Præstegård og missionshus

Allerede før C. J. Moe kom til sognet skulle der i 1882 (iflg. Trap 3. udg.) 5. bd.) være blevet opført et missionshus i Skanderup, tæt på sognets kirke[1]. Den samme, forkerte datering har Historisk Atlas v. Lunderskov Lokalhistoriske arkiv. Det forholder sig dog nok snarere som anført i Moes erindringer, at missionshuset er opført i 1889, 7 år efter hans ankomst og som en af spydspidserne i den indre missionske forkyndelse. I Lunderskov kom der senere[2] ved Vestergade et menighedshus, som blev flyttet til Kobbelvænget i 1984.
 
Den tidligere præstegård i Nagbøl, som den har set ud efter at være nedlagt som præstegård i 1924. Fra TC, s. 59, udateret.                 
Nagbøl Præstegård, som den må have set ud, da Moe var sognepræst i Skanderup. Billedet er fra Moes Levedage, s. 73. Hvornår stråtaget og verandadøren er udskiftet, og hvornår der er opsat flagstang i haven er uvist. Men formentlig efter Moes afrejse i 1922.   
Præstegården fra 1924, der afløser præstegården i Nagbøl. Det i 1889 opførte missionshus. Alle frasagn om, at det skulle være opført i 1882, året for Moes ankomst til Skanderup, kan afvises. Først og fremmest med belæg i Moes Erindringer.
 
I 1924 blev der mellem missionshuset og kirken opført en ny præstegård, som hidtil havde ligget i Nagbøl, Nagbølvej 72.
I 1875 blev der lige over for Skanderup Kirke opført en "fattiggård", som i 1934 blev solgt af sognerådet. Sognerådsmøderne blev i denne periode som hovedregel afholdt her.


[1] Iflg. Trap 3, bd. 5, udg. 1904 er missionshuset fra 1882. Kolding Leksikon siger 1889. TC anfører i sin Skanderup Sogns Historie, at "missionshuset "PELLA"" blev opført i 1890, hvilket medførte navnet "Pellaby" til kirkebyen.  I Moes erindringer, Oplevelser anføres der herom, s. 84f, at der i sognet 4 år efter hans ankomst, dvs. i 1989 blev udtrykt ønske om et missionshus, som Moe dog ønskede, der skulle være penge til først. Frivillige bidrag resulterede i, at der blev bygget så stort, at der kunne rummes "800 Mennesker ... Grundstenen blev lagt d. 16. April 1889, og Huset indviedes d. 18. September samme Aar." 
Trap Danmark er almindeligt anerkendt som professionelt pålidelig, selv om der kan findes fejl og unøjagtigheder i detaljen. Trap 3 er udgivet 1898-1906, Trap 2 er udgivet 1872-79. Det er m.a.o. nødvendigt her at benytte Trap 3, som tidsmæssigt ligger tæt på begivenheden. Men det må konstateres, at Moes udsagn nok har den rigtige tidsangivelse. Hermed får man også den naturlige sammenhæng mellem Moe og et af resultaterne af hans prædikantvirksomhed, missionshuset fra 1889.
Pella er en østjordansk by, hvortil jødekristne flygtede under krigen med romerne i 66 e. Kr.
I perioden fra o. 1870 blev der i Danmark bygget ca. 900 missionshuse samtidig med, at der blev opført o. 1600 forsamlingshuse. Begge byggerier er monumenter over de folkelige bevægelser i slutningen af 1800 tallet.
[2] Menighedshuset i Vestergade var en ombygget barak fra besættelsestiden. 
Skanderup og Hjarup sogne har en geografisk placering tæt på Skodborg Å, der siden o. 1700 i folkemunde er blevet omdøbt til Kongeåen
Ved en arvemæssig deling mellem Valdemar Sejrs sønner blev denne å i 1232 til Danmarks grænse til hertugdømmerne Slesvig, siden også Holsten, fra 1815-64 desuden Lauenborg.
Siden Christian 1. og indtil 1864 var Slesvig-Holsten i personalunion med Danmark, men også en del af det tyske rige, delt i 1920 efter sprog og ønske om nationalt tilhør, således  at den dansk-tyske grænse nu går mellem det nuværende Sønderjylland, Nordslesvig og Tyskland, ved Clausenlinjen. De to sogne har således ligget som en del af Koldinghus Len, siden Koldinghus Amt 1389-1793, med kongemagten i den geografiske nærhed på Koldinghus og liggende op til en dansk toldgrænse ved Kongeåen. Og med en god og frugtbar jord, uden andre herresæder end Koldinghus, der kunne gøre sig gældende i Skanderup og Hjarup sogne.
 

I 1749 rejste kong Frederik 5. fra Køben­havn til Fladstrand (Frederikshavn). Rejsen gennem Dan­mark blev skildret af en ung officer, P.I. Grønvold i et halvt hundrede raderinger.  

https://ww til sw.koldinghus.dk/slottets-historie/koldinghus%27-historie/koldinghus-billedbog.aspx

Koldings betydning i 1500-tallet ses umiddelbart ved, at skiftende konger ofte benyttede Koldinghus som residens, hvorved mange fornemme personer blev trukket til byen, hvilket skabte et godt grundlag for byens næringsliv. Kolding var desuden en vigtig handelsby med især en indbringende okseeksport til hertugdømmerne. Men i begyndelsen af 1600-tallet var de gode tider forbi, især foranlediget af Christian 4.'s og Frederik 3.'s krige, der gik hårdt ud over både byen, slottet og det omkringliggende land. I kølvandet på de fremmede soldater fulgte de ødelæggende pestepidemier.
Koldinghus brugtes i 1600-tallet primært som lens- og amtmandssæde. I 1700-tallet havde Kolding eksport af landbrugsprodukter til Norge og København, men havnens tilstand var så ringe, at skibene måtte ankre op på fjorden.
Koldinghus rytterdistrikt blev i 1765, altså før landbrugsreformerne, frasolgt til selveje, og der har derfor ikke været mange fæstebønder tilbage på egnen. Af de få overleverede kilder herom fremgår det, at fæstebønderne i Koldinghus Rytterdistrikt nok har haft langt tåleligere forhold end fæstebønder på andre hoved- og herregårde. Koldinghus lå i så tilpas afstand fra Skanderup og Hjarup sogne, at der i fæstetiden nok har været ganske rimelige forhold for fæstebønder og de få selvejere. Og selvejet kom tidligt, allerede fra 1765, hvor det i resten af landet først skete med landboreformerne og udskiftningen.
Koldinghus Amt blevt nedlagt i 1793, og Koldinghus Slot brændte i 1808, men det begyndte dog at gå fremad igen for Kolding efter disse tilbageslag. 
 
Den modsætnning til adels- og kongemagten, som kom til udtryk gennem de folkelige og gudelige bevægelser fra starten af 1800-tallet, og som kulminerede med folkestyre og 1849 grundloven, har lokalt været til stede som i resten af Danmark.
At den lokale kulturkamp skulle blive en sammenblanding af folkelige og gudelige bevægelser med hovedvægt på de gudelige, lå vel ikke i den historiske krystalkugles perspektiver inden 1800-tallet.
Den lokale kulturkamp blev i folkestyrets første årtier en kamp om noget, som blev til en kamp om den politiske styring af skole og den kirkelige forkyndelse.

Attentatet på J. B. S. Estrup 21. okt. 1885 kl. 5 eftermiddag ved porten til hans bolig forløb uden overdreven presseomtale. I Folketinget fremlagde Venstres leder Chresten Berg en beklagelse af attentatet til vedtagelse i Folketinget. Attentatet var ikke højt prioriteret i Kolding Folkeblad, der bragte historier om lokalt ansatte, der trodsede deres arbejdsgiver, der som  Højremand krævede Estrup-sympati tilkendegivelser. I stedet for refererer avisen udtalelser om, at Estrup ikke var sin opgave voksen. Det medførte iflg. Kolding Folkeblad fyring af de ansatte.

 E. Pontoppidan, hvis katekismusforklaring fra 1737, Sandhed til gudfrygtighed, blev lovbefalet til brug for undervisning i kristendom. De gudeligt vakte i 1800-tallet foretrak Pontoppidan frem for efterfølgere. Pontoppidan er teologisk en overgangsfigur mellem oplysningstidens rationalisme og pietisme.  Det mislykkede attentat mod Estrup 21. 1885 kan betegnes som en art kulmination i forfatningskampen mellem Venstre og Estrups Højre.  
 
Den Kultur- eller politiske kamp, provisorietiden har været i den offentlige debat, således som den kom til udtryk i pressen, kan man kun skønne om i den lokale hverdag i Skanderup og Hjarup sogne. De lokale holdninger herom kommer ikke til udstryk i den lokale presse, først og fremmest Kolding Folkeblad, der er gennemset for at finde vidnesbyrd herom. 
Man må muligvis nok forestille sig, at tidens dominerende politiske debat i provisorietiden i de to sogne har været erstattet af en debat i og omkring de gudelige vækkelser. Eller - helt konaterbart - konflikten mellem Indre Mission og den grundtvigianske bevægelse. I Skanderup konstaterbart med ansættelsen af pastor Moe ved sognekirken fra 1885. I Hjarup har der under skolelæreren Niels Henriksen, ansat 1831-1860 været en salmebogsstrid i forhold til den efter Henriksens mening rationalistiske præst. Velsagtens et udslag af påvirkning fra "de stærke jyder" og en gudelig vækkelse før den af Moe foranledigede i Skanderup.
 
Sognepræst Henrik Carl Wilhelm Find var præst i Hjarup-Vamdrup Sogn ved Hjarup Kirke 1837-72. Forgængeren i præsteembedet 1812-36 var Jørgen Jørgensen, hvem det lykkedes at få degnen Oluf Hansen Lind afsat efter mange stridigheder. Denne salmebogsstrid og degnefyringen er beskrevet af provst J. Nissen i Fra Ribe Amt 1905
 
 
 
 
 
 

 
 
Clausenlinjen. Navngivet efter historikeren og sønderjyden H. V. Clausen, der allerede i 1890 ud fra et godt lokalkendskab og stor historisk viden foreslog grænsen ved denne linje.  
 
Geografisk har det, vi i dag kalder Kongeåen sit udspring ca. 5 km sydøst for Vamdrup. Den lille å løber mod vest i en bred smeltevandsdal. Efter at have passeret Foldingbro og Gredstedbro løber den i inddigede marskaflejringer via Kongeåslusen til Vadehavet, 10 km nordvest for Ribe. Det er et mindre vandløb, 9 mil og et afvandingsareal på 81/4 mil2. I dagens mål er det ca. 60 km, hvor der kun afvandes ca. 455 km2. Det største tilløb er Vejen Å fra nord.
Indtil omkring 1700 hed Kongeåen Skodborg Å. Navneskiftet er et udslag af en art folkemundes ironi. Kongen havde som en økonomisk givtig rettighed at kunne opkræve told ved passage til og fra kongeriget. Og grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig gik ved Skodborg Å, omdøbt til Kongeåen. 
Åen som grænse blev et resultat af en arvedeling mellem Valdemar Sejrs sønner. Det skete i 1232, hvor Valdemar Sejr kronede Erik Plovpenning som sin medkonge. Som kompensation fik sønnen Abel hertugdømmet Slesvig som fyrstelen, hvilket skabte adskillelsen af Slesvig fra kongeriget Danmark. Det skabte et fra kongeriget Danmark adskilt Sønderjylland mellem Kongeåen og Ejderen.
 
 Christian 1. var konge i Danmark 1448-1481. Han blev 1460 valgt til hertug af Slesvig-Holsten, og hermed var der en personalunion mellem de tyske hertugdømmer og kongeriget Danmark indtil 1864, hvor Prøjsen under Bismarck erobrede området. I 1920 blev den dansksindede og -sprogede del af Sønderjylland så en del af Danmark igen.
 
Attentatet på Estrup 21. okt. 1885.
Estrup skulle ved ankomsten til sin private bolig være blevet spurgt af attentatmanden, om han  var Estrup. Ved det bekræftende svar blev der affyret to skud, et ramte en knap i vesten og forårsagede ingen skade! Det anbdet skud var en forbier. Estrup gik efterfølgende til et aftalt arrangement.
Reaktionerne på det mislykkede attentat på landets konseilspræsident (statsminister) bærer stærkt præg af provisorietidens politiske konflikt.
Lokalt kan der i Kolding Folkeblad kun konstateres på ikke fremtrædende pladser i avisen, at der var forøvet attentat på "hr. Estrup".
I en kommentar i Kolding Folkeblad til begivenheden hedder det  d. 22. okt. 1885 under overskriften Et Attentat, at "Som I saa, skal I ogsaa høste. Hr Estrups Regeringssystem bringer slette Frugter i den ulykkelige Tilstand, hvori han ført Landet..."
Kolding Folkeblad 22. okt. 1885
 
 

 Skanderup sognekirke

Skanderup Kirke er i brev fra 1397 (Diplomatarium Danicum 2. rk. II 417 ) viet til St. Nikolaj og nævnes første gang i 1280 ved skødning af krongods til biskoppen i Ribe. I Kong Valdemars Jordebog 1231 og i Kronens Skøder (tidsmæssigt 1535-1688) nævnes overdragelse af jordegods fra og til kronen, dog er kirken ikke direkte nævnt i Kong Valdemars Jorddebog. 
Kirken er en romansk kvaderstensbygning fra formentlig o. 1200. Først i senmiddelalderen (midten af 1300-tallet indtil reformationen 1536) opførtes tårnet, der i 1871 forsynedes med det nuværende spir. 
Når det forekommer rimeligt på trods af manglende skriftlige vidnesbyrd at datere kirken til senest o. 1200 er det begrundet i den tidlige romanske stil, som kirkeskibets nordside og den romanske døbefont repræsenterer
 
 
En gammel, fornem sydportal blev i 1862 flyttet hen som indgang i tårndelen, hvilket nok medførte, at tårnet i 1871 måtte totalrenoveres. Tårnet hører til de usædvanligt store, og der var allerede før renovationen i 1871 problemer med, at væggene var ustabile. Derfor de mange murbindere.
Apsis mod øst er opført i 1934. Der har desuden i senmiddelalderen fundet en udvidelse sted mod vest, det nuværende indgangsparti.
Nordsidens kvaderstensmurværk er meget velbevaret og med oprindelige, små romanske, rundbuede vinduer.
 
Norddøren er flyttet mod vest, muligvis i forbindelse med den indsatte tympanon, se den stiplede bue øst for det typisk romanske vinduesparti.
           
Norddørens tympanon er et nærmere eftersyn værd. Den forestiller Kristus med Paulus og Peter. Den samme komposition ser man i Vamdrup og Andst kirker, hvor Andst kirke mht. tympanon har den bedste håndværksmæssige kvalitet.
 
Under kejserkrigen 1625-29 og Torstenssonfejden 1643-45, alt under Christian 4., blev kirken plyndret.
Ved kongebrev i 1746 blev det sognemændene pålagt at reparere skaderne.[1]
Iflg. en indberetning i Danske Kancelli i 1792 om kirkernes tilstand konstateredes der et forfald, hvorom det hed, at kvæget fik lov at græsse på kirkegården.
Præstegården, der lå i Nagbøl, flyttedes 1924 til Skanderup mellem kirken og Missionshuset fra 1889.
Om kirkens indre og inventar kan det bemærkes, at lofterne i både det pudsede kor og trælofter er af nyere dato, dvs. fra midten af 1800-tallet indtil en renovation i 1934. Der er fine loftindskrifter og rester af romanske kalkmalerier. Det ældste af inventaret er den romanske døbefont, desuden er der bl. a. den senmiddelalderlige højaltertavle. Samt prædikestolen opsat af Caspar Markdanner i 1589.
 
Den romanske døbefont C. Markdanners prædikestol Prædikestolens bærefigur. Herunder gravepitaf for Markdanner og hustru i Rønninge kirke
Altertavlen fra o. 1500, før reformationen  
Ikke mindst bemærkelsesværdig i kirkens inventar er prædikestolen opsat af Caspar Markdanner
Lokalhistorikeren Thomas Christensen har i Kronens Skøder fundet belæg for, at lensmanden på Koldinghus 1585-1618, Caspar Markdanner skulle have solgt gårde i Lunderskov og Dollerup til kongen, den på dette tidspunkt unge Christian 4., og har på denne baggrund konkluderet, at der så har været "sædegårde" i Dollerup og Lunderskov. 
Men har Caspar Markdanner ikke haft "sæde" på disse gårde, så er det ikke sædegårde. Blot bondegårde, han har besiddet. 
I Kronens SkøderKronens Skøder, bd. 1, s. 342, hedder det 24. Febr. 1604 om gods, som Markdanner fik på Fyen (det sædvanlige sted for hans godserhvervelser) til gengæld for "... i Dollerup 1 G(ård) med Skov ... 60 Svins Olden, ... i Lunderschouf 1 G(ård) ... til 150 Svins Olden ..." Samt forskellige områder i Seest, Skanderup og Gjelballe. I 1608 hedder det i Kronens Skøder, s. 360-61, 28. Okt. 1608, at Markdanner på samme vis fik tilliggender på Fyen for noget jord i Øster Vamdrup. Intet af det i Kronens Skøder forekommende vidner om nogen form for sædegårdstilliggender i Skanderup, Dollerup eller Lunderskov. Men Markdanner har da uomtvisteligt haft jordtilliggender, gårde de nævnte steder, som han så har mageskiftet for at få mere tilliggende på Fyn, hvor hans godser befandt sig.
Omkring Caspar Markdanner, født 1533, kan det ses fremført, at han skulle være 'uægte' søn af Christian 3.Christian 3. og en skomagerdatter fra Kolding, dvs. Andst. Christian 3. døde på Koldinghus i 1559, så tilknytningen til Kolding har været uomtvistelig. 
Caspar Markdanner blev først i 1571 adlet ved det kejserlige hof i Østrig. Han blev herefter i 1585 af Frederik 2. gjort til lensmand på Koldinghus, hvilket han var indtil sin død i 1618. Han har udvist stor interesse for Andst (Kirke), hvorfra moderen siges at stamme, også udover det af Frederik 2. i 1592 beordrede tårn (med det ejendommelige løgspir) til kirken. Hans herresæde(r) var herregården Rønninge Søgaard, en gave fra kongen, Frederik 2., desuden ved giftemål Vejlegaard på Fyn. Men der forlyder absolut intet om herre-, sædegårde i hverken Skanderup, Dollerup eller Lunderskov.
Caspar Markdanner har også efterladt sig spor i Skanderup Kirke, hvor prædikestolen fra 1589 iflg. indskrift er opsat af ham. Lokalt mener man at vide, at træfiguren, der bærer prædikestolen skulle være en afbildning af Markdanner. Det kan godt så nogenlunde passe med Markdanners alder i 1589, hvor han var 56. Han blev 85 år gammel.
Der har muligvis været adelige sædegårde  i Skanderup, Dollerup  og Lunderskov. Kun Skanderupgaard kan dog identificeres som en fysisk gård med adelig bosættelse. Selv om der måske skulle have været adelige sædegårde i Dollerup og Lunderskov, kan de ikke placeres fysisk. 
Og bygningsmæssigt har ingen af sædegårdene efterladt sig spor.
Det meste af ovenfor anførte beror især på værdien af oplysningerne i DAA, Dansk Adels Aarbog, som ikke er en primær kilde. Men som dog må karakteriseres som indeholdende troværdige, godt bearbejdede informationer. Samt på et også sekundært, men også ganske brugbart materiale, ”Nygaards sedler”[1].
Og som den mest autoritative, Kronens Skøder. Her først og fremmest benyttet til at afvise, at Caspar Markdanner skulle have været bosat, have haft sæde på en af de 3 sædegårde i sognet.
 
Et interessant aspekt ved de i Skanderup Sogn handlede jorder er, at der er flere kirker involveret på forskellig vis. Selvfølgelig Skanderup Kirke men også andre kirker.
23. marts 1579 får Kierstine Ulfeldt til Vranderup[1] bl.a. en gård i Gielballe, hvor der er jord, hvoraf der svares landgilde[2] til Skanderup Kirke. Og ”… i Nagbøl 1 G(ård). og 1 Kirkejord, der bruges til Gaarden”. Desuden en gård i Skanderup, hvor der svares landgilde til Kolding Kirke. Senere, i 1580, mageskiftede K. Ulfeldt hovedgården i Seest til kronen. 16. juli 1579 får ”Peder Rantzov til Vamdrup[3] … i Skanderup 3 G(årde). for Jord og en Toft, som tilhører Andst og Skanderup kirker. 22. marts 1580 afstår Kirstine Ulfeldt ”… Jord, som bruges til den ene Gaard (i Skanderup), men hører til Kolding Kirke. Oberst Ditlev Brochtorph overtog i 1698 4 kirkejorder i Skanderup og i 1699 ”1 stk. Kirkeskov i Lyng Sønden for Skanderup Kirke”.
 
Man kan se, at der i sognet i byerne Skanderup, Nagbøl og Gjelballe, var kirkejord, som tilhørte især Skanderup men også Andst og Kolding Kirker.
Desuden er det lidt bemærkelsesværdigt, at man 13. dec. 1664 kan se, at Fredericia Skoles betjente og en del af rektors løn finansieres af ”2 gode Kirketiender fra Skanderup S …”. Kirkeværgerne og kapitlet ved Ribe Domkirke får i 1554 og afhænder i 1578 gårde i Dollerup, Skanderup og Lunderskov.
 
Ud over kirken er der enkeltstående transaktioner, som er interessante i forhold til sognets historie.
22. dec. 1578 får Christoffer Lindenov til Valbygaard ved Slagelse ” 1 Mølle, kaldet Drabecks Mølle”. Det er første gang Drabæks Mølle optræder i en skriftlig kilde.
Man kan 1604, 24. febr. se, at ”Casper Marckdanner til Siøgaard får gårde på Fyn for gårde i Dollerup og Lunderskov” (Bd. 1, s. 342).
Det er også interessant, at en velhavende dame som Magdalene Banner, Krabbesholm i Skive 24. juli 1573 sælger ”… i Ansted H(erred), Skanderup S(ogn) og By 1 G(ård)”,(Bd 1 s. 135). Magdalene Banner var gift med Iver Krabbe til Østergaard i Salling, som startede byggeriet af Krabbesholm. Magdalene Banner fuldførte det smukke, sengotiske byggeri.
 

  

Hjarup Kirke og Præstegård.[i]

Hjarup Kirke set fra nordvest
 
Kirken ligger omtrent midt i sognet. Den er indtil reformationen i 1536 indviet til St. Laurentius, kan man se på altertavlen. Kirken har skib og kor i samme højde og våbenhus, alt er i romansk stil af rå granit.
Der er lagt mure omring ved en restaurering i 1868, hvor også skibet blev forlænget og våbenhuset påsat ”nye kamgavle”. Granitdøbefont og prædikestol er fra o. 1600.
Hjarup Kirke indvendig, set mod øst, med granitdøbefonten.
 
Hvor Hjarup Sogn første gang nævnes i Kong Valdemars Jordebog i 1231, nævnes Hjarup Kirke først i 1280, hvor Erik Nielsen. Saxehage, Hjarup mark, havde oppebåret tiende fra 5 kirkesogne, deriblandt Hjarup sogn. Erik Nielsen var i gæld til Ribe Bispestol, og i denne forbindelse nævnes Hjarup kirke i Ribe Oldemor.[ii]
 
Kirken fik senere følgende ejere: Koldinghus, Trøjborg og Østerbygård indtil kirken i 1912 blev selvejende.
 
Det fremgår af kilderne, at kronen havde betydelige jorder i sognet, at Hjarup fra 1500-tallet har været hovedsogn til Vamdrup Kirke, indtil Vamdrup i 1875 blev et selvstændigt pastorat.
 
Præstegården 
Sognepræst Jens Petersen Welling skriver i en indberetning i 1690,at præstegårdens bygninger blev afbrændt af polske krigsfolk under svenskekrigene, i 1659. 
J. P. Wellings søn og efterfølger i Hjarup, sognepræst Peter Bering kunne i 1707[iii] indberette, at han ”med store bekostninger og besværinger havde bygget præstegården.” Og hvilken præstegård!
 
Det var med enevælden i 1660 blevet bestemt, at præstegårde skulle være præsternes private ejendom og udgift. Og det har så været situationen for sognepræst Peter Bering, der selv har bekostet den fine præstebolig, der blev resultatet. 
Præsteboligen blev bygget i 15 fag, alt er lavet i meget svært egetømmer, det meste fuldkantet og på 13 tommer. I gavlene, især i nordgavlen er der meget fine tømmerkonstruktioner. Der er på en del af loftsrummene meget brede egeplanker, ligesom spærene i tagkonstruktionen er af eg.
 
 
Præstegården skulle være et godt eksempel på, hvordan man byggede stuehuse til større gårde og præstegårde i 16-1700-tallet. Og ikke mindst en god illustration af den lokale rigelighed i forsyning med egetømmer. Samt en illustration af en lokal og bemærkelsesærdig håndværksmæssig kunnen.
 
Efter nogle år med manglende vedligeholdelse er den i klasse A fredede præstegård nu i en meget fin stand, og må siges at være en af egnens attraktioner. Det skal ses på baggrund af, at der i sogneforhandlingsprotokollen for Hjarup 11. juni 1963 blev behandlet en forespørgsel fra menighedsrådet om tilskud til renovering af den da noget forfaldne præstebolig, der ellers ville blive flyttet til Hjerl Hede.
 
Sognerådet bevilgede pengene til renoveringen.[iv]
 

 

 


 Skanderup Valgmenighedskirke[1]

Valgmenighedskirken er en ombygning af Skanderup Andelsmejeri fra 1888.
 
 
Skanderup Andelsmejeri flyttede i 1912 til Lunderskov, hvor det blev placeret ved jernbanen, Frederiksberggade. I tiden indtil 1922, hvor der blev ombygget til kirke, benyttedes bygningen også som kaseinfabrik.
Det fremgår af Folkebladet Sydjylland 14. febr. 1916. Det hedder her, at kasein fremstilles af skummetmælk, enten på mejerier eller specielle fabrikker. Iflg. avisen skulle fabriksdriften generelt have været uøkonomisk i 1916. Kun Skanderup og Hinderup v. Århus havde stadig kasein som fabriksdrift.
Begge fabrikker ejedes af et aktieselskab og blev i Skanderup ledet af Høyer, Wissingsminde.
Hvornår kasein fabriksdriften ophørte har det ikke været muligt at afgøre, men det har senest været i 1922, hvor fabrikken blev til kirke.
Det er ikke muligt at afgøre, om fotoet er taget før eller efter 1912, om det er mejeri eller kaseinfabrik, vi har på fotoet, men det er helt sikkert taget før ombygningen til kirke.
Som det fremgår af meddelelsen i Folkebladet Sydjylland 23. maj 1910 er der blevet stiftet en Hjarup-Skanderup Valgmenighed, hvor pastor Helweg fra Askov indsætter hjælpepræst Nørgaard i valgmenighedens kirkeembede.
Fra 1910 indtil 1922 indebærer dette, at der skulle afholdes gudstjenester i Skanderup Kirke i et samarbejde med C. J. Moe, der ikke forløb lige glat. Avismeddelelsen er på dette punkt diplomatisk, når det anføres, at Helweg fra Askov måtte trække sig tilbage af "helbredsgrunde".
 
Mejeriets bygninger i Skanderup blev ombygget til valgmenighedskirke for den valgmenighed, der var blevet dannet i 1910 under indtryk af modsætningerne mellem folkekirkens missionske dominans under pastor C. J. Moe og de medlemmer af folkekirken, som ikke sympatiserede med alt, hvad det indebar, både forkyndelsesmæssigt og hvad det havde som konsekvens for det daglige liv, f. eks. søndagshvile og anden gudelighed i det daglige.
Som eksempel på modsætningerne på den tid mellem tilhængere af Indre Mission og de andre i og omkring Skanderup-Hjarup kan nævnes Viborg Stifts Folkeblad 18. marts 1911, der med Kolding Folkeblad som kilde hævder, at 60 familier vil stifte en valgmenighed i Andst som filial til valgmenigheden i Hjarup-Skanderup, foranlediget af en ”præsteaffære”. Præsten i Andst skulle ved en begravelse af en ikke-troende have sagt, at sådanne mennesker og ligesindede som afdøde skulle ”kules ned” som ”de af Mund og Klovsyge døde Dyr fra Brandkærgaard”.
 
I Skanderup var et synligt resultat af Moes virke Missionshuset Pella fra 1889. Desuden blev der givet startskud til søndagsskoler og ungdomsarbejde (spejder, FDF, KFUM og K). Som i Harboøre fik Moe mange tilhængere i Skanderup, men så til gengæld her også adskillige modstandere, som i 1910 med ”Skanderup-Hjarup Valgmenighed” foretog sognebåndsløsning fra folkekirken, Skanderup Kirke under Moe.
I sine erindringer fra 1926 anfører Moe, at kun ca. ”350” af sognets ca. 2400 indbyggere tilsluttede sig valgmenigheden. Han har ret i, at missionen var flest, hvilket ses af sognerådsvalgene fra 1913, hvor missionen har 1 stemmes flertal.
Men modsat Harboøre rejste der sig i Skanderup Sogn en markant modstand mod Moe og hans forkyndelse. Principperne i modstanden ser man klart dokumenteret i Peter Nissens Erindringer. At modstanden også skyldtes Moes noget kantede og fordømmende facon fremgår her tydeligt, men det væsentlige, der her vælges fremhævet er dog det religiøst moralske, skolen og samfundet.
Iflg. Moes erindringer var der en næsten overraskende forskel imellem den menighed, han forlod i Harboøre i 1882 og den, han kom til i Skanderup. Der var ”en helt anden Luft … så klam og kold.” Der var kun ”en Snes Mennesker i Kirke om Søndagen.” Derfor var det nok ”Gud, der ville have mig til Skanderup.”[1] Ved sit 25 års jubilæum i sognet, hedder det fra Moe, at der med dannelsen af valgmenigheden i 1910 nu skulle være et ”mægtigt grundtvigsk Fremstød”. Dette førte dog kun til 1 menighedsrådsmedlem ud af 4, og til sognerådsvalget blev ”Missionens liste … nu den sejrende.”[2]Moe mødte modstand og havde modgang i Skanderup. Men hans budskab vandt helt klart flertal i det heraf delte sogn.
Under sine prædikener, der først og fremmest havde budskabet om ”omvendelse” og i sin kommunikation med sognet, f. eks. gennem konfirmationsundervisningen, kunne Moe med sine upolerede udtalelser og sin facon støde mange, og det gjorde han helt klart. F. eks. var der en episode, der blev indklaget til ministeriet, hvor Moe under konfirmationsundervisningen havde spurgt, om nogen kunne beskrive en ”grundtvigianer”, der ”sværmede rundt omkring ligesom Oldenborrerne i denne Tid”. Striden fik oven i købet den dimension, at Moe ”i spøg” havde sagt, at oldenborrer, dem ”plejede man jo at samle ind og koge dem for at komme af med dem.”[3]
Valgmenigheden i Skanderup blev anerkendt ved kgl. resolution af 15. april 1910. Oprindelig hed valgmenigheden Hjarup-Skanderup Valgmenighed, fra 1911 var Andst med.
I dag er navnet Skanderup grundtvigske Valgmenighed.
Der var ved valgmenighedens start 20 familier fra Hjarup, ca. 100 fra Skanderup Sogn.
Utilfredsheden med pastor C. Moes uforsonlige, indre missionske linje kom til udtryk ved at nogle ikke indre missionske søgte sognebåndsløsning til den grundtvigianske præst i Askov, Axel Helweg. Men han følte sig mildest talt ikke velkommen i Skanderup Kirke under pastor Moe. Han meddelte ikke at ville deltage mere i 1910.

Efterskole og friskole

I 1914 med dannelsen af Skanderup Efterskole ansatte man som forstander Palle Kirk. Sammen med valgmenighedskirkens præst, Asger B. Eskesen, der i 1918 efter fulgte valgmenighedspræsten siden 1910, Anders Nørgaard, blev treklangen kirke, skole, efterskole i 1920 etableret med erhvervelsen af bygning til friskolen over for valgmenighedspræstens bolig. Asger B. Eskesen var valgmenighedspræst 1918-1954.
Man kan af efterskolens annoncering efter elever i Kolding Folkeblad se, at man fra start har sigtet på det, der i mange år blev efterskolens praksis, at have piger som elever i sommerhalvåret, drenge i vinterhalvåret. Det kunne dog ud fra annonceringen i Kolding Folkeblad fra 28. maj over september til oktober se ud til, at det første års tilmeldinger har nødvendiggjort at oprette et kønsblandet i stedet for et rent drengehold fra 03. november 1914.[1] Med krigsårene lukkedes grænsen til Tyskland, d.v.s. ved Kongeåen, og en del af elevgrundlaget var hermed skåret bort.
Som den første forstander for efterskolen udnævnte Palle Kirk efter krigen skolen til at være en ”genforeningsskole”. Dette blev en markant succes med god elevsøgning. Palle Kirk og hustruen Kirstine fejrede i 1939 25 års jubilæum, og samme år skiftede skolen til forstanderparret Ellen og Olav Helstrup Andersen.
Med forstanderskiftet i 1939 omdøbtes skolen til Skanderup Ungdomsskole. I 2007 fik skolen igen det oprindelige navn, Skanderup Efterskole.[i]
Helstrup Andersen blev efterfulgt som forstander af en af skolens lærere, Oluf Klinting, der fungerede som forstander fra 1966, hvor skolen blev en selvejende institution med rene 10 mdr. karle-, drengehold frem til 1981, hvor man fik optag af kønsblandede hold.
 
Helstrup Andersen blev efterfulgt som forstander af en af skolens lærere, Oluf Klinting, der fungerede som forstander fra 1966, hvor skolen bliver en selvejende institution med rene 10 mdr. karle-, drengehold frem til 1981, hvor man får optag af kønsblandede hold. 
Det kan om Klinting i 1950’erne anføres, at han som idrætslærer under Helstrup Andersen underviste sognets drenge, både de missionske og de grundtvigiansk opfostrede, i gymnastik.
I forbindelse med valgmenigheden oprettedes der i 1918 så også en friskole. De tre centrale institutioner, kirken, efterskolen og friskolen kom til at ligge centralt på matriklerne 9 og 10 i Skanderup.
 
Skanderup Efterskole i 1920, før Palle Kirk byggede privatbolig mellem efterskolen og huset til Ejersminde. Skanderup Efterskole, et blandet pige-karlehold, 1914-15.
            
Efterskolen havde pige- og karlehold i henholdsvis sommer- og vinterhalvåret. Ved manglende søgning kunne der også ses annoncering for blandede hold. F. eks. her i 1914, før efterskolen blev "Genforeningsskole".
 
Skanderup Friskole i ca. aktuel udgave Valgmenighedens præstegård mellem efterskole og friskolen
 
 
 



[1] En nu nedrevet hovedgård i Seest.
[2] Med reformationen overgik alt kirkegods til kronen - som jo også sælger her. Men den nævnte langilde må formodes at have været specielt tilegnet kirken.
[3]Vamdrupgaard, som Rantzau i 1602 mageskiftede med mølle og gods for Trøjborg len.

Danmarks Adels Aarbog.  Se 1903 udgave, 1894-, 1914-,  1920-,  og flere udgaver.  
 
[1]  Annonceringer i Kolding Folkeblad. 

[1] Moe, Oplevelser, s. 66-67.
[2] Moe, Oplevelser, s. 131-132.
[3] Moe, Oplevelser, s. 72-73. Sognet har muligvis været noget plaget af oldenborrer. I 1906 fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokol, at der ingen oldenborrer var dette år.
Kirkebygningen er et resultat af en ombygning af det tidligere mejeri ved arkitekt Th. Rolver, Kolding, og den blev indviet 24. sept. 1922. 
 
 
 

[i] Oplysninger om Skanderup Efter- og Ungdomsskole findes i en veldokumenteret beretning på Lunderskov og Omegns Lokalhistoriske Arkiv, v. Arne Kristiansen.


[ii] Ribe domkapitels brevbog bestående af 29 pergamentblade, ført fra slutningen af 1200-tallet indtil ca. 1322. Kirkerne i Ribe Stift, hvorunder Hjarup Kirke hører, er indeholdt i en fortegnelse.
[iii] Det betyder formentlig ikke, at præstegården først stod opført på dette tidspunkt. Slots- og Kulturstyrelsen har formentlig i deres fredningsbeskrivelse ret i, at bygningen må antages at være opført 1660-70, https://www.kulturarv.dk/fbb/sagvis.pub?sag=16120050.
[iv] Fremgår af den benyttede sogneforhandlingsprotokol for Hjarup Sogn.


 
 

Missionshuset Pella.


Missionshuset Pella o. 1950 Pella indvendigt i velmagtstiden?
Menighedshuset, den fra besættelsestiden ombyggede barak fungerede indtil det i 1988 blev nedrevet for at der kunne bygges et lægehus. Det lå mellem posthuset og bager Jac. Nielsens og købmand Mogensens forretninger.
Iflg. Trap 3, bd. 5, udg. 1904 er missionshuset fra 1882. Kolding Leksikon siger 1889. Thomas Christensen anfører i sin Skanderup Sogns Historie, at "missionshuset "PELLA"" blev opført i 1890, hvilket gav navnet "Pellaby" til kirkebyen.  I Moes erindringer, Oplevelser anføres der herom, s. 84f, at der i sognet 4 år efter hans ankomst, dvs. i 1989 blev udtrykt ønske om et missionshus, som Moe dog ønskede, der skulle være penge til først. Frivillige bidrag resulterede i, at der blev bygget så stort, at der kunne rummes "800 Mennesker ... Grundstenen blev lagt d. 16. April 1889, og Huset indviedes d. 18. September samme Aar." 
Trap Danmark er almindeligt anerkendt som professionelt pålidelig, selv om der kan findes fejl og unøjagtigheder i detaljen i udgivelsen. Trap 3 er udgivet 1898-1906, Trap 2 er udgivet 1872-79. Det er m.a.o. nødvendigt her at benytte Trap 3, som tidsmæssigt ligger tæt på begivenheden. Men det må konstateres, at Moes udsagn nok har den rigtige tidsangivelse. Hermed får man også den naturlige sammenhæng mellem Moe og et af resultaterne af hans prædikantvirksomhed, missionshuset fra 1889.
Pella er en østjordansk by, hvortil jødekristne flygtede under krigen med romerne i 66 e. Kr.
I perioden fra o. 1870 blev der i Danmark bygget ca. 900 missionshuse samtidig med, at der blev opført o. 1600 forsamlingshuse. Begge byggerier er monumenter over de folkelige bevægelser i slutningen af 1800 tallet.
[1] Menighedshuset i Vestergade var en ombygget barak fra besættelsestiden. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
1800-tallets folkelige bevægelser er nok det nærmeste, den nuværende generation af danskere kommer til en umiddelbar fælles og erindringsstærk baggrund. Ud over det fælles sprog, selvfølgelig.
Hver for sig og i den historiske kontekst har bevægelserne været i modsætning til hinanden, indædt og uforsonligt ind imellem. Men bevægelserne kan også betragtes som et helhedsbegreb, der dækker 1) de gudelige vækkelser fra 1820'erne over 2) grundtvigianismen og 3) Indre Mission jævnsides med 4) andels- og højskolebevægelsen, 5) husmandsbevægelsen, 6) arbejderbevægelsen og 7) en spirrende kvindebevægelse, som dog nok kun har haft vilkår og svage vækstmuligheder i de større byer. Næppe og ikkke konstaterbart i de her behandlede landsogne.
De gudelige bevægelser har deres rod i pietismen, som især praktiseredes og favoriseredes af de enevældige konger Frederik 4. og Christian 6. Den folkelige del kom især til udtryk som en reaktion mod rationalistiske, d.v.s. fornuftsprægede præster. Rationalistisk teologi er knyttet til oplysningstidens idealer, og prægede protestantisk teologi ca. 1750-1830.
Pietisme, d.v.s. en mere følelsesmæssig tro dukkede op i Danmark under indtryk af, at de to enevældige konger Frederik 4. og - især - Christian 6. var grebet af denne trosretning, hvorfor den fik karakter af en statslig autoriseret trosretning.Kirken var en vigtig del af kongens magt, hvorfor pietisme egentlig kunne være en trussel mod den enevældige konge pga. dens mulige afstandtagen til kirken.
Den Herrnhutiske Brødremenighed fik med det pietist-venlige hof fodfæste i Danmark. I 1733 valgte Christian 6. halle-pietismen som den gren, der skulle dominere i Danmark. Vel først og fremmest fordi, denne gren var den mest kongetro af de foreliggende muligheder.
Forud for det opbrud i de folkelige bevægelser, der førte frem til enevældens afskaffelse og folkestyrets etablering med junigrundloven i 1849, kan der konstateres en stigende aktivitet og en folkelig aftivitet i Danmark fra 1820'erne.
Der var tale om en uafhængig folkebevægelse, som nok kunne have støtte blandt forskellige teologer og præster, men den var ledet fra almuens egne rækker. Der var tale om en ny selvbevidsthed blandt Danmarks almue, som her kom til udtryk. Selv om der i de religiøse vækkelser var tale om et livskraftigt, folkeligt element, var der dog i midten af 1800-tallet fet skifte ra at være en uorganiseret lægmandsbevægelse til at blive en organisering i 3 grupperinger: 
indre mission og grundtvigianerne, som begge var domineret af teologer/præster, og luthersk mission, som fortsat var en lægmandsbevægelse. 
     
 M. Rørbye Samsø, 1847 En bondestue  C. Dalsgaard, Gudelig forsamling 1861  
Provisorietidens Danmark oplevede et politisk skred fra Højre til Venstre, hvor det nationalliberale centrum og det helstatsorienterede Højre kom til at stå over for det, der i 1870 blev til Det Forenede Venstre, bøndernes og husmændenes parti.
Med landbrugets øgede produktion og eksport af animalske produkter, hvor andelsbevægelsen spillede en hovedrolle, blev perioden 1870-1914 landbrugets økonomiske glansperiode, hvor Venstres økonomiske liberalisme, kravet om markedskræfternes frie spil var nøje tilpasset den økonomiske udvikling.[1] Venstre blev den naturlige repræsentant for gårdejerstandens krav om toldfrihed, nedsættelse af den gamle hartkornskat, jordskatten og i stedet overgang til indkomst- og formueskat.
På det idemæssige plan havde den tidlige liberalisme i Danmark så betydelig en kulturpersonlighed som Georg Brandes[2], der hyldede den frie tanke, fri af religion og konventioner, og sammen med de ledende personligheder i Venstre  formuleredes der en politik, hvor Venstre stod bag de økonomiske krav kombineret med grundtvigianernes krav om større frihed, dvs. frisind i kirke og skole. Parløbet mellem den økonomiske og kulturelle liberalisme ser man tydeligt i den tids ledende venstrepolitikeres tilknytning til grundtvigianismen.[3]
Med denne politik vandt Venstre  i 1872 flertal i Folketinget, medens regeringen fortsat var de nationalliberale og godsejernes politiske repræsentanter, der efterhånden var blevet til det politiske Højre.
Hermed blev tidens politik ikke blot en kamp om økonomiske interessemodsætninger men også en politisk kulturkamp. Den gamle nationalliberale kulturelite havde en indgroet, nedladende holdning til den almindelige mand, bonden, som de ikke mente at kunne overlade den politiske magt.
Selv om Grundloven ikke gav et flertal i Folketinget krav på at få regeringsmagten, så skulle der et flertal til for at få finansloven vedtaget i Folketinget, hvor Venstre demonstrerede partiets magtfulde utilfredshed gennem brug af visnepolitikken, dvs. manglende medvirken til de helt nødvendige finanslove. Her brugte regeringen så som modtræk de provisoriske finanslove uden Folketingets medvirken, hvilket var ganske lovligt, men det øgede ikke tilslutningen til det regeringsbærende parti Højre, tværtimod, Højre svækkedes løbende frem mod parlamentarismens de facto indførelse i 1901, og denne svækkelse fortsatte i realiteten indtil en begyndende politisk renæssance med dannelsen af afløseren, Det Konservative Folkeparti i 1915.
 i forhold til Venstre ser man sært nok langt mindre udtalt i Skanderup Sogn, hvor den religiøse faktor synes at have haft en modificerende indvirkning på provisorietidens ellers landsdækkende politiske tendens.[4]
I Skanderup Sogn var gårdmændene naturligt nok for et landsogn også dominerende i sognerådspolitikken. Men Højre, senere Det Konservative  Folkeparti, synes her at have spillet en noget mere markant rolle i det partipolitiske billede end de fleste steder på landet i øvrigt. En væsentlig årsag til denne tendens kan sandsynligvis med føje hævdes at have været C. J. Moes[5] tilstedeværelse 1885-1922 som sognepræst. I en periode, der for halvdelens vedkommende må have været direkte påvirket af provisorietidens konflikter, og i resten af perioden af de eftervirkninger, som på landsplan var en politisk styrkelse af Venstre på bekostning af Højre. Moe  var højremand, kan man se af hans politiske stemmeafgivning.[6] Og det er vel egentlig ikke så mærkeligt, når man erindrer Venstres tilknytning til grundtvigianismen på den kulturpolitiske fløj.
Der må dog nok også manes til en vis forsigtighed med at tillægge Moe indflydelse på politiske holdninger, som måske også kan have haft andre forklaringer.
 
Tidligere borgmester i Kolding 1916-1923, Oluf Bech beskriver i sine erindringer den politiske situation lokalt i Kolding og på landsplan således: "I september 1908 kom Alberti-affæren , der vakte megen opsigt og skadede partiet Venstre, hvor han var regeringsmedlem. I samme måned skulle der foretages valgmandsvalg til landstingsvalgene. Ved valgene satte Kolding antallet af højrevalgmænd stærkt i vejret og viste, at der var vækst i partiet. Bestyrelsen søgte at udnytte dette mest muligt, så i marts 1909, da der skulle være byrådsvalg, lykkedes det partiet at sætte 3 medlemmer ind i byrådet, hvoraf jeg var den ene."
 
Oluf Bech blev altså valgt ind i Kolding Byråd i 1909 sammen med to andre for Højre, og blev senere i 1916 som konservativ valgt som borgmester. Bechs egen forklaring er den fremgang, som Højre fik i kølvandet på den belastning, som Alberti-skandalen var for Venstre.
Der kan ikke herske tvivl om, at Venstre svækkedes på landsplan med domfældelsen af Alberti og de spor, skandalen trak ind i Venstre - J. C. Christensen blev aldrig igen statsministerkandidat. Der kan næppe heller herske tvivl om, at den lokalpolitiske situation i Kolding var et udslag af en svækkelse af Venstre.
Det styrkede Højre og senere afløseren, Det Konservative Folkeparti, kan i Skanderup udmærket også være et resultat af den samme politiske udviklingstendens i Alberti-skandalens kølvand.
Men stemmetallene for lokal- og folketingsvalg i Skanderup sogn viser også, at styrkelsen af Højre starter før Alberti, at den faktisk falder fint sammen med Moes ankomst til sognet.
Man kan velsagtens pege på, at et Venstre  i markant fremgang svækkedes af Alberti-skandalen, at lokale religions- og kulturpolitiske faktorer har gjort sig gældende og endelig, at lokalpolitikken dengang som nu har lokale indslag, som kan gøre landspolitiske tendenser mindre vigtige.

Venstre, Højre, Grundtvigianisme og Indre Mission

Som folkestyrets første tid efter junigrundloven udviklede sig til en kamp mellem Venstre og Højre, bønder over for godsejere og byernes bedre borgerskab, så opstod der parallelt hermed, hvad man sikkert bedst kan kalde en kulturkamp med religiøs bagklang - mellem grundtvigianisme og Indre Mission.
Grundtvigianismen appellerede i princippet til frisind og liberalisme, dvs. politisk til Venstre og kulturelt til den første og dominerende del af højskolebevægelsen. Man nedtonede her arvesynden og fokuseringen på det syndige menneske til fordel for en accept af mennesket og dets aktiviteter i et mangfoldigt menneskeliv.
Det, der med Vilh. Beck blev til Den Kirkelige Forening for Indre Mission var for det første et opgør mod det, som man anså for rationalismens manglende inderlighed i troen og en i forhold til grundtvigianerne langt stærkere fokusering på arvesynden. Den stærke syndsbevidsthed resulterede i en forsagelse af den verdslige del af tilværelsen, som kom til udtryk i store dele af det kulturelle liv, f. eks. teater og ballet, fordømmelse af kødets lyster, både når det kom til dans og udtryk i kunsten. På den måde kunne Indre Mission nok forekomme en anelse kulturfjendsk.
For at illustrere forskellen mellem de to bevægelsers indholdsmæssige budskab kan det være relevant kort at lade bevægelsernes fædre, N. F. S. Grundtvig og V. Bech selv komme til orde, begge tekster er fra 1867.
N. F. S. Grundtvig, Prædiken over Klinten blandt Hveden, 1867.
”… jorden … er den store skueplads for den kamp på liv og død, som Guds søn, der såede hveden, det er sandheden, og han fjende Djævelen, som såede klinten, det er løgnen, i tidens løb fører med hverandre. Dernæst ser vi også, at det var kun tant med de skriftkloges påstand om, at menneskelivet ved syndefaldet skulle have tabt Guds billede, og således mistet al sin lighed med guddomslivet, thi hveden blev jo efter Herrens lignelse ikke ødelagt af klinten, og sandheden ikke opslugt af løgnen, men kun blandet dermed …”
Vilh. Beck, Fjorten Prædikener, 1867.
”… der er to slags mennesker i denne verden, to flokke, verdensbørnenes store vantro flok og gudsbørnenes lille troende flok … verdensbørnenes kristendom, den er at ligne ved et gammelt råddent bindingsværkshus, hvori man nok kan leve tåleligt nogen tid, men hvor man ikke har det godt, og som til sidst styrter sammen om dem. Det er menneskevisdommens og menneskekløgtens kristendom, forstandens og fornuftens rådne bindingsværk … bliver du boende i denne bindingsværkskristendom indtil din dødsdag, så omkommer du i helvedes luer. …”
Hvordan og på hvilke områder, Moe og Indre Mission fik politisk betydning i Skanderup Sogn, skal undersøges her i det omfang, kildematerialet tillader det.
Det skal først og fremmest undersøges, hvordan de religiøse modsætninger afspejlede sig politisk - både mht. den landspolitiske partitilslutning, således som det er undersøgt af Hans Lund Hansen, men her især mht. sognepolitikken og debatten i forbindelse hermed. 
Selv om hovedsigtet i denne fremstilling er den sognepolitiske udvikling siden sogneforstanderskabernes start i 1842, så er den mere generelle sognehistorie også medtaget i nok mere end i forhold hertil fornødent omfang.


[2] 1842-1927, det litterære Venstre. Brandes kan også benævnes som kulturradikalismens åndelige fader, primært med udspring i hans kritik af den litterære romantik. Kulturradikalismen er bl.a. religionskritik, opgør med nedarvede sociale normer, kritik af den victorianske seksualmoral og sædelighed, antimilitarisme samt åbenhed over for andre kulturelle impulser end de traditionelle, klassiske og vestlige. Alt sammen elementer, der mere klart kom til at præge udbryderne fra Venstre i 1905, Det Radikale Venstre.
[3] Chresten Berg 1829-1891, Sofus Høgsbro 1822-1902, Frede Bojsen 1841-1926.
[4] Niels Clemmensen har i en disputats undersøgt og dokumenteret, at den socioøkonomiske fordeling i sogneforstanderskabernes og sognerådenes ledelse skifter fra det store hartkorn, præster og skolelærere til almindelige bønder i løbet af provisorietiden. Det kan landspolitisk rubriceres som et skifte fra Højre til Venstre. Helt så simpelt er det næppe i lokalpolitikken, hvor nære, lokale interesser brydes under andre former end de landspolitiske. Hvordan skal undersøges her.
[5] Carl Julius Moe 1848-1927.
[6] Hemmelige valg indførtes først i 1901. Indtil da meddelte vælgerne mundtligt valgbestyrelsen, hvem de stemte på.
Samtidig med den religiøse udvikling i Skanderup Sogn var perioden fra junigrundloven 1849 og frem til systemskiftet i 1901 også tiden, hvor de politiske partier blev dannet og fik en ledende rolle i landspolitikken.
Det helt interessante ved Skanderup Sogn er, at man her tilsyneladende afviger fra den landspolitiske tendens i den sognepolitik, som er konstateret i Niels Clemmensens disputats, Konflikt og konsensus i kommunen.
Her påvises ret overbevisende, at provisorietiden med variationer også markerer en markant tilbagegang for Højre på det kommunale plan, således som det også sker landspolitisk. På det kommunale plan dog uden markering af partipolitisk tilhørsforhold, der først bliver konstaterbart fra århundredskiftet. Men i NC's undersøgelse udmøntet i skiftet til sognerådsformænd, der er bønder i stedet for det store hartkorn og præster.
Dette skift er ikke konstaterbart i Skanderup Sogn, da det store hartkorn her er proprietærgårde, ikke godsejere. Desværre er det udgivne materiale for Skanderup Sogn desuden mangelfuldt, når der skal sammenlignes. 
Sognerådets forhandlingsprotokoller 1868-1903 findes ikke mere for Skanderup Sogn. Men på et begrænset materiale, Hans Lund Hansens undersøgelse, der baserer sig på Statistiske Meddelelser og samtidigt avismateriale, kan man godt give en rimelig beskrivelse af den politiske situation i sognet.
Man bemærker i diagrammet neden for over stemmetallene, at stemmeafgivningen (som ikke var hemmelig før 1901) ret entydigt viser markant fremgang for Højre og tilsvarende tilbagegang for Venstre fra 1887 til 1920.
Pastor C. E. Moe forlader sognet i 1922, og det kan under alle omstændigheder konstateres, at Venstre mellem 1920 og 1924 (startende landspolitisk med venstreregeringen Neergaard) her vinder markant ind på Det Konservative Folkepartis stemmeandel.
En smagsprøve på det sognepolitiske er det således muligt at give med de tal, som Hans Lund Hansen har fundet i Statistiske Meddelelser, dog kun fra 1909, hvor valgsystemet skiftede fra reglerne i 1867-ordningen med bl.a. valgret til kvinder,og Hans Lund Hansen har her så besluttet at udelade det af divergerende lovgivning prægede materiale fra 1841 frem til 1909.
Ud over Hans Lund Hansens tal er det også muligt at benytte tallene fra sogneforhandlingsprotokollerne, der i øvrigt bekræfter Lund Hansens tal. Fra 1903-09 var der 7 medlemmer i sognerådet, hvor fordelingen var 4 til 'de andre', 3 til Indre Mission. Fra 1913-54 med 9 medlemmer var den mandatmæssige stilling 5 Indre Mission, 4 'andre'.
Andre: i 1909 gårdmænd, husmænd, næringsdrivende

           i 1913 fællesliste
           i 1917 uden for Indre Mission
           i 1921 socialdemokrater (1), valgmenigheden, borgerliste i Lunderskov
           i 1925 grundtvigianere, tjenestemandslister
Indre Mission: i 1921 Sognemenigheden, i 1925 byliste og landliste. 
Under provisorietiden, hvor Venstre landspolitisk øgede sit stemmetal markant på bekostning af en vigende tilslutning til Højre, kan man i Skanderup Sogn konstatere, at Venstres fremgang stopper ret præcist o. den tid, hvor C. J. Moe kommer til sognet som sognepræst. Og at den udvikling fortsætter indtil Moe forlader sognet i 1922.
Bortset fra denne politiske tendens i forhold til det landspolitiske, vinder tilhængerne af Indre Mission et knebent flertal i sognerådet i 1913, som bevares indtil 1954, hvor Simon Simonsen, Wissingsminde, medlem af valgmenigheden i Skanderup, bliver sognerådsformand.
 
Det kan helt sikkert konstateres, at pastor Moe forkyndte, at politik var en verdslig forsyndelse mod livet i Gud - og hvad han og meningsfæller ellers kunne finde på at sige om den rette kristelige adfærd. Under alle omstændigheder fremgår det ret tydeligt, både af Moes udsagn og af hans stemmeafgivning (som kan konstateres, stemmeafgivning var som anført ikke hemmelig før 1901), at han foretrak Højre, som jo så i hans optik må have været nærmere Gud, end Venstre var det.
Det kan med god dokumentation konstateres, at en folkelig religiøsitet i Skanderup Sogn tilsyneladende har betydet en noget anderledes politisk adfærd end i den øvrige del af Danmark i tiden under og umiddelbart efter Højres dødsdans under provisorietiden, indtil dannelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915.

Religionen i Skanderup Sogn, skiftet under C. J. Moe

I Skanderup Sogn var det en brydningstid, præget af demokratiseringsprocessen under junigrundloven, sogneforstander-, sognerådsbestemmelserne og den indbyggede konflikt i Folketinget mellem befolkningsflertallet, Venstre og den konservative garanti, det bedre borgerskab og de større jordejere, De Nationalliberale, Højre.
Det hovedsageligt benyttede kildemateriale til denne karakteristik er C. J. Moes Oplevelser, 1927, hvor han skriver om sin tid som sognepræst i Skanderup 1885-1922.
Han giver her udtryk for sine fundamentale religiøse holdninger og sin opfattelse af religionens samfundsmæssige betydning. F. eks. på skoleområdet, hvor det med tilfredshed konstateres, at sognet efter hans første tid i sognet, hvor Missionen var ugleset og blev holdt uden for indflydelse i sogneråd og skolekommission, så var ”alle sognets lærere og lærerinder troende mennesker” ved hans afrejse fra sognet i 1922[1].
Erindringerne har en lang række subjektive vurderinger, som her kun skal bruges til at karakterisere den indremissionske forkyndelse i den samfundsmæssige kontekst.
Det er så heldigt, at modtagelsen af denne religiøse og politiske hvirvelstorm kan man få et udmærket indblik i gennem de Erindringer, som førstelæreren ved Gjelballe Skole, Peter Nissen har nedskrevet. De er udgivet i Vejle Amts Årbog 1975-77, men er formentlig nedskrevet i pensionsperioden 1906-1923, hvor Peter Nissen i 1923 døde knap 80 år gammel. Uanset, om disse erindringer er skrevet ud fra nøje notater, først på pensionen eller i de sidste år, så er manuskriptet - som andre debatindlæg o.l. - lagt i skuffen mhp. udgivelse, opbevaret af svigersønnen, Johannes Dons, lærer i bl. A. Tvis og Ejsing.[2] Nissen kommenterer grundigt religion, skole og undervisning under det, han anser for at være en ulykke for sognet, hvilket f. eks. ses i dette uddrag af Nissens Erindringer: ”Skanderup Sogn skal jo ”helliggøres” og det kan kun ske ved, at I.M. får Magten i Menighedsraad og Sogneraad; thi saa faar den også Magten i Kirken og Skolen. Og Magten er altid Ret i saa hellige Hænder”. Uanset, hvad man måtte mene om disse vurderende betragtninger, så har vi her formentlig en rigtig god kilde til reaktionen mod Moe blandt de ikke-missionske sogneboere.
 

Carl Julius Moe

C. J. Moe er født i 1848, fem år yngre end førstelærer Peter Nissen, Gjelballe. Moes far var først skolebestyrer i Roskilde, herefter præst i Ribe, hvor Moe tog studentereksamen i 1866, teologisk kandidat i 1872. Herefter kapellan indtil han 1877-1885 blev præst i Harboøre, i Skanderup 1885-1922. Medlem af bestyrelsen for Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark i 1909, formand 1915. I både Harboøre og Skanderup tog Moe kampen op mod drikkeri, hvad han opfattede som den overdrevne og skadelige brug af brændevin. Om brændevinen hedder det i Oplevelser, at ”Drukkenskaben led et stort Nederlag”. Men for Moe var ”dens Bekæmpelse (ikke) mere nødvendig end andre Synders (bekæmpelse)”.[3] Mest berømt er her en prædiken i Harboøre i 1881 og en episode, hvor brudgommen lugtede stærkt af brændevin, hvor Moe nægtede at forrette vielsen. Umiddelbart ser det ud til, at Moe havde det lettere, mødte mindre modstand i Harboøre end i Skanderup. Der var megen ”overtro” i Harboøre, men også en gennemgående respekt for præsten. Iflg. Moe skulle der her gøres en indsats for at få inddraget ”Helligånden” i den praktiserede religion, men det lykkedes da vist helt til fulde. Efter Moes vurdering i Oplevelser, så var hans indsats kun begyndelsen, herefter ”brød (Livet) frem med Kraft paa Harboøre.”[4]
I Skanderup var et synligt resultat af Moes virke Missionshuset Pella fra 1889. Desuden blev der givet startskud til søndagsskoler og ungdomsarbejde (spejder, FDF, KFUM og K). Som i Harboøre fik Moe mange tilhængere i Skanderup, men så til gengæld her også adskillige modstandere, som i 1910 med ”Skanderup-Hjarup Valgmenighed” foretog sognebåndsløsning fra folkekirken, Skanderup Kirke under Moe. I sine erindringer fra 1926 anfører Moe, at kun ca. ”350” af sognets ca. 2400 indbyggere tilsluttede sig valgmenigheden. Han har ret i, at missionen var flest, hvilket ses af sognerådsvalgene fra 1913, hvor missionen har 1 stemmes flertal. Men modsat Harboøre rejste der sig i Skanderup Sogn en markant modstand mod Moe og hans forkyndelse. Principperne i modstanden ser man klart dokumenteret i Peter Nissens Erindringer. At modstanden også skyldtes Moes noget kantede og fordømmende facon fremgår her tydeligt, men det væsentlige, der her vælges fremhævet, er dog det religiøst moralske, skolen og samfundet.
Iflg. Moes erindringer var der en næsten overraskende forskel imellem den menighed, han forlod i Harboøre i 1882 og den, han kom til i Skanderup. Der var ”en helt anden Luft … så klam og kold.” Der var kun ”en Snes Mennesker i Kirke om Søndagen.” Derfor var det nok ”Gud, der ville have mig til Skanderup.”[5] Ved sit 25 års jubilæum i sognet, hedder det fra Moe, at der med dannelsen af valgmenigheden i 1910 nu skulle være et ”mægtigt grundtvigsk Fremstød”. Dette førte dog kun til 1 menighedsrådsmedlem ud af 4, og til sognerådsvalget blev ”Missionens liste … nu den sejrende.”[6]Moe mødte modstand og havde modgang i Skanderup. Men hans budskab vandt helt klart flertal i det heraf delte sogn.
Under sine prædikener, der først og fremmest havde budskabet om ”omvendelse” og i sin kommunikation med sognet, f. eks. gennem konfirmationsundervisningen, kunne Moe med sine upolerede udtalelser og sin facon støde mange, og det gjorde han helt klart. F. eks. var der en episode, der blev indklaget til ministeriet, hvor Moe under konfirmationsundervisningen havde spurgt, om nogen kunne beskrive en ”grundtvigianer”, der ”sværmede rundt omkring ligesom Oldenborrerne i denne Tid”. Striden fik oven i købet den dimension, at Moe ”i spøg” havde sagt, at oldenborrer, dem ”plejede man jo at samle ind og koge dem for at komme af med dem.”[7]
 

Moes forkyndelse, reaktionen i sognet

Det vil formentlig være passende at indlede dette afsnit med Moes begravelsesprædiken over 48 druknede fiskere fra Harboøre, hvor Moe var blevet kaldt fra Skanderup 27. nov. 1893 for at holde begravelsen over de omkomne fra den gamle menighed. Moe må nok på trods af de 8 års afstand fra embedet i Harboøre have kendt de omkomne personligt. Han sagde bl.a. ” - Hvad nytter det at nægte, at en del af dem, som ligger her i disse kister, ikke havde noget liv i Kristus.” Den omvendende tone fortsættes til de efterladte: ” - hvis I nu ikke omvender jer, kunne I aldrig frelses!” Der er også trøstende sekvenser i talen, men det er helt utvivlsom, at det forkyndende og omvendende har været i fokus.[8]
Det forkyndende, omvendende ses i forstærket og direkte form i talen om mennesket som ”en falden skabning”, altså ”en fortabt slægt”. At der er en evig fortabelse og en ond menneskeslægt er for den indremissionske prædikant ikke en trussel men en grum virkelighed. Gud er ikke en mild, gammel mand, der ikke tager det så nøje med den menneskelige synd. Han er derimod ”en hellig Gud, hvis Vrede hviler over den syndige Slægt, og til hvem der derfor kun er adgang ved Jesus Kristus, der gav sit liv som en Genløsningsbetaling for os.” Når omvendelsen derefter er sket, så må ”hele Livet i Kirke, Hjem og Skole, i Handel og Politik, i Strid og Fred lægges ind under Gud for at styres og helliges af ham.”[9]
Endelig til yderligere illustration af den konflikt, som Moe også skabte i forhold til kolleger, sin samtid og oven i købet i forhold til helt eller delvist ligesindede inden for den indremissionske bevægelse, både p. gr. af budskabet, men også p. gr. af den uforsonlige tone, som ledsagede budskabet. I Kolding Folkeblad var der 18.-19. juli 1899 en udførlig omtale af en konflikt mellem præsten i Vonsild, Johs. Clausen og C. J. Moe fra Skanderup.[10]
Præsten, der tog til orde over for Moe, var Johs. Clausen[11], præst i Vonsild 1895-1908, hvor han døde. Clausen var medstifter af Indre Mission og gode venner med Vilh. Bech. Han udtrådte 1874 af den indremissionske bestyrelse, hvor han på dette tidspunkt nærmest var blevet grundtvigianer. Bevarede dog livslangt venskabet med Bech, og var og havde været enig med denne i vigtigheden af at holde sig inden for folkekirken og bekæmpe sekteriske bevægelser. Johs. Clausens efterhånden noget frie forhold til, men også sympati for, Indre Mission er velsagtens forklaringen på den debat, der i 1899 blev indledt med Moe, og som resulterede i en klage til den også indremissionsk orienterede Viggo Gøtszche, biskop I Ribe 1895 indtil sin død i1901.
Johs. Clausen indgiver klage over kollega i Skanderup, C. J. Moe i april 1899 iflg. Kolding Folkeblad. I avisen omtales Johs. Clausens nys udkomne skrift, hvor konflikten med Moe er behandlet.
Clausen er utilfreds med sammen med andre folkekirkepræster af en kollega, Moe, der også virker i folkekirken, at blive omtalt som ”åndeligt døde”, og at han og kolleger ”vildleder Mennesker i deres Saligheds Sag”.
Indkaldt til samtale med biskoppen har Moe tilsyneladende givet en tolkning af de udtalelser, som Clausen har klaget over, som medfører, at biskoppen nøjes med at udtale, at der er blevet ”… gjort Uret ved at sætte Stemplet: døde og vantro på Mænd, som ikke fortjene saadan en Dom.” Iflg. avisen advarer biskoppen til slut mod at præster kommer ind i hinandens sogne. Dette refererer både til situationen i Skanderup, hvor modstandere af Moe indkaldte andre præster, og sluttelig i 1910 dannede valgmenigheden, og IM’s præster, der prædikede i grundtvigianske o.a. sogne.
Det fremgår ret klart, at Moe har været ganske uforsonlig i sin sprogbrug, men at han i forhold til (den indre missionsk orienterede) biskop Gøtszche taktisk har været i stand til at fortolke og forklare sin position.
 

Reaktionen fra de ikke-missionske

Som repræsentant til en nærmere beskrivelse af konflikterne i forbindelse med Moes forkyndelse er valgt Peter Nissen, der sammen med broderen som lærere ved sognet skoler oplevede brydningstiden med en Moe, der i Skolekommissionen stærkt markerede missionens synspunkter.
Om Moes holdning til det kristne budskab har Peter Nissen indlagt flere diskuterende dialoger. Det væsentlige i Nissens holdning til Moe er, at for Moe var ”alle mennesker af naturen Djævelens Børn … hans Prædiken gik altid ud på Omvendelse … ”.
Moe var desuden tilsynsførende med sognets skoler som medlem af skolekommissionen, og herom beretter Nissen fra Gelballe: ”Pastor Moe var ikke fornøjet med Undervisningen i Religion.” Uviljen mod Moe skinner her tydeligt igennem, Moe havde ikke engang underrettet Nissen selv, men havde blot ladet det høre, at sådan var det. Desuden var Nissen vred over Moes ”upædagogiske” overhøring af eleverne, og han giver som eksempel på Moes efter hans mening ganske utidige indblanding, at Moe gav sig i kast med en diktat, hvor han gik alt for hurtigt frem.
Sammenfattende altså en betydelig indblanding i skolernes undervisning efter Peter Nissens mening. Om Moes religiøse holdning er der dialoger, hvor Nissen tydeligt har haft behov for at få udtrykt sig meget klart herom. Nissen anfører i en af dialogerne med Moe, at alle mennesker er ”Guds børn”.  Hertil skulle Moe have svaret, at Jesus havde sagt til jøderne ”I er af en fader, Djævelen.” Nissen mente heller ikke, at det var nok at høre om Faderen, Sønnen og Helligånden, hvor Moe iflg. Nissen svarede, ”vi kan ikke frelses uden menneskelige Vidnesbyrd”. Man kan vel sige, at syndsbevidstheden, den menneskelige forkyndelse og omvendelsens nødvendighed er markante stridspunkter mellem Moes tilhængere og modstandere.
 


[1] Moe, Oplevelser s. 133.
[2] Oplysningerne om Johannes Dons er sparsomme, men det fremgår af udgivelsen af P. Nissens erindringer i 1975, at han havde manuskriptet og ”velvilligt” gav det til udgivelse.
[3] Moe, Oplevelser s. 118.
[4] Moe, Oplevelser, s. 66.
[5] Moe, Oplevelser, s. 66-67.
[6] Moe, Oplevelser, s. 131-132.
[7] Moe, Oplevelser, s. 72-73. Sognet har muligvis været noget plaget af oldenborrer. I 1906 fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokol, at der ingen oldenborrer var dette år.
[8] Citeret efter udsendelse i dr.dk, omtale af filmen Guds Børn 2001.
[9] Man fornemmer her en fundamentalisme, der i sin konsekvens betyder, at religionen er styrende for alt, også politik. Her skal man være opmærksom på, at de vestlige, repræsentative demokratier netop præciserer adskillelsen mellem religion og politik.
[10] Kolding Folkeblad, tirsdag og onsdag 18. og 19. juli, begge dage fremtrædende indslag på avisens forside.
Der skal her gives en karakteristik af religion og samfund i Skanderup Sogn i en brydningstid, præget af demokratiseringsprocessen under junigrundloven og sogneforstander-, sognerådsbestemmelserne og den indbyggede konflikt mellem befolkningsflertallet, Venstre og den konservative garanti, det bedre borgerskab og de større jordejere, De Nationalliberale, Højre.
Det benyttede kildemateriale til denne karakteristik er C. J. Moes Oplevelser, 1927, hvor han skriver om sin tid som sognepræst i Skanderup1885-1922. Han giver her udtryk for sine fundamentale religiøse holdninger og sin opfattelse af religionens samfundsmæssige betydning. F. eks. på skoleområdet, hvor det med tilfredshed konstateres, at sognet efter hans første tid i sognet, hvor Missionen var ugleset og blev holdt uden for indflydelse i sogneråd og skolekommission, så var ”alle sognets lærere og lærerinder troende mennesker” ved hans afrejse fra sognet i 1922[1]. Erindringerne har en lang række subjektive vurderinger, som her kun skal bruges til at karakterisere den indremissionske forkyndelse i den samfundsmæssige kontekst. Det er så heldigt, at modtagelsen af denne religiøse og politiske hvirvelstorm kan man få et udmærket indblik i gennem de Erindringer, som førstelæreren ved Gjelballe Skole, Peter Nissen har nedskrevet. De er udgivet i Vejle Amts Årbog 1975-77, men er formentlig nedskrevet i pensionsperioden 1906-1923, hvor Peter Nissen døde knap 80 år gammel. Uanset, om disse erindringer er skrevet ud fra nøje notater, først på pensionen eller i de sidste år, så er manuskriptet - som andre debatindlæg o.l. - lagt i skuffen mhp. udgivelse, opbevaret af svigersønnen, Johannes Dons, lærer i bl. A. Tvis og Ejsing.[2] Nissen kommenterer grundigt religion, skole og undervisning under det, han anser for at være en ulykke for sognet, hvilket f. eks. ses i dette uddrag af Nissens Erindringer: ”Skanderup Sogn skal jo ”helliggøres” og det kan kun ske ved, at I.M. får Magten i Menighedsraad og Sogneraad; thi saa faar den også Magten i Kirken og Skolen. Og Magten er altid Ret i saa hellige Hænder”. Uanset, hvad man måtte mene om disse vurderende betragtninger, så har vi her formentlig en rigtig god kilde til reaktionen mod Moe blandt de ikke-missionske sogneboere.

Sogn og sognerådsformænd 1903-1943

Sognerådets forhandlingsprotokoller 1868-1903 er bortkommet og kan derfor ikke benyttes til at klarlægge sognerådsaktiviteterne i denne ellers yderst interessante periode. Dels p. gr. af jernbanens opkomst og derfor Lunderskovs tiltagende betydning i sognet. Men også - og ikke mindst - fordi det kunne have været interessant at kortlægge sognerådets aktiviteter i spændingsfeltet mellem pastor C. J. Moe C. J. Moe og hans præference for Højre Højre, sammenholdt med provisorietidens forfatningskamp, der forrykkede balancen mellem de partipolitiske modpoler Højre og Venstre, oppositionspartiet, som netop i perioden, hvor Moe i 1885 kom til Skanderup Skanderup, gik ind i den afgørende magtkamp mod Estrups provisoriske finanslove. Venstre havde flertal i Folketinget, men det behøvede regeringen og Estrup ikke tage sig af med et flertal i Landstinget og kongens ret til at udnævne regeringen uanset flertallet i Folketinget.

Moes ankomst til Skanderup

Skanderup i 1885 var netop året, hvor Danmark formentlig har været tættest på en revolution. Der dannedes riffelforeninger og agiteredes for skattenægtelse over for en regering, der ikke ville respektere folketingsflertallet, dvs. Venstre og et også stadig stærkere Socialdemokrati. Regeringen svarede igen med "mundkurvecirkulærer" og konsekvente foranstaltninger imod det spirende folkelige oprør, som oven i købet blev ledsaget af et skudattentat mod Estrup i 1885.
Det kunne have været interessant at få klarlagt de lokale spor, som denne forfatningskamp også må have efterladt i Skanderup Skanderup  Sogn. Men her må der inddrages andet materiale til belysning af forholdene, først og fremmest den lokale presse.
Ud fra de gennemgåede sogneforhandlingsprotokoller kan det konstateres, at Indre Mission Indre Mission  i 1913 erobrede sognerådsformandsposten, som blev bibeholdt uafbrudt indtil 1954.
Fra 1903 indtil 1913 varThomas Hansen , gårdejer i Klebæk og P. Midtgaard, gårdejer i Nagbøl Nagbøl  sognerådsformænd som de sidste repræsentanter, før Indre Mission Indre Mission  erobrede flertal og formandspost.
1913-1919 blev tømrermester J. C. Hansen, Lunderskov Lunderskov sognerådsformand sognerådsformand  som konsekvens af Indre Missions flertal på 5 ud af sognerådets 9 medlemmer. 
Man kan fastslå det indremissionske flertals medlemmer ud fra de sammenhænge, hvor de gjorde fælles front i sognerådsarbejdet.
Johan Nielsen , gårdejer i Skanderup, efterfulgte J. C. Hansen som formand 1919-1923, og han blev efterfulgt af gårdejer Knud Knudsen , Gelballe, sognerådsformand sognerådsformand  1923-1943.
Politisk repræsenterede Johan Nielsen og Knud Knudsen henholdsvis Højre / Det Konservative og Venstre.[12] Man kan muligvis sige, at de repræsenterede henholdsvis tiden under og efter C. J. Moe C. J. Moe med deres respektive partipolitiske tilknytning. Knud Knudsen Knud Knudsen  det forventelige, Venstre som repræsentant for gårdejerstandens naturlige politiske orientering. Johan Nielsen, også repræsentant for gårdejerstanden, men præget af tiden under C. J. Moe Moe  og den vækkelsesagtige tilstand under Indre Missions første tid i sognet, hvor der i vid udstrækning blev en orientering mod Højre / Det Konservative Folkeparti som et resultat af Moes forkyndelse og holdning til politik.
Det kan i forhandlingsprotokollerne konstateres, at de to her nævnte arbejdede sammen, hvor det drejede sig om en indre missionsk linje, først og fremmest ved skole og læreransættelser i den periode, hvor de begge sad i sognerådet, dvs. indtil Johan Nielsens afgang fra sognerådet i 1933.
Som illustrerende eksempel forhandlingsprotokollen fra 18.11.1927. Her protesterede fire fra mindretallet (ud af ni) mod den ensidige ansættelse af lærere med tilknytning til Indre Mission Indre Mission . Protesten blev imødegået i fællesskab af sognerådsformanden, Knud Knudsen Knudsen, der var erklæret venstremand, og den tidligere sognerådsformand sognerådsformand  1919-23, Johan Nielsen, som var konservativ, men begge fra flertalsgruppen, Indre Mission. Eksemplet er helt symptomatisk for samarbejde og skillelinjer i sognerådet - at skillelinjer ikke var partipolitiske.
Mindretallet klagede til ministeriet, hvilket blev taget op som selvstændigt punkt 9.2.1928, hvor flertallet karakteriserede klagen som en "tendentiøs" fremstilling.
Det konkrete i sagen var besættelse af en tredjelærerstilling ved Dollerup Dollerup  Skole[13], men protesten afspejler, at der her har været tale om et mønster med at foretrække lærere med tilknytning til Indre Mission Indre Mission , hvilket man ikke har været så tilfreds med i mindretallet. Ud over den her nævnte klagesag, har der tidligere været gjort bemærkninger o. læreransættelser, f. eks. i Gjelballe Gelballe  i 1918[14], hvor også en lærer med indremissionsk tilknytning var blevet foretrukket iflg. forhandlingsprotokollen 8.4.1918.
Alle de her nævnte lærere ses repræsenteret på kirke-skole billede fra sognet.
Det kan således konstateres, at der har været samarbejdet omkring det holdningsmæssige, religionen, og formentlig helt uanset politisk observans i øvrigt.
Derimod kan der også konstateres divergerende interesser i det indremissionske flertal, f. eks. i planer omkring udretning af en vej gennem Skanderup Skanderup  by.
I 1932 blev der af Johan Nielsen Nielsen  og den lokale, indremissionske smedemester i Skanderup - begge medlemmer af sognerådet - protesteret mod udretning af vejen gennem byen. Argumenterne var, at det var for dyrt, og at det generede de berørte parceller, f. eks. Johan Nielsens, der ville få en offentlig vej helt ind til gården. Smedens forretning ville komme til at ligge væk fra den nyetablerede vej.
Sognerådet under den også indremissionske formand Knud Knudsen Knudsen  vedtog og gennemførte uanfægtet vejføringen.[15]   
 

Religion - mission og skolevæsen.

Om den lokale skoleudvikling før, efter reformationen, under Danske Lov, rytterskoler, Chr. 6.'s skolelove 1739-40, 1814-skoleloven m.v. se Kirke, skole og sogn
Som det fremgår af diagrammet over sognerådsvalg oven for, vandt Indre Mission Indre Mission  i 1913 flertal i sognerådet, et som regel helt snævert flertal (fem ud af sognerådets fra 1909 ni medlemmer). Dette flertal bevaredes i hele den her undersøgte periode, indtil 1954, hvorefter to på hinanden følgende proprietærer fra Skanderup Skanderup  uden indremissionsk tilknytning blev valgt som formænd.
Det har været muligt delvist at identificere sognerådsformændenes partitilhørsforhold til både Det Konservative Konservative  Folkeparti Det Konservative Folkeparti  (indtil 1915 Højre Højre) og Venstre inden for flertallet, Indre Mission Indre Mission . Partitilhørsforholdet har ret tydeligt været uden betydning for det indre sammenhold i sognerådsgruppen. Tværtimod udmøntede uenighed sig på tværs af partiskel, især o. læreransættelser og afholdssagen, hvor de religiøse skillelinjer har været bestemmende.
Før den konfrontatoriske linje i skolesager, dvs. før Indre Mission Indre Mission  fik flertallet fra 1913, kan man uden iagttagelige konflikter konstatere et relativ fredeligt samarbejde o. skolevæsenet i sognet.
Der var tilskud til Lunderskov Lunderskov  Friskole fra nov. 1910 og fremover. Der ydedes et tilskud på kr. 5 per barn, hvilket gør det muligt at skønne elevtallet til mellem 50 og 70 i tiden o. 1. verdenskrig.
Lunderskov  Privatskole, der fungerede 1895/96-1922 var tilknyttet Indre Mission Indre Mission  og omtales ikke i sognerådets forhandlingsprotokoller. Skolen lå i Storegade Storegade , hvor senere Sparekassens bygning kom til at ligge.[17]
1907 blev der opslået et folkeskolelærerindeembede, 500 kr. + 50 kr. for håndarbejde, bolig og brændsel, uddannet i orgelspil vil blive foretrukket - uden iagttagelige betingelser i øvrigt. 
Mindre dramatisk end besættelsen af lærerembeder efter 1913, i det mindste mht. religiøse skillelinjer, var også skolebyggeriet i sognet Skanderup .


[1] Moe, Oplevelser s. 133.
[2] Oplysningerne om Johannes Dons er sparsomme, men det fremgår af udgivelsen af P. Nissens erindringer i 1975, at han havde manuskriptet og ”velvilligt” gav det til udgivelse.
[3] Moe, Oplevelser s. 118.
[4] Moe, Oplevelser, s. 66.
[5] Moe, Oplevelser, s. 66-67.
[6] Moe, Oplevelser, s. 131-132.
[7] Moe, Oplevelser, s. 72-73. Sognet har muligvis været noget plaget af oldenborrer. I 1906 fremgår det af sognerådets forhandlingsprotokol, at der ingen oldenborrer var dette år.
[8] Citeret efter udsendelse i dr.dk, omtale af filmen Guds Børn 2001.
[9] Man fornemmer her en fundamentalisme, der i sin konsekvens betyder, at religionen er styrende for alt, også politik. Her skal man være opmærksom på, at de vestlige, repræsentative demokratier netop præciserer adskillelsen mellem religion og politik.
[10] Kolding Folkeblad, tirsdag og onsdag 18. og 19. juli, begge dage fremtrædende indslag på avisens forside.
[12] Iflg. kilder i den fælles familie.
[13] Ansættelse af P. Juhl som 3. lærer v. Dollerup Skole i 1928.
[14] Ansættelse af T. Madsen som 1. lærer ved Gjelballe Skole i 1918.
[15] Alt det her og i det flg. afsnit anførte fremgår af sognerådets forhandlingsprotokoller. Problemet med Johan Nielsens gård, Grønvanggaard, fremgår af matrikelkortet, se appendix 2.
[16] Indholdet af 1814-anordningerne:
[17] N. Chr. Lings, utrykte erindringer fra tiden i Lunderskov 1920-64.