøl. Se appendiks 2.
|
||||||||||
Gammel matrikel
|
Matr.nr.
|
Gård
|
Ny Matrikel
|
% vækst
|
||||||
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
|||
7
|
|
3
|
1
|
1
|
Præstegård
|
9
|
4
|
1
|
23/4
|
34
|
9
|
6
|
1
|
23/8
|
3
|
Nagbølgaard
|
17
|
5
|
1
|
|
82
|
4
|
2
|
2
|
2
|
4
|
|
6
|
6
|
|
|
56
|
3
|
4
|
1
|
1
|
5
|
|
3
|
7
|
3
|
1
|
9
|
4
|
2
|
2
|
2
|
6
|
|
7
|
1
|
2
|
|
67
|
1
|
6
|
3
|
1
|
7
|
|
3
|
4
|
3
|
1½
|
110
|
|
4
|
2
|
2
|
8
|
|
1
|
|
2
|
2
|
142
|
Dollerup Bye i 11 her udvalgte matrikler af 14, 3 nye matrikler, 15,16, 18B.
I Dollerup er den absolutte højdespringer i hartkornsforøgelsen Drabæks Mølle tæt fulgt af matrikel 17, et af de mindste brug. Væksten for de større brug ligger under gennemsnittet.
|
||||||||||
Gammel matrikel
|
Matr.nr.
|
Gård
|
Ny Matrikel
|
% vækst
|
||||||
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
|||
9
|
|
|
1/4
|
9
|
|
13
|
7
|
1
|
1/4
|
54
|
3
|
1
|
3
|
3/4
|
10
|
|
6
|
1
|
3
|
2
|
93
|
5
|
5
|
|
23/8
|
11A
|
|
9
|
2
|
1
|
1/4
|
64
|
|
2
|
3
|
1
|
11C
|
|
|
4
|
1
|
1/4
|
51
|
3
|
4
|
1
|
7/8
|
12
|
|
5
|
3
|
3
|
23/4
|
55
|
2
|
5
|
3
|
217/24
|
13
|
Drabæks Mølle
|
8
|
6
|
3
|
23/4
|
233
|
1
|
5
|
1
|
1
|
14
|
|
2
|
4
|
3
|
23/4
|
57
|
|
|
|
|
15
|
|
2
|
4
|
3
|
3/4
|
100
|
|
|
|
|
16
|
|
1
|
7
|
3
|
1/4
|
100
|
|
1
|
1
|
2
|
17
|
|
|
5
|
1
|
21/4
|
276
|
|
2
|
3
|
1/8
|
18A
|
|
|
5
|
1
|
13/4
|
95
|
Skanderup Bye i 19 her udvalgte matrikler af 59. 5 nye matrikler, 1, 20-24.
Den største vækst i Skanderup med udskiftningen var de nye matrikler, som ikke eksisterede før 1844 matriklen. De største gårde, matriklerne 6-7, 8, 9 og 12, fordelte sig med en sammenlægning af matrikler til Wissingsminde, der hermed voksede betydeligt i forhold til før udskiftningen, og den største fremgang i øvrigt for matrikel 9 (Skanderup Nørgaard) og 12 (Skanderupgaard, den tidligere sædegård) med henholdsvis 75 og 37 %.. Se Appendiks 2.
|
||||||||||
Gammel matrikel
|
Matr.nr.
|
Gård
|
Ny Matrikel
|
% vækst
|
||||||
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
|||
|
|
|
|
Skolelærerjord
|
|
6
|
2
|
1½
|
100
|
|
1
|
5
|
2
|
|
2a og b
|
Præstejord
|
2
|
3
|
|
2
|
46
|
|
2
|
2
|
½
|
3a
|
Mariegaard
|
|
3
|
1
|
½
|
30
|
7
|
1
|
1
|
1½
|
4a
|
7
|
3
|
1
|
1
|
3
|
|
2
|
4
|
|
2
|
5
|
Buchs Gaard
|
3
|
6
|
3
|
1
|
53
|
15
|
4
|
3
|
3/5
|
6
|
Wissingsminde
|
12
|
1
|
3
|
1
|
-22
|
|
|
|
|
7a
|
8
|
1
|
1
|
1½
|
100
|
|
10
|
5
|
1
|
2
|
8a
|
Grønvanggaard
|
13
|
3
|
2
|
½
|
26
|
10
|
7
|
1
|
1
|
9a
|
Sk. Nørgaard
|
19
|
|
3
|
½
|
75
|
3
|
7
|
3
|
½
|
10a
|
Ejersminde
|
4
|
2
|
1
|
½
|
8
|
2
|
5
|
|
1½
|
10b
|
Jægerspris
|
4
|
5
|
2
|
23/4
|
79
|
3
|
2
|
|
1
|
11a
|
Langagergaard
|
5
|
7
|
0
|
2
|
81
|
2
|
|
1
|
2½
|
11b
|
Koløkkegaard
|
1
|
7
|
|
|
-9
|
10
|
5
|
3
|
1
|
12a
|
Skanderupgaard
|
14
|
5
|
|
2
|
37
|
4
|
2
|
|
2
|
13a
|
Helenesminde
|
4
|
4
|
1
|
1½
|
6
|
4
|
5
|
1
|
2½
|
14a
|
Harbogården
|
7
|
6
|
1
|
11/4
|
66
|
1
|
6
|
|
25/16
|
14b
|
Hagstedgaard
|
1
|
2
|
1
|
11/4
|
-27
|
2
|
1
|
|
1½
|
14c
|
1
|
5
|
2
|
1
|
-21
|
|
1
|
5
|
|
9/10
|
16a
|
Damkjærgaard
|
3
|
2
|
3
|
2½
|
106
|
2
|
5
|
1
|
½
|
17
|
Rørkjærgaard
|
4
|
|
2
|
½
|
53
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Lunderskov Bye i 13 her udvalgte matrikler af 32, 5 nye matrikler.
I Lunderskov er højdespringeren i vækst af hartkorn klart Rolles Mølle. Ellers sker hartkornsforøgelsen i de mindre brug, herunder også med den nye matrikels nyoprettede.
|
||||||||||||
Gammel matrikel
|
Matr.nr.
|
Gård
|
Ny Matrikel
|
% vækst
|
||||||||
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
|||||
|
|
|
|
1
|
|
1
|
1
|
2
|
½
|
100
|
||
3
|
1
|
2
|
1
|
2a
|
|
4
|
2
|
1
|
23/4
|
35
|
||
2
|
3
|
|
15/24
|
2b
|
|
2
|
3
|
1
|
1/4
|
-1
|
||
4
|
2
|
2
|
2½
|
3a
|
|
4
|
4
|
1
|
13/4
|
5
|
||
2
|
6
|
1
|
1½
|
4a
|
|
3
|
6
|
2
|
21/4
|
37
|
||
2
|
3
|
|
3/4
|
4b
|
|
3
|
|
2
|
2
|
29
|
||
5
|
3
|
1
|
17/8
|
5
|
|
7
|
1
|
|
11/4
|
32
|
||
1
|
6
|
1
|
27/8
|
6
|
|
2
|
6
|
3
|
11/4
|
59
|
||
1
|
4
|
|
11/4
|
7
|
|
1
|
6
|
1
|
3/4
|
18
|
||
|
6
|
3
|
23/16
|
8
|
|
1
|
7
|
1
|
2
|
122
|
||
|
|
|
|
9
|
|
1
|
1
|
|
1/4
|
100
|
||
3
|
4
|
2
|
2
|
10
|
Rolles Mølle
|
9
|
5
|
2
|
1½
|
171
|
||
|
5
|
3
|
21/4
|
11a
|
|
1
|
|
|
2
|
38
|
||
Gielballe Bye i 14 matrikler af 56, 8 nye matrikler.
Der er ingen decideret store hartkorn (o. eller over 10, gns. er o. 5 tdr.). Ud over at den samlede hartkornstilvækst i Gielballe og Lunderskov er sognets laveste, så er fordelingen i Gielballe overordentlig jævn. Matr. 29A bliver landsbyens største og har den største vækst på 53 %.
|
||||||||||||
Gammel matrikel
|
Matr.nr.
|
Gård
|
Ny Matrikel
|
% vækst
|
||||||||
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
Tdr
|
Sk
|
Fk
|
Alb
|
|||||
5
|
3
|
1
|
11/4
|
20a
|
|
6
|
3
|
2
|
3/4
|
18
|
||
|
6
|
3
|
13/4
|
20b
|
|
|
5
|
2
|
|
-20
|
||
5
|
|
1
|
1/4
|
21a
|
|
6
|
6
|
3
|
2
|
36
|
||
2
|
1
|
|
2
|
22a
|
|
3
|
2
|
|
1
|
52
|
||
3
|
|
|
11/3
|
23a
|
|
3
|
3
|
2
|
2
|
15
|
||
3
|
1
|
2
|
13/4
|
24
|
|
3
|
6
|
3
|
2
|
21
|
||
1
|
5
|
1
|
22/3
|
25
|
|
2
|
1
|
|
1
|
27
|
||
2
|
6
|
3
|
3/5
|
26
|
|
3
|
2
|
2
|
13/4
|
17
|
||
2
|
3
|
3
|
½
|
27a
|
|
2
|
4
|
2
|
13/4
|
6
|
||
5
|
|
3
|
21/4
|
28
|
|
7
|
1
|
|
1/4
|
39
|
||
4
|
6
|
2
|
1½
|
29a
|
|
7
|
3
|
|
3/4
|
53
|
||
2
|
6
|
2
|
2
|
30a
|
|
4
|
|
|
11/4
|
42
|
||
2
|
1
|
|
|
30b
|
|
2
|
5
|
2
|
11/4
|
27
|
||
2
|
6
|
2
|
1½
|
32
|
|
3
|
1
|
1
|
13/4
|
12
|
||
Der forekommer ikke at være belæg for mere vidtgående konklusioner omkring jordfordelingen før og efter landboreformerne, fra den gamle til den nye matrikel.
1) De største hartkornsforøgelser skete på sognets 2 møller, Drabæks og Rolles Mølle. Desuden 2) forøgelser på en række mindre matrikler. 3) Kun i mindre grad hartkornsforøgelser på de større matrikler, herunder selvejernes.
Ud over dyrkningsfællesskabet og fæstesystemet var det et problem for bønderne, at godsejerne var pålagt at udpege soldater til 6 års tjeneste ved ordningen med permanent soldaterudskrivning fra 1701 (landmilitsen). Bønderne blev boende, men skulle bruge sparsom fritid til eksercits, prygl og at være udsatte for faren for krig, svenskekrigene. Desuden fra 1733 stavnsbindingen, der efterhånden kom til at gælde alderen 4-40 år med binding til det gods, hvor man var født.
Krongods i Koldinghus Len
I Koldinghus Len havde Frederik 2. i 1578—79 ved mageskifter med adel og Ribe Kapitel samlet alt gods i Anst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev Herreder under kronen.
Der var i denne proces klager fra bønderne over, at gårdene i samme by ofte var ulige store, og over for stor ulighed i byrdernes fordeling, dvs. de skatter og afgifter, bønderne - både fæstere og de få selvejere, 324 i Koldinghus Len i 1614[113] - skulle betale.
Man kan ud fra kilderne[114] se, at bymarken var delt i marker, Skanderup i 2, Sønder- og Nørremark, Gjelballe i 4, alle verdenshjørnerne. Man kan i modelbogen se, at Skanderups 2 marker var delt i 8 indtægter[115], Gjelballes i 10, de øvrige af sognets landsbyer i 9 indtægter.
Under denne inddeling var der så agre, smalle strimler jord, som lå fordelt mellem landsbyens gårde, således at hver gård fik en nogenlunde andel af god og dårligere dyrkningsjord.
Iflg. 1688 matriklen var der i Anst Herred 314 gårde, heraf 11 enestegårde.[116] De 314 gårde havde 1504,02 tdr. hartkorn, dvs. gennemsnitsstørrelsen var 4,8 tdr. hartkorn. Hertil kom 55 huse med jord, 5 huse uden jord. Der var 1552,65 tdr. hartkorn i alt inkl. huse med jord.[117] Skanderup og Hjarup, 2 af de største byer i og omkring Skanderup Sogn havde hver 94 tdr. hartkorn. Man kan heraf udlede, hvis der har været 17-18 gårde i Skanderup o. 1688, at gennemsnitstørrelsen har været o. 5 tdr. hartkorn, lidt over herredsgennemsnittet.
Skovene i Anst Herred kunne se ud til ofte at have været rebede, delt mellem bønderne, hvilket i Koldinghus Lens regnskaber har medført adskillige udsagn om forskelle i gårdenes skovpart.
Køb og salg af krongods i sognet 1535-1765[118]
Man kan i de af Rigsarkivet udgivne dokumenter identificere navne på købere af og deres tilgodehavender i forhold til kronen. Men mht. de anførte jorder i sagens natur desværre først fra 1662 matrikelbetegnelser. Og gennemgående er det stort set umuligt at identificere de anførte handlers placering mht. toft eller i landsbyfællesskabet. Der er oplysninger, om det er gårde, bol eller anden jord, om der er tale om specielle ydelser i form af tiende o.l.
Alt i alt er det derfor stort set umuligt at bruge oplysningerne til andet end at placere transaktionerne landsbyvis og hvem, der handler med kronen med hvad, men ellers ikke nærmere beskrevet.
Et interessant aspekt ved de i Skanderup Sogn handlede jorder er, at der er flere kirker involveret på forskellig vis. Selvfølgelig Skanderup Kirke.
23. marts 1579 får Kierstine Ulfeldt til Vranderup[119] bl.a. en gård i Gielballe, hvor der er jord, hvoraf der svares landgilde[120] til Skanderup Kirke. Og ”… i Nagbøl 1 G(ård). og 1 Kirkejord, der bruges til Gaarden”. Desuden en gård i Skanderup, hvor der svares landgilde til Kolding Kirke. Senere, i 1580, mageskiftede K. Ulfeldt hovedgården i Seest til kronen. 16. juli 1579 får ”Peder Rantzov til Vamdrup[121] … i Skanderup 3 G(årde). for Jord og en Toft, som tilhører Andst og Skanderup kirker. 22. marts 1580 afstår Kirstine Ulfeldt ”… Jord, som bruges til den ene Gaard (i Skanderup), men hører til Kolding Kirke. Oberst Ditlev Brochtorph overtog i 1698 4 kirkejorder i Skanderup og i 1699 ”1 stk. Kirkeskov i Lyng Sønden for Skanderup Kirke”.
Man vil bemærke, at der i sognet i byerne Skanderup, Nagbøl og Gjelballe, var kirkejord, som tilhørte især Skanderup men også Andst og Kolding Kirker.
Desuden er det lidt bemærkelsesværdigt, at man 13. dec. 1664 kan se, at Fredericia Skoles betjente og en del af rektors løn finansieres af ”2 gode Kirketiender fra Skanderup S …”. Kirkeværgerne og kapitlet ved Ribe Domkirke får i 1554 og afhænder i 1578 gårde i Dollerup, Skanderup og Lunderskov.
Ud over kirken er der enkeltstående transaktioner, som er interessante i forhold til sognets historie.
22. dec. 1578 får Christoffer Lindenov til Valbygaard ved Slagelse ” 1 Mølle, kaldet Drabecks Mølle”. Det er første gang Drabæks Mølle optræder i en skriftlig kilde.
Man kan 1604, 24. febr. se, at ”Casper Marckdanner til Siøgaard får gårde på Fyn for gårde i Dollerup og Lunderskov” (Bd. 1, s. 342).
Det er også interessant, at en velhavende dame som Magdalene Banner, Krabbesholm i Skive 24. juli 1573 sælger ”… i Ansted H(erred), Skanderup S(ogn) og By 1 G(ård)”,(Bd 1 s. 135). Magdalene Banner var gift med Iver Krabbe til Østergaard i Salling, som startede byggeriet af Krabbesholm. Magdalene Banner fuldførte det smukke, sengotiske byggeri.
Selvejerbønder i Skanderup Sogn
En række skøder og overdragelser viser, at der i Nagbøl, Dollerup og Skanderup, især Nagbøl, var selvejerbønder i 1600-tallet i Koldinghus Rytteridistrikt, nøje gennemgået i Hans Knudsen i Historie/Jyske Samlinger, Bind 4. række, 4 (1924). Thomas Christensen har skrevet en artikel herom, hvor Hans Knudsens undersøgelser benyttes.
Forskellen på en fæster og en selvejerbonde har været minimal. I stedet for den indfæstning[122], som fæsterne skulle betale, skulle selvejerbonden svare ’husbondhold’[123].
Skanderup Sogn hørte under Koldinghus Len og Amt indtil 1793 og hermed også Koldinghus Rytterdistrikt i en stor del af perioden. Konkret manifesterede det sig i Skanderup positivt med en rytterskole fra 1725.
Mere blandet var den beskatningsmæssige konsekvens af at høre under rytterdistriktet. Ved 1664 matrikuleringen blev alle gårde ansat til hartkorn[124] som standardiseret mål. 8 tdr. hartkorn skulle nu svare en rytter med fuld udrustning til de i 1670 oprettede rytterdistriktet. Bønderne kunne selv afgøre, om de ville ride for gården, eller om de ville betale for den rytter, der skulle stilles. Under alle omstændigheder var det en fast udgift, som var pålagt alle gårde for hver 8 tdr. hartkorn. Der skulle altså knap og nap 2 gårde af gennemsnitstørrelse til at svare den krævede rytter til rytterdistriktet.
Med den skånske krig 1675-79 forsøgte den danske Christian V at tilbageerobre Skåne, Halland og Blekinge, som var blevet tabt ved Roskildefreden i 1658, men forgæves. Frankrig ønskede ingen ændringer. Det eneste resultat af krigen blev derfor store militære udgifter, som også fik konsekvenser for tilstanden i Koldinghus Ryttergods. Der var nu næsten ingen bønder, der ønskede at ride for rytterdistriktets gårde, og i 1680 skiltes rytter og bonde helt.[125]
Ud fra sessionsprotokoller for det 2. jyske Regiment, dvs. Kolding Rytterdistrikts godser er der mulighed for ret detaljeret at undersøge forholdene for både fæstere og selvejere i distriktet. Man kan især få indblik i forholdene for selvejerne, fordi disse var en torn i øjet på de forskellige regimentskrivere på Koldinghus, da selvejerbønderne (med rette) klagede over manglende hensyntagen til deres rettigheder, når de blev beskattet af rytterdistriktet.
Især ophidsede de en regimentskriver Søren Blanchsted, som i 1690’erne klagede over, at selvejerbønderne ødelagde beskatningsgrundlaget af deres jorder ved at bortsælge jorden. Desuden irriterede det også Blanchsted, at selvejerne havde husmandshold, som de plyndrede med så mange afgifter, at husmændene ikke kunne betale noget til kongen, dvs. til rytterdistriktet. Denne skattefrihed for selvejerbøndernes husmænd fik Blanchsted i 1690 afskaffet, kan man se af hans optegnelser.[126]
Selveje og fæste
Efter Grevens Fejde, i 1536, var en hel del selvejerbønder blevet gjort til fæstere, således at selvejerbøndernes antal nu var o. 10 %. Dette antal faldt ret markant i årene herefter.
Generelt må man nok også sige, at det ikke har været stort bedre at være blandt de ca. 2 % selvejere i slutningen af 1600-tallet end at have været fæstebonde. Skredet til det bedre, og her først og fremmest for de lidt større bondebrug, gårdejerne, skete først med landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet.
Fra 1200-tallet var de største jordejere / godsejere skattefri. Alle andre blev alle pålagt at betale leding, dvs. en skat til krigsførelse foruden arbejde (inne) og underhold til kongemagten ved rejser (ægt) og stud (havreskat) fra tidligere tid.[127]
Uanset om bonden var fæster eller selvejende, skulle der svares enten landgilde (fæstebønderne) eller husbondhold (selvejerne), ægt (forplejningsforpligtigelser i forbindelse med rejser, foretaget af kongen eller hans embedsmænd), inne og fæstebøndernes hoveri, selvejerbønderne desuden bondeskyld[128].
Selvejerbønderne forsøgte at reducere deres andel af disse afgifter i forhold til fæsterne. Desuden forsøgte de som nævnt at opretholde over for kronen deres andel af skatter fra husmændene. Blanchsted gjorde en stor og stort set med held kronet indsats for at reducere disse selvejerfordele.
Blanchsted blev i 1694 arresteret, fordi han ikke ”… kunde faa sine Regnskaber i Orden”. Hans to efterfølgere blev arresteret af samme grund. Spørgsmålet er nok, om skylden for disse regimentsskriveres sørgelige skæbne ikke snarest har ligget i ryttergodsets slette tilstand som et resultat af svenskekrigene. Derfor nok også den hårde fremfærd mod de påholdende selvejerbønder.
I Koldinghus Len var der 324 selvejerbønder i 1614 iflg. Hans Knudsen. I Skanderup Sogn kunne det se ud til, at der har været 8 selvejerbønder i 1690. I selve Skanderup var der 3 selvejere[129]: Mariegaard (nr. 2), Helenesminde (nr. 3) og nr. 1, der senere blev lagt ind under Wissingsminde. Resten finder man i Nagbøl, hvor selvejerne vist især har været placeret. Iflg. TC skulle der have været 5 og et selvejerboel. Kun hvis vi fraregner det af TC angivne selvejerboel passer antallet med Hans Knudsens meget velunderbyggede oplysninger.
Men uanset antallet vil det nok være mest af interesse for detaljen, hvordan det i løbet af middelalderen er gået med selvejerbønders og fæsteres rettigheder, end evt. kvalitative forskelle i evner eller vilkår, som man måtte formode at kunne finde mellem fæstere og selvejere før landboreformerne. M.a.o. har der heller ikke i Skanderup Sogn eller i Kolding Rytterdistrikt som sådan været de helt store forskelle mellem selvejerbønder og fæstere. De har i 1500-tallet oprindeligt været væsentligt bedre stillet end fæsterne, men de var en torn i øjet på konge-, statsmagten og dennes repræsentanter, i Kolding Rytterdistrikt især regimentskriveren.
Skatter og afgifter til stat og kirke, sammenfatning
De første kendte skatter i Danmark er stud- og ledingsskat. Det er henholdsvis en skat, der afløste forpligtigelsen til at huse og underholde kongen på hans rejser rundt i landet og en skat, der betalte for fritagelse for selv at deltage i kongens krigsførelse. Kongen var jo middelalderen igennem, over enevælden indtil junigrundloven i 1849 regeringsmagten.
En særlig afgift var skatten til kirken, tienden[130]. Tiende indføres i 1100-tallet af kong Niels, vist i realiteten af Knud d. Hellige (1080-86). Som navnet siger, udgjorde denne kirkeskat en tiendedel af de skattepligtiges, dvs. bøndernes afgrøde.
Tienden kan groft inddeles i 3 dele: 1) til byggeri af kirkerne, 2) til præsternes underhold og 3) til biskopperne. Især den sidste del var forhadt. Med reformationen overtog kronen kirkegodset, og den tidligere bispetiende blev nu kongetiende. Adelen slap med reformationen for at betale tiende, men den tiende, der betaltes af det øvrige gods blev så en skat på bønderne. Tiendeholderen var så forpligtiget til at underholde den tilhørende kirke.
Tienden var en naturalieafgift, som først fra 1856 kunne afløses af et pengebeløb. Tiende blev endeligt afløst af en lov om kirkeskat fra 1920.
Efterhånden kom stud- og ledingsskat til at betyde mindre for kongens indtægter. Stigende betydning fik told på handelsbyerne. Og med reformationen fik indtægterne fra det fra kirken overtagne krongods stigende betydning.
Med enevælden i 1660, svenskekrigene mv. var staten blevet mere og mere forgældet, og det medførte ønske om faste og stabile indtægter fra jorden, dvs. hartkornsskatten. I byerne øgedes tolden på handel med konsumtionsafgiften, der opkrævedes indtil 1852. Først i 1903 indførtes der formue- og indkomstbeskatning.
Landboreformernes virkning i Skanderup Sogn kan man i TC’s fremstilling[131] se med den tilhørende udskiftning fra landsbyfællesskabets jordfordeling, som startede i 2. halvdel af 1700-tallet.
Ud over udskiftningens selvstændiggørelse af det enkelte bondebrug i forhold til fællesskabet var der med landboreformerne også tale om en gradvis overgang fra fæste til selveje.
Reformerne fandt sted i flere omgange.
Ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer skete med Forordningerne 29. december 1758, 28.december 1759 og 8. marts 1760, ikke som påbud men som opfordring. Herfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781.
Fra 1781 tog udskiftningen fart, da regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje. Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.
I TC's beskrivelse opereres der med udskiftningsår, som ligger ret tilfældigt i forhold til disse forordninger. Men de må under alle omstændigheder have udskiftningsforordningerne som forudsætning.
Hertil kom, at stavnsbåndet fra 1733 blev ophævet med forordning af 20. juni 1788.
Der findes desværre kun umiddelbart tilgængelige, dvs. digitale, historiske matrikelkort tilbage fra 1820.[132] De første matrikelkort blev udarbejdet 1806-22, i vidt omfang ved genbrug af allerede eksisterende kort, navnlig udskiftningskort. Disse kort kan derfor være en udmærket kilde til udskiftningens umiddelbare virkninger. Dog kan mange af kortene indeholde oplysninger, som er overtegnet de oprindelige kort. Derfor kan de være vanskelige at fortolke.
Herunder plan over en landsby med marker inden udskiftningen. De enkelte bondebrug havde små strimler flere steder på bymarken i modsætning til tiden efter udskiftningen, hvor bøndergårdenes marker er blevet samlet og gårdene (som regel) udflyttet fra landsbyfællesskabet. Se videre Danmarkshistorie.dk.
Med udskiftningen blev landsbyens i spredte strimler fordelte arealer samlet til sammenhængende brug, landsbyfællesskabets geografiske diversitet blev ophævet, og vi fik starten på de enkeltstående brug, der kendes i dag.
På matrikelkort over Skanderup 1820-47 ser man tydeligt resultatet af landboreformernes udskiftning i Skanderup. Skanderup by ligger stadig midt i markarealerne. Kigger man nøje efter, kunne det se ud til, at Skanderupgaard, den tidligere sædegård (matrikel 12a) i 1820 stadig havde en betragtelig størrelse, hvilket også fremgår af den ”ny matrikel”, 1844 matriklen.
Kigger vi nærmere på Skanderup by, kan vi se, at byens største gårde efter udskiftningen og landboreformerne ligger her i den skikkelse, som stort set varede ved til langt ind i 1900-tallet.[133]
Når de oprindelige matrikler fra 17-1800 tallet anføres så detaljeret for Skanderup, er det først og fremmest fordi Skanderup så tydeligt (endnu) har bevaret store dele af den historiske matrikulering, dvs. de gamle gårde. I Nagbøl, Dollerup - især - og Gjelballe er der tale om langt mindre lokaliteter, og her er koncentrationen i den bymæssige bebyggelse derfor også langt mindre udtalt.
Skanderup Sogns lokaliteter, lokalitetshistorie
Geografisk omfatter Skanderup Sogn landsbyerne Skanderup, Nagbøl, Dollerup, Gjelballe og forskellige lokaliteter i tilknytning hertil. Desuden landsbyen Lunderskov, der med jernbanens anlæggelse fra 1866 bliver til et jernbaneknudepunkt, en stationsby af ganske central betydning som knudepunkt til det i 1864 til Prøjsen tabte Slesvig og Holsten samt den vestlige del af Danmark, dvs. Esbjerg.[134]
Det er lidt bemærkelsesværdigt, at 1800-tallets folkelige bevægelser med højskoler, andelsbevægelse, forsamlings- og missionshuse overfladisk set ikke har efterladt sig markante spor i sognet i forhold til mange andre lokaliteter
Andelsmejeriernes start i 1882 resulterede helt i sognets ånd i Skanderup Mejeri 1888, som fra 1895-96 fik det søndaghvilende Lunderskov Mejeri som alternativ.[135] Krydret med det særlige raffinement, at det gamle Skanderup Mejeri flyttede til Lunderskov ved jernbanen, og det gamle Skanderup Mejeri blev i 1922 ombygget til kirke for den valgmenighed, der var blevet dannet i 1910. Smukt fulgt op af valgmenighedens omkringliggende efter- og friskole.
Der var så til gengæld ingen højskoler, her måtte sognets unge drage udensogns til deres foretrukne, enten grundtvigianske eller indre missionske højskole.
Ret bemærkelsesværdigt er der overhovedet heller ingen forsamlingshuse i sognet, men fra 1889 et enkelt missionshus.
Et noget ”dødt sogn” mht. folkelige bevægelser før opsplitningen i Indre Mission og valgmenigheden har man i religiøse kredse kaldt det. Men den religiøse vækkelse har vel så for de samme kredse været reaktionen mod dette åndelige dødbideri. Og hvilken vækkelse!
I den følgende gennemgang af sognets enkelte lokaliteter henvises de mere detaljerede matrikeloplysninger o.l. til Appendix 2.
Oprindeligt har navnet været Skandorp eller -torp. Det har så i løbet af 14-1500-tallet udviklet sig til Schanderup.
Efterleddet i Skanderup kommer således af torp. Efterleddet torp kendes fra den tidlige vikingetids landsbyer o. 850 til middelalder o. 1350. Det er et af de allermest udbredte efterled, som findes i afledte varianter som -trup, -drup, -rup. Forleddet må formodes at kunne være mands- eller slægtsnavnet Skandi. Der er udflytninger fra Skanderup til Klebæk med udskiftningerne i slutningen af 1700-tallet. Klebæk har endelsen bækk, et vandløbsnavn fra 1490 (Klefbek). Der findes originale matrikelkort for 1820-47, 1847-69, 1869-85,1885-1942[136], og herefter en række matrikelkort 1942-78 i dele, tilsvarende 1978-96, som man skal sammenstykke, hvis der ønskes overblik over hele lokaliteten. I givet fald søges der fra kald til matrikelkort på nettet, og her udfylder man søgefeltet med bynavn eller kode. Man kan også få kort over ejerlav og matrikler for hele Skanderup Sogn. Det gælder for alle kort, at man kan zoome ind ved at trække et klart markeret, rødt rektangel omkring det, man ønsker at studere nærmere.
Landsbyen Nagbøl.[137]
Efterleddet bølle kommer af bol, der formentlig har betydningen enkeltgård. I modsætning til torp byerne er de fælleder eller udmarker fra moderbyerne. Sammen med bol navne vil der som regel være et mandenavn. Nagbøl ses omtalt første gang i 1468. Se Matrikelkort[138].
På det her benyttede matrikelkort 1853-69 fremgår det tydeligt - sammenholdt med Skanderup, Lunderskov og Gjelballe - at Nagbøl og Dollerup (neden for) var sognets to mindste lokaliteter.
Nagbøl og Dollerup har haft fælles ejerlav og byjord, beliggende mellem landsbyerne.[139]
Landsbyen Dollerup.[140]
Der har i 1610 iflg. Koldinghus Lens regnskaber været 4 gårde og 2 boelsteder i Dollerup. Ved folketællingen i 1787 (den første er fra 1769) har der været 10 familier, altså en absolut lille lokalitet. Ses første gang omtalt i 1469. Som Skanderup er det et torp navn. Forleddet kan have betydningen dal, kan måske alternativt være et navn.
Der har i 1610 iflg. Koldinghus Lens regnskaber været 4 gårde og 2 boelsteder i Dollerup. Ved folketællingen i 1787 (den første er fra 1769) har der været 10 familier, altså en absolut lille lokalitet. Ses første gang omtalt i 1469. Som Skanderup er det et torp navn. Forleddet kan have betydningen dal, kan måske alternativt være et navn.
Dollerupgaard har været ejet af Caspar Markdanner, muligvis også beboet af den adelige slægt Sandberg[141]. Det er dog usikkert. Men den sædegård i Dollerup, som har eksisteret, har nok været Dollerupgaard. Baron Holger Stampe ejede Dollerupgaard 1868-1875[142]. Det er usikkert og ikke dokumenterbart, at Markdanner og Stampe skulle have haft sæde på gården. Der har formentlig for Anst Herred været herredsting i Dollerup.
I 1610 nævnes 9 gårde, som ved matrikuleringerne i 1644 og 1688 bliver til 12. Gjelballe er et naturnavn, efterleddet -balle har betydningen 'jævnt stigende forhøjning' eller 'afdeling af landsby'. Navnet Gilleballe stammer fra 1469, fra 1664 ses navnet som Gielballe. Usikker betydning, men det kan være, at der har vokset 'gyvel' her. Kan også i andre lokaliteter end Skanderup Sogn have haft betydningen 'gold'. I folketællingsmaterialet er stavemåden Gjelballe eller Gielballe. Se matrikelkort.[143]
Af matrikelkortet 1821-47 fremgår det tydeligt, at Gjelballe er væsentligt større end Nagbøl og Dollerup, men mindre end Skanderup. Det er den tidligere sognerådsformand 1923-43, Knud Knudsens gård Kirstinelund, der ligger som den ene gård th. i kortet ved gennemfartsvejen.
Man kan se, at det nært Lunderskov liggende Dollerup o. 1820 ikke afviger meget fra Lunderskov størrelsesmæssigt.[144]
I 1610 nævnes 5 gårde, 5 husmandsteder og 2 møller (Drabæks og Rolles Mølle). Som Lunderskov mark kendes der tidligst en beskrivelse fra 1579. Navnet Lunderskoff optræder 1451-1513. Der er tale om et naturnavn, lund og skov. Se matrikelkort.[145]
I 1866 åbnes jernbanelinjen gennem Lunderskov. På et kort fra 1873 ser man både omridset af den gamle landsby og stationsbyen. Se matrikelkort.[146] I Trap 3. udg. bd. 5 hedder det om Lunderskov i 1901, altså lige før stationsbyen befolkningsmæssigt lægger sig i spidsen i sognet: "Lunderskov, stor Stationsby - 1/2 1901: 77 Huse og 532 Indb. - med Friskole, Andelsmejeri, Savmølle, Teglværk m. m., Købmandshdlr., Gæstgiveri, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postkontor; Dollerup med Skole."
Blandt skoler bemærker man her den indremissionske friskole, som eksisterede 1885/86-1922, og skolen i Dollerup fra 1883, der i 1923 blev suppleret med en helt ny skole.
På ovenstående matrikelkort for Lunderskov 1885-1904[147] kan man se, at landsbyen Lunderskov endnu mangler en del i at blive en fuldbyrdet stationsby. Lunderskov Station strækker sig fra den sydlige del, ”Dollerup og Nagbølle” til det, der bliver bymidten. Men der er stadig o. århundredskiftet kun sporadisk bymæssig bebyggelse, selv om der i tiden herfra indtil 1911 sker mere end en fordobling af folketallet.[148]
Som det fremgår af jernbanekortet, blev Lunderskov i 1866 et tidligt resultat af jernbanenettets skabelse af ca. 500 stationsbyer i Danmark.
Lunderskov by, matrikelkort 1883 og stationsbygningen
|
Jernbanetaksterne er alle med afgang fra Kolding. Der er kun anført 2. og 3. klasse. Selv om det ser billigt ud, så var 1870'erne alligevel et dyrt årti med ganske markante prisstigninger. Men en returbillet fra Kolding til Lunderskov for under 1 kr. uanset klasse ser jo overkommeligt ud. Efter 1870'erne faldt priserne jævnt indtil 1. verdenskrig, hvor de igen steg voldsomt.
Lunderskov og jernbanen
Før Lunderskov blev stationsby, var det en lille landsby, sognets 3. største / mindste. Men som så mange andre stationsbyer med N.P.C. Holsøe som arkitekt på stationsbygningen.
I 1901 folketællingen var der i Lunderskov 355 indbyggere. Dette antal blev mere end fordoblet det næste tiår indtil folketællingen i 1911, hvor der er optalt 855 indbyggere.
Som landsby, dvs. før jernbanen i 1866 med tilhørende stationsbygning og kro[149] næsten lige over for, har der i Lunderskov været en landsbygade, hvor gårdene og husene var placeret. 15 gårde og nogle huse er optalt med folketællingen i 1870.
Fra folketællingen for 1880 kan man få sparsomme men ret gode supplerende oplysninger omkring jernbanens stationsbygning i Lunderskov. Her boede to husstande, begge ansat ved jernbanen og med familie. Samt tilhørende disse to husstande midlertidige beboere i sognet, også ansat ved banen. Hertil kom i stationsbygningen, der blev opført i 1874, at den tidligere stations brevsamlingssted nu også blev postekspedition.
Som husfader er der angivet to, Niels Hansen, stationsinspektør, med kone og 2 plejebørn. Desuden Niels Peter Sundblad, restauratør, med kone, 2 børn og 2 tjenestepiger[150]. Ud over disse husfædre med familier, er der på stationsbygningens matrikel og dets løbe nr. registreret flg. som ansatte ved banen, men også helt klart uden bosiddende familier på matriklen, dvs. på tillægsliste som midlertidigt bosat i sognet og altså på stationens matrikel: Kristian F. Sunds, fyrbøder, A. P. Hansen, togfører, A. Lorens, konduktør, Jakob Kjærulf, lokomotivfører. De kommer alle fra henholdsvis Esbjerg og Varde iflg. Tillægsliste A. Lokomotivføreren førte (oprindeligt) lokomotivet, togføreren kontrollerede togets sammensætning, bremser og (i dag) især billettering mv. I den daværende stationsbygning har der således i 1880 boet 14 mennesker, heraf 4 børn. Pladsmæssigt kunne det nok have været et problem. Ikke mindst, da der også skulle være plads til de øvrige funktioner, tilhørende stationsbygningen.
Alle den tids stationsbygninger havde stort set samme arkitekt, N. P. C. Holsøe. Foto 1911.
I debatten omkring det nu nedrevne vandtårn til Lunderskov Banegård kunne man iagttage f. eks. dette indlæg i Jyske Vestkysten 29. sept. 2008: ” Vandtårnet er et af de få DSB-vandtårne, der stadig eksisterer, også selv om det ikke har været benyttet til sit oprindelige formål i mange år. Samtidig indgår det i en helhed på Lunderskov station, hvor både stationsbygning, pakhus, vandtårn, remise, drejeskive, kulgård og kolonnehus er bevaret. En sådan tilsvarende hel samling af jernbanerelaterede bygninger, som de brugtes på større knudepunkter, findes kun bevaret ganske få andre steder i Danmark. Andre steder er en eller flere bygninger for længst revet ned.” Ydermere hedder det i Kulturstyrelsens kommentarer til fredningen af stationsbygningen i 1992: "Det vil være et stort tab for stationsmiljøet, om dette markante vandtårn forsvandt." Nu er altså desværre også vandtårnet i Lunderskov nedrevet.
Omkring starten af det, der blev Storegade, lå Lunderskov Landbohjem, med pensionat, mødelokaler m.v., oprettet i 1890 lige over for stationsbygningen. Lunderskov Landbohjem var en forening (selskab hed det den gang) med en valgt bestyrelse, og Oskar Lassen er i 1901 folketællingen registreret som agerbruger og som foreningsvært for Landbohjemmet, sammen med søsteren Dora, der i denne folketælling er registreret som husbestyrerinde. I 1906 folketællingen er Oskar Lassen registreret som vært på Lassens Hotel, søsteren som værtinde. I 1901 folketællingen ser det ud til, at søskendeparret bor bag Landbohjemmet, fra 1906 bor de på matr.nr. 2ci, hvor det nyopførte Lassens Hotel kom til at ligge.
I 1901 var der foruden huse 7 gårde, 1 med mølle (der burde have været 2, men det fremgår ikke af folketællingsmaterialet), 8 boelsteder, 1 skole, 1 stationsbygning, 1 posthus (samme matrikel 2b som stationsbygningen, men her 2by og 2bz), 1 Landbohjem, 1 brugsforening, 1 gjæstgivergård, 1 mejeri. Og hertil som identificerbare stillingsbetegnelser: formand, sagfører, postmester, maler, snedker, skomagere, portører. Desuden fra optegnelser fra 1894 (en Vejviser for Kolding Omegn) for Lunderskov flg. registrerede stillingsbetegnelser i redigeret oversigtsform: forligsmægler, vurderingsmand, stationsforstander, postekspeditør, jordemoder, telefonist (som iagttageligt bierhverv), bager, bødkere, klodsemager (træsko), kalkværk, klude-, benhandler, kro-, restaurationsdrift, malere, møllere, sadelmager, skræddere, slagter, smed, urmager, mejeridrift.
Alt i alt ser man landsbyens tidligere erhvervsbetegnelser, hvor stationsbyens nye er kommet til.
Man bemærker i Vejviseren for 1894, at der foruden andelsmejerierne Skanderup og Lunderskov var et fællesmejeri i Gjelballe og et mejeri på Dollerupgård. I 1902 er der kun de to andelsmejerier tilbage, Skanderup og Lunderskov Mejeri