Fattigvæsenet - sociale karakteristikker af sognet

Fattige og fattigdom var især at finde blandt syge, forældreløse, enker og gamle.
I middelalderen og op i tiden til 15-1600-tallet, dvs. umiddelbart før enevældenenevælden, var fattige og fattigdom et anliggende for slægt og familie. På landet skulle bønderne sørge for slægt og familie, i byerne sluttede håndværkere og handlende sig sammen i gilder, hvor man ydede gensidig hjælp.
I praksis var fattigforsorgen dog hovedsageligt et kirkeligt anliggende, hvor den katolske kirke, ikke mindst klostrenes munke og nonner ydede hjælp til fattige og syge. Selv om overtro og åreladning kunne gøre mere skade end gavn, bredte den medicinske kunnen fra antikken via muslimske skrifter sig også til Europa og Danmark. Og man kunne efterhånden gøre sig håb om en nogenlunde effektiv sygdomsbehandling på klostrenes hospitaler.
Herefter blev fattigforsorg i stadig stigende omfang et samfundsanliggende.
Med befolkningstilvæksten efter 1300-tallets pest, den sorte død, steg også antallet af fattige. Lovgivningen blev strammet, og med Frederik 2.'s tiggerforordning fra 1587 blev vagabonder, tiggere og løsgængere efterhånden betragtet som moralsk anløbne, som man oven i købet gik over til at indfange og sætte til tvangsarbejde.
Med forordning om betlere i Danmark af 24. sept. 1708 blev fattigforsorgen et statsligt problem, dog finansieret gennem frivillige bidrag fra gejstlige og embedsmænd.
I 1803 besluttedes det at oprette fattigreglementer for henholdsvis landet og byerne, som dog i praksis var ret ens. Der oprettedes fattigdomskommissioner med sognepræster i spidsen. Disse fattigdomskommissioner havde ret til at indkræve og forbruge skattemidler. Sammen med skolekommissionerne fra 1814, også med sognepræster i ledelsen, blev disse to organer forløberne for sogneforstanderskaberne 1841-42.
Selv om den fattigforsorg, der blev indført med fattigkommissionerne og sogneforstanderskaberne var at betragte som fremskridt, så kan man med det herostratisk berømte eksempel, Tyendeloven af 10. maj 1854, altså en lov samtidig med sogneforstanderskabernes fattigforsorg, også med fordel være opmærksom på forholdene for de mindst privilegerede i samfundet. Jeppe Aakjærs Vredens Børn fra 1904 var et litterært debatindlæg til fordel for de mest udsatte på landet. Romanen affødte en voldsom debat, men medførte dog, at Tyendeloven og skudsmålsbogen i 1921 afskaffedes. Det har næppe været p. gr. af denne roman, at Poul Henningsen en overgang frygtede, at Jeppe Aakjær kunne være hans far.[1]
I sogneforstanderprotokollen kan man se, at fattighusene i Skanderup(der var en overgang 2) - før det seneste fra 1875 over for sognekirken - skulle vedligeholdes af sognets beboere. Man kan også se, at den omsorg for de fattige i sognet, som medførte hjælpeforanstaltninger, blev fordelt efter gårdenes hartkorn.
Og det har næppe været en ønskesituation for de fattige at skulle ligge sognet til last.
For de gamle ændredes situationen betydeligt med Lov om Alderdomsunderstøttelse fra 1891. Det blev nu muligt for "værdigt trængende" ældre over 60 år, som ikke tidligere havde modtaget fattighjælp, at få ret til understøttelse.
Drøftelsen i Skanderup Sogneråd fra jan. 1930 om etablering af et alderdomshjem i sognet resulterede først i en beslutning om at ombygge Fattiggaarden. Men i 1934 nåede man så i sognerådet frem til beslutningen om at bygge et helt nyt alderdomshjem i Lunderskov, hvor Lunderskov Kro, sidst, indtil 1919 Lunderskov Afholdshotel havde ligget. Og Fattiggaarden blev solgt.
I Thomas Christensens sognehistorie hævdes det tidligere afholdshotel at være brændt. Men det er vist snarest udtryk for manglende viden om denne bygnings skæbne.
Det fremgår af den samtidige presse, at Lunderskov Afholdshotel i 1919 blev forsøgt afhændet, og iflg. Folkebladet Sydjylland 16. nov. 1934 bliver stedet til Lunderskov Alderdomshjem.  
 

Sognets veje - se matrikelkort 1883 eller matrikelkort 1846[2]

På et sogneforstanderskabets møde 1.4.1842 i Gelballe, hvor herredsfogeden for en gang skyld også deltog, gennemgik man en skrivelse fra amtet efter vejsyn i januar. Det hedder herom: ”Herredsfogeden var til Mødet for i henhold til Amtets Skrivelse af 13. og 14. januar …” at gå i samråd med sogneforstanderskabet o. vejene og deres vedligeholdelse. Herredsfogeden er medunderskriver (med et ulæseligt navn, desværre).
Søndre Landevej fra Kolding til Ribe var blevet forbedret og nu i god stand, hvorfor sogneforstanderskabet forventede, at amtet kunne overtage denne landevej.
Sognets veje i øvrigt inddeltes i 2 klasser: 1. førsteklasses veje, som man skulle kunne færdes ad nemt og bekvemt på alle tider af året, 2. veje, som skulle holdes så farbare, at man ikke skulle have anledning til klage.
Under førsteklasses veje hørte:
1) vejen fra Ribe Landevej gennem Dollerup, Nagbøl til Vamdrup,
2) vejen fra Søndre Landevej gennem Skanderup til Skanderup Kirke til Nagbøl (og herfra videre ad vej 1),
3) vejen fra HjarupHjarup til Skanderup,
4) vejen fra Skanderup Kirke til Dollerup,
5) vejen fra Dollerup gennem Lunderskov, Gelballe til Vranderup Mark.
Under 2. klasses veje hørte:
1) vejen fra Skanderup til Bønstrup skel (se evt. et af matrikelkortene),
2) vejen fra Lunderskov til Drabæks MølleDrabæks Mølle - ønskes i 1852 ændret til Dollerup, Drabæks Mølle m. forbindelse til Andst og
3) vejen fra Lunderskov til Rolles Mølle og til skel til Lejrskov,
4) Lunderskov Kirkevej, fra byen til 1. klassevejene 2) og 1), herfra til kirken,
5) Gelballe Kirkevej fra 1. klasses vejen 5) til Lunderskov Kirkevej.
I dag har staten ansvaret for det overordnede vejnet, kommunerne ansvaret for det øvrige, offentlige vejnet.
Med sogneforstanderskaberne blev amts- og kongerejser pålagt som sogneforstanderskabernes ansvarsområder, dvs. pligt til vedligehold.
Fra 1793 var det de i 1791 indførte sognefogeders ansvar at sørge for vejenes vedligehold, snerydning og kørsel. Kørslen kunne være af standspersoner, kongelige o.l. Det kunne også være regulær bortskaffelse af fattige fra sognet.
Det var også under sogneforstanderskabet sognefogeden, der skulle få de ind imellem formentlig noget vrangvillige bønder til at udføre arbejdet. Man har herunder fundet ud af, at det lettede udførelsen af opgaverne noget at lade dem udbyde i licitation, hvor der blev holdt syn til godkendelse i sogneforstanderskabet.
I 1868 besluttede sogneforstanderskabet anlæggelse af ny vej i Lunderskov, Reinholdts Bakke og i 1866 Jordemodervejen i Skanderup, vejen fra Søndre Landevej til Ribe gennem Skanderup, krydset til HjarupHjarup, med vej til Gelballe.
Der var i sognet også en række offentlige stier, fremgår det af liste, som blev fremlagt i sogneforstanderskabet 25.10.1850. Der var kirkestier i alle sognets byer, en skolesti fra Rolles Mølle til Gelballe, møllestier til Lunderskov fra de to møller, en møllesti fra Skanderup, stier fra Skanderup til Gjelballe, fra Ribe Landevej til Drabæks MølleDrabæks Mølle. 
 Af egentlige modsætninger og konflikter omkring vejvæsenet kan der kun konstateres få og små i sogneforstanderskabs- og sognerådsprotokollerne. Vejene var en praktisk foranstaltning, og det indebar udgifter enten i penge- eller arbejdsydelser. Hertil kom placeringen af vejene.
Hvordan vejvæsenet er blevet drøftet blandt menigmand og de ikke så indflydelsesrige, som ikke har været repræsenteret i den sognepolitiske repræsentation før sent i forløbet, det kan der ikke siges noget om på det foreliggende kildegrundlag.
Men i forhandlingsprotokollerne er der enkelte eksempler på den økonomiske side, at bønderne af sognefogeden kunne beordres til vejvedligehold, hvilket blev opgivet og erstattet med en skattemæssig fordeling af arbejdet gennem licitation. Og et enkelt eksempel fra 1933, hvor vejen fra Søndre Landevej, gennem Skanderup by, forbi Skanderup Kirke blev rettet ud. I Skanderup til stor fortrydelse for et sognerådsmedlemsognerådsmedlem, sognefoged og tidligere sognerådsformandsognerådsformand. Det protesterende mindretal med helt åbenbare personlige interesser blev politisk "kørt over" af deres meningsfæller i andre (religiøse) henseender.
Skanderup nye skole fra 1908, før vejen i Skanderup blev rettet ud og ført forbi skolen fra Grønvanggaard - som supplement til vejen gennem Skanderup by med smed, bager og brugsforening. Her, ved skolen fra 1842, blev vejen "rettet ud" og ført lige mod Lunderskov, hvor der så blev "omfartsvej" her, ind i Skanderup by. 
 

Jordemodervæsenet

Jordemødre har i kendt historisk tid været en vigtig funktion. Det mest gennemgående er, at det oprindeligt skulle være gifte kvinder eller enker, som selv havde født.
Med forordning af 4.12.1672 fik stadslægerne i København og andre byer pligt til at undervise og eksaminere jordemødre, før de måtte praktisere. De første danske regler om udvælgelse og beskikkelse via magistrat eller amtmand findes i Kirkeritualet for Danmark og Norge af 1685.
I Christian 5.'s Danske Lov 1683 hedder det, at magistraten i København og amtmændene i provinsen skal "beskikke ærlige og gudfrygtige kvinder, som forstår sig på deres embede og med attest fra deres sognepræst kan bevidne, at de er af god kristelig levned og er eksamineret af medicus eller chrirugies og give disse kvinder brev på, at de må lade sig bruge af barselskvinder, når det begjæres."
1713 oprettedes jordemoderkommissionen, og fra 1743 førtes der regelmæssigt protokol over examinerede jordemødre. Fra 1746-1761 begyndte man at oprette jordemoderembeder i provinsen. I 1791 giver den danske regering for første gang regler for betaling af jordemødre - efter evne, de fattigste mindst, de rigeste betalte mest.
I 1810 oprettedes distriktsjordemoderordningen. Jordemoderdistrikter med fast løn skulle oprettes over hele landet.
Lov om Jordemødres Lønninger af 8. marts 1856. Ved lovgivningen fastsattes og reguleredes taksterne for jordemoderhjælp på landet. Taksterne "tilpasses" patienternes sociale niveau. Gårdmænd og husmænd betaler forskellige takster."
Alt i alt betød reguleringerne krav om uddannelse inden for det for folketallet jo ganske vigtige erhverv. Med den stærkt forbedrede medicinske viden fra 1800-tallet var der krav om kvalitet, men lønnen var overordentlig ringe.
Jordemoder Marie Jensen, født i Lunderskov, uddannet som jordemoder som 22 årig i 1885, uddannelsen varede 1 år, var formentlig en typisk repræsentant i tiden. Hun var gift, havde børn, manden kunne ikke tjene til føden. Datteren siger om moderen og ønsket om at blive jordemoder: "Det blev man jo dengang kun, hvis man var så uheldig at blive gift med en mand, der ikke kunne forsørge en, eller hvis man blev enke."
Der var i sogneforstanderskabet for Skanderup Sogn fra 1843 behandling af et amtsligt ønske om oprettelse af jordemoderbolig og -distrikt. Distriktet var først Skanderup, Hjarup og Vamdrup sogne med jordmoderbolig på den 2. klasses vej, der forbandt Skanderup og Bønstrup. I 1866 besluttedes det at købe en jordemoderbolig og anlægge Jordemodervejen til Gelballe, placering i krydset til Hjarup, idet det tidligere jordemoderdistrikt deltes i 2, Vamdrup-Bastrup og Skanderup-Hjarup. Det fremgår af Kolding Folkeblad, at dette jordmodersted i1915 blev solgt til ”Boelsmand Asmus Asmussen for 6000 Kr.”[3]
Med beslutningen i 1866 om deling i to af det tidligere jordemoderdistrikt kom der til at ligge to jordemoderboliger i Skanderup, det i Skanderup by placerede og det tidligere jordemoderhus, formentlig opført i 1849, som lå på vejen fra Skanderup over Klebæk til Vamdrup. Dette hus blev nedrevet i 1975.
Distriktsjordemødre betaltes og ansattes af amtet fra 1868, men var også før under amtslig inspektion og kontrol.
I Ribe Stiftstidende 29. maj 1872 hedder det, at "Byggearbeider ved Skanderup Jordemoderbolig ikke (er) bleven udførte ..." Annonceringen om salg er i Ribe Stiftstidende 26. nov. 1915. Jordemoderhuset i Skanderup, som det ser ud i dag. Jordemodervejen til Gelballe starter her. Det ældste jordemoderhus på vejen fra Skanderup over Klebæk til Vamdrup.
 

Post- og brandvæsen

Omdeling af post startede i Danmark i tiden før og under Christian 4. I 1711 bliver postvæsenet en statsinstitution. Postvæsenets funktioner var nyhedsformidling, transport af aviser og omdeling af post. Lokalomdeling af post i København begyndte i 1806. Fra 1865 blev der lokalomdeling af post i alle byer.
Den første spæde start på egentlig postombringning i Skanderup Sogn er muligvis forslag fra Hjarup om at holde fælles postbud sammen med Seest, Hjarup og Vamdrup, som blev behandlet på et møde i sogneforstanderskabet i 1857. Det blev ikke til noget på dette tidspunkt, men må være startet senest i 1865.
Det var en koncessionsbetingelse ved jernbanebyggeriet, at post gratis kunne sende aviser og breve med toget. Dette må også fra 1866 have styrket postomdelingen i Skanderup Sogn.

Herredsfogeden

Blev i enevældens sidste tid den embedsmand, som varetog en lang række administrative opgaver i kølvandet på landboreformernes langsomme opløsning af godssystemet. De nye opgaver var brandvæsen, brandforsikring og vejvæsen. Derfor er det naturligvis også fra Herredskontoret, sogneforstanderskabet fra 1858 får forespørgsler omkring brandsprøjter og branddamme.
Den ene af de nyerhvervede brandsprøjter anbringes til dækning for Skanderup og Gjelballe på den nyetablerede Jordmodervej. Den anden til dækning af Dollerup, Nagbøl og Lunderskov anbringes i Dollerup.  
 


[1] Iflg. Hans Hertels glimrende og veldokumenterede biografi PH, Gyldendal 2012.
[2] Eller gå til Kort og Matrikelstyrelsen under Miljøministeriet, der har historiske kort på nettet, hvor man kan forstørre kortet og læse detaljer, http://arkiv.kms.dk/mpn/mpnxy.aspx?x=521322&y=6147177. Tilsvarende kort kan man vælge for Lunderskov, Nagbøl. Dollerup og Gjelballe kan indkredses fra Skanderup eller Lunderskov.
[3] Kolding Folkeblad 26. nov. 1915.